Påstå ikke, at Viborg er fattig på udendørs kunst. Men det er unægtelig en blandet landhandel. Desuden åbenbarer nogle af værkerne sig de mest overraskende steder. Som strøsukker.
Søg, så skal I finde. Kunstfinderi i Viborg er en givende sport. Den kunst, der fjæler sig i baggårde, i byhaver og bag karréer, er ikke den mindst interessante.
Jeg vidste godt, at den stod der, men havde ikke før bekvemmet mig ind i Solgårdens gårdmiljø. Siden 1993 har Ribe-kunstneren Ole Videbæks vandkunst glædet beboerne og de vel få udefrakommende gæster. Fra en buet bagvæg af stentøjsklinker løber vand ned i en tilhugget flade af grønsten og herfra – som et vandfald – til et bassin.
Kunstneren ser gerne sin kunst som et smykke, der kan gøre noget godt for sine omgivelser. Vandkunsten her er som en velplaceret broche.
Parentetisk skal vi have med, at et andet afsides værk, “Vækst” på torvet i Houlkær, er af Lis Andersen, Ole Videbæks arbejds- og ægtefælle.
Solgården med sine 116 ultrasmå aldersrenteboliger stod færdig i 1941. Kommunen var bygherre. Den ruttede hverken med plads eller badevand.
Da Boligselskabet Viborg i 1993 overtog de gulstenede bygninger, var det med 54 nyrenoverede boliger, nu med både bad og elevator. En bred kreds af givere skillingede sammen til et smykke, der var som skabt til en ældre dame i nyt skrud.