Kategori: Dvælestedet

To munke kom til at diskutere, om det var flaget eller vinden, der bevægede sig. En tredje afgjorde sagen ved at sige, at bevægelsen foregik i deres sind. Svaret passer meget godt med, hvordan jeg har det med Nørremølle Enge.

På det rette tidspunkt skal det ikke lufte ret meget, før det lodne tæppe af græs, siv og dunhammere bølger som et hav. Samtidig sitrer stråene som var de en vindharpes strenge. Aiolos, vindens gud, giver lyd.

Kæret nord for Nørresø har altid ligget som et gode for byen. Godet blev ikke mindre, da kommunen lod vandet vinde, efter at et pumpelav i mange år havde forsøgt at gøre det tørt. Ud over den naturlige væde strømmer nu regnvand fra tre rensedamme gennem engene.

Når jeg sidder på Nørremølle Enges dvælebænk, kommer jeg til at tænke på filosoffen, der talte om “intethedens sprog – dette rige sprog”. Roen herude har så meget at sige, og støjen fra Nordre Ringvej danner forunderligt nok en grundtone, der har den bagvedliggende Dambakke som klangbund.

Sidst i 1960’erne havde planlæggerne en idé om, at engene skulle være en slags folkepark til sport og samvær. Vi kan i dag sige, at de var på gyngende grund. Til gengæld kan de våde enge mentalt give os fast grund under fødderne.

Hvor er det altså synd for gråmunkene, at de ikke oplevede deres klostergård, som den tager sig ud i dag. Arrangementet med de fem tjørne og kummestenen er fra 1970’erne, men spiller flot sammen med den sene middelalders murværk mod nord og øst.

En gammel betydning af “lun” passer på den fredfyldte gård, et førsteklasses dvælested. Hvor der er et lun, er der vindstille, ro og fred. En beskyttende skærm holder hverdagens larm ude. Vi genfinder ordet i Louns Bredning, som egentlig er det stille vand bag næsset.

Da munkene i 1530 for altid var ude af Gråbrødre Kloster, fik byen den sydlige gård, mens Christian den Tredje satte sig på den nordlige. I nogle år havde han en fløj som bolig, når han var i staden. Fra 1541 var kongens del hospital, og en lige linje fører til dagens stiftelse med syv boliger.

Vores dvælested er den nordlige gård; den sydlige er borte. Hvor vestmuren er, lå engang et bindingsværkshus. Men det, der er tilbage, virker forbavsende helstøbt. End ikke de idelige bybrande formåede at gøre alvorlig skade.

Hospitalet var som et lille samfund i samfundet. En broget skare fik ophold i kortere eller længere tid. Ved nordgavlen lå i 1700-årene dårekisten med “tvende logementer for afsindige mennesker” bag dobbelte hængelåse og jernbomme.

Men det er så længe siden, at deres fortvivlede råb kun sidder som et svagt ekko i murværket.

Hvor er det let at stå og fortabe sig ved Søndermølles stemmeværk. Den stille mølledam og det fossende fald mod møllen giver et meget godt billede af, hvad filosoffen Ludvig Feilberg mente, da han om kreativ tankegang sagde: “Der må hæmmes, før der kan fremmes.”

Søndermølles afløb har i umindelige tider drevet et møllehjul. Et rigtigt stemmeværk med dæmning og gennemløb fik stedet måske i 1313, da Erik Menved skulle bruge vand til voldgraven på Borgvold. Anlægget fik Viborgsøernes vandspejl til at hæve sig med cirka to meter, og sådan har det været siden.

I de første mange år med dæmningen rakte søen en lavvandet arm helt ind til Søndermølle. Efterhånden groede lavningen til, og søen holder sig nu til en grænse ved Amtmandens Bro. Herfra til Bruunshåb har Søndermølle Å et ganske pænt fald, hele syv meter.

Det meste af tiden har Søndermølle hørt under Asmild Kloster, først selve klostret, siden herregården. Indtil de driftige Bruuner kom til i begyndelsen af 1800-årene, var den melmølle; så tog det fart med at valke og farve klæde. Siden stod den på kunstgødning af benmel og svovlsyre.

Fra 1890 og små 100 år frem var Søndermølle uldcentral. Det var et formål, der klædte den naturskønne plet. Dagens kommunalt drevne kultur- og naturcenter gør også Søndermølle ære.

Tillad mig at skyde en lille erindring ind. Søndermølles ålekiste var i mange år temmelig indbringende. Ålene nærmest væltede rundt i fælden. Da jeg et år deltog i byrådets “budgetmiddag”, stod den på ål fra ålekisten.

Stegte ål byder mig meget imod, hvilket jeg havde antydet over for borgmesteren. Ved min plads stod en stor skål med frikadeller, og så var jeg kisteglad.

Borgvold-bakkens flade top er et magisk sted. Jeg har på fornemmeren, at det hele tog sin begyndelse her. At helligbyen Viborgs oprindelige helligbjerg var det 11 meter høje forbjerg mellem søen og den senere “bjergby”.

Den er vistnok en hatbakke. Grus og sand bundfældede sig i dødisens huller og lå tilbage som hatteformede bakker, da istidens is smeltede. Indtil sidst i 1850’erne havde den senere stadspark to af slagsen, men den nordlige kom til at tjene som opfyld rundtom.

Når jeg står deroppe og funderer, kan jeg sagtens se folk fra landsdelen følge dalstrøg og højderyg til de fremspringende bakker. På den højeste har goden, asatroens præst, haft sit tilholdssted. Bakken var som skabt til de hedenske ceremonier. Først med kristenheden trak de religiøse riter opad.

Etatsråd Gottlieb Bruun gravede i 1889 på plateauet, uden at han fandt det helt store: seks skeletter, en kanonkugle og nogle sten fra et fundament. I dybden kom han aldrig. Sporene har nok været fra Erik Menveds borg. Borgen eksisterede formelt fra 1313 til 1320, men kan sagtens have haft et før og et efter. På de tider skiftede bynavnet fra “bjerg” til “borg”.

Skønt mindestenen med runer blot er fra 1915, er den med til at føre tankerne tilbage og i det mindste bort fra den hverdag, der surrer omkring bakken. Stenen er for Erik Ejegod, der i 1103 drog på bodsrejse til Jesu grav, men som fik sin grav på Cypern.

Toppen måler blot 45 gange 30 meter, men i fantasiens verden fylder den meget mere.

Hasselbuskene står langt og tæt på begge sider af den skjulte sti syd for Viborg Kunsthal. Den er en lille verden for sig. Et dvælested med fine kighuller ned mod søen. Engang hed stedet Skræppetoften.

I 1700-tallet kaldte viborgenserne gyden mellem Viborg Tugthus (Søndersøparken)  og Just Arctanders Gård (Brænderigården) Den Philosophiske Gang. Navnet kan fint leve videre i den nøddeflankerede gang. Der er noget huleagtigt over det langstrakte krat.

Den berømte filosofiske gang ved Sorø Akademi har tiltrukket landets lyseste hoveder, mens Viborgs sidestykke næppe har stået fadder til de store tanker. Men lidt har også ret. Hvad er det i grunden at filosofere?

Præst og lokalhistoriker Andreas Christian Krog omtaler i sin Viborg-beskrivelse fra 1779 “… Den Philosophiske Gang, hvilket navn den har fået deraf, at folk gemenlig i smukt vejr om sommeren plejer sammesteds at promenere og tage frisk luft.”

At sammenligne hasselbuskene med søjlerne i det gamle Grækenlands Lykeion er måske lige friskt nok – og dog. I søjlegangene vankede Aristoteles rundt med sine studerende, mens de filosoferede. De var peripatetikere, vandrende filosoffer. Det er en kendt sag, at gang sætter tanker i gang, så det er bare om at komme i gang.

Tynget af tunge tanker søgte maleren og forfatteren Holger Drachmann lørdag den 1. november 1890 ned i Viborg Domkirkes krypt. I 12 vers indvier Drachmann os i sine kvaler.

Det romanske rum taler til folk, der ønsker ro, så de kan få lidt skik på deres tanker. Den hvælvede krypt er blot 116 kvadratmeter stor og er en rest af den oprindelige kirke. Krypter af den art i Danmark lader sig vel tælle på én hånd.

Seks hele og 10 halve søjler har siden 1130’erne båret den. Nichen mod vest kan være kirkens allerførste alterplads. Langt mere end den nyere kirke udstråler den et spændende mangefold af byggesten, vistnok granit, porfyr, kildekalk, jernal og rødsten.

Kirken under kirken har status som et stillerum. Jeg skal ikke kunne sige, om det var herfra, sjælemessen for den døde kong Erik Glipping lød, men med det rum kan man aldrig vide.

I det sydlige kryptkapel står en læderbetrukken kiste med den mumificerede adelsmand og guldmager Valdemar Daa, som H.C. Andersen har skrevet en fortælling om. Sct. Kjelds Kilde skjuler sig i en brønd under læderkisten. I det modsatte kapel finder vi en kiste, der er hugget af en enkelt sten. Den har ikke været til hvem som helst. Sct. Kjeld, monstro?

Pudsigt, som “løngangsmyten” lever i Viborg. Myten om en hemmelig gang under Søndersø handler oftest om en elskovstunnel fra kryptens nordøstlige hjørne og over til Asmild. Et gravehold ledte engang efter tunnelen og fandt en kedelig afløbskanal fra kryptens vandholdige underlag.

Tilbage til Holger Drachmann og digtet “Alene med den gamle organist”. Domorganist Herman Amberg sidder ved orglet oppe i kirken, mens Drachmann kukkelurer i krypten. Tonerne opløfter den dystre digter, men krypten får også sin del af æren for, at han kommer fornyet op:

“Savner han tjenestens inderlighed,/savner i ordet han dybden -/så lad ham gå til den ældste tro/ydmyg derned i krypten.”

Dagens dvælested er haven bag Skovgaard Museet. Sagte risler vandet i havens fuglebad. Budskabet er ikke til at tage fejl af: “Kom hid og slå dig ned.”

Ikke at haven med sine lave hække og enlige stammer stråler af den store havekunst. Styrken ligger i enkelheden. Her kan stilheden komme til orde.

En mindeplade for forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg sidder på sydmuren i den forhenværende fængselsgård. Her hænger også et relief, der på dramatisk vis er skueplads for kongemordet i Finderup Lade. Lidt for sig selv står et fuldvoksent tempeltræ, Seebergs træ og et vindpust fra en fjern fortid.

Billedhuggeren Edith Ludvigsen skabte i bronze og med nænsom hånd det centrale fuglebad. Vandet vælder blidt fra frugten af vandplanten Trapa natans, en hornnød. Det var kunstneren meget om at gøre, at vandet ikke kunne skræmme fuglene. Riller gør skålen skridsikker. Fuglene skal ikke komme galt af sted, når de forfrisker sig.

Tankevækkende, som en hornnød af bronze kan gøre det ud for en hel have. Jeg kommer til at tænke på fortællingen om den japanske temester Rikiu, hvis tehave var spækket med purpurfarvede snerler. Da storkongen bad om at bese herlighederne, fandt denne kun en ørken af småsten og sand. Men inde i teværelset, i en vase af bronze, strålede på alle de dødes vegne én eneste snerle.