Kategori: Sprogligt syrebad

Jeg var ikke i tvivl, da Danmarks Biblioteker stillede spørgsmålet: “Hvad er dit yndlingsord?” Mit yndlingsord er “dvæle”.

Ikke bare, fordi det ligger godt i munden. Nej, dvæl ved indholdet. Ordet hører til sprogets truede arter, og det er kanske, fordi vi er ved at miste evnen til at dvæle. Til at give os tid, udsætte, bie, overveje, gå i dybden.

Det er naturligvis med i bogen “Ind med sproget” om sprogets truede, bevaringsværdige ord. Men det er nu ikke for at virke gammeldags, jeg kan lide at dvæle. Det kan nytte.

Nok om det. Lad os dvæle ved dagens sproglighed: navnetillæg. Skriver vi “direktør for firmaets udenlandske afdeling Klaus Hansen oplyser, at …”? Eller skriver vi “direktør for firmaets udenlandske afdeling, Klaus Hansen, oplyser, at …”? Det første er rigtigt. Derimod skriver vi “direktøren for firmaets udenlandske afdeling, Klaus Hansen, oplyser, at …”.

Og hvorfor så det? Den enkle version er, at vi bruger “parenteskommaer”, når det, der kan stå mellem kommaerne, er en slags ekstra oplysning til prins Knud. Efter denne simple opskrift hedder det: “Danmarks længste å, Gudenå, løber gennem et afvekslende landskab.” Lige så simpelt: “Den lange å Gudenå løber gennem et afvekslende landskab.” I det første tilfælde har vi indkredset mulighederne til én ganske bestemt å, mens det andet levner flere muligheder.

Også ved ejefald kan vi have et navnetillæg. Begge former er rigtige: “Den danske statsministers, Lars Løkke Rasmussens, holdning var …”. Og “Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussens, holdning var …”. Jeg kan bedst lide den første, fordi den lader sig læse uden “parentesen”.

Et komma skal i øvrigt adskille dobbelttitler: “Overvismand, professor Dan Krone siger, at …”. Bruger vi den bestemte form, får vi et navnetillæg: “Overvismanden, professor Dan Krone, siger, at …”.

Elementært, kære Watson.

“Hieraki” er en ofte set stavefejl. Blot ét af mange eksempler på, at talesproget let fører den skrivende på gale veje.

Det lyder skabagtigt at udtale ordet med det korrekte “r” nummer to: “hierarki”. Dette ord for “hakkeorden” hører hjemme i en lille familie af ord, der fortæller noget om magt og styreform. Som et kendetegn ender de alle på “-arki” for “herredømme”. Således monarki, oligarki og – hierarki. Her er end ikke valgfrihed.

Udtalen skal også have det meste af skylden for, at mange ikke i deres skriftsprog forstår at skelne mellem “nogle” og “nogen”, for det hedder jo altid “no’en”.

Her må jeg henvise til en god dansklærers tommelfingerregel: “Nogen” er større end nul, og “nogle” er mindst to. Altså skal vi tænke “nogen som helst” og “nogle stykker”.

“Nogen” optræder typisk i spørgende, benægtende og betingede sætninger. “Er her nogen?” “Jeg så ikke nogen.” “Hvis du har set nogen, må du sige til.”

Det kan også i denne sammenhæng være på sin plads at smide det manglende nutids-r i udsagnsordene i syrebadet. “Hun mestre sproget.”

I talesproget snubber – nej, det hedder ikke “snupper” – vi ofte dette “r” af. Men i skriftsproget er det et ufravigeligt krav. Undtagelserne er kan, skal, vil, må og ved. At I ved det.

Den største gruppe af drillepinde består af ord med betonede vokaler, som tager magten over de ubetonede vokaler. Vi kalder dette fænomen “vokalharmoni”. Vi forledes til at skrive “parantes” i stedet for “parentes”, “kammarat” i stedet for “kammerat” og “priviligeret” i stedet for “privilegeret”.

Dagens eksempel er fra en avisleder: “Den autoritære, lidt fjerne far, som aldrig gad at lege.”

“Gad at lege” hører allerhøjst hjemme i børnesproget. Forklaringen er, at “gide” er med i gruppen af mådesudsagnsord. De andre er: kunne, skulle, ville, turde, burde og måtte. Alle er gode hjælpere for andre udsagnsord.

Udsagnsord plus et udsagnsords navnemåde har normalt et “at” imellem sig: “Jeg nægter at betale.” Men sådan er det ikke med mådesudsagnsordene: “Han bør betale.” Altså ikke: “Han bør at betale.” Som regel kommer denne forskel helt af sig selv – ganske uberørt af menneskehjerne.

I øvrigt er “behøve” begyndt at opføre sig som et mådesudsagnsord. Ikke mindst, når det er tryksvagt som de andre i kæden. “Valget mellem “Du behøver ikke grave dybere” og “Du behøver ikke at grave dybere” er lidt af en smagssag, dog med en grammatisk ret til den sidste form.

Et andet problem med mådesudsagnsordene er, at det t, vi putter på i den korte tillægsform, kan være svært at høre i en jappet udtale. Hos nogle smitter det af på det skrevne, så t’et smutter i svinget. “Han har altid ville gå til væddeløb”, “Han havde måtte vente” og “Han har ikke turde gå” er sådanne smuttere.

I digtsamlingen “Man burde burde” spiller Benny Andersen på, hvad der kan ske, når to mådesudsagnsord af samme slags skælmer med hinanden. Elegant med en konjunktivisk datid og en navnemåde. I sin “På rejse i livet” serverer Edith Rode denne: “Gid jeg gad gide.”

Ikke et ord om misfosteret “at turde tørre”.

Sproglige fundamentalister skelner skarpt mellem “begynde” og “starte”. De anerkender kun “starte”, når en bil og anden form for mekanik sætter i gang. Til nød en løber. Alt andet er “begynde”.

Den gamle lære holder ikke her. Vi kan begynde og starte, som det stort set passer os. Og siden 1954 har “starte op” også grasseret.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg hellere “begynder på en frisk”, end at jeg “starter på en frisk”.

Emnet er en god anledning til at anbefale jer at målrette udsagnsordene. “Starte” er et uendelig svagt og kønsløst udsagnsord. Det står tit og råber på noget mere fikst – for eksempel “begynde”, “komme i omdrejninger”, “lægge ud” eller “sætte i gang”. Et endnu værre udsagnsord er “lave”. Tænk på alt det, vi laver. Vi laver huse. Vi laver mad. Vi laver kaffe. Vi laver indbrud. Vi laver bilen. I stedet kan vi bygge huse, tilberede mad, brygge kaffe, begå indbrud og reparere bilen.

I det hele tager er nuancerede, opfindsomme og målrettede udsagnsord nøglen til et på én gang præcist og læseværdigt sprog.

Lad os stoppe her.

Klassisk grammatik er god at holde sig til, og jeg bilder mig ind, at ikke så få læsere måler skribenten efter denne alen.

Vi plukker en sætning: “Men generelt har de unge i de øvrige lande ikke så mange penge som os danskere.”

Vi snupper “som os danskere” med pincetten. Lad det være sagt straks: Det sikre valg er “som vi danskere”.

Og hvorfor så det? Jo, “som vi danskere” er en slags ufuldstændig ledsætning med et underforstået “har”. Lad os se “vi” som grundled i ledsætningen “som vi danskere har”. En konstruktion som “som os danskere” er bestemt ikke ualmindelig. Men er den ikke barnesprogsagtig, undskyld mig?

Nogle sprogfolk mener, at det er noget værre navlepilleri. Men er det ikke godt med klippegrund? Helt ligegyldigt er det heller ikke. Se blot på denne sætning: “Jeg har kendt ham før du.” Den er korrekt i betydningen “før du har”. “Før dig” er også en mulighed, nemlig forstået som: “Jeg har kendt ham, før jeg har kendt dig.” Her er det nok klogt at være præcis og få det hele med.

Når vi nu er i gang, kan vi også slå ned på et andet problem med at bøje de kære stedord. Nogle behandler dem efter forgodtbefindende.

Se på: “Familien takkede dem, der bar.” En helsætning med to dele: “Familien takkede dem” og “der bar”. Når nogle får en trang til at skrive “Familien takkede de, der bar”, hænger det sammen med, at de skeler til ledsætningen og tænker “de bar”. Men skæg for sig og snot for sig. Det hedder altså “familien takkede dem”. Tak.

Ifølge klassisk grammatik er én af kommaets fornemste opgaver at markere ledsætninger (bisætninger) med såvel et startkomma som et slutkomma. At de nogle gange kan være lidt svære at sætte, har ført til denne regel om, at det er tilladt at lade være med at sætte startkommaet. Som en undtagelse, vel at mærke.

Det er altså i orden at skrive “Nyd at sproget er rigt” i stedet for “Nyd, at sproget er rigt”. Men hvorfor ikke sætte alle de “grammatiske kommaer”? De, der kender til systemet med helsætningsstammer (hovedsætninger), ledsætninger (bisætninger) og bindeord, kan da lige så godt spille på hele klaviaturet. For mig er en sikker grammatik hele skriftsprogets musik.

Det irriterer mig, at tegnene står, som vinden blæser, i den fornemme danske trebindsudgave af Montaignes essays. Disse glimrer fortsat, men ikke helt så meget, som de kunne.

Et lille fif kan gøre det lidt lettere at finde ud af, hvor ledsætningen begynder. Nogle vakler, når de skal sætte komma i en helsætning som denne: “Vi gemte os for at han ikke skulle fange os.” Problemet er, at både “for” og “at” gladeligt står i spidsen for en ledsætning.

Prøv at vende konstruktionen om, så ledsætningen kommer først: “For at han ikke skulle fange os, gemte vi os.” Løsningen fik vi kvit og frit: “Vi gemte os, for at han ikke skulle fange os.”

Bindeord som “for” og “efter” skal i øvrigt altid have et “at” efter sig. Ikke ualmindeligt ser vi fejl som “Vi gemte os, for han ikke skulle fange os” og “Vi kastede os over haven, efter vi kom hjem fra ferie”. Begge dele er naturligvis inspireret af, at de to ord også kan optræde som forholdsord uden “at”.

Ingen siger, at det skal være let.

Nu til sprogets og tilværelsens dybere lag. Hvornår er et vandrør sprunget, og hvornår er det sprængt?

En spørger har kastet følgende i syrebadet: “Kunne du ikke fortælle om forskellen på at lægge og at ligge? Den er nemlig svær.”

Meget er efterhånden valgfrit i vort fælles modersmål, men her er sproget fortsat fast i kødet. Vi kan udvide spørgsmålet til også at gælde andre makkerpar inden for udsagnsordenes verden: sidde-sætte, springe-sprænge og vågne-vække.

Ordene ligner hinanden, og derfor roder vi dem sammen, nok især i det talte sprog. Ét eller andet sted i mine indre organer kan jeg mærke, at problemerne med det skrevne vokser. Det talte taler vi slet ikke om. Uha.

Ligge, sidde, springe og vågne har til fælles, at de kan klare sig selv. Som udsagnsled behøver de ikke et genstandsled. De er intransitive. Jeg kan nøjes med at ligge, sidde, springe og vågne. Derimod skal jeg lægge en bog, sætte en dagsorden, sprænge en klippe og vække en syvsover. De er transitive.

Et skib ligger (ved kajen), men styrmanden lægger skibet til kaj. Hønen ligger, men den lægger æg. Et vandrør er sprunget, hvis det på grund af tæring eller is har opgivet ævred. Et det sprængt, har for eksempel terrorister eller Skrækkelige Olfert med et kanonslag været på færde. Et grænsetilfælde er bomben, der sprang, men som også blev sprængt.

Når et udsagnsord kræver en genstand, kan vi også gøre denne genstand til grundled i en passiv sætning. Bymanden vækker syvsoveren – syvsoveren vækkes af Bymanden.

Vær på vagt.

Citat: “Omkring en måned efter var Lizette til halbal i Mønsted, som er en ungdomsfest.”

Vi slår ned på “som”. Ligesom “der” er “som” et henførende stedord (relativt pronomen). De står kækt i spidsen for en ledsætning. Samtidig fører de naturligt tilbage til den nærmeste person eller ting. Således læser vi her, at Mønsted er en ungdomsfest.

Ofte er læseren i den slags tilfælde ikke i tvivl om, hvad skribenten mener. Andre gange er sætningen med dobbelt bund og umulig at hitte ud af. Endelig kan en slasket som- eller der-sætning føre over i komikken: “Der var tale om en tjenestevogn, oplyste den kvindelige sekretær, der stod til fri afbenyttelse for personalet.”

De to små stedord er ikke til at undvære. Men de kan også i al deres uskyldighed vidne om, at sproget dalrer af sted uden en kusk med en pisk på bukken.

Eksempel: “Der var ingen, der så noget” i stedet for “Ingen så noget”. Et andet eksempel: “Udslippet er ikke til fare for personalet, der i det daglige arbejder i lageret.” Budskabet er tvetydigt. “Personalet” kan være den del, der arbejder i lageret. Det kan også være hele personalet, idet vi supplerende får at vide, at styrken hver dag arbejder i lageret.

Nu afdøde sprogprofessor Erik Hansens grundtese var, at vi skal vælge vores sprog. Alternativet er en “adresseløs forsendelse” uden hoved eller hale.

Et punktum i stedet for et vedhæng kan gøre underværker. Hermed punktum for den sag.