I domkirkens nyindrettede tårnkælder sidder på væggen til gravkammeret to dekorative mindeplader. Det kunne i særlig grad behage én af de omtalte, salig rektor Peter Jessen.
Præstesønnen fra Vendsyssel gjorde det godt for sig selv, da han bosatte sig i Viborg. I 1739 begyndte han som underviser på latinskolen. Men de højere magter befæstede for alvor hans kald og stand, da han i 1748 ægtede Dorothea Cathrine Ostenfeld. Hendes far var da afdøde rektor Jens Ostenfeld, hvis navn optræder på pladen ved siden af.
Magister Peter Jessen giftede sig ind i Viborgs elite. Efter sigende var han pengegrisk, ærgerrig, stridbar og manipulerende. Først som konrektor og dernæst som rektor havde han latinskolen som platform. Hans øverste chef var biskop Andreas Wøldike, men han var gammel og svag.
Vor ven fra pladen var rig på jordisk gods. I Viborg etablerede det barnløse par sig med en bygård i Sct. Mogens Gade 29. Så langt, så godt. Men skolen forsømte han. Ifølge den tids kilder terroriserede eleverne i gader og domkirke. Alt på skolen flød: økonomi, legater, undervisning og karaktergivning.
Da biskop Christian Michael Rottbøll i 1770 kom til, var det slut med bortforklaringer. Den nye foresatte truede med en fyring, men tænkte dog også på rektorens eftermæle. I 1776 mistede han endelig stillingen. Titlen fik han lov til at beholde til sin død fire år senere.
Så var der det med eftermælet. Enken oprettede et legat på skolen og forærede domkirken de to syvarmede lysekroner, der den dag i dag hænger i korsarmene, det hele i Peter Jessens navn. Avisen Den Viborger Samler skrev en rosende nekrolog.
På mindepladen står han som “velædel” og “højlærd”. Tro ikke på alt, hvad aviser og mindeplader beretter.