Kategori: Tankegang

I essayet “Astronomi for amatører” anbefaler forfatteren Jacob Paludan sin læser at slutte venskab med stjernerne. Jeg tog det frem, da jeg kom hjem efter en aftenvandring gennem Banebyparken.

Og hvorfor nu det? Jo, for under stiens platform lyser en installation op. Den er med selveste den nordlige stjernehimmel. Vandreren kan orientere sig i årstidernes skiftende stjernebilleder, både ved at studere de lysende myriader på tavlen og ved at læse teksten. Desuden er belægningen under halvtaget dekoreret med de 12 stjernetegn.

Banebyens og resten af byens lys forhindrer ikke de virkelige stjerner i at tindre forunderligt foroven, når ellers ikke skyerne er i vejen. Det må være et godt middel mod spændinger i nakken at studere stjerner.

Jacob Paludan hylder en stjernekigger, der både har et fagligt og et romantisk syn på nattehimmelen. Til syvende og sidst gælder det “drømmen om at rykke det evige nær i en erkendelse, der ikke er videnskab og slebne spejle, men identitet og lykke.”

Alt det og meget mere i Banebyparken. Fantasifiguren Fidusen og sporarbejderen Søren fører rundt. Banebrydende.

Det Gamle Rådhus på Gammeltorvs sydside hviler på et endnu ældre gammelt rådhus. Stumper i kælderen er vistnok fra den ældre model. I det hele taget er der noget med den kælder.

Vestgavlens mange ar taler om, hvordan tiderne har gjort skiftende brug af den høje kælder, tydeligst omkring vinduet. Det fremspringende cirkelslag af mursten sladrer om, at her havde byens multihus en pænt stor kælderport.

Afstikkende mursten til venstre herfor fylder endnu en tidligere adgang ud. Helt til venstre har en lille, blå port overlevet.

Egentlig noget værre brokværk. Men den kælder har sandt for dyden også tjent mange formål.

Kælderregionerne rummede på skift eller samtidig borgerlig og militær arrest, bolig for bysvende og arrestforvarer, militær vagtstue, brandsprøjter, dårekiste, venerisk sygestue og politistation.

Arresten var fra 1874 en del af det nye råd-, ting- og arresthus ved Stænderpladsen. I 1875 begyndte en tid med to afdelinger i vores kælderdyb. Den ene var beboelse for politibetjent Møller, den anden var mellem 1880 og 1912 politistation.

En jernring fra fangernes tid sidder fortsat ved Skovgaard Museets toilet. Ikke så ringe endda.

Da jeg var dreng, havde vi en leg, hvorunder vi fremstillede gulnede sørøverkort. Det gjorde vi ved at lade flammen fra et stearinlys slikke op ad kanterne. Det hændte, at flammen var lidt for grådig.

Ikke så få af bladene i Viborgs historie er gulnede af ild. Blandt de historiske nedslag i Peak 12’s gavlmaleri er byens silhuet med tunger af ild og røg. Ifølge legenden var Sct. Kjeld vel den, der første gang havde held med at dreje halsen om på den røde hane, idet han under en brand i 1140’erne steg op i ét af den nok ufærdige domkirkes tårne og kastede sig på knæ i bøn. Da han rejste sig op og gjorde korsets tegn, gik ilden ud. En klosterbror var hans vidne.

Ellers hører vi ikke noget til bybrande førend i 1345, da en stor del af byen efter sigende gik til. Så var der lynbranden i 1501, der tog domkirken og det omliggende kvarter. I begyndelsen af 1529 tog flammerne sig ublidt af flere katolske sognekirker, hvilket lettede vejen for reformationen.

Domkirken stod atter for tur i 1567, og med den røg det fornemme adelskvarter ned mod søen. Tilmed bortsmeltede den henrettede Skipper Clements blykrone, der hang i Vor Frue Kapel. Vistnok.

Bybrande i 1615, 1667 og 1726 havde som årsager henholdsvis et fejlskud i et stråtag, bagning og brygning. Stråtage og lyngknipper var nyttige, men farlige. “Tækt med strå, af ilden truet,” skrev en middelalderlig digter om Viborg.

Den 25. juni 2026 er en sodsort mærkedag i Viborg. Da er det 300 år siden, at den nok værste brand i byens historie brød ud. På 34 timer brændte den bedste del af byen.

“Brandspillene” – otte friluftsspil – markerede i 1976 250-året. Gad vide, om Viborg stadig kan finde gnisten.

Viborg Domkirke byder villigt på små overraskelser. Se nu på soklen til venstre for hovedportalen. På det vandrette stykke træder “GS” frem, fint hugget ud i et rundt felt.

Bogstaverne passer ikke på hovedarkitekterne bag den nyeste domkirke: Nebelong, Tholle og Storck. Sidstnævnte fuldendte værket, men hed Hermann til fornavn, så han er også ude. Nej, “GS” står for selveste Generalstaben.

Fra 1842 til 1928 havde Generalstabens Topografiske Afdeling til opgave at fremstille kort til militær og civil brug. Specialuddannede officerer drog land og rige rundt med måleborde og målestænger. Og det krævede fikspunkter.

Generalstabens målebordsblad fra 1878 viser Viborg og nærmeste omegn i forholdet 1:20.000. Et område, som byen stort set dækker i dag.

Højderne er i fod. Omtrent midt i det hele ligger domkirken med et tydeligt tal: 120. Det vil sige, at det indhuggede mærke var sat til 120 fod over havets overflade, altså 37,66 meter. Ikke for ingenting refererer navnet “Viborg” til en helligdom på bakken.

I virkeligheden viste 1878-målingen 119,18 fod, svarende til 37,40 meter. De to bolte lidt oppe på det nordre østtårn vidner om andre målinger. Den, der ikke er savet over, er fra 1956 og sidder 37,54 meter over havet. Terrænet falder en anelse fra vest mod øst. Velsagtens derfor sidder den ikke på soklen.

I øvrigt står byens højeste punkt ved det nuværende Rigsarkiv til at være 157 fod.

Så fik vi også fod på det.

I domkirkens nyindrettede tårnkælder sidder på væggen til gravkammeret to dekorative mindeplader. Det kunne i særlig grad behage én af de omtalte, salig rektor Peter Jessen.

Præstesønnen fra Vendsyssel gjorde det godt for sig selv, da han bosatte sig i Viborg. I 1739 begyndte han som underviser på latinskolen. Men de højere magter befæstede for alvor hans kald og stand, da han i 1748 ægtede Dorothea Cathrine Ostenfeld. Hendes far var da afdøde rektor Jens Ostenfeld, hvis navn optræder på pladen ved siden af.

Magister Peter Jessen giftede sig ind i Viborgs elite. Efter sigende var han pengegrisk, ærgerrig, stridbar og manipulerende. Først som konrektor og dernæst som rektor havde han latinskolen som platform. Hans øverste chef var biskop Andreas Wøldike, men han var gammel og svag.

Vor ven fra pladen var rig på jordisk gods. I Viborg etablerede det barnløse par sig med en bygård i Sct. Mogens Gade 29. Så langt, så godt. Men skolen forsømte han. Ifølge den tids kilder terroriserede eleverne i gader og domkirke. Alt på skolen flød: økonomi, legater, undervisning og karaktergivning.

Da biskop Christian Michael Rottbøll i 1770 kom til, var det slut med bortforklaringer. Den nye foresatte truede med en fyring, men tænkte dog også på rektorens eftermæle. I 1776 mistede han endelig stillingen. Titlen fik han lov til at beholde til sin død fire år senere.

Så var der det med eftermælet. Enken oprettede et legat på skolen og forærede domkirken de to syvarmede lysekroner, der den dag i dag hænger i korsarmene, det hele i Peter Jessens navn. Avisen Den Viborger Samler skrev en rosende nekrolog.

På mindepladen står han som “velædel” og “højlærd”. Tro ikke på alt, hvad aviser og mindeplader beretter.

Folk kan flytte nok så meget rundt i den store verden. Men fødestedet hænger ved.

Før og under første verdenskrig var Alexander Foss blandt Danmarks mest magtfulde magnater. Alexander Foss kom den 1. oktober 1858 til verden i Sct. Mathias Gade 3.

Faderen var stiftslandinspektør Vilhelm Foss. Da denne som 22-årig i 1846 rykkede til Viborg, lejede han sig ind hos to søstre. I 1852 ægtede han den ni år yngre Anny. Parret stiftede bo i Sct. Mathias Gade 3. De unge købte den ene halvdel af et ganske præsentabelt borgerhus med pilastre, vinduer i rundbuede nicher, savtakket gesims, pudset facade, høj kælder og markant tegltag.

Anny og Vilhelm Foss befandt sig vel i Viborg og fik mange venner. Børn kom til. Alt tegnede til et stille og virksomt liv i domkirkebyen, også for Alexander. Men i april 1862 døde faderen, blot 38 år.

Kort efter begravelsen flyttede Anny med sine to sønner og en tredje i maven til forældrene i København. Huset i Viborg lejede hun ud, og i 1873 solgte hun det. Viborg var et overstået kapitel.

Ingeniør Alexander Foss fik en storslået karriere i politik og erhvervsliv. Som medejer af F.L. Schmidt & Co. havde han en magtfuld position. Mest kendt er han nok for at være rorgænger, da Danmark styrede sig gennem første verdenskrig.

Fødehjemmet måtte i 1904 falde til fordel for den stormægtige kreditforening, og det må have behaget ham. Som nybagt student genså han hjemmet og noterede:

“Det gamle hjem og mit fødested var jeg nede at se; det var forfaldent og trist, men huske det kunne jeg.”

Påstå ikke, at Viborg er fattig på udendørs kunst. Men det er unægtelig en blandet landhandel. Desuden åbenbarer nogle af værkerne sig de mest overraskende steder. Som strøsukker.

Søg, så skal I finde. Kunstfinderi i Viborg er en givende sport. Den kunst, der fjæler sig i baggårde, i byhaver og bag karréer, er ikke den mindst interessante.

Jeg vidste godt, at den stod der, men havde ikke før bekvemmet mig ind i Solgårdens gårdmiljø. Siden 1993 har Ribe-kunstneren Ole Videbæks vandkunst glædet beboerne og de vel få udefrakommende gæster. Fra en buet bagvæg af stentøjsklinker løber vand ned i en tilhugget flade af grønsten og herfra – som et vandfald – til et bassin.

Kunstneren ser gerne sin kunst som et smykke, der kan gøre noget godt for sine omgivelser. Vandkunsten her er som en velplaceret broche.

Parentetisk skal vi have med, at et andet afsides værk, “Vækst” på torvet i Houlkær, er af Lis Andersen, Ole Videbæks arbejds- og ægtefælle.

Solgården med sine 116 ultrasmå aldersrenteboliger stod færdig i 1941. Kommunen var bygherre. Den ruttede hverken med plads eller badevand.

Da Boligselskabet Viborg i 1993 overtog de gulstenede bygninger, var det med 54 nyrenoverede boliger, nu med både bad og elevator. En bred kreds af givere skillingede sammen til et smykke, der var som skabt til en ældre dame i nyt skrud.

Børn af 1950’erne og 1960’erne var samlere. Samlede på Richs-billeder, frimærker, Dandy-billeder, tændstikbiler, glansbilleder, hønseringe, Puk-bøger, Jan-bøger. Sad gerne i timevis ved befærdede veje og noterede bilnumre. Og de mest fanatiske gik op i jernbanernes kilometermærker.

Jeg har hørt om dem, der spejdede ud ad kupévinduet for at fange stenenes tal. Ikke nok med det. Med konfirmationsuret målte de også togets fart. Tiden fløj af sted.
Den typiske sten var en lille pille af hvidmalet beton med røde tal. De store typer øverst var for de hele kilometer og de små nederst var for meterne. 32/6 var 32 kilometer og 600 meter fra endestationen.

Nogle baner havde dem med 100 meters mellemrum, andre med en afstand på 200 meter. I gamle tider kunne en rød kant markere, hvor den nærmeste telefon var at finde.

Hvor er det herligt, at de kulturhistoriske markører lever videre langs Himmerlandsstien på den nedlagte jernbane fra Viborg til Aalestrup og videre til Løgstør. Fra Viborg-siden tæller de ned til Aalestrup som endestation. Strækningen var på 37,6 kilometer.

Stenene er 200-metersmærker, akkurat som de mere nymodens skilte på Langaa-Viborg-Struer-banen. De har Langaa som endestation, 40,2 kilometer fra Viborg Banegård.

At måle hastighed på banen til Aalestrup var ikke så krævende. I de første mange år var tophastigheden på 45 kilometer i timen, men kom senere op på svimlende 70 kilometer. 

“Stands, vandringsmand, og betragt menneskelig dødeligheds spejl,” opfordrer en gravtekst i Marienkirche, Osnabrück. Stenen er for Gerhard Schepelern, død i 1674.

Få år efter forgrenede Schepelern-slægten sig fra Tyskland til Danmark. Og på Viborg Kirkegård gør vandringsmanden holdt ved en ret ulæselig gravplade. Spejlet er uklart. Det lader ane, at her ligger tre gange Schepelern: Georg, Frederik og Ellen.

Georg, stiftsprovsteparret Ellen og Frederik Schepelerns søn, døde i 1925 som blot 28-årig. Den unge jurist arbejdede for Udenrigsministeriet og var vicekonsul i Chicago, da døden indtraf. Frederik Schepelern var stiftsprovst i Viborg fra 1923 til sin død i 1936.

Bare at titulere Ellen Schepelern “stiftsprovstinde” er ikke dækkende. Mange steder står hun som “filantrop og missionær”. En markant personlighed, der praktiserede vækkelse og et stærkt socialt engagement.

Hun var opvokset i norske Porsgrunn og fastholdt et klingende norsk, hvilket passede godt til hendes klippefaste synspunkter. Parret boede først i Aarhus. Her gjorde hun et pionerarbejde på gaden blandt prostituerede og andre kvinder på bunden. I 1909 stiftede hun Kvindehjælpen, der i 1950 blev til Jysk Børneforsorg.

De arme kvinder gav hun og hendes hjælpere husly, mad og beskæftigelse. Den private organisation levede af almisser. Ellen Schepelern spædede til fra sin egen husholdningskasse.

Kvindehjælpen voksede sig stor. Efterhånden omfattede den fem hjem og en husholdningsskole, der åbnede i Viborg på Sct. Laurentii Vej 14 i 1929. Ellengården i Aarhus har navn efter hende.

Det siges, at hendes svigerfar, provst Georg Schepelern, var hende en kilde til inspiration, idet han var en fremtrædende figur i hovedstadens søndagsskoler og menighedspleje. Liberalist var hun til fingerspidserne og sendte stolt et statstilskud retur.

På gravstenen er hendes navn ved at smuldre væk. Hun kunne nu kandidere til et vejskilt, skønt navnet er lidt tungt at danse med.

Det lille kvarter mellem Skottenborg og Dannebrogsgade ligger lidt for sig selv med egen identitet. Som om det giver pokker i den omgivende by. To gadenavne springer i øjnene: Randrupsvej og Møllegade.

Navnene udstråler noget landligt ved byens gamle rand. Da byen tog over, fik de navn. Det var i 1927.

Her lå vitterlig en vejrmølle, om end ikke så stor og mægtig som den hollandske mølle bag nutidens bibliotek. Ganske pudsigt optræder den oprindelige Møllevej nu som en gade. Møllegade fra Nørregade til Grønnegade er en rigtig bagvej.

Christen Christensen Randrup kom til verden den 2. september 1799 i Randrup ved Vestervig. Viborg og den giftefærdige Ane Marie Skive trak i ham. Den 10. april 1838 fik han borgerskab i Viborg som spækhøker.

Nu var han både avlsmand og forretningsdrivende. Som spækhøker drev han en blanding af slagterbutik og kolonialhandel. Allerede i 1844 døde han.

Efter Randrups tid kom store tømmerlader til at præge området. Her lå fra 1876 C. Schourups Tømmerhandel med dampsave og høvleværk, fra 1928 J.N. Kjærsgaards Tømmerhandel. Deraf bebyggelsen Tømmergården, der naturligt ligger sammen med Møllegården.

Slut med landbrug, høkeri, mølleri og tømmerhandel. Men navnene bærer historien.

Op til badesæsonen i 1967 åbnede Vestbadet. Søerne havde fået en konkurrent. Friluftsbadet var et folkeligt initiativ, som kommunen overtog ansvaret for.

Enhver idé er som et frø i jorden. Derfor passer skulpturen foran Vestbadet så fint. Den hedder “Frøet” og er en spiredygtig gave ved indvielsen fra et stærkt triumvirat: erhvervslivets Poul Kalhave, handelens Hans Pedersen – “Garn-Hans” – og kulturens Peter Seeberg.

Vestbadet fik senere det store bassin på 50 meter. Det kom også på tale at overdække hele herligheden med en gigantisk dome. Men friluftsbadet forblev et friluftsbad.

Den bornholmske billedhugger Ole Christensen (1932-2000) gjorde to stykker af klippeøen til den opløftende velkomst ved indgangen. Typisk for sin kunst lader han en kvindelig og en mandlig form spille sammen. Det samme så vi i hans “Gensyn” i gården bag Sct. Mathias Gade 44.

Ole Christensen slog sig tidligt ned på husmandsstedet “Bakkely” i Olsker. Mange af stenene var fra hans store grund. Han købte sprængstof i den lokale brugs. Det er nok lidt morsomt, at han havde adresse på Stenløsevej.

Hen ved 60 af hans værker er at se i Olsker Skulpturpark, der er til gratis glæde for alle. Skulle man komme på de kanter. 

Det siges, at Margrethe den Første har lagt navn til skoven Margrethelund vest for byen. Langt tilbage kender vi den som en indhegnet egeskov. Den sygnede hen og var bare lynghede med egekrat, da otte viborgensere midt i 1800-årene købte den.

De otte ønskede i praksis at vise, hvordan skov kunne rejse sig af hedejord. Overretsprokurator Georg Morville var en mand med vilje og forstmæssig forstand, og han styrede arbejdet. I efteråret 1853 skred Morville og konsorter til handling.

Hvidel fik rollen som ammetræer, men de tabte pusten. Langt bedre gik det med hvidgran, bjergfyr og rødgran. Efter få år var Margrethelund igen en skov og kom til at optræde som et forbillede for hedesagen.

Efterhånden overtog Georg Morville alle jordlodderne. I dag står 12 efterkommere som ejere. En klausul sikrer, at den 115 hektar store skov ikke glider familien af hænde.

I Sct. Mogens Gade boede Georg Morville dør om dør med Enrico Dalgas. De to venner kunne gå rundt i Margrethelund og udpønse en plan, der kunne forandre hele det jyske hedeland. Hedeselskabet tog form.

Fra 1929 til 1955 figurerede i Løgstørbanens køreplan et trinbræt i skovkanten. Det bar skovens navn og har betjent Vestermarkens gårde, sikkert også en skovarbejder i ny og næ.

Trinbrættet er genopstået på Himmerlandsstien og gør skoven ære.

I Viborg Kirkegårds afdeling K’s nordvestlige hjørne står tre høje cypresser. De markerer en gammel benkule.

En nu afdød medarbejder ved kirkegården kunne berette om, hvordan et anlægsarbejde i domkirkekvarteret for år tilbage gjorde det nødvendigt at køre en større sending opgravede skeletter til kirkegården, nærmere bestemt til det nævnte hjørne. Siden har graverne undladt at lægge nye grave her.

Mon ikke den lille lund er stedet, hvortil kuskene i 1918 kørte fem til seks vognlæs skeletter? Hvor ellers? Arbejdet med Vestre Landsret gik durk igennem den sløjfede Gråbrødre Kirkegård. Gravfreden var slut for dødningene, men de fik trods alt et nyt hvilested i indviet jord. Det var før, arkæologerne fik førsteret.

“Lad de døde begrave deres døde,” hedder det med en bibelsk metafor. Livet frem for alt. Men gravminder er ikke bare en død ting. De kan have så meget at sige de levende.

Jeg har læst om en farlig palaver, der blev, da digterpræsten Steen Steensen Blichers gravsted på Spentrup Kirkegård sygnede hen i et vildnis uden selv det mindste mindekors.

Folk samlede herpå ind til en værdig sten. Sagen greb imidlertid om sig. Nu skulle Viborg også have en mindestøtte.

Men trægt gik det alligevel. I 1864 – efter 16 år – fik gravstedet en sten, og i 1866 fik Viborg et minde, en liden buste på en høj sokkel af domkirkegranit. Den dag i dag taler Blicher-monumentet til Latinerhavens gæster. Og det er der ingen ben i. 

Blandt de mange byvåben i Viborgs gadebillede bærer udgaven på Rigsarkivets nordgavl prisen. De to togaklædte rådmænd på bænken i søjlegangen udstråler engagement. Viborgs velgående ligger dem på sinde.

Med fri hånd modellerede Karl Hansen Reistrup, keramikkens mester, de i alt 25 keramiske byvåben til Provinsarkivet for Nørrejylland. De står i kraftfulde farver på bunde af guld- og sølvglasur. Et underlag af asfalt har vist sig at være et godt våben mod vind og vejr. Våbnene liver stadig op i vinduesnicherne.

Sin del af de i alt 3193 kroner til værkerne havde den nygifte Karl Hansen Reistrup god brug for. Den udkårne hed Johanne, og arbejdet i Viborg gav dem mod på tilværelsen.

Den 7. januar 1888 flyttede den unge Karl Hansen Reistrup ind på Kählers keramiske værksted i Næstved. Et givende samarbejde med Herman Kähler begyndte. I 1891 koblede arkitekt Hack Kampmann sig på, netop som han var i gang i Viborg.
Samarbejdet om arkivet var det første i en perlerække. Senere fulgte Kreditforeningen i Viborg. Kampmann-eleven Søren Vig-Nielsen overtog et par år efter kunstneren til Viborg Teater.

Vægtskålen som attribut er oplagt. Tingstedet gjorde fra gammel tid Viborg til afgørelsernes by. Båndets “Ommersyssel” kunne ligne en ommer, men i den oprindelige udstrækning dækkede syslet også Viborg helt mod vest.

I vores begejstring over byvåbnene skal vi ikke forbigå de cirka 150 jyske herreders våbenmærker. Billedskærer Hans Christian Berg i København skar dem i gesimsens kridtsten. Den enestående samling putter sig under tagudhænget og er værd at få et hold i nakken for.

Når jeg har studeret vandtårne indefra, har jeg altid sagt til mig selv, at det var da et utroligt bygningsværk til så lille et reservoir i toppen.

I tyske Lüneburg har jeg besigtiget et imponerende vandtårn på 55 meter. Tanken her kan blot rumme 500 kubikmeter, hvilket er det samme som i det 23 meter høje vandtårn ved Skottenborg. Det har fordel af at ligge på byens højeste sted.

Gult var tårnet indtil 2008, da det fik en gang gråhvid “usynlighedsmaling” a la dansk skyhimmel. For en del står det stadig som Det Gule Vandtårn. Regionen overtog og udvidede amtsgården, og det fisgule borgtårn var en torn i øjet på nogle.

Det fik alligevel lov til at stå, idet det viste sig meget bekosteligt at fjerne det til fordel for en eldreven trykforøger. 15 millioner kroner og en masse bøvl med tårnets mange venner.

Vandtårnet er fra 1927. Arkitekt Søren Vig-Nielsen og ingeniør Georg Rasmus Øllgaard løftede opgaven. Den kære ingeniør lægger for resten også navn til Skagens markante vandtårn, som i dag alene er et udsigtstårn.

Sammen med makkeren ved H.C. Andersens Vej sikrer den grå eminence, at et strømsvigt ikke straks tager trykket af vandet. Tre timer har forbrugerne vist at løbe på, hvis de ikke skruer for meget op. Ikke så dårligt at vide for en prepper.

Under den kolde krig med tilhørende lavteknologi spillede det gule tårn en rolle som én af luftmeldekorpsets observationsposter. Fra dette ophøjede stade øvede frivillige sig i at observere lavtgående fly, mens andre bevogtede tårnet. De indberettede via en sikret felttelefon det sete til luftmeldecentralen på Mellemvej. Plottebordet her dækkede en pæn bid af det jyske luftrum.

Det var andre tider – og dog.