Lad os springe på tidsmaskinen og gøre holdt ved den 5. august 1858, en torsdag. Vi befinder os i Viborg Domkirke, version 1730. En flok står og skuer op – op mod to små søjler.
Søjlerne har skjult sig bag kalkpuds og hvidtekalk. De er en hilsen fra den gamle kirkes triforiegalleri og er til lejligheden hamret fri. Sammen med andre smårester sidder de som levn fra den romanske kirke, der oprindelig rejste sig på det hellige bjerg, og som tiden skamferede.
En agitator opildner forsamlingen, selveste kunsthistoriker Niels Laurits Høyen. Selskabet for Danmarks Kirkehistorie holder møde i Viborg for at tage den faldefærdige domkirke i øjesyn. Høyen har en fabelagtig evne til at tryllebinde en forsamling. Det er som et vækkelsesmøde.
Deltagerne harmes. Som et sus går det gennem de fremmødte: ”Sæt domkirken i stand og lad historien komme til sin ret.” Lige i tidens ånd. Den har ikke sin egen stil.
Arkitekt Niels Sigfred Nebelong gør idé til tegning. Den 9. august 1862 lukker kirken, da den er styrtefærdig. Nu er det tid for en ny kirke i den gamles ånd.
Det viser sig snart, at stort set intet står til at redde. Med få gamle brokker, en del jyske kampesten og en stor sending vestsvensk granit åbenbarer den nyromanske basilika sig.
Og jo, Høyens nye kirke fik et triforium. Kig op.