Forfatter: Jesper

Ret beset er mange af middelalderbyens interessante baggårde private enemærker, men det går lige an at kaste et blik på herlighederne. Som i Sct. Mogens Gade 29, hvor en granitskulptur af billedhugger Edgar Funch (1915-1995) udmærker sig i en ramme af bindingsværk.

Edgar Funch var af fag stenhugger og lærte håndværket i et bornholmsk stenbrud. Kai Holm, ejer af bygården, anskaffede og opstillede i 1990 den abstrakte figur. Den hedder ikke noget.

Derimod har en anden Funch-figur i Viborg et navn. Den hedder “Solfigur” og står ved Viborg Rådhus. Før stod den bag Stillings Gaard ved Nytorv. “Solfigur” var i 1967 en gave fra lokalpolitiker og erhvervsmand Kai Erik Berg de Nully Brown (1927-2019).

I begyndelsen var Edgar Funch inspireret af naturens urformer. Han lod sig indfange af kunstnergruppen “Spiralen” med blandt andre Wilhelm Freddie og Asger Jorn, og herefter gik der geometri i hans kunst.

Lad de to kunstgivere repræsentere de mange private, der har beriget Viborg med udendørs kunst. Ånden udtrykte Kai Erik Berg de Nully Brown kort før sin død på denne vis: “Tak for alt hvad du har givet mig, Viborg, af gode minder, tak.”

En mindesten af blåriflet, hvid brasiliansk marmor står og vigter sig lidt ved domkirkens sydside. Mod kirkens ensartede granit er den som den berømte svane i andegården.

Det kongelige danske Flyvevåben har siden den 1. oktober 2000 haft sin mindesten. Da fyldte Flyvevåbnet 50 år. Den står til minde om dem, der satte livet til i våbnets tjeneste. Samtidig vidner den om, at Flyvevåbnet med sin flyverprovst har en særlig tilknytning til Viborg Domkirke.

Hvert år den 1. oktober finder en højtidelighed sted ved mindestenen. Også inde i kirken markerer Flyvevåbnet sig. Her står en montre med en mindebog. Bogen indeholder navnene på dem, der mistede livet.

Viborg-arkitekt Thomas Meedom-Bæch har tegnet montren, der er af træ, messing og glas. Kronprinsparret afslørede bog og montre ved Flyvevåbnets 60-års-dag.

Til eftertanke bærer mindestenen to linjer fra Helge Rodes “Som en rejselysten flåde”: “Medens vi med trofast sind sætter al vor gerning ind”.

Da Rødevej i 1902 fik sit navn, levede det allerede blandt folk. Indtil da hed den på papiret Kirkegårdsvej, idet Viborg Kirkegård siden 1808 havde ligget ved denne plads uden for byen.

I 1870’erne begyndte Viborg Kaserne at tage form omkring kirkegården: eksercerplads, gymnastikhus, depotgård og hovedvagt. Samtidig fik den en forlængelse mod nord til Hjarbæk- og Skive-landevejen og var en del af noget, der lignede Viborgs første omfartsvej.

Makkeren er Grønnegade, om end de først i nyere tid kom til at danne et rigtigt vejkryds. Grønnegade fik sit navn efter de grønne omgivelser. Kirkegårdsvej fik en belægning af røde murbrokker fra den nedrevne domkirke. Det nye navn gav sig selv, ikke mindst når én farve allerede var i spil. Og en kaserne på Kirkegårdsvej? Nej, vel.

Fra foråret 1863 genlød byen af gevaldige drøn, når domkirkens murværk faldt til jorden. Brokkerne måtte væk. Som nævnt endte en del på Kirkegårdsvej. Andre fik en rolle som opfyld i Borgvolds smattede områder. På søbunden neden for pavillonen er det stadig til at få øje på mursten.

Tak til dig, Rødevej, fordi du er med til at give Viborg kolorit.

Nyere stenhuggerarbejde blander sig med gammelt i Viborg Domkirkes ydre. Relieffet på trappen til sakristiet på nordsiden er et eksempel på det første. Det er Agnus Dei, Jesus som Guds lam.

Relieffet er rent og klassisk. Det er med den obligatoriske sejrsfane. Kunstneren kunne også have valgt et kors. Symbolet virker oplagt på præstens indgang.

Inspirationen i Viborg kan være med lokal kolorit. Erik Glipping fik sit hvilested foran højalteret i Viborg Domkirke, efter at ukendte gerningsmænd natten til den 22. november 1286 myrdede ham. En hændelse, der er gået over i danmarkshistorien som “Mordet i Finderup Lade”. Med sig i graven fik han en signet med Agnus Dei.

Signeten befinder sig nu på Nationalmuseet. Et lille vidunder. Den er af blodjaspis – en halvædelsten, som er en grøn jaspis med blodrøde prikker. Traditionen knytter den til Golgata, hvor Jesu kors stod. Versionen på Erik Glippings signet er med lam og kors.

At kombinere Agnus Dei med et stykke af Golgata er stærke sager. Klenodiet er en konge værdigt. Stenens bloddråber leder også let tanken hen på de 56 stik, som kongen vistnok fik.

St. Sct. Hans Gade 4 udmærker sig ved sin smukt formede facade og et husnummer, der tilsyneladende er helt hen i vejret. Store jerntal danner nummeret “338”.

Tallet er fra en tid, da Viborg endnu ikke havde husnumre, der fulgte gaderne, og som efter engelsk mønster havde de lige numre til højre og de ulige til venstre. I en forholdsvis lille by som Viborg var det i mange år nok at finde et hus efter opskriften “14 favne fra Søgyden søndenpå”.

Det første nummersystem var mest af hensyn til brandforsikringen, men i 1800-tallets sidste halvdel gik det ikke længere an, at virvaret af numre gik på tværs af gadenavnene. I øvrigt var det først med gadeloven fra 1868, at provinsbyerne fik ret til at give gaderne officielle navne.

De, der går lidt ned i materien, kan indvende, at St. Sct. Hans Gade 4’s matrikel har nummer 166. Det enkle svar er, at facaden i den nuværende form er fra 1870, og at Viborg i 1876-1877 indførte nye numre til matriklerne.

Domkirkearkitekt Julius Tholle er manden, som købmand Natalius Samson satte til at omskabe det hus, som adelsparret Anne Margrethe Linde og Janus Friedenreich i cirka 1750 lod opføre. Julius Tholles svaghed for den tidlige italienske renæssance skinner tydeligt igennem. Læg i øvrigt mærke til udsmykningen med apotekerstave.

Multa paucis – meget i få ord – er god latin. Forfatteren Peter Seeberg praktiserede kortekunsten, da han fandt de få ord til det lille mindesmærke i Gammeltorvs nordlige stengærde: “5. maj 1945 – Freden – Glæden – Sorgen”.

Kommer naturligt til at tænke på salmedigter Kingos “Sorrig og glæde de vandre til hobe”, hvilket på nutidssprog er “Sorg og glæde går hånd i hånd”. Enkelt og sandt.

Det officielle Viborg afslørede mindet den 4. maj 1970 om aftenen, 25 år efter befrielsen. En tradition var skabt. Seebergs ord viste sig langtidsholdbare. År efter år har folk mødtes ved stenene til en eftertænksom stund.

En del år efter at himmerlændingene i Rævemosen fandt nationalklenodiet Gundestrupkarret, fik de mod på en mindesten on location.

De bad deres egen Johannes V. Jensen om at forfatte de forløsende ord. En og anden har nok undret sig, da han viste, hvad han var nået frem til: “Her udgravedes Gundestrupkedlen”. Her var ingen patos. Den senere nobelpristager mente, at karret sagde resten selv. Det samme med befrielsen.

Den sidste arrestant har gået den tunge gang over Sukkenes Bro fra Viborg Arrest til Vestre Landsret. Landsretten flyttede i 2014 til den anden side af søerne. Broen mistede sin rolle som forbindelse mellem de to retslige instanser.

Kristoffer Varming, Justitsministeriets arkitekt, havde ikke nogen bro med, da han i 1917 forelagde sit forslag for Folketinget og Landstinget. For Kristoffer Varming var en tunnel den rette løsning. Måske spillede det ind, at en bro forstyrrede hans idé om en retsbygning i ren herregårdsstil.

Byggeplanen kom i udvalg. Rettelserne her var få. Men de folkevalgte kunne ikke lide tanken om “en underjordisk, mørk gang”. De fik en lukket bro, der krydsede Gråbrødre Kirkestræde i otte meters højde.

Den kan da godt minde om Sukkenes Bro i Venedig. Den, der forbinder Dogepaladset med det gamle fængsel, og som fører over kanalen Rio di Palazzo. Digteren Lord Byron gav den navn. Kvindebedåreren Casanova er blandt de mange, der har gået vejen.

I Viborg gav folkeviddet broen navn. Den er en detalje, som viborgenserne nødig undværer. Ej heller navnet. Alene kigget gennem den er – fængslende. Jeg ved faktisk ikke, om skikken fra Venedig er fulgt med. At elskende kysser hinanden, når de befinder sig under den. Suk.

For længst glemte firma- og butiksnavne dukker af og til op på facader, når håndværkere skræller af. På Dumpen 5 har et navn helt uberørt fået lov til at stå i over 100 år: “Th. Bentsens Klædefabrik”.

Facaden udstråler solid virkelyst. Den unge farversvend Thomas Bentsen forpagtede i 1888 et farveri på stedet. På få år gjorde han det så godt, at han kunne købe virksomheden. Et spinderi, en klædefabrik og et vaskeri føjede sig til, samtidig med at dampkraften satte skub i sagerne.

Under første verdenskrig var tæpper og uniformer fra Th. Bentsen i høj kurs. Antallet af ansatte nåede op på 50. En brand i 1919 gjorde plads til nye tanker – og bygningen med påskriften. Systuer og et fabriksudsalg med habitter og arbejdstøj viste sig givende.

Efter at Thomas Bentsen i 1927 døde, trådte tre sønner til som direktører. Et barnebarn af stifteren fortsatte fra 1959 virksomheden.

Midt i 1950’erne toppede eventyret. Da var styrken oppe på 250 ansatte. Importerede varer fik én for én keglerne til at vælte. Den sidste, farveriet, faldt i 1978. Eventyret sluttede således, som det begyndte.

Ingen regel uden undtagelse. Den i øvrigt seværdige Viborg Miniby på Lundvej viser et Viborg fra 1800-tallets første halvdel. Dog er udgaven af Sct. Mogens Gade 9 med en kamgavl fra 1884.

Argumentet for at bøje reglen netop her er det bedste. Det middelalderlige gavlhus får i den grad karakter af netop den kamtakkede gavl. En tidligere trappegavl gik til. Mellem 1811 og 1884 var huset uden denne pryd.

Arkitekt Hans Christian Amberg er gavlens mester. Også gavlfronten i Sct. Mathias Gade 51 er hans værk, ligesom han satte sit præg på Sct. Mogens Gade 31. Engagementet i Viborg kom sig sikkert af, at storebror Herman Amberg på de tider var domorganist i byen.

Hvem der byggede tvillingerne Sct. Mogens Gade 7 og 9 står lidt hen i det uvisse, nok landsdommer Jens Mogensen Harbou, død i 1549, eller herremand Mogens Thomsen til Damsgaard, død i 1521. Tidsmæssigt passer Jens Mogensen bedst, mens sidstnævnte gemmer på den mest interessante historie.

Da Mogens Thomsen var død og begravet, lod Christian den Anden ham grave op, så han kunne dingle i galgen og derpå komme i uindviet jord. Kongens folk havde på Damsgaard fundet remedier til forfalskede dokumenter. Netop denne aktivitet var han beskyldt for at have udøvet. Frederik den Første tog ham til nåde. Liget kom tilbage på den sikre side af kirkemuren.

Før stålskulpturen “Heartedge” i 2010 fik sin betonkant ved Viborg Kunsthal, var den lige en tur omkring en skrotplads som gammelt jern. I sidste øjeblik fik kunsthallen lassoen i den.

Kunstneren er Morten Stræde. “Heartedge” fik en midlertidig plads i København, da byen i 1996 var europæisk kulturhovedstad. Så kom den til åen i Bjerringbro, men en vejudvidelse sendte den ud i mørket.

I 2010 havde Morten Stræde soloudstillingen “Byen og verden” i kunsthallen. Inspirationskilden var bogen af samme navn, forfattet af Peer Hultberg. Mens Morten Stræde har et højskolemiljø som baggrund, var Peer Hultberg landsdommersøn. Begge dog med afsæt i “byen”, det vil sige Viborg.

At skulpturens genopstandelse og udstillingen kom til at hænge sammen, var en tilfældighed. En herboende storentreprenør fik i Polen specialfremstillet betonmuren. Den ser måske ikke ud af så meget. Sandheden er, at halvdelen af muren står under jorden for at sikre et fodfæste på den bløde bund.

Med hjælp fra Morten Stræde fik den skrammede stålskulptur den originale røde farve. For kunstprofessoren var hjertet en hjertesag, og det står på listen over hovedværker.

En rest af Viborgs næsten 900 år gamle befæstning ligger på begge sider af Voldens nordlige tarm. Den 35 meter lange og tre meter høje vold er fredet. Godt for det. Med rette har Volden siden 1912 båret sit navn.

Nationalmuseet inspicerede i 1890 forholdene. Det stod da klart, at borte havde taget det meste af befæstningen. Oprindelig gik den i en halvcirkel fra Nørresø til Søndersø.

Da Svend, Knud og Valdemar midt i 1100-tallet kæmpede om kronen, sad Svend i begyndelsen på Viborg. Saxo skriver, at Knud havde det svært med byen, og at han efter et slag måtte flygte gennem Viborgs virvar af gader. Snart lod Svend byen befæste, idet han lovede borgerne velstand.

Viborgenserne benyttede sig af en naturlig lavning. De gjorde kløften lidt dybere og skråningen til bysiden lidt højere. Befæstningen var godt nok et par numre for stor til byen. På de tider havde kun Roskilde og Lund mere plads at boltre sig på.

Sofia, Knuds halvsøster, var ualmindelig veldrejet. Valdemar stod først på Svends side. Men da han fik tilbudt Sofia og en tredjedel af Knuds jordiske gods, var han til at flytte med. Brylluppet stod bag Viborgs volde. Nu var Valdemar den store. Svend måtte bide i lyngen syd for Viborg.

Den kan godt ligne en lille tornado, skulpturen ved Borgvolds rotunde. Den tre meter høje skulptur består af 17 forskudte granitskiver. Officielt hedder den “Skytale”, men mange kalder den “At rejse”. Den handler om udlængsel.

Granitten er fra Indien, Norge, Sverige, Finland og Bornholm. Skiverne er med gådefulde bogstaver og tegn. Kunstværket kom i 2008 på plads og er en gave fra Eventyrerklubben i Viborg. Stenhugger Palle Jepsen gav kunstneren Peter Stuhrs idéer form.

Forfatteren Jules Verne med “Jorden rundt i 80 dage” og “Rejsen til Jordens indre” har stået fadder til værket, men Peter Stuhr lod sig også inspirere af de gamle grækeres skytaler.

En skytale er en stav. Med den kan en indviet både skjule og afkode et budskab. Den hemmelige skrivelse har form som en læderstrimmel med bogstaver. Ved at sno strimlen omkring den rigtige skytale kan modtageren læse kryptogrammet.

Ude i den store verden venter eventyret. Men det er først under hjemlige himmelstrøg, at det hele falder på plads. Som at sno en læderstrimmel omkring en kodestav på Borgvold.

Mange af Sct. Mogens Gades bygårde emmer af historie, men det er, som om Sct. Mogens Gade 36, Tage Høegs Gaard, i særlig grad strutter af fortælleglæde.

Til gadesiden fanger et kældergitter øjet. I gesvejsningerne træder to æskulapstave frem. Sådanne stave med slanger er lægekunstens symbol. Tagskægget er prydet med kloge ugler og vogtende vægtere. Portbjælken er besmykket med to morgenstjerner og “Tage Høegs Gaard”.

I porten sidder en plade med ejernes navne. Listen begynder med adelsmanden Tage Høeg, der i grundtaksten fra 1682 stod som ejer. Tage Høeg kender vi fra Voergaard Slot og Frøslevgaard. Rækken er på 28 ejere.

I 1872 købte stabslæge Dirck Dircksen Hagn-Meincke gården. Hans skjold pryder også porten. Han kom fra sydslesvigske Friedrichstadt, men deltog som militærlæge på dansk side i 1864-krigen. Gelænderet ved hovedtrappen bringer nok en æskulapsnog for dagen. Symbolerne er til ære for stabslægen, skønt også en stadskirurg er at finde blandt ejerne.

Gamle huses alder er noget diffust noget. Viborgs bevaringsplan siger, at Tage Høegs Gaard er fra før 1781, hvilket jo ikke kommer på tværs af navnepladens oplysning om, at det nuværende hus er fra 1740, og at kælderen er fra cirka 1500.

Lad fantasien ledsage dig på en lille tur til Johanniterklostret i Viborg, hvor nu Pilehaven ved Sct. Ibs Gade er. Over jorden er intet tilbage af dette efter sigende prægtige kloster.

Som en klosterport står indgangen til Pilehaven. Noget tyder på, at johanniterne i 1285 turde binde an med et kloster i Viborg, efter at de havde sikret sig indtægter fra Sct. Hans Kirke og Sct. Ibs Kirke. En orden, der med rod i Jerusalems hospital tog sig af syge og nødlidende, virker naturlig i pilgrims- og kirkebyen Viborg.

Disse sortkappede munke med det ottetakkede, hvide kors på hjertets side må have fremtrådt som et eksotisk indslag. Korsbrødre var de, og båndene var tætte til korsridderne, der den dag i dag står i et glorificeret skær.

Klostret var firfløjet med kirken, viet til Johannes Døberen, som den nordlige længe. Ned mod søen lå frugthaven. En kirkegård lå øst og nord for kirken, og lidt længere mod nord lå en separat bygning, et lille hospital. Helt op til byvolden mod nord lå toften. Også vest for Sct. Ibs Gade havde klostret jord, formentlig med en lade. I 1578 var det endeligt slut med bygningerne. Materialerne gik til domkirken samt et adels- og domhus.

Korsbrødrenes otte spidser står for otte dyder: tålmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, anger, godhed, sindsro, renfærdighed og standhaftighed.