Én og anden blandt læserne har nok prøvet det samme. At en flue uden varsel flyver ind i øret. Denne summen langt inde i kraniet er ikke spor rar og er panikskabende.
Heldigvis lod den sig hurtigt losse ud med vand. Den havde tilmed den frækhed at svirre videre, som om intet var hændt. “Kom den ud af det andet øre?” ville flere vide.
Som jeg fornemmer det, var stuefluer tidligere langt flere end i dag. Møddinger og skarn er ikke længere et stort tag selv-bord for fluer og andet krapyl.
I min dagligvarebutik har de ikke desto mindre fluesmækkere som … slagvare. Vi, der ikke kan gøre en flue fortræd, lader os ikke lokke, og det er også en ret ulækker metode. Så skulle det da lige være, når en flyvende djævel har bemægtiget sig soveværelset.
Som jeg husker min barndom, var fluesmækkere et fast udstyr på linje med skohorn. I min opfattelse er den lavteknologiske, svirpende konstruktion også i familie med kløpinden. Her ser jeg bort fra de usportslige elektriske fluesmækkere.
Jeg ejede i flere år én af de berømte kløpinde fra Himmelbjerget, men den knækkede til sidst. Den lille, langskaftede hånd med de spidse negle kunne gøre underværker.
Kløpinde er vist ikke længere noget, man stolt skal lade hænge til skue. Tiderne. Men det tidløse råd mod kløe er immervæk: Klø igen. Engang var særligt fine eksemplarer fra Kina et statussymbol. I sine gemmer har Viborg Museum en flot udskåren kinesisk hornpind fra 1870’erne.
“Hvilken ejendel i dit hjem ville du redde først?” spurgte Kristeligt Dagblad et interviewoffer, og det lidt overraskende svar var: “Måske min kløpind. Den bidrager helt klart til min livskvalitet.”
Godt svaret. “Back to basics” er den nye flue i hovedet.