I Viborg Kirkegårds afdeling K’s nordvestlige hjørne står tre høje cypresser. De markerer en gammel benkule.
En nu afdød medarbejder ved kirkegården kunne berette om, hvordan et anlægsarbejde i domkirkekvarteret for år tilbage gjorde det nødvendigt at køre en større sending opgravede skeletter til kirkegården, nærmere bestemt til det nævnte hjørne. Siden har graverne undladt at lægge nye grave her.
Mon ikke den lille lund er stedet, hvortil kuskene i 1918 kørte fem til seks vognlæs skeletter? Hvor ellers? Arbejdet med Vestre Landsret gik durk igennem den sløjfede Gråbrødre Kirkegård. Gravfreden var slut for dødningene, men de fik trods alt et nyt hvilested i indviet jord. Det var før, arkæologerne fik førsteret.
“Lad de døde begrave deres døde,” hedder det med en bibelsk metafor. Livet frem for alt. Men gravminder er ikke bare en død ting. De kan have så meget at sige de levende.
Jeg har læst om en farlig palaver, der blev, da digterpræsten Steen Steensen Blichers gravsted på Spentrup Kirkegård sygnede hen i et vildnis uden selv det mindste mindekors.
Folk samlede herpå ind til en værdig sten. Sagen greb imidlertid om sig. Nu skulle Viborg også have en mindestøtte.
Men trægt gik det alligevel. I 1864 – efter 16 år – fik gravstedet en sten, og i 1866 fik Viborg et minde, en liden buste på en høj sokkel af domkirkegranit. Den dag i dag taler Blicher-monumentet til Latinerhavens gæster. Og det er der ingen ben i.