Bymandens Blækhus

Velkommen i Bymandens lille verden, der for den opmærksomme gæst skal vide sig ud til noget større.

Bymanden skal som en erfaren lokaljournalist gerne være værd at gæste. 40 år med Viborg på hjernen forpligter. Blækhuset er fyldt med alt det, lokalsamfundet har givet, og nu skal der gives igen.

Bymænds Ris hed engang en lille skov, som bispen og byen ejede. Den ligger sydvest for Viborg og hedder i dag Viborg Krat. Bymændene var dog slemme til bare at hugge uden at give tilbage, og skoven svandt hen. Nærværende Bymand forstår at fare med lempe. For meget og for lidt fordærver alt.

En bymand er ikke bare et muldent ord for en mand, der bor i byen. “Medborger” og “bysbarn” giver det fylde.

På hjemmesiden byder Bymanden på lidt af hvert. Mest af historisk og småfunderende art, men sprogligheder kan sagtens snige sig ind. Den, der fornemmer en humoristisk tone, er godt på vej.

God fornøjelse.

Bymanden