Kategori: Tankegang

“Lysets engel går med glans.” Solens guddommelige lys stråler også fra Viborg Domkirkes 10 menneskehøje bronzeengle. Otte er med klaser af lys og sidder i hovedskibet, mens to med lyskranse skiller sig ud i apsis.

I begyndelsen af 1907 åbnede byens elværk. I 1911 kom domkirken med på nettet. Indtil da havde 1876-kirken klaret sig med store kandelabre, formet af arkitekt Hermann Storck. Mens Joakim Skovgaard & co. fra 1901 til 1906 arbejdede med freskomalerierne, oplyste gaslamper kirkerummet.

Os fra gas er ikke i længden godt for billedkunst. Joakim Skovgaard var opmærksom på elektricitetens velsignelse. Sammen med arkitekt Thorvald Bindesbøll designede han lysenglene. Som forbillede havde de den ranke skikkelse i den oldgræske skulptur “Vognstyreren fra Delfi”.

Joakim Skovgaard var husholderisk med sin bevilling og stod med 21.830, 99 kroner, da freskerne var færdige. Pengene skulle komme kirken til gavn. De udmøntede sig i glasmosaikkerne i vestfront og apsis plus de 10 lysende engle. Bindesbølls sans for det dekorative afspejler sig også i mosaikkerne.

De malede ranker i sideskibenes hvælvinger er ligeledes Bindesbølls aftryk. I det hele taget benyttede Skovgaard sig meget af vennens hjælp. Rosetterne i fresken med Himmeriges gyldne fløjdøre kom først til vægs, efter at den formsikre arkitekt havde modelleret et oplæg i gips.

For nogle år siden satte en lokal elektriker et sindrigt system af spotlights op. Men det er stadig englenes opgave at sprede “glansen fra Guds himmel”.

Lund Domkirke i Skåne er en slags storesøster til Viborg Domkirke. Historisk og arkitektonisk har de meget til fælles. Oplagt, at de to byer er venskabsbyer.

Domkirken i Lund har en sarkofag med ærkebiskop Anders Sunesen, der døde i 1228. Lægger vi i tankerne et låg på stenkisten i Viborg Domkirkes nordre kryptkapel, kan de to minde om hinanden. Også den har med sikkerhed huset en betydningsfuld person, men beboeren er ukendt.

Byggesten for byggesten gav stenkisten i Viborg sig til kende i 1863, da bygningsarbejdere brød kirken ned. Den var hugget til byggesten i koret. I 1730-kirken adskilte mure tværskibets midterste rum fra de to korsarme, og i dem skjulte kisten sig. Tilsyneladende uden respekt, men dog centralt i kirken.

Da kyndige hænder fik samling på stenene, viste de sig at komme fra én og samme kampesten, hvilket er enestående. Akkurat som kisten i Lund har den et lille rum til hovedet og afløbsrender til ligvandet. Det er nærliggende at tro, at de er jævngamle.

Eskil, Svend og Niels var biskopper, mens den romanske Viborg Domkirke rejste sig, og var værdige til en plads i stenkisten. De døde i henholdsvis 1132, 1152 og 1191. Men det var vel også Kjeld, kirkens egen helgen, død i 1150? Sidstnævntes jordiske rester kan i givet fald ikke have ligget længe i kisten, for da han i 1189 fik status af helgen, blev han skrinlagt i eget kapel.

Yderligere en kandidat kan være den vældige biskop Gunner, om hvem vi blot ved, at han efter sin død i 1251 fik hvile foran Sct. Kjelds Kapels alter.

Denne ærkebiskop Sunesen var ham, der med hænderne i vejret fik Dannebrog til at falde ned fra himlen den 15. juni 1219. Hvert år den 15. juni sætter svenskerne et dansk flag ved Sunesens sarkofag. Lad os også kippe med flaget for den evigt ukendte i Viborg.

Politimanden Eigil Holst var dansk litteraturs første krimihelt. I detektivromanen “Hvad skovsøen gemte” fra 1903 og i flere kriminalnoveller lader forfatteren Palle Rosenkrantz Eigil Holst boltre sig i gåder. Vi får at vide, at Eigil Holst er fra Viborg.

Baron Palle Rosenkrantz var et skud på adelsfamilien Rosenkrantz’ tykke stamme. At han fik Viborg i tankerne, da han skabte sin helt, er næppe så tilfældigt, for Rosenkrantzerne har op gennem historien haft meget at gøre i magtens ting- og stiftsby.

Området nord for domkirken, hvor nu Stænderpladsen er, bærer også Rosenkrantzernes adelsmærke. Her lå fra omkring 1100 til 1440 Marieklostret. Rigsråd Jørgen Rosenkrantz overtog i 1585 dele af klosterkomplekset. Inden da havde det haft en tid som bispegård, og fra 1576 var det adels- og domhus.

Magten kom for alvor til Viborg, da Iver Rosenkrantz i 1724 af en lektor købte bygården nord for domkirken. Frederik den Fjerde havde sat hans ellers strålende karriere på pause og forviste ham i 1723 til Viborg, hvor han fik rollen som stiftamtmand. For Viborg en gevinst. Iver Rosenkrantz tegnede sig ene mand for 20 procent af byens skatteindtægter.

Efter at den gode del af Viborg i 1726 brændte, sendte Iver Rosenkrantz et bønskrift til kongen og kaldte sig majestætens “tropligtskyldigste tjener”. Han bad på byens vegne om hjælp. Det var ikke uden betydning, at han havde gode kontakter i magtens centrum. Året efter købte han stamsædet Rosenholm, så ham skulle ingen have ondt af.

I 1730 kom Christian den Sjette på tronen, og Ivers intermezzo i Viborg var forbi. Denne dannede og elskværdige mand havde i en svær tid været god for byen. Snart var han Danmarks stats- og udenrigsminister. Den genopførte rest af adelsgården førte en stille tilværelse som stiftelse for adelige frøkener og enker.

Andre boller kom på suppen fra 1812 til 1832, da bygningen blomstrede op som skuespilhuset “Dramatikken”. I 1834 måtte huset falde til fordel for Stænderpladsen.

Blandt flere andre Rosenkrantzer i Viborg fortjener også baron Gottlob Rosenkrantz et par ord. Han var fra 1866 til 1879 stiftamtmand i byen og kom til at lægge navn til Kammerherrens Sti, nu kendt som Bispestien. Farbror Christian springer vi let hen over. En kort tid var han landsdommer i Viborg, men mistede på grund af “forsømmelig embedsførelse” sin bestalling.

Murermester og blytækker Christian Gullev (1806-1892) fra Viborg var helt igennem selvlært, men han fik alligevel lov til at aflægge svendeprøve. Som blytækker faldt det i Christian Gullevs lod at tække 1876-domkirken, og han var kendt for at udføre halsbrækkende øvelser på tagryggen. Ja, han stod vistnok også på hænder.

Arvtagere lagde i 1970’erne nyt bly på kirken. De fandt et blyindkapslet brev fra deres forgænger, der meddelte, at han havde “fuldført domkirkens arbejde fra begyndelsen til enden”. Nogle år før havde blytækkere på samme vis fundet en hilsen fra Gullev under Ravnstrup Kirkes bly: “Nu ormen mig æder, og sjælen Gud glæder.”

Under den store brand i 1726 smeltede domkirkens bly. Bygmester Claus Stallknecht stod for at genopføre den. I første omgang betingede han sig, at han kunne udvinde og snuppe blyet, idet den genopførte kirke skulle være med sorte tagsten. En opgørelse viste, at han kørte 4275 kilo bly væk.

Men stiftsprovst Christen Tychonius pressede på for at få bly. Under alle omstændigheder var det gamle bly ikke meget bevendt. Efter flere brande og omsmeltninger var det sort og porøst. Det lod sig hverken folde eller bukke.

Den ihærdige Tychonius fik sin vilje igennem. Friske forsyninger på henholdsvis 4800 kilo og 9600 kilo kom til. Sådan gik det til, at 1730-kirken havde bly på apsis, hele sydsiden og på tårnenes kalotter.

Christian Gullev er i dag mest kendt for sine mange tegninger og skitser. Han var besat af den lokale historie og benyttede enhver lejlighed til at dokumentere, hvad han fandt i og over jorden. Den var helt gal med perspektivet. Det tog blytækkeren ikke så tungt, og i dag er hans tegninger guld værd.

Joakim Skovgaard var en blot 17-årig malerlærling, da han i 1874 fik lov til at male en profet på Viborg Domkirkes jomfruelige træloft over hovedskibet. Ganske vist én af loftets 12 små profeter, men han lagde sjæl i arbejdet og skabte en Joel, der godt kunne ligne hans far, guldaldermaler Peter Christian Skovgaard.

Arkitekt Hermann Storck, historiemaler Frederik Christian Lund og malermester Carl August Weber hentede inspirationen fra Sct. Michaels Kirke i tyske Hildesheim, da de formede loftets dekoration i Viborgs nyromanske domkirke. Det bestod af syv afsnit med bibelske motiver, garneret med fire store profeter og de nævnte 12 små.

Den unge Skovgaard kunne ikke så godt vide, at han små 40 år senere skulle være med til at tildække hele dekorationen og male en ny. Kunsthistoriker og kunstner Karl Madsen var klar i mælet i 1909, da han i gigantbogen – den måler 53 gange 42 centimeter – om Viborg Domkirke vurderede det Lundske loft: “Kirkens harmoni kræver ganske utvivlsomt et andet loft i en anden stil, et loft, dekoreret af Joakim Skovgaard.”

Karl Madsen medgav, at det miskrediterede loft kunne være godt nok for sin tid. Men imponeret var han så langtfra og talte om “fantasifattige fremstillinger”. Efter at Skovgaard og hans medhjælpere havde malet den enorme billedbibel, faldt det i overført betydning helt til jorden. Ifølge Karl Madsen var det mere håndværk og geometri end kunst.

I 1912 vendte Joakim Skovgaard stærkt tilbage til Viborg. Han havde en bevilling i ryggen. På et stort stillads malede han sammen med Niels Larsen Stevns og Viggo Madsen en ny dekoration.

Mens den oprindelige version holdt sig tæt op ad forbilledet i Hildesheim, var den nye en friere tolkning, dog med de samme motiver. Lunds loft eksisterer stadig under det nye af mahogni. Det kan man da kalde kunst med dobbelt bund.

Nærmest liggende på stilladset malede de tre malere med klare oliefarver, og i 1913 kunne de melde færdigt arbejde. Det nye loft spiller sammen med freskerne. Desuden vender de nye ansigter imødekommende mod vest, modsat de gamle.

Myterne om mordet på Erik Glipping i Finderup Lade lidt sydvest for Viborg natten til fredag den 22. november 1286 lever. Lige så bestandigt har kongens hvilested foran Viborg Domkirkes højalter været, brande og forfald til trods.

Erik Glipping er som den eneste danske majestæt begravet i domkirken. Det lå ligefor at føre liget fra mordstedet til den kirke, hvori danskerne juledag i 1259 kronede ham. Han var blot 10 år, da han fik kronen på hovedet, og Margrethe Sprænghest, hans mor, var i begyndelsen formynder.

Da mordet fandt sted, var Viborg Domkirke genstand for en kirkestrid. Domkirkens valgte biskop sad i det fangehul, som en modbiskop havde puttet ham i. Trods alt fik han en begravelse, der var en konge værdig. Svøbt i silke og med sko af udhugget læder lå han i en blybelagt trækiste. En forhøjning var muret op af munkesten. I en lille sølvæske på hans bryst lå et nadverbrød.

I lang tid lød sjælemesserne for den døde Erik. At en “vådesang” skulle have holdt ved helt til cirka 1700, er dog noget af en journalistisk stramning. I 1600-tallet fik graven en træramme med krummelurer og jagtmotiver. I 1708 måtte den rykke lidt mod vest, så koret fik plads til en landemodesal.

Brandene i 1501, 1567 og 1726 var hårde, men en vis samling på de kongelige rester var der trods alt. I 1863, da den faldefærdige kirke skulle give plads til en ny, var det slut med en forhøjning. Domkirkearkitekt Hermann Storck tegnede den mindeplade, der stadig ligger i gulvet.

Frederik den Syvende ønskede at komme til bunds i, hvor meget af kongen og udstyret der var tilbage, Ikke meget, skulle en undersøgelse vise. Tre tænder, nogle knogler, en signetsten og lidt af det kongelige slagsværd var alt.

I nogle år lå knogler, tænder og en stump af sværdets håndtag i et skrin, som domkirken tog vare på. Nationalmuseet overtog efterladenskaberne, indtil folk i Viborg ønskede dem tilbage. For dem var det ikke nok med Storcks mindesten.

I 1956 fik kirken et nyt gulv af ølandsfliser, og to særlige fliser ved siden af mindestenen dækker over en blyæske med løsdelene. De kom tilbage til Viborg som en anbefalet banepakke. Ud fra de få spor kan selv den dygtigste detektiv ikke finde frem til hans banemand.

”Giv lyd!” Når børnene leger gemmeleg, kan et lille, hørbart livstegn være nødvendigt. Det ægte Viborg, den filur, holder af at gemme sig, men lader sig gerne finde. Den giver lyd. Domkirkens klokker benytter den flittigt, når den skal give sig til kende.

”Kærestesorger”, Nils Malmros’ filmiske epos om studenterår i Viborg, begynder ganske passende med klokkeklang fra domkirken. For viborgensere en velkendt lyd, for andre en velvalgt markør.

Klokkestøber Caspar Kønig, tysk klokkestøber, der bosatte sig i Viborg, støbte i 1730 tre klokker til Viborg Domkirke. Malmen havde han fra de gamle klokker, så klokkerne lyder af noget endnu ældre. Den største er en kleppert på 145 centimeter i diameter. Støberiet nederst i Ll. Sct. Mikkels Gade var travlt, og i det mindste 46 danske kirkeklokker bærer Caspar Kønigs mærke.

Efter bybranden i 1726 kom Caspar Kønig til Viborg fra Danzig. I 1728 og 1729 støbte han af Sortebrødre Kirkes smeltede klokker to nye. Den 17. november 1729 gav kirken for første gang lyd efter branden.

Turen kom til Viborg Domkirkes bortsmeltede klokkemalm. Kønigs klokker toner den dag i dag, to fra det sydlige stortårn og én fra det nordlige. Nordtårnets kleppert har blandt andet til opgave at give timeslagene. Alle bærer inskriptioner, og den mindste sidder med ønsket om, at den “må hænge her til verdens sidste tid”.

Caspar Kønig lod sig i 1730 vie til den unge enke Sidsel Johansdatter, og med hende fulgte ejendommen i Ll. Sct. Mikkels Gade. Han ejede også tre tønder land lige uden for Sct. Mikkels Port, og dette tilliggende hed længe efter hans død i 1780 Klokkestøberens Toft.

Ifølge en beretning fra Viborgs borgervæbning gik Caspar Kønig engang grassat i en sådan grad, at han i hele 14 dage skulle have bevæbnet vagt hos sig. Galskaben klingede af, og hans klokker klinger af fred.

En kunstfærdig smedejernsdør adskiller det hvælvede gravkammer under Viborg Domkirkes nordvestre tårn fra os levende, der kan skimte fem kister indenfor.

Krags Kapel rummer søskendeparret Elisabet og Kield Krag samt de respektive mager, Hans Juel og Sophie Krabbe. Den femte kiste gemmer ritmester Iver Krag, der under den skånske krig mistede livet ved Malmö. Han var Sophie og Kields søn.

Kapellet er fra 1665. På de tider ejede Kield Krag en adelsgård lige op ad selvsamme nordvestre tårn. Bygården brændte i 1726, men lang tid efter var stedets bygning kendt som Kield Krags Gård. Komplekset måtte i 1875 falde, for at den nyromanske kirke kunne få luft omkring sig, og havde i sine sidste år en rolle som hjemsted for Viborg Borger- og Haandværkerforening.

Som en del af den flotte låges udsmykning optræder våbenskjolde for de adelsfamilier, hvis slægtsbånd lader sig knytte i kapellet. Krageslægtens våben er med tre krager i bunden og en stor, flyvefærdig krage på hjelmen øverst. “Reden” var Trudsholm ved Mariager Fjord.

Undervejs i sin lange historie har domkirken tabt en hel del af sin historie, men det ville være synd at sige, at den er historieløs. På den vestlige væg finder vi for eksempel også seks trærelieffer, som var en del af 1501-kirkens korstole.

Lokalhistoriker Ursin beretter i sin Viborg-historie om tre håndværkere, en snedker, en murer og en smed, der i 1770’erne fik til opgave at bortskaffe mange begravelser fra domkirkens indre. Det var ikke artige sager.

Skeletterne dyngede de op på kirkegården, kisternes egeplanker gjorde gavn i diverse brønde, mindestenene gjorde de – med bagsiden op – til gulv, og de ædle metaller fra dødningene overlod de til en guldsmed. Guldsmeden rejse til Holland og solgte hele molevitten. Da han kom hjem, fik han sjælekvaler og hængte sig.

I gravkapellerne stod kisterne dog urørte. De udgør den dag i dag en del af kirkens historie. Tag nu det lille kapel i korets sydmur. Her ligger baronesse Johanne Marie Rüse og ryttergeneral Gregers Daa, der med tre dages mellemrum døde i 1712. Hun døde af lungebetændelse, han kom i vejen for en svensk kanonkugle under slaget ved Gardebusch. Også en lille kiste med den knap toårige Johanne Marie Kruse, der var baronessens barnebarn efter det andet af tre ægteskaber, står i rummet.

Fra begyndelsen havde Daas Kapel hjemme i domkirkens kapitelhus, der lå ved korets sydside. Det delte skæbne med resten af kirken ved at være i en elendig forfatning. Efter den store brand i 1726 var domkirken et sminket lig. Allerede i 1828 kom kapitelhuset væk, mens resten ventede til 1863.

En overgang stod kisten med mumien af guldmager Valdemar Daa, Gregers’ far, sammen med de andre, men nu står han for sig selv i det sydlige kryptkapel. Faderen døde dybt fattig, mens sønnen i 1703 var i stand til at købe Hald Slot, som han flyttede og fornyede.

Med general Daa uddøde en adelsfamilie med rødder tilbage til midt i 1300-tallet. Året før han døde, fik han dog en søn uden for ægteskab, og grenen efter Gregers Gregersen Daa lever i bedste velgående som en borgerlig slægt.

Parret Daa ligger i flotte, drevne kobberkister, og forskellige effekter, heriblandt tre religiøse figurer, gør det lille rum ganske levende.

Domkirkens syvarmede lysestage er så kendt og sjælden, at den har et navn, Lyskloven. En klov – eller klove – er en lyseholder og har vel sit navn, fordi en “klo” holder lyset fast.

I den store ordbog læser vi om en lysklove, at den “er en stor, flerarmet lysestage fra middelalderen, især (som) de, der står på gulvet i Viborg og Ribe Domkirke.”

Viborgs skinnende eksemplar er fra 1496 og kom til verden i Lübeck, skabt af messingstøber Dirch Rob. Kannik Peder Povlsen ved Viborg Domkapitel bestilte og bekostede den. På de tider var adelsmanden Niels Glob biskop, og han fik sit våben, en ørn med udspilede vinger, med på stagen.

Et tredje navn optræder på den. Klokkestøber Caspar Kønig var kommet til Viborg efter den store brand i 1726. Ikke nok med, at han støbte to klokker til Sortebrødre Kirke og tre til domkirken; han reparerede også Lyskloven, der lå i en miserabel stand i den rygende ruinhob.

Det er bemærkelsesværdigt, at dette prægtige stykke inventar også overlevede brandene i 1501 og 1567. Kun døbefonten står på samme vis som et tavst vidne fra den katolske katedral. Den 280 centimeter høje lysestage knejser nærmest uanfægtet på sine tre løver.

Den er med en bogstol, der til overflod er prydet med et ansigt, formet som en sol. Vi hører om, hvordan disciple ved latinskolen sang for ved klokken to-gudstjenesten, og at de havde deres sanghæfte til at sidde på lysestagens bogstol.

Kannik Povlsen sørgede også for penge til driften. Indtægter fra gården Herkegård ved Mammen skulle sikre, at kirken kunne holde Lyskloven i fin stand og indkøbe de dyre lys.

Det var ikke ualmindeligt, at gårde og marker var knyttet til kirkernes stager, hvilket en del stednavne med “lys” vidner om. Blot til almindelig oplysning.

“Gik alle konger frem på rad …” Gad vide, om kunstneren har haft Brorsons salme i tankerne, da han malede ni regenters kontrafejer på Asmild Kirkes pulpitur. Nuvel, siden 1703 har kirkegængerne kunnet betragte fire gange Christian, fire gange Frederik plus en enkelt Hans.

På den tid var Frederik den Fjerde på tronen, så han har fået den fremtrædende æresplads i midten. Symmetrien gjorde, at Christian den Anden ikke kom med. I nogles øjne hørte han heller ikke hjemme i det gode selskab. Kunstneren er nok Jens Jensen Thrane, far til Mogens Christian Thrane. Sønnen var ham, der malede emblemmalerierne i Sortebrødre Kirke.

Ikon- og emblemmalere brugte grafiske forlæg, som de fandt i bøger. Det samme gjaldt kongemalere. Den latinske tekst fulgte med, og malerne har ikke altid været stive i latin. Kunstneren bag de oldenborgske regenter i Asmild Kirke fandt de fleste i en bog fra Christian den Fjerdes tid.

Ikke blot Christian Firtals motto står at læse, men også: “Lever, regerer, har det godt” – altså på latin. Da havde han været død i 55 år.

I 1703 regerede parret Charlotte Amalie Gyldensparre og Hans Lange på Asmild Kloster. Kirken var en del af godset, og parret gjorde meget for at højne standarden. Både korgitteret og pulpituret kom op på deres initiativ.

Manden var langt ældre end hun, og Charlotte kom til at sidde som enke i 46 år. Hendes hjerte bankede for det historiske sted. Efter en brand lod hun godset genopføre, nu som et anlæg i bindingsværk.

I 1736 ved 200-året for reformationen sørgede hun for, at orglet fik en ny facade. Et godt gæt er, at kunstneren nu var Mogens Christian Thrane, der således fik lov til at sætte kronen på faderens værk.

Nærmest kalejdoskopisk spiller farverne i Sortebrødre Kirkes tre hvidkalkede vinduesnicher i korets østvæg. Siden 1906 har lyset fået lov til at lege i de blyindfattede, farvede glasglugger.

En stærk alliance mellem kunstneren Joakim Skovgaard, formgiveren Thorvald Bindesbøll og glasmesteren August Duvier skabte på de tider ikke blot glasmosaikkerne i Sortebrødre Kirkes tre gotiske vinduer i østgavlen; den stod også bag en lidt tilsvarende dekoration i Viborg Domkirkes korrunding og mosaikken med de to syngende engle mellem domkirkens vesttårne.

En mosaik som Sortebrødre Kirkes er egentlig et stort puslespil med hundreder af farvede glasstykker som brikker. Da den kom op, var den et farverigt indslag, men den fik samtidig koret til at tage sig noget dunkelt ud. Dengang var koret uden sidevinduer.

Mellem 1912 og 1917 stod arkitekt Helge Bojsen-Møller for et omfattende arbejde, der skulle bringe kirken nærmere den oprindelige udgave. Som noget af det første gendannede håndværkerne tre høje vinduer i korets nordlige væg og ét i den sydlige. Egentlig ville arkitekten have rekonstrueret østgavlen, men det fik han ikke lov til. Der var nemlig ingen gamle spor at gå efter.

De fire ekstra vinduer i koret fik også farvede ruder, og det var til Det Særlige Kirkesyns store mishag. Kirkesynet var heller ikke begejstret for Bindesbølls tre farverige indslag. Det ønskede – med Goethes sidste ord – “mehr Licht”, mere lys.

Der skulle dog gå en del år, før kirken efterkom ønsket. Men kun med klart glas i de fire vinduer. Bindesbølls mosaikker vovede ingen at røre ved.

Blandt Sortebrødre Kirkes 200 emblemmalerier udvalgte billedkunstneren Kjeld Heltoft to til bogen “… og så til Viborg”, hvori han i tegninger hylder Viborg, nemlig “Fugl Fønix” og “Hjertespotteren”.

“Hjertespotteren” på én af det nordre sideskibs stolestadelåger er atypisk ved ikke at have et citat fra Biblen. Den symbolske valør er til gengæld klar nok. Billedet forestiller en grum spottefugl, der sender verbale giftpile mod et hjerte. Men hjertet lader sig ikke kue, for en gylden ring beskytter det; det er troens ring.

I 1734-1736 malede vandremaleren Mogens Christian Thrane (1697-1764) de symbolske tableauer på Sortebrødre Kirkes stolestadedøre og vægpaneler. Hans far gjorde i samme genre, og en søn førte traditionen videre. Inspirationen hentede han mest i tyskeren Daniel Cramers emblembog fra 1624.

Det lille dynasti af malere havde rod i Ålum vest for Randers. Allerede i 1702 havde fader Jens Jensen Thrane vist sin kunnen, da han smykkede en stue i Viborg Bispegård med scener fra den klassiske mytologi. Værkerne gik til under storbranden i 1726.

Langt de fleste af malerierne er allegorier, det vil sige lignelser, der har været til at forstå for almindelige kirkegængere. Gode at have med sig, når præstens tale gik hen over hovedet. Men Mogens Christian Thrane har også fundet plads til et maleri af Sortebrødre Kirke, som den tog sig ud i den restaurerede udgave efter den nævnte brand.

I bogen “Emblemmalerierne i Sortebrødre Kirke” gennemgår sognepræst Hannah Lyngberg-Larsen samtlige 200 værker, hvoraf langt de fleste er tilgængelige i kirken.

I sine 10 sidste år boede kunstneren præsentabelt i Sct. Mogens Gade 8. Dødsboet viste, at han var en både flittig og alsidig kunstner. Ikke alt i det store lager af efterladte værker var absolut stuerent. Hvordan lader for eksempel en munk, der pisker et fruentimmer i rumpen med en rævehale, sig tolke?

I sig selv er Sortebrødre Kirkes trefløjede skabsaltertavle enestående. Men at dette pragtværk fra først i 1500-årene åbenbarer en ypperstepræst med klemmebriller, kan nok få én og anden til at gøre store øjne.

Manden med brillerne er ham, der med tungen lige i munden omskærer det lille Jesusbarn. På Jesu tid måtte folk se langt efter optiske hjælpemidler. Vi skal allersidst i 1200-tallet, før europæerne havde lært at bruge linser for at bøde på et svagt syn. Det tidligste billede af en person med briller er vistnok et italiensk maleri fra 1352. Svenskerne kan fremvise et kalkmaleri fra 1450 af Abraham med “glasögon”.

De ukendte kunstnere fra Antwerpen understreger med brillerne, at det ikke bare har krævet en sikker hånd at omskære Jesus, men også et klart syn. Et anstrøg af humor udstråler tableauet vel også.

Meget tyder på, at Christian den Anden købte alteret til sin slotskirke, da han i 1521 besøgte Antwerpen. Kongen havde tætte bånd til Nederlandene. Her stod det, indtil Frederik den Fjerde ændrede slottets kirke efter pietistisk mønster. Det skete meget passende, da Sortebrødre Kirke under restaurering råbte på et nyt alter.

Fragtmanden kom til Viborg med alter og alterfod den 26. maj 1728, og den 25. juni samme år genåbnede kirken efter den storbrand, der nøjagtig to år før havde lagt den bedste del af byen øde. Kongens gave var i allerhøjeste grad kærkommen.

Tavlens midterparti består af 89 udskårne, bemalede og forgyldte figurer i egetræ. De spiller sammen med malerier på de to åbne fløje. Når lågerne er slået i, taler andre malerier til beskueren. Alt i alt udtrykker alteret Jesu fødsel, liv og død – og da ikke mindst selve passionen, lidelseshistorien.

Det hele er nok værd at kaste et blik på.

I februar 1529 tog reformator Hans Tausen i Viborg ned til Frederik den Første på Gottorp Slot. Med sig tilbage havde Hans Tausen det kongebrev, der i kopi hænger på Sortebrødre Kirkes nordvæg. Nok det vigtigste dokument i byens historie.

Allerførst i 1529 brændte en del af Viborg, og flere af de 12 små sognekirker tog skade. Byens råd bad så mindeligt kongen om lov til ikke at genopføre kirkerne. Tværtom ønskede rådet alle kirkerne revet ned. Ønsket hang tæt sammen med, at den lutherske vind pustede til ilden i Viborg.

På et forseglet, flot kalligraferet ark henvendte kongen sig per den 23. februar 1529 til “elskelige” borgmestre, byråd og borgere. Han forstod godt, at den tyngede by ikke kunne klare at holde gang i de mange kirker. Nu skulle sortebrødrenes og gråbrødrenes bedekirker være sognekirker. Byen fik kongens velsignelse til at “ødelægge de andre unyttige kirker”.

Det lod viborgenserne sig ikke sige to gange. Den katolske biskop Jørgen Friis noterede allerede den 17. marts, at det var sket.

Byen var i den grad parat til dette skifte. Mellem linjerne fik Viborg lov til at gå over til den lutherske lære. Jørgen Friis fnøs og ønskede at være den djævel, der i Helvede kunne plage Frederik den Førstes sjæl. Hans Tausen og kampfællen Jørgen Jensen Sadolin indtog som sognepræster henholdsvis Gråbrødre Kirke og Sortebrødre Kirke.

Kongen tog sig dog betalt. Kronen skulle have halvdelen af blyet og klokkemalmen. Den anden halvdel kunne byen få. Desuden indsatte han adelsmanden Jens Hvass, der var hans betroede mand i Viborg, som Sortebrødre Klosters bestyrer. Samme Jens Hvass kom senere lidt uheldigt på oprører Skipper Clements side og røg vistnok med i købet, da Clement den 9. september 1536 fik bøddelens økse at smage foran Viborg Domkirke.

Hans Tausen og Jørgen Jensen Sadolin fik andre opgaver og forlod Viborg. Sidstnævnte endte som biskop i Odense, men glemte ikke sin fødeby, da han kaldte sig Jørgen Jensen Vibergius – ét af flere mulige latinske navne for “Viborg”.