Da jeg var dreng, havde vi en leg, hvorunder vi fremstillede gulnede sørøverkort. Det gjorde vi ved at lade flammen fra et stearinlys slikke op ad kanterne. Det hændte, at flammen var lidt for grådig.
Ikke så få af bladene i Viborgs historie er gulnede af ild. Blandt de historiske nedslag i Peak 12’s gavlmaleri er byens silhuet med tunger af ild og røg. Ifølge legenden var Sct. Kjeld vel den, der første gang havde held med at dreje halsen om på den røde hane, idet han under en brand i 1140’erne steg op i ét af den nok ufærdige domkirkes tårne og kastede sig på knæ i bøn. Da han rejste sig op og gjorde korsets tegn, gik ilden ud. En klosterbror var hans vidne.
Ellers hører vi ikke noget til bybrande førend i 1345, da en stor del af byen efter sigende gik til. Så var der lynbranden i 1501, der tog domkirken og det omliggende kvarter. I begyndelsen af 1529 tog flammerne sig ublidt af flere katolske sognekirker, hvilket lettede vejen for reformationen.
Domkirken stod atter for tur i 1567, og med den røg det fornemme adelskvarter ned mod søen. Tilmed bortsmeltede den henrettede Skipper Clements blykrone, der hang i Vor Frue Kapel. Vistnok.
Bybrande i 1615, 1667 og 1726 havde som årsager henholdsvis et fejlskud i et stråtag, bagning og brygning. Stråtage og lyngknipper var nyttige, men farlige. “Tækt med strå, af ilden truet,” skrev en middelalderlig digter om Viborg.
Den 25. juni 2026 er en sodsort mærkedag i Viborg. Da er det 300 år siden, at den nok værste brand i byens historie brød ud. På 34 timer brændte den bedste del af byen.
“Brandspillene” – otte friluftsspil – markerede i 1976 250-året. Gad vide, om Viborg stadig kan finde gnisten.