Kategori: Tankegang

Hav respekt for lindorme. Disse drageagtige sagnuhyrer er ikke sådan at bide skeer med. Men det er vist længe siden, at en lindorm har huseret i Viborg.

Historieskriver Ursin beretter, at viborgensere i gamle dage dræbte en lindorm. Skindet optrådte “efter sagnet” på en apotekers disk. Apotekeren var Daniel Friedenreich, der fra 1673 til 1706 drev Svaneapoteket. Det lå dengang på Nytorvs nordside.

Et sådant sagn kan kun appellere til smilebåndet. Men det har skam en kerne af alvor. Jeg tror vitterlig på, at Daniel Apoteker tronede bag en mystisk læderskranke.

Ældre tiders apotekere stod med deres medikamenter højt på agtelsens stige. Apotekeren yndede at give den en ekstra tand ved at omgærde sig med mystik. Og her kommer et væsen som en lindorm fint ind i billedet.

Kollegaen på Svaneapoteket i Helsingør var kendt for at have et balsameret fabeldyr stående, en søabe. At han selv havde sat det sammen af diverse knap så interessante skabninger, kan være lige meget. Samme apotek fremviste også en lille krokodille og en hvalros plus en buste af Frederik den Femte.

Hokus pokus filihankat. Sådan var det på flere andre apoteker. Slige sager spillede naturligt sammen med tryllemidler som englefedt, krokodillebalsam og røvereddike. Her kunne de konkurrerende urtekræmmere godt pakke sammen.

Folketroen putter lindormens larver ind i hasselnødder. Den, der spiser en befængt nød, er dødsens. Ormene vokser sig for alvor store i kirkegårdens dyb.

Det siges, at en lindorm i tre år spærrede for Vorde Kirkes indgang. Den kom anstigende fra Himmerland, og en snoet fure i bavnehøjen viser den dag i dag ruten. En tyr gjorde det af med dragedyret, efter at de lokale havde styrket den med sødmælk. Siden har lindormen været dømt til at være udsmykning i kirken.

Diskens skæbne er uvis. Hold nøje øje på loppemarkeder. Magien er måske ikke gået tabt.

Den kære læser kender jo nok vandrehistorien om, at hesteblod er en ingrediens i lakrids. Gud ved, hvor den kommer fra.

Måske hænger den sammen med, at kirken i mange år lyste hestekødet i band som værende en ugudelig spise. Kirkens folk forbandt hestens kød med asatroens kultiske måltider. Vi skal helt frem til 1800-tallet, før det nærende kød fandt vej til ordentlige folks spiseborde.

Forleden stødte jeg på en herlig beretning fra 1807: “Da der første gang spistes hestekød i Viborg.” Begivenheden fandt sted i Bendix’ Klub. En flok herrer havde gejlet hinanden op til at gøre forsøget, efter at de havde hørt om lignende tafler i andre byer. Ifølge avisen Den Viborger Samler behagede kødet herskabet. Men mere kød var der heller ikke på den historie.

Klubvært og købmand Ole Christian Bendix var det lokale svar på Gustav Wieds romanfigur Luksusbugen og har nok smagt for. Han fyldte i dobbelt forstand godt i landskabet.

Den 18-årige amtmandssøn Frederik August Schønheyder beskriver i en munter tone, hvordan en lille deling af borgervæbningen med Bendix i front i 1820 besøgte amtmanden, idet han sammenligner “Hans Tapperhed” med den gammeltestamentlige general Holofernes: “… så tyk, at jeg ikke behøvede anden motion den formiddag end at gå omkring langs væggene for at betragte ham.”

I mange år var Viborg hestenes by, kendt for sine hestemarkeder og -handlere. Så hvorfor ikke også være et kulinarisk hestehoved foran.

Hestehandleren over alle hestehandlere var Viktor Kisum (1875-1950), berømt blandt hestehandlere i ind- og udland, formand for de danske hestehandlere. En rigtig Viborg-dreng var han. Selv i det store udland klarede han sig på uforfalsket viborgensisk, godt suppleret med handelstalent og en hestehukommelse. 

I meget gamle dage kaldte folk det udenvolds område, hvor nu Sct. Laurentii Vej-kvarteret er, Skidensig. Det var ikke flatterende ment.

Her havde byens natmand, rakkeren, sin skidne base. Til rakkerkulen kørte han selvdøde dyr og menneskers uhumskheder. Natmanden og hans nærmeste var besmittet rakkerpak, som borgerfolk nok skulle nære sig for at røre ved.

En sig er en våd lavning, kendt fra flere stednavne. Et lokalt eksempel er Stensig. Ifølge Otto Kalkars ordbog over det ældre danske sprog er en skidensig en plumret slamkiste. Engang havde Aarhus et stræde, der hed Skidensig, og København havde sit Skidenstræde, nu henholdsvis Grønnegade og Krystalgade.

Siden først i 1500-årene var natmanden et nødvendigt onde i købstæderne. For eksempel optræder både han og natmandshuset på Viborg-kæmnerens regnskab for 1726. I de første mange år var han på bekvem afstand. Det behagede ikke honnette borgere, da han i nogle år benyttede den øde Gråbrødre Kirke i byens hjerte som en slags materielgård.

Kirken kom ned i 1830, og ikke så mange år efter var det nat med natmanden. I 1874 byggede kommunen på kulens sted et krudthus til garnisonen. Det stod til 1931. I 1929 fik Sct. Laurentii Vej sit navn, opkaldt efter middelalderens kapel derude. Indtil da havde den heddet Krudthusvej – nu en sidevej.

Den gamle Skidensig havde længe efter rakkerens tid ry for at have havejord med ekstra grokraft. Ja, nærmest med krudt i.

Turen går denne gang til Nytorvgyde 1, i mange år kendt som Den Thomesenske Gård. Her virkede købmænd af den gammeldags slags fra 1830 til 1971. Et fint, lille butikslokale på tre rundbuede fag er tilbage fra den store købmandsgård.

Historien begyndte med købmand, handelsmand og værtshusholder Bertel Thomesen. Sønnen Andreas overtog den velbesøgte gård. Men den mest glansfulde tid var nok den med købmand Christen Jensen som lejer. En personlighed af de sjældne. Kræn Smør – eller bare Smørret – var tilnavnet, for han gjorde meget i smør.

Blandt 1880’ernes 22 købmænd i Viborg var Smørret eneren. Ifølge samtiden var han velsignet med en skæv humor som få. Den foldede han ud i den løsslupne klub Basunen. Blandt ligesindede i sin egen skænkestue og på det fine Preislers Hotel spiddede han den tids lokalpolitik og brovterier med jysk humor.

Basunens medlemmer yndede også at spadsere, samtidig med, at d’herrer gav hinanden stikpiller og syrlige komplimenter. På Preislers Hotel var målet nået, hvis flokken kunne få den fine hotelejer Otto Preisler på glatis.

Den Thomesenske Gård mønstrede også frøken Elisabeth Thomesens pigeskole. Efter at en ny Bertel Thomesen som tredje generation havde drevet handelen, kom i 1928 købmand Anders Hansen bag disken, senere afløst af sønnen Johannes. Lige til det sidste i 1971 holdt denne på, at en rigtig købmand skulle betjene kunderne. Det gjorde han med hvid kittel, slips og bowlerhat. Og helt i Smørrets ånd lagde han lokaler til en daglig “morgenkonference” for indviede.

Af de førhen så talrige købmandsgårde nåede kun Anders Hansen & Søn i Nytorvgyde samt Skow & Co. øverst i Reberbanen at snuse til 1970’erne. Da Viborg Museum en sommer genoplivede ånden i Nytorvgyde 1, var det pudsigt nok med udstyr fra konkurrenten Skows butik. Fra sin himmel må Kræn Smør have siddet med et smørret grin bag moustachen.

Middagshøjvej med sideveje ligger som en lille bydel for sig og har sin egen charme.
1950’ernes industrikvarter omklamrede enklaven, men den holdt stand. Samme trods lyser ud af de gamle en- og flerfamiliehuse, efter at Banebyen kom til.

To gårde kom til at ligge på den anden side, da baneterrænet i 1890’erne skar sig ind. Efter et par årtier begyndte et villakvarter i bedste murermesterstil at skyde op på markerne.

I 1918 var husene så mange, at Middagshøjvej fik sit navn. Husk på, at den gamle vej til Finderup her havde sit udspring, og at den gik forbi Middagshøj (Finderuphøj), hvorover middagssolen smilede, mens markernes arbejdere samledes til middagshvil.

I begyndelsen havde Middagshøjvej en overkørsel over sporene mod øst. I 1926 var det slut med den. Tilbage var kontakten med Holstebrovej mod vest plus den dengang nye gangbro til banegården.

De cirka 70 huse var virkelig overladt til sig selv. Til gengæld var kvarteret i høj grad selvforsynende, blandt andet med købmand, slagter og bager. Først med Marsk Stigs Vej fra 1948 åbnede en bagvej til resten af byen.

Nybyggerne var for en stor del “lavere funktionærer”, ikke mindst fra DSB og Statshospitalet. Noget trygt og harmonisk sidder fortsat i murværket. Et levn fra dengang, funktionærerne spiste varm middagsmad klokken 12.

Er der noget mere anonymt end navnet Vestergade? Dem har vi åh så mange af i Danmark.

Allerede på Viborgs første bykort – fra 1677 – finder vi Vestergade. På kortet fra 1849 optræder dog et spændende alternativ: Brændevinsgade. Trolig er det et folkeligt navn, men dog værd at skåle for.

Sandheden er, at Vestergade/Brændevinsgade i 1800-tallet var byens mest brogede gade. Her lå købmandsgårdene tæt, og to af dem var med brændevinsbrænderi.
Husk på, at gaden forbandt hestemarkedernes Gravene med Nytorvs torvehandel. Ikke mindst var den bøndernes gade, og købmændene vidste at betjene dem.

Det folkelige gav sig også udslag i de mange marskandisere. Én af dem var tilmed pantelåner. Hans lokaler gik under navnet Frelserens Kirke. Det var noget andet end den religiøse sekt, der i pietismens tid huserede i gaden.

Da bønderne i 1890’erne begyndte at handle i egne brugsforeninger, gik det sørgeligt tilbage for byens købmandsgårde. Nogle satte hårdt imod hårdt og nægtede at skænke brændevin, hvis der ikke fulgte handel med. Noget for noget. Men udviklingen var ikke til at standse.

I 1969 fik Vestergade status som Viborgs første gågade med det kommercielle navn Vestergågade. Den fik en delvis overdækning med indbygget lyshav. Til stort mishag for Jan Gehl, arkitekturens førende smagsdommer. Lad det fare.

Nu forsøger den sig med dæmpet musik. I Brændevinsgade er noget altid i gære. 

Navnet Den Gamle Postgård smager af længst svundne dage. Den lå i Sct. Mogens Gade 35 og røg ud af sagaen i 1961.

Den engang så prægtige bygård fra 1600-årene var til sidst ikke noget at skrive hjem om. Men da postmester Hans Hermann Willer Hansen i 1800-tallets første halvdel ejede den, var den en statslig embedsmand værdig.

Postmesterens tid sad længe efter i murværket. Det hænder såmænd stadig, at “Den Gamle Postgård” dukker op, skønt den nuværende bygning er fra 1978.

Med lige så megen ret kunne den hedde “Den Gamle Farvergård”, thi gårdens sidste storhedstid var med malermester Anton Peter Nielsen Gildsig som ejer. Her blomstrede i klunketiden et rigt familieliv, kombineret med en farverig virksomhed.

Grunden skød helt over til Reberbanen. Så pladsen var rigelig, da Gildsig-familien udviklede en tapetfabrik. Det gik faktisk forrygende, godt hjulpet frem af den fingersnilde fabrikant Brems og lidt inspiration udefra.

Men alt får en ende. Efter en konkurs overtog den københavnske grosserer Carl Gotfred Mammen i 1924 tapetfabrikken og drev den videre under navnet “Aladdin”. Ejerne skiftede, men først i 1973 var eventyret slut.

Ensom og forladt stod den gamle tapetfabrik i to år. Fabrikken omfattede to bygninger på hver 50 meter. Den 17. marts 1975 brændte den. En brand, der endnu huskes. Men magien fra Aladdins lampe består. Nutidens ejerforening hedder naturligvis “Aladdin”.

Følg stien bag om sygehuset; det svarer sig. Bagsiden udstråler en verden af i går.
Det lille anlæg med vandløb, planter og kunst ligger som en rest af den park, som det første sygehus var en del af. Blikket lader sig også fange af ældre, gulstenede bygninger, der trodsigt holder stand. Lidt for sig selv ligger en lav længe. Den hedder blandt kendere Malthes Palæ.

Busten af Peter Wilken Heiberg, sygehusets far, skuer passende mod Malthes Palæ. Som den fremsynede mand, han var, affinder han sig nok med den nye tids kolos bagved. I dag bor administrationen i huset. Da økonoma Rigmor Malthesen regerede i palæet, var han for længst borte, men frøkenen må have været en personlighed efter hans hoved. Myndigt ledede hun i mange år centralkøkkenet.

Ikke for ingenting var Rigmor Malthesen frontfigur i Økonomaforeningen. Hendes faglige stolthed forbød hende at lade dagens ret gå ud til patienterne, før hun ved en hel ceremoni havde prøvesmagt den. Og ingen kunne ved rent øjemål føre en køkkenkniv som hun.

Oprindelig var Malthes Palæ i én etage og var epidemibygning. Midt i 1920’erne havde sygehuset vokseværk. Blandt meget andet forsynede arkitekt Søren Vig-Nielsen vores bygning med en ekstra etage. Den gamle indmad kom ud. Nu skulle den være centralkøkken. Via tunneler kunne personalet bringe forsyninger ud til afdelingerne.

Fra 1923 til 1935 var den stærke socialdemokrat Niels Fisker formand for sygehusets bestyrelse. Førstelæreren fra Almind var sygehuset en god mand. Endnu større opgaver end et centralkøkken ventede, da han i 1935 fik posten som minister for offentlige arbejder.

I 1992 var det slut med kokkeri i den gamle bastion. Et portræt af Rigmor Malthesen blev hængende til eftertiden.

I det absolut sidste nummer af Viborg Stiftstidende så læserne skelettet til det Viborg, vi kender i dag.

Det var den 31. december 1962. 190 års Viborg-virke var slut. Da avisen begyndte at udkomme, havde byen efter årtiers tilbagegang blot 2000 indbyggere. Sammen med sin by havde den stræbt sig frem til 24.000. Hvilket paradoks, at den kun lige nåede at skue ind i fremtidens forjættede land.

På siderne syv og otte benyttede borgmester Johannes Ringgaard-Christensen (V) årsskiftet til at skrue janushovedet på, så han kunne spejde både frem og tilbage. Hvad læseren ikke så godt kunne vide, var, at hans forudsigelser i store træk holdt. Avisens dødsstund var det moderne Viborgs fødselsstund.

Et kort over kvarteret omkring Ll. og St. Sct. Peder Stræde ledsagede artiklen. Det viste et eksempel på alt det, fremtiden kunne byde på. Planen her lagde blandt andet op til det, der i 1968 manifesterede sig som det dobbelte supermarked HB Comus.

I forhold til skitserne fik en del ældre huse lov til at stå. Tilmed udløste byggeriet en arkæologisk udgravning, der åbenbarede et gårdanlæg fra vikingetiden.

Som stadsingeniør i Viborg gennem mange år havde Vilhelm Ehlert en stor aktie i fremtidens Viborg. Vilhelm Ehlert var én af byens sønner og fik nok ikke helt tilfældigt tildelt spalteplads sammen med borgmesterens spådomme.

Under overskriften “Min barndoms avis” gav han et nostalgisk tilbageblik, der ikke blev mindre nostalgisk af, at hans far havde arbejdet som typograf på avisen. Han takkede for alle impulserne og avisens måde at være avis på.

En historie var ude og en ny kunne begynde.

Jernvarefabrikant Julius Brems var stor i slaget, da han i 1906 lod ejendommen Westend, Gravene 1, opføre. Dels fører navnet tanken hen på Londons berømte kvarter, dels er ejendommen som et monument over en fremgangsrig erhvervsmand.

Julius Brems hyrede den nyetablerede arkitekt Søren Vig-Nielsen til at tegne en markant hjørneejendom med butikslokaler hele raden rundt og med herskabelige lejligheder til familien og andre bedsteborgere.

Sin egen virksomhed flyttede han fra St. Sct. Mikkels Gade. Tilmed forsøgte han sig i et års tid som biografejer med Kinografen, der i et smalt lokale havde plads til hele 130 gæster.

Men han kunne også leje ud til en tøjbutik – London Magasinet, naturligvis – en boghandel, en farvehandel, en handskemager og en tandlæge.

Ved farvehandler Gildsigs butiksdør hang en vaks papegøje og bød indenfor. Allerøverst boede Aage Munksgaard, foretagsom fotograf med meget mere. Opgangen var prydet med hans fotografier.

Det var noget andet end den usle bygning, Julius Brems et par år før havde erhvervet, og som endda lå i vejen for den voksende trafik.

Han døde i 1924, men et halvt århundrede frem var Westend i familiens eje. Hustruen Pernille Brems havde til sin død i 1937 et udadvendt virke som lotterikollektrice.

Allerede i 1914 overtog sønnen Holger Brems faderens firma. I 1927 var den del af eventyret slut. Til sin død i 1950 videreførte sønnen dog en lukrativ nebengesjæft: at fremstille kirketal til salmetavler.

Faderen var nok mest kendt for Brems-bilen. Pudsigt nok fortsatte sønnen i sporet. I en årrække virkede han nemlig som statens motorsagkyndige, hvilket han praktiserede med stor myndighed. Det forpligtede at hedde Brems. 

Mandag den 4. januar 1773 begyndte avisen Den Viborger Samler at udkomme. Udgiver var landfysikus og bogtrykker Christian Elovius Mangor, der to år før havde etableret sig med et trykkeri i strædet neden for Lones Kilde – nutidens Sct. Leonis Gade.
“Samler”? Det var da et underligt navn til en avis. En avis i gængs forstand var den nu heller ikke. Den var et folkeoplysende ugeblad med en stor, opbyggelig artikel, der var garneret med smånyt, annoncer og bekendtgørelser.

Navnet hentyder til, at den gode Mangor havde sat sig for at samle nyttig vide til læseren. Landlægen ordinerede en halv time per uge. Som det hedder i hans programerklæring:

“Skulle et ugeblad ikke vel være et af de bekvemmeste midler til at opvække agtsomheden hos dem, der af afsky til bøger intet læser, eller af letsindighed intet tænker?”

Fra begyndelsen havde “Samleren” 225 abonnenter over det ganske land, mest i det jyske og en pæn portion i Viborg. En blanding af præster, latinskolelærere, embedsmænd og godsejere. Allerede i 1776 rejste han fra byen, men avisen levede videre.

Langsomt voksede det journalistiske indhold. Men så sent som i 1839 ironiserede Kjøbenhavnsposten over Den Viborger Samlers ringe standard og mente, at byen havde fortjent bedre: “Hvad intelligens angår, bør vel således Viborg betragtes som en af de byer, der står højest.”

I det år løftede den sig faktisk op ved håret. Den skiftede navn til Viborg Stiftstidende og begyndte at udkomme fire gange om ugen, hvilket fremmede nyhedsstrømmen.

Sammen med otte andre lokalaviser udkom Viborg Stiftstidende sidste gang mandag den 31. december 1962. “Ikke forgæves” hed forsidens bærende artikel – lige under boksen med “Cykellygten tændes fra 16.22 til 8.22”.

“Skal det være med mekanisk værk eller med batteri?” spørger urmageren. Dovenlarsen i mig vælger batteriet, hvilket nok er ufint over for lommeurets ædle natur. Men den udstråler alligevel godt, gammeldags urmageri, min nyerhvervede “krydder”.

Og jeg kommer straks til at tænke på en kendt urmager i Viborgs historie, Daniel Andreas Topp, der levede fra 1816 til 1905, og som nedsatte sig som urmager i 1842. Urmager Topp var en sand tryllekunstner med finmekanikken.

Tiden var med ham. I empirestil lod han i 1845-1846 forretnings- og boligejendommen på hjørnet af Sct. Mogens Gade og Sct. Mathias Gade bygge. Kald ham bare en fantast, men han syslede med en evighedsmaskine, et perpetuum mobile. Mindre kunne gøre det, og han fik engelsk og fransk patent på et ur, som kunne gå i et helt år uden optræk.

Mester Topp opfandt også et ur, der var til at aflæse fra alle sider. Her tænkte han på sygestuer. Desuden var han kendt for en nyskabende indbrudsalarm.

I 1864 var der optræk til ballade hos urmageren, der kom i et verbalt klammeri med en prøjsisk soldat. Husk på, at Viborg var besat. Det kostede ham 12 dage i brummen. I det år begyndte hans mangeårige samarbejde med urmager Jens Frederik Larsen. Denne var mest kendt for Viborgs første telefoncentral. Fra 1887 til 1901 knejsede centraltårnet højt over hjørneejendommen.

Urmager Topp udviklede et venskab med den 38 år yngre jernvarefabrikant Julius Theodor Brems og fulgte entusiastisk dennes arbejde med at konstruere et motorkøretøj.

Grundlovsdag i 1900 kom Topp med på Brems-bilen og udbrød begejstret, at det næste måtte blive en flyvetur. Men dertil rakte hans livs ur dog ikke.

I essayet “Astronomi for amatører” anbefaler forfatteren Jacob Paludan sin læser at slutte venskab med stjernerne. Jeg tog det frem, da jeg kom hjem efter en aftenvandring gennem Banebyparken.

Og hvorfor nu det? Jo, for under stiens platform lyser en installation op. Den er med selveste den nordlige stjernehimmel. Vandreren kan orientere sig i årstidernes skiftende stjernebilleder, både ved at studere de lysende myriader på tavlen og ved at læse teksten. Desuden er belægningen under halvtaget dekoreret med de 12 stjernetegn.

Banebyens og resten af byens lys forhindrer ikke de virkelige stjerner i at tindre forunderligt foroven, når ellers ikke skyerne er i vejen. Det må være et godt middel mod spændinger i nakken at studere stjerner.

Jacob Paludan hylder en stjernekigger, der både har et fagligt og et romantisk syn på nattehimmelen. Til syvende og sidst gælder det “drømmen om at rykke det evige nær i en erkendelse, der ikke er videnskab og slebne spejle, men identitet og lykke.”

Alt det og meget mere i Banebyparken. Fantasifiguren Fidusen og sporarbejderen Søren fører rundt. Banebrydende.

Det Gamle Rådhus på Gammeltorvs sydside hviler på et endnu ældre gammelt rådhus. Stumper i kælderen er vistnok fra den ældre model. I det hele taget er der noget med den kælder.

Vestgavlens mange ar taler om, hvordan tiderne har gjort skiftende brug af den høje kælder, tydeligst omkring vinduet. Det fremspringende cirkelslag af mursten sladrer om, at her havde byens multihus en pænt stor kælderport.

Afstikkende mursten til venstre herfor fylder endnu en tidligere adgang ud. Helt til venstre har en lille, blå port overlevet.

Egentlig noget værre brokværk. Men den kælder har sandt for dyden også tjent mange formål.

Kælderregionerne rummede på skift eller samtidig borgerlig og militær arrest, bolig for bysvende og arrestforvarer, militær vagtstue, brandsprøjter, dårekiste, venerisk sygestue og politistation.

Arresten var fra 1874 en del af det nye råd-, ting- og arresthus ved Stænderpladsen. I 1875 begyndte en tid med to afdelinger i vores kælderdyb. Den ene var beboelse for politibetjent Møller, den anden var mellem 1880 og 1912 politistation.

En jernring fra fangernes tid sidder fortsat ved Skovgaard Museets toilet. Ikke så ringe endda.

Da jeg var dreng, havde vi en leg, hvorunder vi fremstillede gulnede sørøverkort. Det gjorde vi ved at lade flammen fra et stearinlys slikke op ad kanterne. Det hændte, at flammen var lidt for grådig.

Ikke så få af bladene i Viborgs historie er gulnede af ild. Blandt de historiske nedslag i Peak 12’s gavlmaleri er byens silhuet med tunger af ild og røg. Ifølge legenden var Sct. Kjeld vel den, der første gang havde held med at dreje halsen om på den røde hane, idet han under en brand i 1140’erne steg op i ét af den nok ufærdige domkirkes tårne og kastede sig på knæ i bøn. Da han rejste sig op og gjorde korsets tegn, gik ilden ud. En klosterbror var hans vidne.

Ellers hører vi ikke noget til bybrande førend i 1345, da en stor del af byen efter sigende gik til. Så var der lynbranden i 1501, der tog domkirken og det omliggende kvarter. I begyndelsen af 1529 tog flammerne sig ublidt af flere katolske sognekirker, hvilket lettede vejen for reformationen.

Domkirken stod atter for tur i 1567, og med den røg det fornemme adelskvarter ned mod søen. Tilmed bortsmeltede den henrettede Skipper Clements blykrone, der hang i Vor Frue Kapel. Vistnok.

Bybrande i 1615, 1667 og 1726 havde som årsager henholdsvis et fejlskud i et stråtag, bagning og brygning. Stråtage og lyngknipper var nyttige, men farlige. “Tækt med strå, af ilden truet,” skrev en middelalderlig digter om Viborg.

Den 25. juni 2026 er en sodsort mærkedag i Viborg. Da er det 300 år siden, at den nok værste brand i byens historie brød ud. På 34 timer brændte den bedste del af byen.

“Brandspillene” – otte friluftsspil – markerede i 1976 250-året. Gad vide, om Viborg stadig kan finde gnisten.