Rettens gang i Viborg

Ligesom krigere skal holde krudtet tørt, skal de retslærde arbejde med tørre papirer. Bogstaver, der løber ud, er intet bevendt. En gammel tingby som Viborg fik tidligt juraen på det tørre.

”Regn, sne eller Guds vejrlig” skal ikke have lov til at spolere Viborg Landstings protokoller, skriver Christian den Tredje i et gavebrev fra den 27. maj 1552. De skal under tag. Kongen stiller johanniternes forladte kirke ved Nørresø til landstingets disposition som Viborgs første domhus.

Før da var tingets møder en friluftsforestilling. Måske var den første plads midtbyens højeste punkt, nemlig cirka på Søster Lagkages sted på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Gravene. Siden hen var Gammeltorv foran domkirken det oplagte mødested.

De ældste intakte bøger fra landstinget er netop fra kirkerummets tid, en tingbog fra 1567 og en dombog fra 1569. Noget kunne tyde på, at kirken ikke var en succes. I det mindste udstedte Frederik den Anden i 1576 et gavebrev. Det var til den jyske adel. Adelen fik lov til at indrette og bekoste et kombineret adels- og domhus i den tidligere bispegård.

En brand i 1567 havde gjort stor skade på bygningerne nord for domkirken. Her lå indtil 1440 Marieklostret for kirkens kannikker, dernæst den katolske bispegård. Adelen overtog en ruin.

Adelsfolkene forsøgte sig, skal vi tro Ursin, med en bygning nord for den nuværende bispegård. Arbejdet gik trægt. Kongemagten brugte skiftevis pisk og gulerod.

Ifølge den mindesten, der markerer det i 1871 nedrevne dom- og stænderhus lige nord for kirken, kom dom- og adelshuset hertil i 1639. Denne rest af klostret var bedre end misfosteret øst for Stænderpladsen. Pudsigt nok var det præcis hertil, Landsoverretten for Nørrejylland i 1874 flyttede. Frem og tilbage er som bekendt lige langt.