Kategori: Tankegang

Myten om en hemmelig elskovstunnel mellem de mandlige augustinere i Viborg Domkirke og de kvindelige ditto i Asmild fik ny næring den dag i 1998, da Dansk Planteskoleejerforening og Viborg Kommune indviede Asmild Klosterhave.

Deltagerne stod ved foden af fortidens nonnekloster, og der lød muntre bemærkninger om, hvad der dengang kunne komme ud af celledeling på den kvindelige side.

Planteskoleejerne fejrede, at deres forening fyldte 100 år. At festen fandt sted i Viborg, og at fødselaren gav 100.000 kroner til klosterhaven, var ikke tilfældigt. Carl Jacobson Brostrøm, Viborgs nærmest sagnomspundne planteskoleejer, tog initiativet til foreningen og var formand en lille halv snes år.

Gennem det meste af fire århundreder husede Asmild Kloster et lille samfund af nonner. Fra fund ved vi, at de var flittige med tekstiler. Et par fiskedamme i nærheden gav føde til fasten og andre kødløse dage. Og så havde de deres have med læge- og krydderurter, hvortil kom abildgården med frugttræer.

Fire paradisæbletræer markerer de fire tidsafsnit og fører tanken hen mod frugthaven, der lå syd for urtehaven. På dennes sted vokser nu dåbslunden med et æbletræ for hver årgang af døbte. Børnene planter træerne, når de er fyldt fem år. Det første er for årgang 1993.

Erik Heides skulptur af bisp Gunner står stoisk og skuer over planteriget. I levende live tilgodeså han nonnerne og sørgede for, at de fik munkerationer af mad. En streng symmetri kendetegner klosterhaven og leder tanken hen på – celledeling.

En bue af rødlige brosten kan være et livstegn fra Heribert, Viborgs første biskop. Arkæolog og universitetslektor emeritus Hans Krongaard Kristensen forfægter den tanke i pragtbogen “Asmild Kirke og Kloster”.

Det er ikke så farlig meget, vi ved om denne Heribert. I cirka 1060 sendte ærkebiskop Adalbert i Bremen Heribert til Viborg, så han kunne virke som biskop i det nydannede Viborg Stift. Han kan godt have haft en del virksomme år i Viborg. Den næste kendte biskop i rækken var Eskil, hvis periode sluttede brat med et drab i 1132. Det er immervæk 72 år, de kan have delt.

Allerede da Heribert kom til Viborg, kan Asmild Kirke – dengang Sct. Margretes Kirke – have eksisteret som trækirke, vurderer Hans Krongaard Kristensen og spiller derpå et dristigt kort ud, nemlig at det er Heribert, der kan være ophavsmand til kirken som en tysk inspireret stenkirke. I givet fald kan arbejdet være sket i to tempi fra 1060 til 1100.

Arkæologer har i flere omgange gravet og gransket i og ved Asmild Kirke. Den fik tidligt noget så sjældent som en apsis mod vest. Det nu forsvundne vestparti bestod af kor, apsis og to kraftige tårne. Tesen er, at Heribert havde denne idé med sig fra domkirken i Bremen, der netop havde en konstruktion af den slags.

Sct. Margretes Kirke hørte til og med Niels, nummer fire i rækken, direkte under Viborg-bispen, så Heribert kan have haft en god grund til at skikke bud efter en bygmester fra sin gamle hjemegn. Forfatteren forestiller sig, at han har sendt holdet videre til Aalborg, for også fjordbyens Budolfi Kirke fik en apsis mod vest. Aalborg hørte dengang under Viborg Stift.

En brand i første halvdel af 1300-årene tog vestpartiet. Buen i belægningen markerer den sjældne apsis. Resten er op til beskueren.

Anders på Hvolris med træbenet havde armkræfter, så det ville noget. Arbejdsmanden, amatørarkæologen og historiefortælleren Anders Olesen havde god brug for sine armmuskler, da han i 1967 gravede Jakobs Brønd ved Asmild Kloster ud.

Hjælperne fra museet firede ham ned i hullet, og så kom spand efter spand med fyld op til overfladen. Det siges, at han skruede træbenet af, så han bedre kunne komme til. 10 meter nede stødte han på en egebelagt bund. Den dag i dag står den dybe, stensatte brønd med en overbygning af træ og et sikkerhedsnet til minde om hans dåd.

Det augustinske nonnekloster kender vi fra 1169. Nonnerne etablerede et firfløjet anlæg med den allerede bestående Sct. Margretes Kirke som den fjerde fløj mod nord. Jakobs Brønd er nok fra 1300-årene og lå lige syd for sydfløjen.

Anders fik efter eget sigende ekstra kræfter i armene, efter at han under tørvegravning mistede sit venstre ben i ælteværket. I bibelhistorien om Rakel og Jakob får Jakob uanede kræfter, da han ved en brønd kaster sin kærlighed på Rakel. Med et snuptag fjerner han brøndens dæksten, hvilket normalt kræver mange hænder.

At kalde Asmild-brønden Jakobs Brønd har intet historisk belæg, men kanske er Biblen kilden. Navnet dukkede bare op. Brønden har haft det prosaiske formål at forsyne klostrets køkken.

Ved reformationen lukkede klostret, men nonnerne fik lov til at blive boende deres tid ud. I 1552 havde den sidste nonne hevet den sidste spand vand op af brønden.

Den katolske udgave af Viborg Domkirke havde mindst 21 sidealtre med hver sin alterpræst og en stribe af rige sponsorer. De var typisk kaldt op efter helgener og bibelske personer. Ærlig talt lidt af en pengemaskine.

Kapellerne for Sct. Kjeld, Sct. Anna og Vor Frue rummede de vigtigste altre, højaltret ikke at forglemme. Nutidens enlige alter var på plads, da den nybyggede kirke i 1876 åbnede. Det er forgyldt og har det middelalderlige alter i Sahl Kirke ved Vinderup som forbillede.

Arkitekt Hermann Storck tegnede dette vigtige stykke inventar. Billedhugger Christian Carl Peters modellerede det. Inderst er det af eg. Overfladen er af forgyldt metal. For den del stod guld- og sølvvarefabrikant Vilhelm Christesen – ja, uden n.

Under gudstjenesten må kirkegængerne på stoleraderne bruge teaterkikkert, hvis de vil studere altrets detaljer, for der er godt nok langt mellem alterbord og menighed. Men ellers er det let at tage herlighederne i øjesyn.

Øverst knejser det himmelske Jerusalem med bue og tårne. Under buen Jesus Nazarenus på korset. De 12 apostle med Jesus i midten udgør den midterste del. Jesus optræder med korsglorie og to løftede fingre som tegn på, at han både er Gud og menneske.

Fronten har felter med klip fra Jesu liv. Midt i det hele sidder Maria med Jesusbarnet, akkurat som i domkirkens gamle segl. Jovist er domkirken fra begyndelsen en mariekirke. Den blå er Vor Frues farve, og små øjne af blåt glas vidner herom.

Lidt læsestof får vi skam også. Rundt om den velsignende Jesus: “Jeg er vejen, sandheden og livet.” Under de mange fødder: “Jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som formedelst deres ord skulle tro på mig.”

Sikke et kunstværk.

Vi tænker os tilbage til 1910. En sommersøndag. Foran Borgvolds musiktribune danderer stokbærende herrer i jaketter, mens fruer og unge piger i lette kjoler med livbånd næsten kan flyve med deres store stråhatte. Oppe på scenen og vendt mod publikum dirigerer stabshornblæser Stuhr hele regimentsmusikken.

Regimentsmusikerne var også på plads den 14. juni 1896, da byen indviede stadsparkens friluftsscene. Bysbarnet, arkitekt Henrik Hagemann havde tegnet en overdækket tribune, der med sin barkede trækonstruktion i tyrolerstil mest af alt lignede et kukur.

I 1864 havde den senere slotsgartner ved Rosenborg Tyge Rothe lagt en plan for Borgvold som en romantisk lysthave. Gartner Carl Jacobson Brostrøm kom til at føre planen ud i livet og satte sit personlige præg på anlægget.

Carl Jacobson Brostrøm skal have æren for tribunen og det samtidige stråtækte toilethus, der ligger, hvor kanalen munder ud i søen. Kanalen med ø og broer er ligeledes hans bidrag til de fælles glæder.

En novembernat i 2005 brændte den hele herlighed uden så meget som et kuk. Måske med et langt suk, der udtrykte de mange salige stunder gennem 109 år. En ny friluftsscene måtte op, ingen tvivl om det.

Filmskaberen Nils Malmros optog i de år erindringsfilmen “Kærestesorger” i Viborg. Nils Malmros havde tænkt sig, at filmen skulle slutte med en studenterfest på Borgvold, og kom med på råd, da KPF Arkitekter skulle tegne afløseren. Den er i funkisstil og kunne godt have stået på stedet i filmens år, det vil sige i begyndelsen af 1960’erne.

Sankthansaften i 2008 var han både båltaler og den, der klippede snoren til den nye musiktribune over, hvilket skete med replikken: “I declare this stage for open.”

Den 35-årige styrmand Anton Henrik Løgstrup fra Drøsselbjerg mellem Kalundborg og Korsør købte i 1935 en nybygget motorbåd hos Nyborg Skibs- og Baadebyggeri. Den fik navnet “Hatona” og er i dag kendt som “Margrethe I” af Viborgsøerne.

Kun i to år ejede Anton Henrik Løgstrup – hvis slægt stammer fra gården Løgstrup i Fiskbæk Sogn – sin båd, som i øvrigt havde hjemhavn på Orø. Den kom den 3. november 1937 til at hedde “Margrethe” og var indtil 1969 knyttet til bådfarten på Lyngby Sø, Bagsværd Sø og Furesøen. Under samme navn var hun fra 1970 dambåd i Haderslev.

I den tidlige sommer 1990 ankom hun i ombygget og restaureret stand til Viborgsøerne. Nu skulle Viborg atter have byvandring til søs. Turistchef Jørn Grønkjær var den drivende kraft.

Som søernes sande dronning fik hun et ettal efter det gamle navn, om end nogle mente, at det så burde være uden et h. Men ifølge overtroen kan det være farligt at ændre alt for meget i skibes navne.

Allerede i 1919 fik Nørresø sin første udflugtsbåd, dog uden den store succes. Bådfører Valdemar Nielsen havde fra 1937 mere held med det gode skib “Rita”, men en krig kom på tværs. I stedet gjorde han “Rita” til kioskbåd i Salonsøen.

Efter krigen stævnede Valdemar Nielsen ud med “Najaden” og beholdt den flydende kiosk. På grund af sin flittige brug af hornet fik han tilnavnet “Dut-Valde”. I 1976 gik sejladsen med “Najaden” ind.

For en del år siden forliste “Margrethe I”, da hun ramte et undersøisk jernrør ud for Nørresøbadet. Det var nok godt, at rederiet havde respekteret overtroen, for skaden var til at overse og kun af materiel art.

“Breidablik” kaldte arkæolog Erik Levin Nielsen den vikingegård, der har ligget på St. Sct. Peder Strædes sydside. Navnet på guden Balders bolig passer så fint, for herfra har beboerne haft det brede blik. Et godt sted til det, der i begyndelsen af middelalderen brød ud af puppen som Viborgs første planlagte gade med huse, hegn og gærder.

Spor efter en halv snes bygninger fra vikingetiden fandt arkæologerne, da de i 1966 og 1967 gravede på det sted, hvor det dobbelte supermarked HB Comus i 1968 åbnede. At de i 1972-1974 kunne gå i dybden på grunden overfor, hvor sparekassen skulle anlægge en parkeringsplads, var dobbelt lykke.

På strædets nordlige side fandt de nemlig rester efter det, som vikingegården endte med at blive, nemlig en lille bydel med matrikler. Erik Levin Nielsen var ikke i tvivl om, at fremvæksten var mere end en tilfældighed. For ham var det indlysende, at en lokal stormand i kongens interesse var den styrende hånd – måske Bose fra Asmild. Det er ham, der optræder på Asmild Kirkes runesten.

Byrådet lod i 1872 en gammel vejstump i området fjerne, Sct. Mikkels Stræde. Den havde direkte forbindelse til Sortebrødre Kirkestræde og videre nedefter. Historikere gisner om, at Breidablik-bydelen og bydelen ved nutidens Brænderigård har haft en vej mellem sig. Også dannelsen ved søen er fra overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Fristende at knytte den islandske Gisle Surssøns Saga til gården ved St. Sct. Peder Stræde. Ifølge sagaen bor islændingene Gisle, Bjalve og Vésten i vinteren 961-962 hos Sejrhad i købstaden Viborg. Tilmed lader Gisle sig under opholdet kristne. De hygger sig gevaldig i den gæstfri Sejrhads stue. Nuvel, sagaen er sløret, men set fra Breidablik er sagen klar.

Historien om Viborgs store bybrand i 1726 kan stadig fænge. Blandt andet dedikerede Viborg Bryghus for nogle år siden en øl, Bryggerpigen Rose, til den tjenestepige, der fik skylden for branden.

Ret beset ved eftertiden ikke et kvidder om, hvad pigen hed. I sin digtcyklus om branden skriver Niels Peter Lindhardt om, at hun stod ved bryggerkedlen “som en blussende rose”. Så hvorfor ikke kalde hende Rose?

Ved 16-tiden den 25. juni 1726 er der fyr i lyngtørvene under ølkedlen hos handelsmand Peder Vandet, der holder til i Hjultorvets nordvestre hjørne. Købmandsgården strækker sig helt op til Vestergade langs Lille Hjultorvgyde. Den lille ild breder sig til et knippe lyng uden for kedlen.

Knippet har tjenestepigen kastet ned fra loftet, hvor hele det brandfarlige lager ligger. Ilden når at få fat, mens hun er optaget af at finde et nyt bundt, som hun kan kaste gennem lemmen. Barske vinde fra vestlige retninger og en knastør by efter lang tids tørke gør på ingen tid den lille flamme til et brølende uhyre.

Branden når sit højdepunkt, da det svære egetømmer i Viborg Domkirkes tårne i et brændende inferno hamrer ned i kirkeskibet og knuser hvælvingerne. Stormklokken, der har varslet om tidligere katastrofer, falder til jorden og får en revne, mens de tre andre klokker smelter bort.

71 bygårde og 78 huse i den bedste del af byen lå i aske, da ilden ved totiden natten til den 27. juni havde raset ud. Dertil kom domkirken, Sortebrødre Kirke, bispegården og rådhuset. Plus uerstattelige klenodier og arkivalier. Gråbrødre Kirke slap nådigt. Kun tårnurets trævisere brændte. Byen var nulstillet.

Tjenestepigen fik skylden, men nogen retssag kom det ikke til. Var hun helt alene, den stakkel? Hvorom alting er, tog det Viborg næsten 150 år at komme sig helt oven på den mislykkede ølbrygning. Den sidste historie om den sag er ikke brygget.

Beskedent buer Riddergade sig som et stykke Viborg af i går. En stump kom i overskud, da Ll. Sct. Mikkels Gade tromlede sig igennem som fremtidens ringgade.

På Resens Viborg-kort fra 1677 hedder hele det forløb, som Riddergade senere var en del af, Sct. Villads Gade. Først på et kort fra 1795 træder Riddergade i karakter. Den går da fra Sct. Leonis Gade til Brænderigården. Traps kort fra 1858 lader den gå ned til St. Sct. Mikkels Gade og sætter endnu et navn i omløb: Adelgade.

Historieskriver Ursin fortæller om en bybrand i 1567, at den fortærede mindst 100 adelsgårde, der lå mellem domkirken og søen. Ingen tvivl om, at adelens fine byboliger med rigelige haver dominerede dette kvarter, hvilket kan have ledt tanken hen på adelige riddere. Det talte nok også, at Hærvejens ryttere naturligt red den vej, når de havde passeret Sct. Mikkels Port.

Brænderigården for enden af gaden fik i 1734 et løft, da bygmester Johan Gottfried Hödrich for landstingshører Just Arctander stod for en ny hovedfløj. Den var da kendt som Just Arctanders Gård. Promenaden herfra langs søen mod syd hed en overgang både Ridderstræde og Den Philosophiske Gang.

Borgvoldgården er et andet gammelt navn for bebyggelsen. Det med brænderiet kom først ind med Haubro-familien i 1800-tallet. Den hviler på noget middelalderligt, som måske endda snuser til vikingetidens slutning. Har Knud den Store haft en kongsgård her?

Riddergades historiske idyl med hække, stengærder og et gårdanlæg er udpræget. I dag er det svært at forestille sig, at et stinkende og sodende uhyre af et gasværk fra 1858 til 1900 lå lige syd for Brænderigården, og at tugthuset knyttede sin næve længere nede.

I dag ligger Riddergade ligesom noget af vejen – og er netop derfor slet ikke af vejen.

Med startsted neden for Søbakken har Houlkær fået en “kvalitetssti”, den 4,1 kilometer lange Købkes Bysti. Hvor er det dog rigtigt at hædre justitiarius Christian Købke (1830-1911), thi han har en stor del af æren for, at naturen øst for Nørresø ser ud, som den gør.

Christian Købke kom fra Skjold sydøst for Horsens og gik den slagne vej forbi Sorø Akademi og jurastudiet i København. Derpå nogle år i Kultusministeriet, før Landsoverretten for Nørrejylland i Viborg havde bud efter ham. I ham havde retten en indsigtsfuld formand.

I en årrække sad han i Viborg Byes og Omegns Sparekasses direktion. Hedesagens lokale forkæmper nummer ét, Georg Morville, var sparekassens revisor. I øvrigt var denne også justitssekretær ved overretten. De to blev nære venner, og Morvilles engagement smittede.

Som medlem af byrådet kom Christian Købke til at sidde i beplantningsudvalget, og han nøjedes ikke med at sidde. Af egen lomme købte Christian Købke 50 tønder land med nøgne slugter og hedebakker mellem nutidens Kokildedal og Søbakke.

Fra 1870 og en halv snes år frem fik han tilplantet nøgenheden med nåle- og løvtræer. Noget af skoven kom til at bære det spøjse navn Granada, måske efter grantræerne og rollen som udflugtsmål. En del kom under plov, og det lille landbrug kom passende til at hedde Købkes Minde. Kommunen købte i 1970 arealerne, men gården fik lov til at stå indtil 1991. Et par rester ligger i skovbunden vest for Hyrdebakken.

Vores hædersmand var ugift og boede til leje i Sct. Mogens Gade 11. Bygårdens ejer ønskede at slå facadens puds af, så det originale bindingsværk kunne træde frem. Det modsatte Christian Købke sig. Nok var han en hedesagens foregangsmand, men ellers hadede han enhver forandring. Pudset kom nu væk. Han blev pænt boende, idet han sikkert i sit stille sind glædede sig over det fine murværk.

I en biografi læser vi om Christian Købke: “Han var en konservativ natur og yndede ikke det opsigtsvækkende.” Jeg vil tro, at han – ligesom med murværket – fint kunne forlige sig med en sti, der bærer hans navn.

Gad vidst, hvor mange brodne pander Bradepandebakken har på samvittigheden. Nok ikke så få. For år tilbage var den byens kælkebakke nummer ét. I folkedybet lever navnet endnu. En rest ser vi i Ll. Sct. Peder Strædes lille, blinde del oven for Sct. Jørgens Vej.

St. Sct. Peder Stræde hed i 1600-tallet Gamle Bradepande. Et gæstgiveri kan have haft en bradepande hængende som skilt. Eller også en pandesmed. Ll. Sct. Peder Stræde stod som Ny Bradepande eller Sct. Peder Stræde efter kirken, som lå her indtil 1529.

Da de to stræder i 1867 fik deres nuværende navne, optrådte de som Store og Lille Bradepande for henholdsvis St. og Ll. Sct. Peder Stræde. Hele plateauet var Bradepandebakken. Øverst på denne har arkæologer fundet rester efter Viborgs første rigtige bydel.

På en byvandring kom Viborgs forsvundne gadenavne på tale. Hele 13 helgener plus en falsk helgen stjæler billedet. En helgen var dog ikke tyven, da Pikkengans i 1867 kom til at hedde Kompagnistræde. Også her har et skilt nok spillet ind.

På Resens bykort fra 1677 finder vi Picken Gans, nok en forvanskning af de tyske ord for “pibende gås”, vel “piepsend Gans”. Dengang leflede vi gerne for tysk. Et værtshusskilt kan have pebet på sine hængsler og ledt tankerne hen på en gækkende gås. En mere raffineret version er, at skiltet har forestillet en fløjtespillende gås.

“Kompagnistræde” var en gestus, fordi byen to år før igen havde fået status som militærby. Desuden lod et lille kompagni af investorer Kompagnigården bygge. For min skyld kunne hele regimentet gerne vende om, så vi bare kunne få et par af de gamle navne tilbage. Nok et fromt ønske blandt alle disse helgener.

Da grev Camillo Strozzi den 6. oktober 1627 besatte Viborg med sine kejserlige soldater, var han ikke sen til at finde ud af, hvor han skulle bo. Camillo Strozzi slog sig ned i den store bygård, som i folkemunde hed Mageløs – Viborgs fineste.

En brand den 27. april 1615 havde lagt det meste af Sortebrødre Sogn ned. Peder Pedersen Løvenbalk, præst ved Sortebrødre Kirke, genrejste året efter bygården på den vestlige side af den gyde, der i dag hedder Mageløs. Til gengæld slap den gode præst for skatter og afgifter i tre år.

Den mageløse ejendom havde adresse ud mod Sct. Mathias Gade og strakte sig langs gyden. Den var i to etager, og så var den spanskgrøn. Snart hed strædet ikke længere Kirkestræde, men Mageløsstræde.

Nå, men det var altså her, oberst Strozzi opslog sit hovedkvarter. Han allierede sig med Viborg-vinhandler Hans von der Hude. Obersten og hans stab havde en ubændig tørst. De satte endda vagt ved vinhandlerens kælder. Ret hurtigt havde de nedsvælget beholdningen på over 700 liter og gravede forgæves efter skjulte reserver.

Panikken greb borgmestrene Peder Sørensen og Peder Ostenfeld. De havde det nu bedst med, at besætterne var holdt hen i en salig bimmelim. Af sted til en vinhandler i Randers sendte de Hans von der Hude. I et brev indestod de for betalingen. Han vendte tilbage med 160 liter.

Hen på sommeren i 1628 slap vinhandlerens tålmodighed op. Han fik ingen penge for de stadige leverancer. Strozzi indkaldte de to borgmestre til et møde i Mageløs. De sagde, at de ingen penge havde. Han belærte dem om, at de skulle opkræve en vinskat hos byens borgere.

Besætterne forlod i forsommeren 1629 Mageløs. Hans von der Hude stod som taberen. Penge havde han ikke set, mens han punktlig havde betalt sine leverandører. Som jeg kan regne det ud, bællede hærstaben omkring 9000 liter vin i sig.

Bytinget gav ham ret i, at byen skulle betale. Landsting og herredag omgjorde dommen. Det var så at sige hans egen krigsomkostning, fordi han havde lagt ud. Han måtte endda en tur omkring brummen, før han mirakuløst genrejste sig.

Mageløs-ejendommen spillede herefter en mere anonym rolle. I 1726 brændte det, der var tilbage af fordums skønhed. Men gyden er stadig Mageløs.

Sender en venlig tanke til biskop Otto Laub, der ankom til Viborg med en stor børneflok, men uden hustruen Susanne, som døde, netop som han i november 1854 fik ønskejobbet i Viborg. I stedet kom den elskelige “tante Rine”, enke efter Otto Laubs bror, til at holde hus i bispegården. Ud over de religiøse sager puslede biskoppen med kompositioner og har komponeret sange, valse og marcher.

Nok om det. Dagens emne er Bispestien. Otto Laub måtte gå med til at sælge sin have, så byen i 1874 kunne indvi den pompøse rådhusbygning, der overtog havens plads.

Før byggeriet strakte biskoppens private have sig mod nord. Nu kom hele bispehaven til at gå ned ad skråningen mod øst. Hermed kunne fællesskabet lade sig berige af den lille sti langs den nye have fra Stænderpladsen til Sct. Ibs Gade.

I de første år hed den Kammerherrens Sti efter amtmand, kammerherre Gottlob Emil Georg Frederik baron Rosenkrantz. Det forlyder, at det nok mest var fru Elisabeth, der holdt af at benytte stien. Men mon ikke også, at de sammen, ærbart arm i arm, har taget en promenade fra Amtmandsgården ved Nytorv til Borgvold?

Dæmningen fra 1855 mellem søerne og Borgvold-anlægget fra 1864 har gjort sit til at trække spadsereturene ad søerne og Overlund til. Det store anlægsarbejde i kvarteret havde dog den hage, at byen måtte sløjfe den gamle forbindelse bag om bispegården mellem Sct. Nicolaj Gade og Skolestræde, for her skulle den nye have være.

I sig selv er Bispestien ikke det store sus. Stengærdet til den ene side er interessant nok; parkeringspladsen til den anden er ikke noget at skrive hjem om. Men som bindeled mellem Borgvold og domkirkekvarteret er den uvurderlig.

Sognegården ved Viborg Domkirke stod færdig i 1997. Arkitektparret Inger og Johannes Exner har tænkt den som en nutidig bygning med indslag fra det historiske kvarter. Den holder sig lav mod vest og høj mod øst, så den matcher bygningerne til de to sider. En rigtig rumdeler.

Den består af en længe, en trappebygning af glas og en kube. Kuben ligner et kirketårn og flugter flot med Nytorvgyde. Johannes Exner strålede, når han talte om, hvordan lyset i vinduer og sprækker skulle strømme ud i kvarteret og fortælle om et rigt indre liv.

I 1989 spillede de kendte arkitekter ud med et dristigt forslag. En længe langs domkirkens nordside skulle via en rundbuet gallerigang stå i direkte forbindelse med kirken. Folkets dom var klar: “Helligbrøde.” En voldsom debat manede den idé i jorden.

Næste udspil fra Exnerne var en korsbygning nordvest for kirken. En bagtanke med den var, at de fire arme kunne gøre tre diffuse pladser ved kirken mere tydelige: Margretheplænen, Gammeltorv og Stænderpladsen. Et ønske, der har rumsteret, siden Viborg Borger- og Haandværkerforenings bygning på Gammeltorvs nordside i 1947 kom ned.

En borgergruppe samlede allerede under krigen ind til domkirkekvarterets forskønnelse og proklamerede: “Viborg Domkirke og dens omgivelser er et bybillede, der fastholder øjet og fryder sjælen.” Store ord, men kun 50.000 kroner kom i kassen.

I 1958 foreslog arkitekt Thomas Havning et byggeri på torvets nordside. I 1986 skitserede arkitekt Johan Otto von Spreckelsen et “Byens Hus” på samme plads. Begge kapaciteter. I 1992 tog arkitekt Jan Gehl kvarteret i øjesyn, og han advarede mod at lade små ånder komme til.

Da sognegården stod færdig, lå det i luften, at den kun var et delresultat. Inger og Johannes Exner sluttede sig til Havning og Spreckelsen, idet de også skitserede en bygning, der skulle gøre Gammeltorv til et torv. Byrådet kvitterede endda med et tomt byggefelt til de store ånder.

Nogle gadenavne er mere søgte end andre. “Skansebakken” er helt på sin plads. Sådan da. Den oprindelige Skansebakke lå cirka midt i Dumpen. En smal slugt gik mellem Skansebakken og plateauet med Sparretoft, ser vi på Resens kort fra 1677.

Den stejle gade Skansebakken fik sit navn i 1921 og fører fint tanken tilbage til den “gamle fortifikation med grave og volde” – som der står på det gamle kort. Med andre ord: byens befæstning.

Det er ikke godt at vide, hvor stor en rolle Skansebakken spillede i anlægget. I det mindste havde borgerne engang forbud mod at ændre på den. Netop i Dumpen – Store Dump – har stadsgraven været markant. For neden knækkede befæstningen mod øst ad Lille Dump og ned til søen.

I Lille Dump har et vandløb forstærket effekten. Oppe fra Slusen kom endnu et løb, og det er ikke umuligt, at Sct. Mikkels Port har ligget ved en voldgrav med vand.

En del husker med gru på, hvordan kørelærerne beordrede dem til at vende på den stejle Skansebakke. Ikke noget med at røre kantstenen. Hold bilen i koblingen. Så var det lettere at holde skansen.