Kategori: Tankegang

Indrømmet. Blærb Sø vest for Jegindøvej råber ikke just på en udflugt til fods. Alene navnet. Blærb. Desuden har den ikke omgivelserne på sin side.

Ikke desto mindre har den noget dragende over sig.

En lille tur omkring søen kan gå an. Havde den ligget midt i byen eller i den dybe skov, havde den været en stjerne. Men op ad Vestermarkens industri og trafik kommer den ikke til sin ret.

Hvem skulle nu have troet, at Blærb Sø er en gammel sagnsø? En håndfuld søer har på tværs af geografien tilknyttet nogenlunde enslydende sagn. Overskriften er: “Sunkne gårde. Svin i sengen. Præstens forbandelse.”

En bondemand brugte en svineflok som arbejdskraft, da han formede søens skrænt. Han gav som tak ét af dyrene lov til at sove i en rigtig seng og tilbød til overflod grisebassen at komme til alters. Det var at gå for vidt. Gården sank i søen. Stolen med præstens bog flød som en løftet pegefinger rundt i oprørte vande.

En tidligere form er Blærp Sø, hvilket hænger fint sammen med den endnu tidligere Blærrup Sø. Så det har nok alligevel ikke noget med blæver at gøre.

For nogle år siden brugte Energi Viborg Vand otte millioner kroner på at gøre Blærb Sø til en rensedam af langt større dimensioner end det naturgivne vandhul. Nu 500 meter på den lange led og 200 meter på den brede. Kvælstof, fosfor og organisk stof får her en rensende lagerplads, før vandet via rør og Gårsdal Bæk flyder til Hjarbæk Fjord. En beskeden vandresti har afløst sagnets svinesti. Ingen spor af den sunkne gård.

Hvis ikke ingeniørofficer Enrico Dalgas og overretsprokurator Georg Morville midt i 1850’erne kom til at bo dør om dør i Sct. Mogens Gade, var Hedeselskabet aldrig kommet til verden.

Netop da Dalgas kom til Viborg, stod Morville i spidsen for en flok af hedesagens mænd. De eksperimenterede med at gøre hede til plantage. Margrethelund vest for Viborg var prøvekluden.

Nok havde Hedeselskabet sin første tid sammen med Dalgas i Århus, men det er et stykke rendyrket Viborg-historie. Da Julius Tholles prægtige bygning ved Hjultorvet i 1906 var ledig, var det naturligt, at Hedeselskabet flyttede hertil. Århus, Silkeborg og Herning var dengang også ude efter hedens juvel.

Det er næsten mere reglen end undtagelsen, at en ellers lokalt funderet virksomhed på et tidspunkt lader historie være historie. Den søger andre og mere givtige steder hen, for nu er det jo andre tider. Jeg kommer til at tænke på Norges nationale chokolade fra Freia, “Et lite stykke Norge”. Amerikanske Mondelez står i dag bag. Et hak i selvforståelsen.

Fra 1906 til 1980 holdt selskabet til på Hjultorvet, hvorpå turen gik til Klostermarken. I 1999 kom statuen af Dalgas til. Det er om at have historien med sig, hvorfor han da også skuer mod hjertestedet derinde i byen. Statuerne af Morville og Lüttichau på

Hjultorvet hører vel byen til, men hvad nu med stakkels Dalgas, når hovedsædet flytter ad Århus til?

Historisk har Randers og Viborg haft god kemi. Planen om en elektrisk jernbane mellem de to løb dog af sporet. Derimod stod landevejen åben, da Viborg i 1911 fik sin første rutebil. Den tøffede naturligvis til Randers.

I 1926 var omnibusserne til diverse destinationer så talrige, at Viborg fik en primitiv rutebilstation ved Langdammen. En halv snes år efter dannede vognmændene andelsselskabet Viborg Ruteautomobilstation.

Sammen med arkitekt Jens Madsen styrede andelshaverne mod “den smukkeste, den bedste og den mest moderne rutebilstation i landet”. Den åbnede sammesteds i 1940 og holdt til 1994 – nu knap så moderne.

Mod de høje omgivelser syner skulpturen ved nutidens rutebilstation ikke af meget. Ikke desto mindre er den en klippefast hilsen fra de gamle tider. Den er en gave fra den nedlagte rutebilstations ejere og kom op i 1997.

Stenhugger Jørgen Glud huggede Bjärlöv-granitten til et stykke gennemskuelig kunst. Den hjulagtige dekoration øverst er nemlig et glughul.

Det er til at få øje på, at rutebilstationen ligger som Jyllands hjulnav. Aakjær så det samme, da han i “Hedevandringer” skrev: “Paa Kortet minder Viborg om et uhyre Hjulnav, hvorfra Vejene straaler ud som Eger.”

På Viborg Kirkegård lod jeg mig opholde af det fineste lynggroede gravsted. Den store natursten var svær at tyde, men det var jo redaktør R.K. Bertelsen, Viborg Stifts Folkeblads frontkæmper fra 1903 til 1927.

Rasmus Bertelsen satsede stort, da han selv pungede ud, så bladet kunne sætte sig på Sct. Mathias Gade 7. På grunden rejste sig arkitekt Søren Vig-Nielsens stolte bladhus anno 1916. Bladet havde på det tidspunkt under 5000 abonnenter, men det var i fremdrift.

Det var i partipressens og pennefejdernes tid. Ikke mindst redaktør Bertelsen og Viborg Amts Social-Demokrats redaktør Lauritzen kunne ikke dy sig og delte verbale hug ud.

Følgende citat fra folkebladet den 24. februar 1904 siger noget om, hvor hvasse deres penne var:

“Redaktør Lauritzen talte i søndags ved et møde i Lysgård. Af referatet i hr. Lauritzens blad ses det, at den efterfølgende diskussion til dels har drejet sig om presseforhold, og at hr. Lauritzen har betegnet de socialdemokratiske blade som “ædruelige” og “tilforladelige”. Vi troede ikke, hr. Lauritzen havde anlæg for det ironiske.”

Og en smagsprøve fra Viborg Amts Social-Demokrat fra den 19. april 1905:

“Det går med redaktør Bertelsen som med børnene, når de får den uvane at tale usandhed. De er vanskelige at vænne til atter at være sanddru. De kan endog blive så vanartede, at de søger at dække over den ene usandhed med den anden. Deres opdragelse er forsømt, og det ender let i uføret.”

Jow, de hyggede sig, de to penneførere. Folkebladet undlod ikke at gøre opmærksom på, at “sandhedsfaklen, redaktør Lauritzen” fik sin journalistiske uddannelse hos en mand, der havde dom for at have faret med bevidst løgn.

“Den ungdommelige hr. Bertelsen” var i det socialdemokratiske organs øjne leder af et blad, der serverede “grovheder i stedet for beviser”.

Sådan kørte den i adskillige år. Manna til menighederne. En overgang var de to gentlemen of the press i en heftig strid om, hvilket af deres blade der var det mest fremgangsrige. Af den grund skrev Viborg Amts Social-Demokrat nogle gange Viborg “Stifts” Folkeblad om konkurrenten for at markere, at avisen i alt fald ikke dækkede hele stiftet.

Men de prydelige lyngtotter vidner om, at freden gerne sænker sig med tiden.

En dag i oktober 1929 tog den femårige Kirsten Aakjær sammen med lillekatten Pjus på opdagelsesrejse i Ll. Sct. Hans Gade 3, landsarkivarens embedsbolig. Kirstens far var Svend Aakjær, der fra 1. oktober dette år var landsarkivar i Viborg.

Ligesom den store, gamle magasinbygning er embedsboligen fra 1891. De to udgør et par, som arkitekt Hack Kampmann ned til mindste detalje har præget. Med to ens keramiske relieffer for og bag på boligen har kunstneren Karl Hansen Reistrup også ført den kunstneriske linje igennem fra magasinet. Det forestiller en stor margerit, omgivet af høstblomster.

I pigens øjne var det et gådefuldt hus med krinkelkroge fra kælder til kvist. Selve boligen omfattede fire stuer, fire soveværelser og et pigeværelse.

Ved et kældervindue vogtede en fredhellig korsedderkop. Den opnåede en anselig alder.

I erindringsbogen “Arkivarens datter” beretter Kirsten Aakjær malende om den hele herlighed. I tilgift får læseren et indblik i mellemkrigstidens Viborg.

Der var stil over husholdningen. En madelevator forbandt spisestuen med køkkenet i kælderen. Kommunikationen foregik ved hjælp af et rør, der havde en messingtragt i hver ende. En vægtelefon med omstilling sikrede kontakten med omverdenen.

Fra hoveddøren førte en fordelingsgang ind til privaten på højre side og det arkivmæssige til venstre. Den venstre afdeling var med en lille læsesal – blot 10 pladser – og kontorer. Læsesalen havde grønne lamper og en spyttebakke. Fløjen stod via en korridor i direkte forbindelse med magasinet.

Foruden far Svend bestod staben i 1929 af arkivarerne Kistrup og Køcher, registrator Hoffman-Bang og arkivbetjent Christensen. Besøgstiden var 9-12 og 14-17.

Embedsboligens storhedstid er for længst forbi, og borte har taget de fire stærekasser, som Kampmann forsynede facaden med. Men for en sådan bygning er 135 år ingen alder.

Jeg kunne have sagt mig selv, at han hvilede blandt andre gejstlige i Viborg Kirkegårds afsnit A. Ikke desto mindre støvede jeg i nogen tid rundt for at hitte salig biskop Jens Bloch. Der var han jo, lige op ad forgængeren Peder Tetens, som jeg havde pænt styr på.

Hjemmesiden “Kendtes gravsted” har 68 emner fra Viborg Kirkegård, heriblandt Tetens og Bloch. De tilhørende fotografier med gravsten er til liden hjælp, når det gælder om at finde dem. Et kort til de kendte kunne være godt at gå efter. Eller bedre endnu var det med en bredere kirkegårdsguide til alle dem, der er, fra alle dem, der var. For “kendt” er ikke nødvendigvis det samme som “interessant”.

Men den er god nok med vores Jens Bloch. Som biskop var han hovedtaler, da Viborg Kirkegård den 1. oktober 1808 tog imod de to første indflyttere, en borgmesterfrue og en major. Han var overmåde distræt, men han var det elskeligste og mest hjælpsomme menneske, værdsat af alle.

Han havde det bedst med de gamle græske tænkere. I den verden førte han sig sikkert frem. Værre var det med den praktiske gerning. Han strammede sig an og var ophavsmand til et bibelselskab, ligesom han inspirerede præsterne med instruktive hyrdebreve.

I 1817 markerede Viborg 300-året for Luthers teser. Ved den lejlighed var biskoppen med til at fostre idéen om Hans Tausens Minde. Da den lille mindepark i 1836 åbnede, lå Jens Bloch på kirkegården. Efter 25 år som Viborgs biskop døde han i 1830.

Men hans lille sted på kirkegården og mindet for Hans Tausen fik en fællesnævner. Til begge udførte den kendte billedhugger Hermann Ernst Freund en mindestøtte. 

“Søg, så skal I finde.” Med god hjælp fra Matthæus og en kirketjener fik jeg syn for sagn. Når præsten stiger op på Viborg Domkirkes prædikestol, træder prædikanten den onde selv under fode.

Prædikestolen er skabt til 1876-kirken, den nyromanske kirke. Arkitekt Storck lod sig friste til at krydre den stive stil med et indslag fra middelalderens folketro.

På siden af det første trin, næsten skjult, sidder et relief. Det forestiller et djævelsk drageuhyre. Og det bærer præg af at have fået en mavepuster af præstens idelige ture op og ned.

Fabeldyret er vel en lindorm. Sådanne vokser sig store og grumme i kirkegårdens dyb. De største kan få kirker til at synke i grus. Hekse kan overtage deres magiske kraft ved at koge dem til en heksedrik.

Men så vidt kommer det med garanti ikke med vores fyr her. Det skal præsten nok sørge for.

Har hørt om arkitekter, der gør det til en kunst at indrette kontorlandskaber med små mødesteder. Løsenet er strategisk anbragte kaffemaskiner. Keep it simple.

Samme tanke kunne ligge bag, da overarkitekten skabte helligkilderne og andre helsebringende væld. Kildestederne samlede fortidens folk, hvilket de skriftlige kilder har mange beretninger om.

I Viborg støder vi på Maries Sundhedsbrønd, Lones Kilde, Sct. Mikkels Kilde, Sct. Kjelds Kilde, Dumpkilden, Tekilden og Kachkilde. Sidsnævnte er vist på nutidsdansk Kogekilde. Den lå lige vest for middelalderens by og har nok fyldt mangt et kogekar.

Legenden om Sct. Kjeld, Viborgs beskyttende helgen, har en passus om Kachkilde. Da Kjeld møder en vandbærer fra domkirken, følges de ad til kilden. Her imponerer han ikke så lidt ved at gøre vandet til vin, da han tager en slurk.

En unavngiven helligkilde i Hestedalen ad Jegstrup til “besøgtes mest af alle Viborgs kilder” – skal vi tro kildeeksperten August Frederik Schmidt. Sankthansaften i Hestedalen skal have været noget af det største med ung morskab og gamle, der drak kildevand med rom, citron og sukker. Ellers var der tradition for natlige besøg i Hestedalen. Jernbanen kom på tværs, og interessen tørrede ud.

Hestdalvej var i en del år en simpel markvej med fire gårde. På det seneste har Hestdalvej fået en rolle som en smutvej i industrikvarteret. Et gudsforladt sted, som kun har Rigsarkivets fjernmagasin som et forsonende element. Også en vigtig kilde.

Det er blevet mig fortalt, at en tilmuret dør i Karnapgårdens gård er Den Hvide Dames gamle indgang. Én af fortidens ejere fik efter sigende nok af damens spøgeri og sløjfede døren.

Husspøgelset var ikke sådan at spøge med og fremturede. I nyere tid havde en ejer hende mistænkt for at muntre sig med at sætte stueuret i stå. Det skete hver gang lige før midnatstimen. Men det fik en ende, da beboerne holdt vågenætter ved bornholmeren.

Evald Tang Kristensens “Sagn og overtro fra Jylland” er hårrejsende lekture. Her står at læse: “Der har altid været meget spøgeri i Viborg, og det er jo ikke sært, når man betænker, hvor gammel byen er, og hvor mange slemme gerninger der her er bedrevet.”

Der går ifølge bogen frasagn om, at “en sort ting” gjorde natten usikker nord for domkirken. Skulle ikke undre, om det var selveste Den Sorte Hund, dødens sendebud.

Det er jo også til den side, kirkens sagnomspundne reliefsten sidder – den med basilisken og haren. En basilisk er den onde selv, uhyggelig med et hanehoved og en ormekrop, dræbende med sit blik. Basilisker kommer ud af defekte hønseæg, “haneæg” kaldet.

Folketroen gjorde nogle harer til forvandlede hekse, til hekseharer, som kun sølvhagl kunne slå ihjel.

Et makkerpar, der huserede længe inden den gode påskehares indtog. Et lille tip. Brug et lommespejl. Basilisken kan ikke tåle at se sig selv.

Hav respekt for lindorme. Disse drageagtige sagnuhyrer er ikke sådan at bide skeer med. Men det er vist længe siden, at en lindorm har huseret i Viborg.

Historieskriver Ursin beretter, at viborgensere i gamle dage dræbte en lindorm. Skindet optrådte “efter sagnet” på en apotekers disk. Apotekeren var Daniel Friedenreich, der fra 1673 til 1706 drev Svaneapoteket. Det lå dengang på Nytorvs nordside.

Et sådant sagn kan kun appellere til smilebåndet. Men det har skam en kerne af alvor. Jeg tror vitterlig på, at Daniel Apoteker tronede bag en mystisk læderskranke.

Ældre tiders apotekere stod med deres medikamenter højt på agtelsens stige. Apotekeren yndede at give den en ekstra tand ved at omgærde sig med mystik. Og her kommer et væsen som en lindorm fint ind i billedet.

Kollegaen på Svaneapoteket i Helsingør var kendt for at have et balsameret fabeldyr stående, en søabe. At han selv havde sat det sammen af diverse knap så interessante skabninger, kan være lige meget. Samme apotek fremviste også en lille krokodille og en hvalros plus en buste af Frederik den Femte.

Hokus pokus filihankat. Sådan var det på flere andre apoteker. Slige sager spillede naturligt sammen med tryllemidler som englefedt, krokodillebalsam og røvereddike. Her kunne de konkurrerende urtekræmmere godt pakke sammen.

Folketroen putter lindormens larver ind i hasselnødder. Den, der spiser en befængt nød, er dødsens. Ormene vokser sig for alvor store i kirkegårdens dyb.

Det siges, at en lindorm i tre år spærrede for Vorde Kirkes indgang. Den kom anstigende fra Himmerland, og en snoet fure i bavnehøjen viser den dag i dag ruten. En tyr gjorde det af med dragedyret, efter at de lokale havde styrket den med sødmælk. Siden har lindormen været dømt til at være udsmykning i kirken.

Diskens skæbne er uvis. Hold nøje øje på loppemarkeder. Magien er måske ikke gået tabt.

Den kære læser kender jo nok vandrehistorien om, at hesteblod er en ingrediens i lakrids. Gud ved, hvor den kommer fra.

Måske hænger den sammen med, at kirken i mange år lyste hestekødet i band som værende en ugudelig spise. Kirkens folk forbandt hestens kød med asatroens kultiske måltider. Vi skal helt frem til 1800-tallet, før det nærende kød fandt vej til ordentlige folks spiseborde.

Forleden stødte jeg på en herlig beretning fra 1807: “Da der første gang spistes hestekød i Viborg.” Begivenheden fandt sted i Bendix’ Klub. En flok herrer havde gejlet hinanden op til at gøre forsøget, efter at de havde hørt om lignende tafler i andre byer. Ifølge avisen Den Viborger Samler behagede kødet herskabet. Men mere kød var der heller ikke på den historie.

Klubvært og købmand Ole Christian Bendix var det lokale svar på Gustav Wieds romanfigur Luksusbugen og har nok smagt for. Han fyldte i dobbelt forstand godt i landskabet.

Den 18-årige amtmandssøn Frederik August Schønheyder beskriver i en munter tone, hvordan en lille deling af borgervæbningen med Bendix i front i 1820 besøgte amtmanden, idet han sammenligner “Hans Tapperhed” med den gammeltestamentlige general Holofernes: “… så tyk, at jeg ikke behøvede anden motion den formiddag end at gå omkring langs væggene for at betragte ham.”

I mange år var Viborg hestenes by, kendt for sine hestemarkeder og -handlere. Så hvorfor ikke også være et kulinarisk hestehoved foran.

Hestehandleren over alle hestehandlere var Viktor Kisum (1875-1950), berømt blandt hestehandlere i ind- og udland, formand for de danske hestehandlere. En rigtig Viborg-dreng var han. Selv i det store udland klarede han sig på uforfalsket viborgensisk, godt suppleret med handelstalent og en hestehukommelse. 

I meget gamle dage kaldte folk det udenvolds område, hvor nu Sct. Laurentii Vej-kvarteret er, Skidensig. Det var ikke flatterende ment.

Her havde byens natmand, rakkeren, sin skidne base. Til rakkerkulen kørte han selvdøde dyr og menneskers uhumskheder. Natmanden og hans nærmeste var besmittet rakkerpak, som borgerfolk nok skulle nære sig for at røre ved.

En sig er en våd lavning, kendt fra flere stednavne. Et lokalt eksempel er Stensig. Ifølge Otto Kalkars ordbog over det ældre danske sprog er en skidensig en plumret slamkiste. Engang havde Aarhus et stræde, der hed Skidensig, og København havde sit Skidenstræde, nu henholdsvis Grønnegade og Krystalgade.

Siden først i 1500-årene var natmanden et nødvendigt onde i købstæderne. For eksempel optræder både han og natmandshuset på Viborg-kæmnerens regnskab for 1726. I de første mange år var han på bekvem afstand. Det behagede ikke honnette borgere, da han i nogle år benyttede den øde Gråbrødre Kirke i byens hjerte som en slags materielgård.

Kirken kom ned i 1830, og ikke så mange år efter var det nat med natmanden. I 1874 byggede kommunen på kulens sted et krudthus til garnisonen. Det stod til 1931. I 1929 fik Sct. Laurentii Vej sit navn, opkaldt efter middelalderens kapel derude. Indtil da havde den heddet Krudthusvej – nu en sidevej.

Den gamle Skidensig havde længe efter rakkerens tid ry for at have havejord med ekstra grokraft. Ja, nærmest med krudt i.

Turen går denne gang til Nytorvgyde 1, i mange år kendt som Den Thomesenske Gård. Her virkede købmænd af den gammeldags slags fra 1830 til 1971. Et fint, lille butikslokale på tre rundbuede fag er tilbage fra den store købmandsgård.

Historien begyndte med købmand, handelsmand og værtshusholder Bertel Thomesen. Sønnen Andreas overtog den velbesøgte gård. Men den mest glansfulde tid var nok den med købmand Christen Jensen som lejer. En personlighed af de sjældne. Kræn Smør – eller bare Smørret – var tilnavnet, for han gjorde meget i smør.

Blandt 1880’ernes 22 købmænd i Viborg var Smørret eneren. Ifølge samtiden var han velsignet med en skæv humor som få. Den foldede han ud i den løsslupne klub Basunen. Blandt ligesindede i sin egen skænkestue og på det fine Preislers Hotel spiddede han den tids lokalpolitik og brovterier med jysk humor.

Basunens medlemmer yndede også at spadsere, samtidig med, at d’herrer gav hinanden stikpiller og syrlige komplimenter. På Preislers Hotel var målet nået, hvis flokken kunne få den fine hotelejer Otto Preisler på glatis.

Den Thomesenske Gård mønstrede også frøken Elisabeth Thomesens pigeskole. Efter at en ny Bertel Thomesen som tredje generation havde drevet handelen, kom i 1928 købmand Anders Hansen bag disken, senere afløst af sønnen Johannes. Lige til det sidste i 1971 holdt denne på, at en rigtig købmand skulle betjene kunderne. Det gjorde han med hvid kittel, slips og bowlerhat. Og helt i Smørrets ånd lagde han lokaler til en daglig “morgenkonference” for indviede.

Af de førhen så talrige købmandsgårde nåede kun Anders Hansen & Søn i Nytorvgyde samt Skow & Co. øverst i Reberbanen at snuse til 1970’erne. Da Viborg Museum en sommer genoplivede ånden i Nytorvgyde 1, var det pudsigt nok med udstyr fra konkurrenten Skows butik. Fra sin himmel må Kræn Smør have siddet med et smørret grin bag moustachen.

Middagshøjvej med sideveje ligger som en lille bydel for sig og har sin egen charme.
1950’ernes industrikvarter omklamrede enklaven, men den holdt stand. Samme trods lyser ud af de gamle en- og flerfamiliehuse, efter at Banebyen kom til.

To gårde kom til at ligge på den anden side, da baneterrænet i 1890’erne skar sig ind. Efter et par årtier begyndte et villakvarter i bedste murermesterstil at skyde op på markerne.

I 1918 var husene så mange, at Middagshøjvej fik sit navn. Husk på, at den gamle vej til Finderup her havde sit udspring, og at den gik forbi Middagshøj (Finderuphøj), hvorover middagssolen smilede, mens markernes arbejdere samledes til middagshvil.

I begyndelsen havde Middagshøjvej en overkørsel over sporene mod øst. I 1926 var det slut med den. Tilbage var kontakten med Holstebrovej mod vest plus den dengang nye gangbro til banegården.

De cirka 70 huse var virkelig overladt til sig selv. Til gengæld var kvarteret i høj grad selvforsynende, blandt andet med købmand, slagter og bager. Først med Marsk Stigs Vej fra 1948 åbnede en bagvej til resten af byen.

Nybyggerne var for en stor del “lavere funktionærer”, ikke mindst fra DSB og Statshospitalet. Noget trygt og harmonisk sidder fortsat i murværket. Et levn fra dengang, funktionærerne spiste varm middagsmad klokken 12.

Er der noget mere anonymt end navnet Vestergade? Dem har vi åh så mange af i Danmark.

Allerede på Viborgs første bykort – fra 1677 – finder vi Vestergade. På kortet fra 1849 optræder dog et spændende alternativ: Brændevinsgade. Trolig er det et folkeligt navn, men dog værd at skåle for.

Sandheden er, at Vestergade/Brændevinsgade i 1800-tallet var byens mest brogede gade. Her lå købmandsgårdene tæt, og to af dem var med brændevinsbrænderi.
Husk på, at gaden forbandt hestemarkedernes Gravene med Nytorvs torvehandel. Ikke mindst var den bøndernes gade, og købmændene vidste at betjene dem.

Det folkelige gav sig også udslag i de mange marskandisere. Én af dem var tilmed pantelåner. Hans lokaler gik under navnet Frelserens Kirke. Det var noget andet end den religiøse sekt, der i pietismens tid huserede i gaden.

Da bønderne i 1890’erne begyndte at handle i egne brugsforeninger, gik det sørgeligt tilbage for byens købmandsgårde. Nogle satte hårdt imod hårdt og nægtede at skænke brændevin, hvis der ikke fulgte handel med. Noget for noget. Men udviklingen var ikke til at standse.

I 1969 fik Vestergade status som Viborgs første gågade med det kommercielle navn Vestergågade. Den fik en delvis overdækning med indbygget lyshav. Til stort mishag for Jan Gehl, arkitekturens førende smagsdommer. Lad det fare.

Nu forsøger den sig med dæmpet musik. I Brændevinsgade er noget altid i gære.