Kategori: På sinde

Ordene “eksercits” og “disciplin” klinger ikke for godt i nutidsører. Heller ikke i en by, hvor 10 procent af befolkningen engang var knyttet til militæret. Nøglen til Viborgs æra som garnisonsby bærer ellers mærkaten “Eksercerpladsen”.

På bykortet fra 1878 står et enormt område nordvest for den gamle by som “Eksercerpladsen”. Det siges, at den rigelige plads til eksercits var én afgørende grund til, at Viborg fra 1865 stod med et ordentligt kontingent soldater.

På marken lærte jenserne at marchere, stille op og holde ud, mens de kunne skele til viserne på Eksercerhusets store ur.

En rigtig kaserne fik Viborg først midt i 1920’erne. Den kom til at ligge på den nordlige del af Eksercerpladsen. Med den megen plads indtil da in mente er det lettere at forstå, at hæren under første verdenskrig gav den en ekstra rolle som flyveplads.

Her fik de lærredsbetrukne flyvemaskiner “Hugin” og “Munin” base. De havde navn efter Odins ravne. Danske kvinder samlede penge ind til de to skolefly. For ikke så mange år siden kom hangaren fra dengang væk. Folk måbede, når de fik at vide, at her lå byens første flyveplads.

At Eksercerpladsen måske alligevel ikke var det oplagte sted til flyveøvelser, stod klart den 1. oktober 1917, da premierløjtnant Henning Stockfleth lige efter starten faldt ned med “Munin”. Flyet kunne ikke komme i omdrejninger og fik motorstop. Piloten gjorde et forgæves forsøg på at nødlande. Han overlevede ikke det frie fald.

Da kommunen overtog den nedlagte kaserne, lå det byrådet på sinde at bevare kernen af bygninger og at lade historien leve videre i vejnavnene, således også i “Eksercerpladsen”.

Er det nu så slemt med eksercits? Jeg tænker ikke på den bevidstløse, der knytter sig til kadaverdisciplin, men den, der handler om ikke at ligge på den lade side, om at strenge sig an – det være sig fysisk som psykisk.

Den stoiske filosof Epiktet sammenligner vejen til et sindsroligt liv med at forberede sig til en sportskamp på Olympia. Masser af eksercits – og nul kager.

I Det Gamle Testamente læser vi om den syge Hizkija, der bør “beskikke sit hus”. Med andre ord skal han rydde op i sit jordiske gods, inden han skal herfra.

I det lille essay “Hvem skal rydde op efter mig?” skriver Hemming Hartmann-Petersen om, hvordan han tager tilløb til at få skik på sit rod, så andre ikke senere står med pinen. Men det får ligegodt vente, for i et hjørne råber kasserne med det habengut, som den for længst afdøde mor ikke fik sorteret. Det må først under behandling.

Det lyder nok lidt bombastisk, at man sådan skal beskikke sit hus. Men idéen om, at vi en gang imellem skal gøre op, hvad vi vil have med os på livets videre færd, er såre god. Noget gemte vi jo blot, fordi vi i nuet ikke vidste, om det kunne komme til nytte. Tvivlen kom genstanden til gode. Desuden ændrer smagen og behovet sig jo også livet igennem.

Personlige erindringer klæber sig til genstande, og det kan være grund nok til at gemme. Det kommer dog ikke andre ved, og selv den form for værdi kan tage af. De mærkeligste sager kan dukke op og have svært ved at forklare sig.

Tag nu fat og vær lidt hård. Giv samlergenet tørt på. Min erfaring er, at glæden over lidt er større end glæden over meget. Desuden er det stort at kunne give depechen med glæde videre til andre. For naturligvis går vi ind for genbrug. Nej til restaffald.

Et kapitel for sig er bøgerne. Ikke mindst vi bedagede har mange af dem. Selv vi må erkende, at e- og lydbøger er kommet for at blive. Når en bog efter 40 år står i uopsprættet stand, har den svært ved at argumentere for sin plads. Andre viste sig at være til engangsbrug. Også her kan det svare sig at begrænse for at styrke.

En venlig tanke til Mark Twain, der er krediteret for dette citat:

“Når der er stablet bøger overalt i mit bibliotek, på gulvet, i stolene og så videre, er det, fordi det næsten er umuligt at låne reoler.”

Jeg har læst om en japansk temester, der på nær én fjernede alle blomster fra sin storslåede have. Denne ene blomst havde det hele i sig og overstrålede alt.

Jeg kommunikerede på et tidspunkt med nordmanden Roger Pihl, der skriver bøger om danske bakker – “bjerge”. Emnet var skihopbakken ved Bruunshåb.

Hans interesse begyndte som en spøg og udviklede sig til rammeste alvor. Ikke noget at sige til, at den gode nordmand på sæt og vis har heltestatus på hjemmesiden “danskebjerge”.

I sine bøger bruger han humoren som vandringsstav, og så er vandreren godt hjulpen. Pointen er, at danske bjerge og norske fjelde ikke lader sig bedømme med den samme målestok. For resten lider forfatteren af højdeskræk, og så er netop danske bakkedrag gode at frekventere.

Skøn på, at vi i Viborg og omegn er begunstiget med masser af bjerge og udsigtssteder. Glem ikke, at navnet Viborg betyder Helligdomsbjerget.

Min favorit er Bisballe Bakker syd for Hald Sø, men kun, når humøret er til den dramatiske side.

På én af mine faste gåture kan jeg ikke slippe udsigten fra den højtliggende mark nord for Granada-skoven. Den har meget i sig, det på én gang by- og naturnære. Her ligger det storslåede mest i det underspillede.

Det stikker vel dybt i os mennesker, at vi søger overblik. Udsigten fra Peak 12’s tag er en gave. Jeg oplevede engang Viborg fra et svævefly, men jeg foretrækker et overblik med jordforbindelse, og den har vi her.

Essayisten Aage Marcus havde de danske bakketoppe på hjernen. Aage Marcus samlede i stor stil på udsigter.

“Når man én gang er blevet grebet af den oplevelse, det er fra en bakketop at se viden om over landet, falder det naturligt, at man søger efter andre punkter, der kan byde på lignende udsigter. Og er man først begyndt, bliver det til en passion at finde de bedste og mest ejendommelige,” skriver han om “Det bølgende land”.

Højt på Marcus’ favoritliste står i øvrigt Vorde Bavnehøj, også kendt som Vorde Galgehøj. På listen optræder også Ø Bakker, Ravnsbjerg og Daugbjerg Dås.

Stod det til ham, fik bakkebestigeren på opturen bind for øjnene, så udsigten viste sig i al sin vælde til sidst og ikke bid for bid. Men den taktik må jeg af snublende årsager fraråde.

Jeg er den glade ejer af Viborgstagen, en lysestage fra 1100-tallets sidste halvdel. Som kopi, forstås. Den originale stage af bronze er i Viborg Museums varetægt.

I sig selv er den med fodstykkets dyre- og planteforsiringer interessant. Men at den dukkede op af mulden nord for domkirken, giver den ekstra tyngde. Den er et artefakt, som har sin plads blandt viborgensernes arvegods.

Palle Lauring, historieformidler af Guds nåde, skriver i sit essay “Hvad skal vi med historien?”:

“Historien ejer den fjerde dimension, rum plus tid. Man kan leve uden bevidsthed om historien. Det gør de små hunde. Men vi er mennesker.”

Palle Lauring henviser til, at nogle prøver at kaste vrag på historien, men at de umuligt kan ryste den af sig. Urkimen lever videre og nægter at visne. Palle Lauring giver heller ikke meget for dem, der gør historien til ren videnskab. For ham har det større værdi, at nogle stadig kan høste med le, hente vand op af en brønd eller fortælle den gode historie.

Hvor er det godt, at vi har Viborgstagen, at vi har ladet en bypumpe stå på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade, og at kirkebyggerne placerede to gamle granitløver over domkirkens norddør. Også de gemte sig i jordsmonnet nord for kirken og har en skjult historie.

Vi kan gætte på, at stagen har haft en identisk makker, og at parret har prydet ét af den katolske kirkes mange altre, måske alteret i Sct. Kjelds Kapel, der just lå på nordsiden. Lad os tro, at en mester fra Viborg støbte vidunderet.

Stagen tog jeg frem, efter at jeg havde besøgt tebutikken Thrysøe nederst i Gravene. Her fortæller de stolt om tedåserne og opskrifterne, der alle har en fortid i Stensgaards kaffe- og teforretning i Vestergade. En historie lever videre. Den slags gør en forskel.

Længe leve den historiske bevidsthed.

Da jeg i tidernes morgen var spejder, var jeg bidt af en gal vandrer. 45, 60, 75, 90 og 100 kilometer præsterede en kammerat og jeg. Målet var alt, oplevelsen intet. Små sølvplader til læderbæltet var en hel praleparade.

Det har jeg for længst lagt bag mig. Nu går jeg efter oplevelsen, og jeg er nok nærmest at betragte som en fodgænger.

At spadsere lyder mindre krævende og mere kultiveret end at vandre. Vandreture på vandrestier kan strække sig over flere dage og har klare mål. Modsat kan spadsereturen være et smut uden plan.

Den tyske filosof Karl Gottlob Schelle skrev bogen “Kunsten at spadsere”. Fodgængeren Schelle går ind for de formålsløse gåture. De ellers kendte omgivelser i by og på land går ind i krop og sjæl på den, der bare går med sindet åbent.

For ham er det ikke nok at gå rastløst rundt, når et problem går i knude, eller når vi for eksempel skal et smut på apoteket. Den livgivende spadseretur får sin mening af ikke at have en mening; så sker underet midt i det vante. Den spadserende kan som Pinocchio skråle: “Der er ingen bånd, der binder mig.”

Oldtidens kynikere strejfede rundt som gale hunde og bjæffede deres provokationer ud. De fik netop navn efter hundene og kom vidt rundt med budskabet om det nøjsomme liv. Lige så lidt som hundene havde de sans for kunsten at spadsere. De sled så meget på deres gåben, at de ikke behøvede at bruge sko. Fødderne fik hud som såler.

Nogle af de græske tænkere havde ord for at være vandrende filosoffer. De gik, mens de gav deres lære ben at gå på. Den kendteste var Aristoteles. Men ægte fodgænger? Ikke nikke nej. Efter sigende havde han nogle stankelben, som ikke kunne bære ham langt. Han sad, når han kunne komme af sted med det.

På en spadseretur forleden kom jeg til at dvæle ved en pilrådden træstub. Jeg genopdagede den, for jeg har længe kendt til den. Netop den dag var den meddelsom. Engang var den en konge i skoven. Da den fik motorsaven at smage, fik en høj stub lov til at stå, og en skulptør formede den.

Den er nu inde i sin sidste fase, før den glider tilbage i sit ophav. Vinmagere taler henført om “den ædle råddenskab”, når rosinagtige druer lader sig presse til sublime vine. Netop ædel er den trøskede stub.

At ældes med ynde er den kunst, som træet kan lære den, der kan kunsten at spadsere. Godt gået.

Som alle kvikke drenge i 1960 svarede jeg “lokomotivfører eller brandmand”, når voksne spurgte til den seksåriges karriereplan. Nok mest det sidste, for familien boede i Skottenborg, tæt ved brandstationen. Det var dengang, brandbilerne sagde babu-babu og havde gule udrykningsflag.

Og brandsirenen på stationens tag, ikke at forglemme. Her havde den siddet siden 1923. Al leg måtte stoppe, når sirenen lød. En enkelt tuden gad vi ikke rigtig løbe efter, men to gange fik os til at spæne. For ikke at tale om de sjældne tre. Hen til portene, der nu gik op. Fra alle hjørner kom håndværkere cyklende. De fleste brandfolk var tilsyneladende håndværkere. Når de var mange nok, drønede brandbilerne ud ad portene. Babu.

Jeg havde en legekammerat, der boede i stueetagen. Hendes far var håndværker – og brandmand. Bedst som vi legede ved bordet i køkkenet, lød en ringen. Et ringeapparat sad her. Lige siden 1888 havde brandfolkene måttet slippe alt, hvad de havde i hænderne, når apparatet gav lyd. Det var en ekstra sikkerhed og var helt fra den tid, da stormklokken i domkirkens nordtårn og brandtrommen var en del af alarmen.

Som al denne hurlumhej dog kunne få folk af huse. “At løbe til brand” var en folkesport. I beretningerne om Viborgs allerførste rigtige brandvæsen i 1844 ser jeg, at hele 50 mand havde til opgave at holde de nysgerrige og langfingrede på afstand.

Fra min drengetid husker jeg, hvordan store brande som dem, der ramte Vinther & Larsen og Henry Vorre, samlede tusinder af tilskuere. Asani-branden i 1951 er jeg ikke gammel nok til at have fået med. Den står der stadig gny om.

Viborg er de store bybrandes by. Stråtage, bindingsværk og lyngbrændsel var ikke en god kombination. I 1345, 1501, 1529, 1567, 1615, 1667 og 1726 gik store dele af byen til.

De fleste store brande var uheld. Et lyn, ølbrygning, bagning og et skud med et gevær er kendte årsager. Men så var der mordbrænderne. I Jydske Lov fra 1241 var en mordbrænder ikke nødvendigvis en person, der havde liv på samvittigheden. Den, der bevidst satte ild på et hus, var en mordbrænder, og sådan var det helt frem til 1866. Det kostede hovedet, gjorde det.

Et eksempel. Stedet er St. Sct. Peder Stræde. På strædets nordside bor slagter Jacob Weftrup. Da øvrigheden i 1781 tager ham, er årsagen hans tyvagtighed. Men da Jacob Weftrup er mør, erkender han, at han to gange i 1777 har sat fyr i huse. Ingen personskade. Den 9. april 1782 halshugger skarpretteren ham, og dødningen kommer på bålet. 57 år får han på denne jord – og ingen i himmelen.

Ved en sådan henrettelse skulle borgervæbningen underholde med lidt eksercits. Medlemmerne af denne folkemilits var ikke ferme som soldater, så de måtte øve sig. På vej til øvelsen kom én af deltagerne til at affyre et vådeskud. Smedelærling Marius Winde mistede livet. Mordbranden uden mord kom alligevel til at koste et liv.

Alt dette kendte en seksårig intet til. Det var alvorligt nok, at én af brandene tog ishuset ved Rødevej.

En og anden blandt læserne husker nok banjo- og sangduoen Jan & Kjeld, der brød igennem sidst i 1950’erne, og som sågar var med i en Far til Fire-film.

Da Jan & Kjeld toppede, begyndte jeg i første klasse på Vestre Skole. Blandt mine kammerater var der to gange Jan og to gange Kjeld. Sådan er det jo med fornavne. De er tidstypiske. Ret præcist kan vi ud fra en årgangs navne sætte årstal på. Talrigest i klassen var Pia med tre: Pia 1, Pia 2 og Pia 3.

Folk med forstand på de dele siger, at Kjeld – med forskellige bogstaveringer – i mange år var specielt populært på Viborgegnen. I dag kan der gå år mellem, at et drengebarn kommer til at hedde Kjeld, Kjell, Keld, Kell eller Kield, men endnu i 1950’erne stod det stærkt – og ikke mindst i det midtjyske.

Da befolkningen slet ikke er så mobil, som vi går og tror, afspejler fortidens egnstypiske fornavne sig i nutidens egnstypiske efternavne. Viborg har klart flere Kjeldsener end andre byer af samme størrelse. Mange efternavne er patronymer, det vil sige, at de har en fars fornavn bygget ind. Hed mange Kjeld, kom mange også til at hedde Kjeldsen.

Jeg vover et øje og påstår, at vi skal helt tilbage til 1100-tallets første halvdel for at finde roden til Viborgs Kjeld-kult. Kjeld var også da meget brugt. Med sideformen Ketil er det kendt fra den hedenske tid og kan betyde “offergryde”. Sct. Kjeld er Viborgs beskyttende helgen. Det virker da logisk, at hans navn højt op i tiden har været populært på disse kanter.

Kjeld var en del af Viborg Domkirkes fællesskab af kannikker, kendt som rektor for katedralskolen og domprovst. Han havde bevågenhed på allerhøjeste sted, det vil sige hos pave Eugenius den Tredje. Da Viborgs kannikker smed Kjeld på porten, fordi de fandt ham alt for generøs med kirkens rigdomme, befalede paven dem at tage ham tilbage. Og hvilken hjemkomst. Ifølge legenden forsynede Kjeld dem med vin, som han havde fremskaffet ved at gøre vand fra Kokkilden vest for byen til ædle dråber.

Nu vi er ved underne. Det hedder sig også. at Kjeld kunne læse i mørke, og at han med tankens kraft kunne styre tællelysets flamme. Han døde den 27. september 1150, da han formentlig var midt i 40’erne. Nogle år før havde han efter sigende – ved at stige op i et af domkirkens tårne – fået Gud til at stoppe en storbrand, idet han bad, det bedste han havde lært.

Beretningerne om undere ved hans grav i domkirken er mange. Et gennemgående træk er, at blinde ved Kjelds kraft fik synet tilbage. På pavens vegne ophøjede ærkebiskop Absalon ham den 11. juli 1189 ved en saligkåring i Viborg Domkirke. Han endte som “en lokal helgen” med en hale af drenge ved navn Kjeld efter sig.

Lugtesansen og erindringen er nært forbundne. Da jeg tilfældigvis stødte på en bog i reolen, lå en imaginær krydret duft i luften. Titlen var ikke specielt krydret: “Hamarkrøniken”.

Fra min barn- og ungdoms Viborg husker jeg mange lugte/dufte. Jeg tror, at de udendørs dufte var flere dengang. De kom blandt andet fra kafferisteriet, Søndersø, asfaltfabrikkerne, tømmerladerne, husdyrauktionen, destruktionsanstalten, tekstilfarveriet, gasværket og “landet”.

Oehlenschläger digtede om, hvordan “underlige aftenlufte” i det tyske kunne give ham hjemve. Aftenluftningen i det fremmede var sådan set god nok, men den var ikke som hjemme.

Den fint illustrerede Hamarkrønike fik jeg af Rosemarie Köhn, daværende biskop i Hamar, Viborgs norske venskabsby. Jeg viste biskoppen med følge rundt i domkirkekvarteret, og hun gav mig bogen som tak. Jeg duperede hende lidt ved at kende til krøniken. Gennem krimien “Slangens år” af Knut Faldbakken havde jeg stiftet bekendtskab med krønikens legende om den drabelige søslange i søen Mjøsa.

Så var der det med duften. Selskabet mødtes en tidlig formiddag ved domkirkens nordvestre tårn. En sødlig, krydret duft pirrede næserne. På de tider var det ikke usædvanligt, at duften fra SFK’s store krydderimølle i nordvestbyen trak ind over byen, og sådan var det også den dag.

I Hamarkrøniken læser vi om et gevaldigt søuhyre. Da det en midnat dukker op af søens vande – Mjøsa er op imod en halv kilometer dyb – ligger Hamar Domkirke badet i en slags dagslys. Kirkeklokker og orgel sætter af sig selv i gang. En ungersvend dræber uhyret ved at skyde en regn af pile ind i dets øjne, og en grønlig væske vælder ud.

Da slangen er død, ligger den og stinker, men den lugt må vi heldigvis nøjes med at læse om.

“Det eneste, du skal gøre, er at skrive én sand sætning.” Dette fif brugte forfatteren Ernest Hemingway, når han skulle i gang med en tekst. Enkelhed frem for pærevælling.

Hemingway var en ødeland med sit liv, men var en mester i at økonomisere med sine ord. Vi følger ham gerne, når han opfordrer: “Skriv den sandeste sætning, du kender.”

“Viborg er historiens by,” er en sådan sand sætning. Altså ikke bare en historisk by, thi alle byer har vel en historie. Den bestemte form er bestemt for Viborg.

Mit første bekendtskab med historiens by var, da jeg som ulveunge først i 1960’erne var på byløb. Mit ulvenavn var Toomai – elefantdrengen – og jeg gik i grå bande. Vi små spejdere stæsede rundt fra post til post og løste opgaver. Hvor høje er domkirkens tårne? Hvor tunge er kreditforeningens granitkugler? Hvad hedder borgmesteren? Uden at tænke så meget over det lærte vi vores by at kende. Fik føling med historien.

De seneste par års succesfulde “mordgådejagter” for hele familien er helt i samme ånd. Hvem der myrdede Erik Glipping natten til den 22. november 1286, forbliver en gåde; men for deltagerne er Viborg herefterdags knap så gådefuld.

Med alderen har jeg udskiftet byløb med byvandring. Ordet “byvandring” kom først ind i sproget i 1946 og er som skabt til historiens by. Ved Viborgs femdobbelte byjubilæum i 1950 udkom den lille bog “Viborg-Vandring” af lokalhistoriker Otto von Spreckelsen, og den var først til at vise vejen.

Efter et LOF-kursus opkom gruppen Viborg-Guiderne i 1985, og om nogen har gruppen gjort Viborg til byvandringernes by. Det næste skridt var i 1992 hæftet “Viborgs historie skridt for skridt” fra Viborg Turistbureau.

Opfat disse linjer som en fodnote med en afsluttende sandhed: Viborgs historie skal op gennem skosålerne.

Det var nok som knøs midt i 1960’erne, at jeg fornemmede Viborgs vokseværk. Da jeg var på jagt efter et telt.

Købmand Jan på Koldingvej solgte blandt meget andet telte. Ikke nok med det. På et stort areal stod læssevis af demotelte i opslået stand. Af sted gik turen på cykel fra den yderste vestby til storkøbmanden i sydbyen.

Jeg fulgte cykelstien langs Ringvejen. Den sluttede ikke længere ved Marsk Stigs Vej, men fortsatte langt pokker i vold sydpå. Helt ned til Jan, hvor nu Løvbjerg ligger. Tiden som en stiplet fremtidslinje på mit oldtudsegamle bykort var slut.

Hvad der var ved at ske med Viborg, beskrev stadsingeniør Vilhelm Ehlert så udmærket allerede i 1940. Viborg havde netop passeret de 18.000 indbyggere. Den gode stadsingeniør skriver i Viborg Købstads Histories fjerde bind: “De mange udstykningsveje i byens udkant kan ikke siges at være fremkommet efter nogen bestemt plan.” Først i 1930 satte en bygningsvedtægt lidt skik på det hele.

Han ser for sig en mere velordnet by, hvor gammelt og nyt klæder hinanden. Videre skriver Vilhelm Ehlert, at byrådet har nogle undladelsessynder på samvittigheden, men at det også har forstået at træde i karakter, når gamle bymiljøer har været i fare.

Desuden beskriver han Viborg som “et landevejscentrum, hvorigennem en væsentlig del af landevejstrafikken gennem Jylland passerer”. Visionen rummer omkørselsveje og ringveje, og vejbuen fra Marsk Stigs Vej til købmand Jan med teltene var én af dem.

Det endte nu med, at jeg tyede til midtbyen, da jeg for en slik erhvervede et tykduget østtysk seksmandstelt med apsis, fast bund og teleskopstænger. Det var jävla tungt og kunne tvinge enhver vandrer i knæ. Nok så nydeligt stod det og ventede på en lille, bar plet bag Dansk-Svensk Staal i Sct. Mathias Gade.

Vilhelm Ehlert trådte til som stadsingeniør i 1928, og 12 år efter noterer han: “Viborg har nu nået en sådan størrelse, at man mere føler fordelene ved at bo i den lille by end manglerne ved ikke at bo i storbyen.” Er det ikke stadig sådan?

I gymnasietiden lod jeg mig transportere på en Velo, “cyklen, der kører af sig selv”. Den franske Solex-fabrik introducerede denne mellemting mellem en cykel og en knallert lige efter krigen, og den fik for alvor medvind sidst i 1960’erne.

Mit første bekendtskab købte jeg meget brugt og meget billigt af en ældre dame. Den var mere død end levende. Selv ikke den ferme herre med cerutstumpen i cykel- og Velo-værkstedet  A. Hansen & Sønner i Ll. Sct. Hans Gade formåede at puste mere liv i mukkebikken. Det var noget helt andet med efterfølgeren, den nyudviklede model 5000.

Egentlig et underligt instrument, denne Velo. Den lille, cylindriske motor sad på tværs over forhjulet og lod sig løfte ned, så den med sin drivrulle fik kontakt med dækket. Den havde pedaler og var til at cykle på, om så skulle være. Ikke specielt stabil i ruskevejr, men forbavsende kvik i medvind og uden alt for tungt pikpak.

I mange år kunne Velo-folket vælge mellem sort og sort. På den indre nethinde har jeg endnu Viborgs diakonisser, hvis outfit passede perfekt med de sorte Veloer, de futtede rundt på. Også opkræveren for Socialdemokratisk Vælgerforening var på Velo. I den anden ende af skalaen så vi Brigitte Bardot på en Velo. Desværre kun på film.

Med 5000-modellen fik Veloen et facelift af de større. Min var orangerød. Små hjul og en potent motor. Den separate lygte med en rigtig lyskegle var andet og mere end en nefablænder.

Jeg følte mig som Ridder Rap, da jeg med succes drog på knallerttur helt til Bagenkop på Langeland. Et haglvejr en sommermorgen var dog for meget. Vi havarerede i rundkørslen ved Gl. Skivevej. Det lød ej godt, da den ubeskyttede motor med sin højre side hamrede ned i asfalten. Her sad blæserhjulet. Lamel for lamel fik manden med cerutten mirakuløst rettet op på skaden.

Veloen kom ud i mange arter og afarter. For nogle står den sorte S3800 – “den sorte charmeur” – som den eneste ene. Jeg var nu ganske godt tilfreds med min 5000’er, men stærke kræfter udefra greb ind og skilte os efter et par år for evigt ad.

Jeg stillede for en kort bemærkning den orangerøde uden for boligen i Sct. Mogens Gade. Ulåst. Væk var Velo, da jeg lynsnart vendte tilbage. Uden de store forhåbninger meldte jeg tyveriet til politiet. Efter en tid fik jeg besked. Velo var dukket op. Jeg troppede op på politistationen. I patruljevogn kørte en betjent og jeg til et lager. Men ak. Ved en fejl havde politiet solgt den på auktion. Det var da også for godt til at være sandt.

Nogle uger efter stod jeg med en erstatning på 750 kroner fra statskassen. Huske kan jeg ikke, hvad jeg brugte dem til. I det mindste ikke til en ny Velo. Vore veje måtte skilles.