Hvor er det let at stå og fortabe sig ved Søndermølles stemmeværk. Den stille mølledam og det fossende fald mod møllen giver et meget godt billede af, hvad filosoffen Ludvig Feilberg mente, da han om kreativ tankegang sagde: “Der må hæmmes, før der kan fremmes.”
Søndermølles afløb har i umindelige tider drevet et møllehjul. Et rigtigt stemmeværk med dæmning og gennemløb fik stedet måske i 1313, da Erik Menved skulle bruge vand til voldgraven på Borgvold. Anlægget fik Viborgsøernes vandspejl til at hæve sig med cirka to meter, og sådan har det været siden.
I de første mange år med dæmningen rakte søen en lavvandet arm helt ind til Søndermølle. Efterhånden groede lavningen til, og søen holder sig nu til en grænse ved Amtmandens Bro. Herfra til Bruunshåb har Søndermølle Å et ganske pænt fald, hele syv meter.
Det meste af tiden har Søndermølle hørt under Asmild Kloster, først selve klostret, siden herregården. Indtil de driftige Bruuner kom til i begyndelsen af 1800-årene, var den melmølle; så tog det fart med at valke og farve klæde. Siden stod den på kunstgødning af benmel og svovlsyre.
Fra 1890 og små 100 år frem var Søndermølle uldcentral. Det var et formål, der klædte den naturskønne plet. Dagens kommunalt drevne kultur- og naturcenter gør også Søndermølle ære.
Tillad mig at skyde en lille erindring ind. Søndermølles ålekiste var i mange år temmelig indbringende. Ålene nærmest væltede rundt i fælden. Da jeg et år deltog i byrådets “budgetmiddag”, stod den på ål fra ålekisten.
Stegte ål byder mig meget imod, hvilket jeg havde antydet over for borgmesteren. Ved min plads stod en stor skål med frikadeller, og så var jeg kisteglad.