Før Banegårds Allés tid var Jyllandsgade byens smutvej nummer ét, en lynsnar forbindelse mellem Vesterbrogade og banegården. Jeg husker en tid, da de små, vakse hyrevogne fra Mini Cab nærmest tog den på to hjul i svinget.
Nu er den blind og forsagt, men med “Jyllandsgården” som ordførende hører vi om en stolt tid, da bygningerne først i 1900-tallet rejste sig. Ligesom Villavej ved siden af ligger Jyllandsgade på den hedengangne Viborg Vejrmølles toft.
Villavejs nu nedrevne villaer stod i kontrast til Jyllandsgades halvhøje karréer med lejeboliger. Tre store investorer var på færde: Sti Davidsen, Chr. F. Jensen og Martin Fischer. Inspireret af de tre efternavne døbte folkeviddet gaden “Dajefigade”.
Efter den tids målestok var Viborg Vejrmølle fra 1799 en kæmpe. Den hollandske mølle var fire lofter og en hat høj. Dertil kom bygninger til beboelse og husdyr. Den markerede sig uden for byens gamle vestvold.
Viborg Vejr- og Hestemølle var tækket og foret med strå. Den 18. oktober 1817 nedbrændte den på blot halvanden time. Et inferno, der sprængte møllestenene og bøjede jernakselen.
Op kom den igen. Blot for i 1822 atter at nedbrænde, akkompagneret af stormklokke og brandtromme. Møllens brønd var løbet tør. Brandsvendene måtte helt ned til søen for at hente vand. Et rent held, at ildsvåden ikke endte som en større bybrand.
Mølletoften lå med skiftende ejere hen, indtil udviklingens vinde blæste over byen.