“Hieraki” er en ofte set stavefejl. Blot ét af mange eksempler på, at talesproget let fører den skrivende på gale veje.
Det lyder skabagtigt at udtale ordet med det korrekte “r” nummer to: “hierarki”. Dette ord for “hakkeorden” hører hjemme i en lille familie af ord, der fortæller noget om magt og styreform. Som et kendetegn ender de alle på “-arki” for “herredømme”. Således monarki, oligarki og – hierarki. Her er end ikke valgfrihed.
Udtalen skal også have det meste af skylden for, at mange ikke i deres skriftsprog forstår at skelne mellem “nogle” og “nogen”, for det hedder jo altid “no’en”.
Her må jeg henvise til en god dansklærers tommelfingerregel: “Nogen” er større end nul, og “nogle” er mindst to. Altså skal vi tænke “nogen som helst” og “nogle stykker”.
“Nogen” optræder typisk i spørgende, benægtende og betingede sætninger. “Er her nogen?” “Jeg så ikke nogen.” “Hvis du har set nogen, må du sige til.”
Det kan også i denne sammenhæng være på sin plads at smide det manglende nutids-r i udsagnsordene i syrebadet. “Hun mestre sproget.”
I talesproget snubber – nej, det hedder ikke “snupper” – vi ofte dette “r” af. Men i skriftsproget er det et ufravigeligt krav. Undtagelserne er kan, skal, vil, må og ved. At I ved det.
Den største gruppe af drillepinde består af ord med betonede vokaler, som tager magten over de ubetonede vokaler. Vi kalder dette fænomen “vokalharmoni”. Vi forledes til at skrive “parantes” i stedet for “parentes”, “kammarat” i stedet for “kammerat” og “priviligeret” i stedet for “privilegeret”.
