Kategori: Tankegang

Sidder som et tidsfordriv og blader i ”Haandbog for Hæren” fra 1887. Ser, at 39. bataljons 4. kompagni i Viborg har løjtnant Carl Frederik Steiness som chef. Ham kender jeg. Fra Viborg Kirkegård.

Gravstenen for parret Anna Marie og Carl Frederik Steiness er en fin sag og skiller sig ud ved soklens påskrift: ”Kjøbt paa Hundrede Aar fra 1892-1992.”

Toppen af håndbogens kransekage er krigsminister Jesper Jespersen Bahnson. Ham har vi også en lokal krog i. Faderen, Lorens Frederik Bahnson, ejede Taarupgaard. Her er den senere krigsminister, generalløjtnant og storkorsridder født.

Jesper Jespersen Bahnson er mest kendt for at stå fadder til Københavns omdiskuterede befæstning. Faderen og siden han sad på Taarupgaard fra 1826 til 1899.

Vi ser ham som dimittend fra Viborg Katedralskole, årgang 1844. Her underviste fætteren Christian Frederik Adolf Bahnson i religion – hold nu lige fast – i samfulde 48 år fra 1842 til 1890. Efter sigende havde denne en rank personlighed, der indgød respekt.

Kan ikke lade være med at drage en parallel til en anden mægtig mand fra Taarupgaard. Tænker naturligvis på rigskansler Niels Kaas, som ret ene styrede Danmark fra 1573 til 1594.

Niels Kaas fandt hvile i Viborg Domkirke. På en gravplade stod hans glorværdige historie at læse. Lige indtil branden i 1726. Her hjalp det ikke stort, at kirken havde modtaget gode penge for hvilestedet. Det var sikkert ”kjøbt” for flere end 100 år.

I 1892 har et perspektiv frem til 1992 virket uvirkeligt. Stod verden overhovedet til den tid? Men efter 100 år er alting ikke glemt. Og stenen står da endnu.

I begyndelsen af 1900-årene havde Viborg en stor klasse af underofficerer. De var ikke specielt vellønnede, men de kompenserede ved at være stokkonservative og ved at holde på de militære former. De var med til at give byen tyngde.

Lønnen var ikke værre, end at de fleste var husejere. Alligevel var det lidt af en mundfuld, da stabssergent Anders Darling i 1907 lod ”Vendershus” i Vendersgade opføre. Det hjalp nok på regnskabet, at han straks kunne fylde bygningen med militære familier.

Der var stil over ”Vendershus”, og så var det med indlagt elektricitet fra det dengang nyopførte elværk. Det var, som om stabssergenten løftede sig op ved hårpisken. Et par år forinden havde han skiftet ”Mikkelsen” ud med ”Darling”. Og nu den efter tidens forhold store bygning.

Rekrut 377 J. Søndergaard Jacobsen, årgang 1908, berettede om Anders Darling:

”Der var stabssergent Darling, hvis hvide hår og skæg gav ham en vis værdighed. Han kunne også nok skælde ud, når der var grund til det, men ellers var han en prægtig mand med megen lune.”

I de år brød byen gennem sine snærende volde. Nye gader kom til. Vendersgade er fra 1906. ”Vendershus” var ikke alene om at stræbe lidt højere end våningerne i de middelalderlige gader. Tænk på ”Trianglen” i Jernbanegade, ”Jyllandshus” i Jyllandsgade og ”Skansen” i Sct. Mogens Gades ende.

Den stovte underofficer med den hvide hårpragt kommer stadig til orde i husets flot fremspringende risalit, der bærer både årstal og husnavn. Man får lyst til at gøre honnør.

Lad os springe på tidsmaskinen og gøre holdt ved den 5. august 1858, en torsdag. Vi befinder os i Viborg Domkirke, version 1730. En flok står og skuer op – op mod to små søjler.

Søjlerne har skjult sig bag kalkpuds og hvidtekalk. De er en hilsen fra den gamle kirkes triforiegalleri og er til lejligheden hamret fri. Sammen med andre smårester sidder de som levn fra den romanske kirke, der oprindelig rejste sig på det hellige bjerg, og som tiden skamferede.

En agitator opildner forsamlingen, selveste kunsthistoriker Niels Laurits Høyen. Selskabet for Danmarks Kirkehistorie holder møde i Viborg for at tage den faldefærdige domkirke i øjesyn. Høyen har en fabelagtig evne til at tryllebinde en forsamling. Det er som et vækkelsesmøde.

Deltagerne harmes. Som et sus går det gennem de fremmødte: ”Sæt domkirken i stand og lad historien komme til sin ret.” Lige i tidens ånd. Den har ikke sin egen stil.

Arkitekt Niels Sigfred Nebelong gør idé til tegning. Den 9. august 1862 lukker kirken, da den er styrtefærdig. Nu er det tid for en ny kirke i den gamles ånd.

Det viser sig snart, at stort set intet står til at redde. Med få gamle brokker, en del jyske kampesten og en stor sending vestsvensk granit åbenbarer den nyromanske basilika sig.

Og jo, Høyens nye kirke fik et triforium. Kig op.

Før Banegårds Allés tid var Jyllandsgade byens smutvej nummer ét, en lynsnar forbindelse mellem Vesterbrogade og banegården. Jeg husker en tid, da de små, vakse hyrevogne fra Mini Cab nærmest tog den på to hjul i svinget.

Nu er den blind og forsagt, men med “Jyllandshus” som ordførende hører vi om en stolt tid, da bygningerne først i 1900-tallet rejste sig. Ligesom Villavej ved siden af ligger Jyllandsgade på den hedengangne Viborg Vejrmølles toft.

Villavejs nu nedrevne villaer stod i kontrast til Jyllandsgades halvhøje karréer med lejeboliger. Tre store investorer var på færde: Sti Davidsen, Chr. F. Jensen og Martin Fischer. Inspireret af de tre efternavne døbte folkeviddet gaden “Dajefigade”.

Efter den tids målestok var Viborg Vejrmølle fra 1799 en kæmpe. Den hollandske mølle var fire lofter og en hat høj. Dertil kom bygninger til beboelse og husdyr. Den markerede sig uden for byens gamle vestvold.

Viborg Vejr- og Hestemølle var tækket og foret med strå. Den 18. oktober 1817 nedbrændte den på blot halvanden time. Et inferno, der sprængte møllestenene og bøjede jernakselen.

Op kom den igen. Blot for i 1822 atter at nedbrænde, akkompagneret af stormklokke og brandtromme. Møllens brønd var løbet tør. Brandsvendene måtte helt ned til søen for at hente vand. Et rent held, at ildsvåden ikke endte som en større bybrand.

Mølletoften lå med skiftende ejere hen, indtil udviklingens vinde blæste over byen.

Indrømmet. Blærb Sø vest for Jegindøvej råber ikke just på en udflugt til fods. Alene navnet. Blærb. Desuden har den ikke omgivelserne på sin side.

Ikke desto mindre har den noget dragende over sig.

En lille tur omkring søen kan gå an. Havde den ligget midt i byen eller i den dybe skov, havde den været en stjerne. Men op ad Vestermarkens industri og trafik kommer den ikke til sin ret.

Hvem skulle nu have troet, at Blærb Sø er en gammel sagnsø? En håndfuld søer har på tværs af geografien tilknyttet nogenlunde enslydende sagn. Overskriften er: “Sunkne gårde. Svin i sengen. Præstens forbandelse.”

En bondemand brugte en svineflok som arbejdskraft, da han formede søens skrænt. Han gav som tak ét af dyrene lov til at sove i en rigtig seng og tilbød til overflod grisebassen at komme til alters. Det var at gå for vidt. Gården sank i søen. Stolen med præstens bog flød som en løftet pegefinger rundt i oprørte vande.

En tidligere form er Blærp Sø, hvilket hænger fint sammen med den endnu tidligere Blærrup Sø. Så det har nok alligevel ikke noget med blæver at gøre.

For nogle år siden brugte Energi Viborg Vand otte millioner kroner på at gøre Blærb Sø til en rensedam af langt større dimensioner end det naturgivne vandhul. Nu 500 meter på den lange led og 200 meter på den brede. Kvælstof, fosfor og organisk stof får her en rensende lagerplads, før vandet via rør og Gårsdal Bæk flyder til Hjarbæk Fjord. En beskeden vandresti har afløst sagnets svinesti. Ingen spor af den sunkne gård.

Hvis ikke ingeniørofficer Enrico Dalgas og overretsprokurator Georg Morville midt i 1850’erne kom til at bo dør om dør i Sct. Mogens Gade, var Hedeselskabet aldrig kommet til verden.

Netop da Dalgas kom til Viborg, stod Morville i spidsen for en flok af hedesagens mænd. De eksperimenterede med at gøre hede til plantage. Margrethelund vest for Viborg var prøvekluden.

Nok havde Hedeselskabet sin første tid sammen med Dalgas i Århus, men det er et stykke rendyrket Viborg-historie. Da Julius Tholles prægtige bygning ved Hjultorvet i 1906 var ledig, var det naturligt, at Hedeselskabet flyttede hertil. Århus, Silkeborg og Herning var dengang også ude efter hedens juvel.

Det er næsten mere reglen end undtagelsen, at en ellers lokalt funderet virksomhed på et tidspunkt lader historie være historie. Den søger andre og mere givtige steder hen, for nu er det jo andre tider. Jeg kommer til at tænke på Norges nationale chokolade fra Freia, “Et lite stykke Norge”. Amerikanske Mondelez står i dag bag. Et hak i selvforståelsen.

Fra 1906 til 1980 holdt selskabet til på Hjultorvet, hvorpå turen gik til Klostermarken. I 1999 kom statuen af Dalgas til. Det er om at have historien med sig, hvorfor han da også skuer mod hjertestedet derinde i byen. Statuerne af Morville og Lüttichau på

Hjultorvet hører vel byen til, men hvad nu med stakkels Dalgas, når hovedsædet flytter ad Århus til?

Historisk har Randers og Viborg haft god kemi. Planen om en elektrisk jernbane mellem de to løb dog af sporet. Derimod stod landevejen åben, da Viborg i 1911 fik sin første rutebil. Den tøffede naturligvis til Randers.

I 1926 var omnibusserne til diverse destinationer så talrige, at Viborg fik en primitiv rutebilstation ved Langdammen. En halv snes år efter dannede vognmændene andelsselskabet Viborg Ruteautomobilstation.

Sammen med arkitekt Jens Madsen styrede andelshaverne mod “den smukkeste, den bedste og den mest moderne rutebilstation i landet”. Den åbnede sammesteds i 1940 og holdt til 1994 – nu knap så moderne.

Mod de høje omgivelser syner skulpturen ved nutidens rutebilstation ikke af meget. Ikke desto mindre er den en klippefast hilsen fra de gamle tider. Den er en gave fra den nedlagte rutebilstations ejere og kom op i 1997.

Stenhugger Jørgen Glud huggede Bjärlöv-granitten til et stykke gennemskuelig kunst. Den hjulagtige dekoration øverst er nemlig et glughul.

Det er til at få øje på, at rutebilstationen ligger som Jyllands hjulnav. Aakjær så det samme, da han i “Hedevandringer” skrev: “Paa Kortet minder Viborg om et uhyre Hjulnav, hvorfra Vejene straaler ud som Eger.”

På Viborg Kirkegård lod jeg mig opholde af det fineste lynggroede gravsted. Den store natursten var svær at tyde, men det var jo redaktør R.K. Bertelsen, Viborg Stifts Folkeblads frontkæmper fra 1903 til 1927.

Rasmus Bertelsen satsede stort, da han selv pungede ud, så bladet kunne sætte sig på Sct. Mathias Gade 7. På grunden rejste sig arkitekt Søren Vig-Nielsens stolte bladhus anno 1916. Bladet havde på det tidspunkt under 5000 abonnenter, men det var i fremdrift.

Det var i partipressens og pennefejdernes tid. Ikke mindst redaktør Bertelsen og Viborg Amts Social-Demokrats redaktør Lauritzen kunne ikke dy sig og delte verbale hug ud.

Følgende citat fra folkebladet den 24. februar 1904 siger noget om, hvor hvasse deres penne var:

“Redaktør Lauritzen talte i søndags ved et møde i Lysgård. Af referatet i hr. Lauritzens blad ses det, at den efterfølgende diskussion til dels har drejet sig om presseforhold, og at hr. Lauritzen har betegnet de socialdemokratiske blade som “ædruelige” og “tilforladelige”. Vi troede ikke, hr. Lauritzen havde anlæg for det ironiske.”

Og en smagsprøve fra Viborg Amts Social-Demokrat fra den 19. april 1905:

“Det går med redaktør Bertelsen som med børnene, når de får den uvane at tale usandhed. De er vanskelige at vænne til atter at være sanddru. De kan endog blive så vanartede, at de søger at dække over den ene usandhed med den anden. Deres opdragelse er forsømt, og det ender let i uføret.”

Jow, de hyggede sig, de to penneførere. Folkebladet undlod ikke at gøre opmærksom på, at “sandhedsfaklen, redaktør Lauritzen” fik sin journalistiske uddannelse hos en mand, der havde dom for at have faret med bevidst løgn.

“Den ungdommelige hr. Bertelsen” var i det socialdemokratiske organs øjne leder af et blad, der serverede “grovheder i stedet for beviser”.

Sådan kørte den i adskillige år. Manna til menighederne. En overgang var de to gentlemen of the press i en heftig strid om, hvilket af deres blade der var det mest fremgangsrige. Af den grund skrev Viborg Amts Social-Demokrat nogle gange Viborg “Stifts” Folkeblad om konkurrenten for at markere, at avisen i alt fald ikke dækkede hele stiftet.

Men de prydelige lyngtotter vidner om, at freden gerne sænker sig med tiden.

En dag i oktober 1929 tog den femårige Kirsten Aakjær sammen med lillekatten Pjus på opdagelsesrejse i Ll. Sct. Hans Gade 3, landsarkivarens embedsbolig. Kirstens far var Svend Aakjær, der fra 1. oktober dette år var landsarkivar i Viborg.

Ligesom den store, gamle magasinbygning er embedsboligen fra 1891. De to udgør et par, som arkitekt Hack Kampmann ned til mindste detalje har præget. Med to ens keramiske relieffer for og bag på boligen har kunstneren Karl Hansen Reistrup også ført den kunstneriske linje igennem fra magasinet. Det forestiller en stor margerit, omgivet af høstblomster.

I pigens øjne var det et gådefuldt hus med krinkelkroge fra kælder til kvist. Selve boligen omfattede fire stuer, fire soveværelser og et pigeværelse.

Ved et kældervindue vogtede en fredhellig korsedderkop. Den opnåede en anselig alder.

I erindringsbogen “Arkivarens datter” beretter Kirsten Aakjær malende om den hele herlighed. I tilgift får læseren et indblik i mellemkrigstidens Viborg.

Der var stil over husholdningen. En madelevator forbandt spisestuen med køkkenet i kælderen. Kommunikationen foregik ved hjælp af et rør, der havde en messingtragt i hver ende. En vægtelefon med omstilling sikrede kontakten med omverdenen.

Fra hoveddøren førte en fordelingsgang ind til privaten på højre side og det arkivmæssige til venstre. Den venstre afdeling var med en lille læsesal – blot 10 pladser – og kontorer. Læsesalen havde grønne lamper og en spyttebakke. Fløjen stod via en korridor i direkte forbindelse med magasinet.

Foruden far Svend bestod staben i 1929 af arkivarerne Kistrup og Køcher, registrator Hoffman-Bang og arkivbetjent Christensen. Besøgstiden var 9-12 og 14-17.

Embedsboligens storhedstid er for længst forbi, og borte har taget de fire stærekasser, som Kampmann forsynede facaden med. Men for en sådan bygning er 135 år ingen alder.

Jeg kunne have sagt mig selv, at han hvilede blandt andre gejstlige i Viborg Kirkegårds afsnit A. Ikke desto mindre støvede jeg i nogen tid rundt for at hitte salig biskop Jens Bloch. Der var han jo, lige op ad forgængeren Peder Tetens, som jeg havde pænt styr på.

Hjemmesiden “Kendtes gravsted” har 68 emner fra Viborg Kirkegård, heriblandt Tetens og Bloch. De tilhørende fotografier med gravsten er til liden hjælp, når det gælder om at finde dem. Et kort til de kendte kunne være godt at gå efter. Eller bedre endnu var det med en bredere kirkegårdsguide til alle dem, der er, fra alle dem, der var. For “kendt” er ikke nødvendigvis det samme som “interessant”.

Men den er god nok med vores Jens Bloch. Som biskop var han hovedtaler, da Viborg Kirkegård den 1. oktober 1808 tog imod de to første indflyttere, en borgmesterfrue og en major. Han var overmåde distræt, men han var det elskeligste og mest hjælpsomme menneske, værdsat af alle.

Han havde det bedst med de gamle græske tænkere. I den verden førte han sig sikkert frem. Værre var det med den praktiske gerning. Han strammede sig an og var ophavsmand til et bibelselskab, ligesom han inspirerede præsterne med instruktive hyrdebreve.

I 1817 markerede Viborg 300-året for Luthers teser. Ved den lejlighed var biskoppen med til at fostre idéen om Hans Tausens Minde. Da den lille mindepark i 1836 åbnede, lå Jens Bloch på kirkegården. Efter 25 år som Viborgs biskop døde han i 1830.

Men hans lille sted på kirkegården og mindet for Hans Tausen fik en fællesnævner. Til begge udførte den kendte billedhugger Hermann Ernst Freund en mindestøtte. 

“Søg, så skal I finde.” Med god hjælp fra Matthæus og en kirketjener fik jeg syn for sagn. Når præsten stiger op på Viborg Domkirkes prædikestol, træder prædikanten den onde selv under fode.

Prædikestolen er skabt til 1876-kirken, den nyromanske kirke. Arkitekt Storck lod sig friste til at krydre den stive stil med et indslag fra middelalderens folketro.

På siden af det første trin, næsten skjult, sidder et relief. Det forestiller et djævelsk drageuhyre. Og det bærer præg af at have fået en mavepuster af præstens idelige ture op og ned.

Fabeldyret er vel en lindorm. Sådanne vokser sig store og grumme i kirkegårdens dyb. De største kan få kirker til at synke i grus. Hekse kan overtage deres magiske kraft ved at koge dem til en heksedrik.

Men så vidt kommer det med garanti ikke med vores fyr her. Det skal præsten nok sørge for.

Har hørt om arkitekter, der gør det til en kunst at indrette kontorlandskaber med små mødesteder. Løsenet er strategisk anbragte kaffemaskiner. Keep it simple.

Samme tanke kunne ligge bag, da overarkitekten skabte helligkilderne og andre helsebringende væld. Kildestederne samlede fortidens folk, hvilket de skriftlige kilder har mange beretninger om.

I Viborg støder vi på Maries Sundhedsbrønd, Lones Kilde, Sct. Mikkels Kilde, Sct. Kjelds Kilde, Dumpkilden, Tekilden og Kachkilde. Sidsnævnte er vist på nutidsdansk Kogekilde. Den lå lige vest for middelalderens by og har nok fyldt mangt et kogekar.

Legenden om Sct. Kjeld, Viborgs beskyttende helgen, har en passus om Kachkilde. Da Kjeld møder en vandbærer fra domkirken, følges de ad til kilden. Her imponerer han ikke så lidt ved at gøre vandet til vin, da han tager en slurk.

En unavngiven helligkilde i Hestedalen ad Jegstrup til “besøgtes mest af alle Viborgs kilder” – skal vi tro kildeeksperten August Frederik Schmidt. Sankthansaften i Hestedalen skal have været noget af det største med ung morskab og gamle, der drak kildevand med rom, citron og sukker. Ellers var der tradition for natlige besøg i Hestedalen. Jernbanen kom på tværs, og interessen tørrede ud.

Hestdalvej var i en del år en simpel markvej med fire gårde. På det seneste har Hestdalvej fået en rolle som en smutvej i industrikvarteret. Et gudsforladt sted, som kun har Rigsarkivets fjernmagasin som et forsonende element. Også en vigtig kilde.

Det er blevet mig fortalt, at en tilmuret dør i Karnapgårdens gård er Den Hvide Dames gamle indgang. Én af fortidens ejere fik efter sigende nok af damens spøgeri og sløjfede døren.

Husspøgelset var ikke sådan at spøge med og fremturede. I nyere tid havde en ejer hende mistænkt for at muntre sig med at sætte stueuret i stå. Det skete hver gang lige før midnatstimen. Men det fik en ende, da beboerne holdt vågenætter ved bornholmeren.

Evald Tang Kristensens “Sagn og overtro fra Jylland” er hårrejsende lekture. Her står at læse: “Der har altid været meget spøgeri i Viborg, og det er jo ikke sært, når man betænker, hvor gammel byen er, og hvor mange slemme gerninger der her er bedrevet.”

Der går ifølge bogen frasagn om, at “en sort ting” gjorde natten usikker nord for domkirken. Skulle ikke undre, om det var selveste Den Sorte Hund, dødens sendebud.

Det er jo også til den side, kirkens sagnomspundne reliefsten sidder – den med basilisken og haren. En basilisk er den onde selv, uhyggelig med et hanehoved og en ormekrop, dræbende med sit blik. Basilisker kommer ud af defekte hønseæg, “haneæg” kaldet.

Folketroen gjorde nogle harer til forvandlede hekse, til hekseharer, som kun sølvhagl kunne slå ihjel.

Et makkerpar, der huserede længe inden den gode påskehares indtog. Et lille tip. Brug et lommespejl. Basilisken kan ikke tåle at se sig selv.

Hav respekt for lindorme. Disse drageagtige sagnuhyrer er ikke sådan at bide skeer med. Men det er vist længe siden, at en lindorm har huseret i Viborg.

Historieskriver Ursin beretter, at viborgensere i gamle dage dræbte en lindorm. Skindet optrådte “efter sagnet” på en apotekers disk. Apotekeren var Daniel Friedenreich, der fra 1673 til 1706 drev Svaneapoteket. Det lå dengang på Nytorvs nordside.

Et sådant sagn kan kun appellere til smilebåndet. Men det har skam en kerne af alvor. Jeg tror vitterlig på, at Daniel Apoteker tronede bag en mystisk læderskranke.

Ældre tiders apotekere stod med deres medikamenter højt på agtelsens stige. Apotekeren yndede at give den en ekstra tand ved at omgærde sig med mystik. Og her kommer et væsen som en lindorm fint ind i billedet.

Kollegaen på Svaneapoteket i Helsingør var kendt for at have et balsameret fabeldyr stående, en søabe. At han selv havde sat det sammen af diverse knap så interessante skabninger, kan være lige meget. Samme apotek fremviste også en lille krokodille og en hvalros plus en buste af Frederik den Femte.

Hokus pokus filihankat. Sådan var det på flere andre apoteker. Slige sager spillede naturligt sammen med tryllemidler som englefedt, krokodillebalsam og røvereddike. Her kunne de konkurrerende urtekræmmere godt pakke sammen.

Folketroen putter lindormens larver ind i hasselnødder. Den, der spiser en befængt nød, er dødsens. Ormene vokser sig for alvor store i kirkegårdens dyb.

Det siges, at en lindorm i tre år spærrede for Vorde Kirkes indgang. Den kom anstigende fra Himmerland, og en snoet fure i bavnehøjen viser den dag i dag ruten. En tyr gjorde det af med dragedyret, efter at de lokale havde styrket den med sødmælk. Siden har lindormen været dømt til at være udsmykning i kirken.

Diskens skæbne er uvis. Hold nøje øje på loppemarkeder. Magien er måske ikke gået tabt.

Den kære læser kender jo nok vandrehistorien om, at hesteblod er en ingrediens i lakrids. Gud ved, hvor den kommer fra.

Måske hænger den sammen med, at kirken i mange år lyste hestekødet i band som værende en ugudelig spise. Kirkens folk forbandt hestens kød med asatroens kultiske måltider. Vi skal helt frem til 1800-tallet, før det nærende kød fandt vej til ordentlige folks spiseborde.

Forleden stødte jeg på en herlig beretning fra 1807: “Da der første gang spistes hestekød i Viborg.” Begivenheden fandt sted i Bendix’ Klub. En flok herrer havde gejlet hinanden op til at gøre forsøget, efter at de havde hørt om lignende tafler i andre byer. Ifølge avisen Den Viborger Samler behagede kødet herskabet. Men mere kød var der heller ikke på den historie.

Klubvært og købmand Ole Christian Bendix var det lokale svar på Gustav Wieds romanfigur Luksusbugen og har nok smagt for. Han fyldte i dobbelt forstand godt i landskabet.

Den 18-årige amtmandssøn Frederik August Schønheyder beskriver i en munter tone, hvordan en lille deling af borgervæbningen med Bendix i front i 1820 besøgte amtmanden, idet han sammenligner “Hans Tapperhed” med den gammeltestamentlige general Holofernes: “… så tyk, at jeg ikke behøvede anden motion den formiddag end at gå omkring langs væggene for at betragte ham.”

I mange år var Viborg hestenes by, kendt for sine hestemarkeder og -handlere. Så hvorfor ikke også være et kulinarisk hestehoved foran.

Hestehandleren over alle hestehandlere var Viktor Kisum (1875-1950), berømt blandt hestehandlere i ind- og udland, formand for de danske hestehandlere. En rigtig Viborg-dreng var han. Selv i det store udland klarede han sig på uforfalsket viborgensisk, godt suppleret med handelstalent og en hestehukommelse.