I manges ører har ordet “vildnis” nok en skidt lyd. Det klinger af en tæt, forsømt bevoksning. Men i en tid med mange regelrette og golde funkishaver kan det være befriende med lidt vildskab.
I middelalderen lå egeskoven Bymænds Ris sydvest for Viborg. Den var byrådets og domkapitlets fællesskov. Nogle tog “fælles” lidt for bogstaveligt. De forsynede sig rigeligt med træ og bark. Selv om natten og i kirketiden.
Råd og kapitel klagede til kongen; han slog fast, at der ikke var frit slag for skovhuggerne. Men fældende beviser pegede på, at rovhugsten fortsatte.
Efterhånden lå Bymænds Ris hen som et vildnis af forrevne krat. Væk var skoven. Senere tider fik dog skik på skoven, der i dag er kendt som Viborg Krat. I mange år vogtede en kratfoged over krondyr og trækroner.
Jeg mener, at vi roligt kan satse på flere vildnis som Bymænds Ris. De er i tidens vild med vilje-ånd, som heldigvis byder den nøgne funkis trods. Slet ikke så få pletter i by og på land er allerede med vildnis. I grunden skal der ikke så meget til, før den er hjemme.
Ifølge den store, gamle ordbog er vildnis “uden indgriben af mennesker”. Men uden økser, save og sakse ender vel selv det tætteste vildnis med at gå i højden som skov. Historien om Bymænds Ris viser, at dette lave grenværk er menneskeværk.
Som alle kvikke drenge i 1960 svarede jeg “lokomotivfører eller brandmand”, når voksne spurgte til den seksåriges karriereplan. Nok mest det sidste, for familien boede i Skottenborg, tæt ved brandstationen. Det var dengang, brandbilerne sagde babu-babu og havde gule udrykningsflag.
Og brandsirenen på stationens tag, ikke at forglemme. Her havde den siddet siden 1923. Al leg måtte stoppe, når sirenen lød. En enkelt tuden gad vi ikke rigtig løbe efter, men to gange fik os til at spæne. For ikke at tale om de sjældne tre. Hen til portene, der nu gik op. Fra alle hjørner kom håndværkere cyklende. De fleste brandfolk var tilsyneladende håndværkere. Når de var mange nok, drønede brandbilerne ud ad portene. Babu.
Jeg havde en legekammerat, der boede i stueetagen. Hendes far var håndværker – og brandmand. Bedst som vi legede ved bordet i køkkenet, lød en ringen. Et ringeapparat sad her. Lige siden 1888 havde brandfolkene måttet slippe alt, hvad de havde i hænderne, når apparatet gav lyd. Det var en ekstra sikkerhed og var helt fra den tid, da stormklokken i domkirkens nordtårn og brandtrommen var en del af alarmen.
Som al denne hurlumhej dog kunne få folk af huse. “At løbe til brand” var en folkesport. I beretningerne om Viborgs allerførste rigtige brandvæsen i 1844 ser jeg, at hele 50 mand havde til opgave at holde de nysgerrige og langfingrede på afstand.
Fra min drengetid husker jeg, hvordan store brande som dem, der ramte Vinther & Larsen og Henry Vorre, samlede tusinder af tilskuere. Asani-branden i 1951 er jeg ikke gammel nok til at have fået med. Den står der stadig gny om.
Viborg er de store bybrandes by. Stråtage, bindingsværk og lyngbrændsel var ikke en god kombination. I 1345, 1501, 1529, 1567, 1615, 1667 og 1726 gik store dele af byen til.
De fleste store brande var uheld. Et lyn, ølbrygning, bagning og et skud med et gevær er kendte årsager. Men så var der mordbrænderne. I Jydske Lov fra 1241 var en mordbrænder ikke nødvendigvis en person, der havde liv på samvittigheden. Den, der bevidst satte ild på et hus, var en mordbrænder, og sådan var det helt frem til 1866. Det kostede hovedet, gjorde det.
Et eksempel. Stedet er St. Sct. Peder Stræde. På strædets nordside bor slagter Jacob Weftrup. Da øvrigheden i 1781 tager ham, er årsagen hans tyvagtighed. Men da Jacob Weftrup er mør, erkender han, at han to gange i 1777 har sat fyr i huse. Ingen personskade. Den 9. april 1782 halshugger skarpretteren ham, og dødningen kommer på bålet. 57 år får han på denne jord – og ingen i himmelen.
Ved en sådan henrettelse skulle borgervæbningen underholde med lidt eksercits. Medlemmerne af denne folkemilits var ikke ferme som soldater, så de måtte øve sig. På vej til øvelsen kom én af deltagerne til at affyre et vådeskud. Smedelærling Marius Winde mistede livet. Mordbranden uden mord kom alligevel til at koste et liv.
Alt dette kendte en seksårig intet til. Det var alvorligt nok, at én af brandene tog ishuset ved Rødevej.
En og anden blandt læserne husker nok banjo- og sangduoen Jan & Kjeld, der brød igennem sidst i 1950’erne, og som sågar var med i en Far til Fire-film.
Da Jan & Kjeld toppede, begyndte jeg i første klasse på Vestre Skole. Blandt mine kammerater var der to gange Jan og to gange Kjeld. Sådan er det jo med fornavne. De er tidstypiske. Ret præcist kan vi ud fra en årgangs navne sætte årstal på. Talrigest i klassen var Pia med tre: Pia 1, Pia 2 og Pia 3.
Folk med forstand på de dele siger, at Kjeld – med forskellige bogstaveringer – i mange år var specielt populært på Viborgegnen. I dag kan der gå år mellem, at et drengebarn kommer til at hedde Kjeld, Kjell, Keld, Kell eller Kield, men endnu i 1950’erne stod det stærkt – og ikke mindst i det midtjyske.
Da befolkningen slet ikke er så mobil, som vi går og tror, afspejler fortidens egnstypiske fornavne sig i nutidens egnstypiske efternavne. Viborg har klart flere Kjeldsener end andre byer af samme størrelse. Mange efternavne er patronymer, det vil sige, at de har en fars fornavn bygget ind. Hed mange Kjeld, kom mange også til at hedde Kjeldsen.
Jeg vover et øje og påstår, at vi skal helt tilbage til 1100-tallets første halvdel for at finde roden til Viborgs Kjeld-kult. Kjeld var også da meget brugt. Med sideformen Ketil er det kendt fra den hedenske tid og kan betyde “offergryde”. Sct. Kjeld er Viborgs beskyttende helgen. Det virker da logisk, at hans navn højt op i tiden har været populært på disse kanter.
Kjeld var en del af Viborg Domkirkes fællesskab af kannikker, kendt som rektor for katedralskolen og domprovst. Han havde bevågenhed på allerhøjeste sted, det vil sige hos pave Eugenius den Tredje. Da Viborgs kannikker smed Kjeld på porten, fordi de fandt ham alt for generøs med kirkens rigdomme, befalede paven dem at tage ham tilbage. Og hvilken hjemkomst. Ifølge legenden forsynede Kjeld dem med vin, som han havde fremskaffet ved at gøre vand fra Kokkilden vest for byen til ædle dråber.
Nu vi er ved underne. Det hedder sig også. at Kjeld kunne læse i mørke, og at han med tankens kraft kunne styre tællelysets flamme. Han døde den 27. september 1150, da han formentlig var midt i 40’erne. Nogle år før havde han efter sigende – ved at stige op i et af domkirkens tårne – fået Gud til at stoppe en storbrand, idet han bad, det bedste han havde lært.
Beretningerne om undere ved hans grav i domkirken er mange. Et gennemgående træk er, at blinde ved Kjelds kraft fik synet tilbage. På pavens vegne ophøjede ærkebiskop Absalon ham den 11. juli 1189 ved en saligkåring i Viborg Domkirke. Han endte som “en lokal helgen” med en hale af drenge ved navn Kjeld efter sig.
Lugtesansen og erindringen er nært forbundne. Da jeg tilfældigvis stødte på en bog i reolen, lå en imaginær krydret duft i luften. Titlen var ikke specielt krydret: “Hamarkrøniken”.
Fra min barn- og ungdoms Viborg husker jeg mange lugte/dufte. Jeg tror, at de udendørs dufte var flere dengang. De kom blandt andet fra kafferisteriet, Søndersø, asfaltfabrikkerne, tømmerladerne, husdyrauktionen, destruktionsanstalten, tekstilfarveriet, gasværket og “landet”.
Oehlenschläger digtede om, hvordan “underlige aftenlufte” i det tyske kunne give ham hjemve. Aftenluftningen i det fremmede var sådan set god nok, men den var ikke som hjemme.
Den fint illustrerede Hamarkrønike fik jeg af Rosemarie Köhn, daværende biskop i Hamar, Viborgs norske venskabsby. Jeg viste biskoppen med følge rundt i domkirkekvarteret, og hun gav mig bogen som tak. Jeg duperede hende lidt ved at kende til krøniken. Gennem krimien “Slangens år” af Knut Faldbakken havde jeg stiftet bekendtskab med krønikens legende om den drabelige søslange i søen Mjøsa.
Så var der det med duften. Selskabet mødtes en tidlig formiddag ved domkirkens nordvestre tårn. En sødlig, krydret duft pirrede næserne. På de tider var det ikke usædvanligt, at duften fra SFK’s store krydderimølle i nordvestbyen trak ind over byen, og sådan var det også den dag.
I Hamarkrøniken læser vi om et gevaldigt søuhyre. Da det en midnat dukker op af søens vande – Mjøsa er op imod en halv kilometer dyb – ligger Hamar Domkirke badet i en slags dagslys. Kirkeklokker og orgel sætter af sig selv i gang. En ungersvend dræber uhyret ved at skyde en regn af pile ind i dets øjne, og en grønlig væske vælder ud.
Da slangen er død, ligger den og stinker, men den lugt må vi heldigvis nøjes med at læse om.
“Det eneste, du skal gøre, er at skrive én sand sætning.” Dette fif brugte forfatteren Ernest Hemingway, når han skulle i gang med en tekst. Enkelhed frem for pærevælling.
Hemingway var en ødeland med sit liv, men var en mester i at økonomisere med sine ord. Vi følger ham gerne, når han opfordrer: “Skriv den sandeste sætning, du kender.”
“Viborg er historiens by,” er en sådan sand sætning. Altså ikke bare en historisk by, thi alle byer har vel en historie. Den bestemte form er bestemt for Viborg.
Mit første bekendtskab med historiens by var, da jeg som ulveunge først i 1960’erne var på byløb. Mit ulvenavn var Toomai – elefantdrengen – og jeg gik i grå bande. Vi små spejdere stæsede rundt fra post til post og løste opgaver. Hvor høje er domkirkens tårne? Hvor tunge er kreditforeningens granitkugler? Hvad hedder borgmesteren? Uden at tænke så meget over det lærte vi vores by at kende. Fik føling med historien.
De seneste par års succesfulde “mordgådejagter” for hele familien er helt i samme ånd. Hvem der myrdede Erik Glipping natten til den 22. november 1286, forbliver en gåde; men for deltagerne er Viborg herefterdags knap så gådefuld.
Med alderen har jeg udskiftet byløb med byvandring. Ordet “byvandring” kom først ind i sproget i 1946 og er som skabt til historiens by. Ved Viborgs femdobbelte byjubilæum i 1950 udkom den lille bog “Viborg-Vandring” af lokalhistoriker Otto von Spreckelsen, og den var først til at vise vejen.
Efter et LOF-kursus opkom gruppen Viborg-Guiderne i 1985, og om nogen har gruppen gjort Viborg til byvandringernes by. Det næste skridt var i 1992 hæftet “Viborgs historie skridt for skridt” fra Viborg Turistbureau.
Opfat disse linjer som en fodnote med en afsluttende sandhed: Viborgs historie skal op gennem skosålerne.
Det var nok som knøs midt i 1960’erne, at jeg fornemmede Viborgs vokseværk. Da jeg var på jagt efter et telt.
Købmand Jan på Koldingvej solgte blandt meget andet telte. Ikke nok med det. På et stort areal stod læssevis af demotelte i opslået stand. Af sted gik turen på cykel fra den yderste vestby til storkøbmanden i sydbyen.
Jeg fulgte cykelstien langs Ringvejen. Den sluttede ikke længere ved Marsk Stigs Vej, men fortsatte langt pokker i vold sydpå. Helt ned til Jan, hvor nu Løvbjerg ligger. Tiden som en stiplet fremtidslinje på mit oldtudsegamle bykort var slut.
Hvad der var ved at ske med Viborg, beskrev stadsingeniør Vilhelm Ehlert så udmærket allerede i 1940. Viborg havde netop passeret de 18.000 indbyggere. Den gode stadsingeniør skriver i Viborg Købstads Histories fjerde bind: “De mange udstykningsveje i byens udkant kan ikke siges at være fremkommet efter nogen bestemt plan.” Først i 1930 satte en bygningsvedtægt lidt skik på det hele.
Han ser for sig en mere velordnet by, hvor gammelt og nyt klæder hinanden. Videre skriver Vilhelm Ehlert, at byrådet har nogle undladelsessynder på samvittigheden, men at det også har forstået at træde i karakter, når gamle bymiljøer har været i fare.
Desuden beskriver han Viborg som “et landevejscentrum, hvorigennem en væsentlig del af landevejstrafikken gennem Jylland passerer”. Visionen rummer omkørselsveje og ringveje, og vejbuen fra Marsk Stigs Vej til købmand Jan med teltene var én af dem.
Det endte nu med, at jeg tyede til midtbyen, da jeg for en slik erhvervede et tykduget østtysk seksmandstelt med apsis, fast bund og teleskopstænger. Det var jävla tungt og kunne tvinge enhver vandrer i knæ. Nok så nydeligt stod det og ventede på en lille, bar plet bag Dansk-Svensk Staal i Sct. Mathias Gade.
Vilhelm Ehlert trådte til som stadsingeniør i 1928, og 12 år efter noterer han: “Viborg har nu nået en sådan størrelse, at man mere føler fordelene ved at bo i den lille by end manglerne ved ikke at bo i storbyen.” Er det ikke stadig sådan?
I gymnasietiden lod jeg mig transportere på en Velo, “cyklen, der kører af sig selv”. Den franske Solex-fabrik introducerede denne mellemting mellem en cykel og en knallert lige efter krigen, og den fik for alvor medvind sidst i 1960’erne.
Mit første bekendtskab købte jeg meget brugt og meget billigt af en ældre dame. Den var mere død end levende. Selv ikke den ferme herre med cerutstumpen i cykel- og Velo-værkstedet A. Hansen & Sønner i Ll. Sct. Hans Gade formåede at puste mere liv i mukkebikken. Det var noget helt andet med efterfølgeren, den nyudviklede model 5000.
Egentlig et underligt instrument, denne Velo. Den lille, cylindriske motor sad på tværs over forhjulet og lod sig løfte ned, så den med sin drivrulle fik kontakt med dækket. Den havde pedaler og var til at cykle på, om så skulle være. Ikke specielt stabil i ruskevejr, men forbavsende kvik i medvind og uden alt for tungt pikpak.
I mange år kunne Velo-folket vælge mellem sort og sort. På den indre nethinde har jeg endnu Viborgs diakonisser, hvis outfit passede perfekt med de sorte Veloer, de futtede rundt på. Også opkræveren for Socialdemokratisk Vælgerforening var på Velo. I den anden ende af skalaen så vi Brigitte Bardot på en Velo. Desværre kun på film.
Med 5000-modellen fik Veloen et facelift af de større. Min var orangerød. Små hjul og en potent motor. Den separate lygte med en rigtig lyskegle var andet og mere end en nefablænder.
Jeg følte mig som Ridder Rap, da jeg med succes drog på knallerttur helt til Bagenkop på Langeland. Et haglvejr en sommermorgen var dog for meget. Vi havarerede i rundkørslen ved Gl. Skivevej. Det lød ej godt, da den ubeskyttede motor med sin højre side hamrede ned i asfalten. Her sad blæserhjulet. Lamel for lamel fik manden med cerutten mirakuløst rettet op på skaden.
Veloen kom ud i mange arter og afarter. For nogle står den sorte S3800 – “den sorte charmeur” – som den eneste ene. Jeg var nu ganske godt tilfreds med min 5000’er, men stærke kræfter udefra greb ind og skilte os efter et par år for evigt ad.
Jeg stillede for en kort bemærkning den orangerøde uden for boligen i Sct. Mogens Gade. Ulåst. Væk var Velo, da jeg lynsnart vendte tilbage. Uden de store forhåbninger meldte jeg tyveriet til politiet. Efter en tid fik jeg besked. Velo var dukket op. Jeg troppede op på politistationen. I patruljevogn kørte en betjent og jeg til et lager. Men ak. Ved en fejl havde politiet solgt den på auktion. Det var da også for godt til at være sandt.
Nogle uger efter stod jeg med en erstatning på 750 kroner fra statskassen. Huske kan jeg ikke, hvad jeg brugte dem til. I det mindste ikke til en ny Velo. Vore veje måtte skilles.
