Jesper – Bymanden

God plads til eksercits

Ordene “eksercits” og “disciplin” klinger ikke for godt i nutidsører. Heller ikke i en by, hvor 10 procent af befolkningen engang var knyttet til militæret. Nøglen til Viborgs æra som garnisonsby bærer ellers mærkaten “Eksercerpladsen”.

På bykortet fra 1878 står et enormt område nordvest for den gamle by som “Eksercerpladsen”. Det siges, at den rigelige plads til eksercits var én afgørende grund til, at Viborg fra 1865 stod med et ordentligt kontingent soldater.

På marken lærte jenserne at marchere, stille op og holde ud, mens de kunne skele til viserne på Eksercerhusets store ur.

En rigtig kaserne fik Viborg først midt i 1920’erne. Den kom til at ligge på den nordlige del af Eksercerpladsen. Med den megen plads indtil da in mente er det lettere at forstå, at hæren under første verdenskrig gav den en ekstra rolle som flyveplads.

Her fik de lærredsbetrukne flyvemaskiner “Hugin” og “Munin” base. De havde navn efter Odins ravne. Danske kvinder samlede penge ind til de to skolefly. For ikke så mange år siden kom hangaren fra dengang væk. Folk måbede, når de fik at vide, at her lå byens første flyveplads.

At Eksercerpladsen måske alligevel ikke var det oplagte sted til flyveøvelser, stod klart den 1. oktober 1917, da premierløjtnant Henning Stockfleth lige efter starten faldt ned med “Munin”. Flyet kunne ikke komme i omdrejninger og fik motorstop. Piloten gjorde et forgæves forsøg på at nødlande. Han overlevede ikke det frie fald.

Da kommunen overtog den nedlagte kaserne, lå det byrådet på sinde at bevare kernen af bygninger og at lade historien leve videre i vejnavnene, således også i “Eksercerpladsen”.

Er det nu så slemt med eksercits? Jeg tænker ikke på den bevidstløse, der knytter sig til kadaverdisciplin, men den, der handler om ikke at ligge på den lade side, om at strenge sig an – det være sig fysisk som psykisk.

Den stoiske filosof Epiktet sammenligner vejen til et sindsroligt liv med at forberede sig til en sportskamp på Olympia. Masser af eksercits – og nul kager.

At få skik er god skik

I Det Gamle Testamente læser vi om den syge Hizkija, der bør “beskikke sit hus”. Med andre ord skal han rydde op i sit jordiske gods, inden han skal herfra.

I det lille essay “Hvem skal rydde op efter mig?” skriver Hemming Hartmann-Petersen om, hvordan han tager tilløb til at få skik på sit rod, så andre ikke senere står med pinen. Men det får ligegodt vente, for i et hjørne råber kasserne med det habengut, som den for længst afdøde mor ikke fik sorteret. Det må først under behandling.

Det lyder nok lidt bombastisk, at man sådan skal beskikke sit hus. Men idéen om, at vi en gang imellem skal gøre op, hvad vi vil have med os på livets videre færd, er såre god. Noget gemte vi jo blot, fordi vi i nuet ikke vidste, om det kunne komme til nytte. Tvivlen kom genstanden til gode. Desuden ændrer smagen og behovet sig jo også livet igennem.

Personlige erindringer klæber sig til genstande, og det kan være grund nok til at gemme. Det kommer dog ikke andre ved, og selv den form for værdi kan tage af. De mærkeligste sager kan dukke op og have svært ved at forklare sig.

Tag nu fat og vær lidt hård. Giv samlergenet tørt på. Min erfaring er, at glæden over lidt er større end glæden over meget. Desuden er det stort at kunne give depechen med glæde videre til andre. For naturligvis går vi ind for genbrug. Nej til restaffald.

Et kapitel for sig er bøgerne. Ikke mindst vi bedagede har mange af dem. Selv vi må erkende, at e- og lydbøger er kommet for at blive. Når en bog efter 40 år står i uopsprættet stand, har den svært ved at argumentere for sin plads. Andre viste sig at være til engangsbrug. Også her kan det svare sig at begrænse for at styrke.

En venlig tanke til Mark Twain, der er krediteret for dette citat:

“Når der er stablet bøger overalt i mit bibliotek, på gulvet, i stolene og så videre, er det, fordi det næsten er umuligt at låne reoler.”

Jeg har læst om en japansk temester, der på nær én fjernede alle blomster fra sin storslåede have. Denne ene blomst havde det hele i sig og overstrålede alt.

Tag til takke med en bakke

Jeg kommunikerede på et tidspunkt med nordmanden Roger Pihl, der skriver bøger om danske bakker – “bjerge”. Emnet var skihopbakken ved Bruunshåb.

Hans interesse begyndte som en spøg og udviklede sig til rammeste alvor. Ikke noget at sige til, at den gode nordmand på sæt og vis har heltestatus på hjemmesiden “danskebjerge”.

I sine bøger bruger han humoren som vandringsstav, og så er vandreren godt hjulpen. Pointen er, at danske bjerge og norske fjelde ikke lader sig bedømme med den samme målestok. For resten lider forfatteren af højdeskræk, og så er netop danske bakkedrag gode at frekventere.

Skøn på, at vi i Viborg og omegn er begunstiget med masser af bjerge og udsigtssteder. Glem ikke, at navnet Viborg betyder Helligdomsbjerget.

Min favorit er Bisballe Bakker syd for Hald Sø, men kun, når humøret er til den dramatiske side.

På én af mine faste gåture kan jeg ikke slippe udsigten fra den højtliggende mark nord for Granada-skoven. Den har meget i sig, det på én gang by- og naturnære. Her ligger det storslåede mest i det underspillede.

Det stikker vel dybt i os mennesker, at vi søger overblik. Udsigten fra Peak 12’s tag er en gave. Jeg oplevede engang Viborg fra et svævefly, men jeg foretrækker et overblik med jordforbindelse, og den har vi her.

Essayisten Aage Marcus havde de danske bakketoppe på hjernen. Aage Marcus samlede i stor stil på udsigter.

“Når man én gang er blevet grebet af den oplevelse, det er fra en bakketop at se viden om over landet, falder det naturligt, at man søger efter andre punkter, der kan byde på lignende udsigter. Og er man først begyndt, bliver det til en passion at finde de bedste og mest ejendommelige,” skriver han om “Det bølgende land”.

Højt på Marcus’ favoritliste står i øvrigt Vorde Bavnehøj, også kendt som Vorde Galgehøj. På listen optræder også Ø Bakker, Ravnsbjerg og Daugbjerg Dås.

Stod det til ham, fik bakkebestigeren på opturen bind for øjnene, så udsigten viste sig i al sin vælde til sidst og ikke bid for bid. Men den taktik må jeg af snublende årsager fraråde.

Lidt om te og lysestager

Jeg er den glade ejer af Viborgstagen, en lysestage fra 1100-tallets sidste halvdel. Som kopi, forstås. Den originale stage af bronze er i Viborg Museums varetægt.

I sig selv er den med fodstykkets dyre- og planteforsiringer interessant. Men at den dukkede op af mulden nord for domkirken, giver den ekstra tyngde. Den er et artefakt, som har sin plads blandt viborgensernes arvegods.

Palle Lauring, historieformidler af Guds nåde, skriver i sit essay “Hvad skal vi med historien?”:

“Historien ejer den fjerde dimension, rum plus tid. Man kan leve uden bevidsthed om historien. Det gør de små hunde. Men vi er mennesker.”

Palle Lauring henviser til, at nogle prøver at kaste vrag på historien, men at de umuligt kan ryste den af sig. Urkimen lever videre og nægter at visne. Palle Lauring giver heller ikke meget for dem, der gør historien til ren videnskab. For ham har det større værdi, at nogle stadig kan høste med le, hente vand op af en brønd eller fortælle den gode historie.

Hvor er det godt, at vi har Viborgstagen, at vi har ladet en bypumpe stå på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade, og at kirkebyggerne placerede to gamle granitløver over domkirkens norddør. Også de gemte sig i jordsmonnet nord for kirken og har en skjult historie.

Vi kan gætte på, at stagen har haft en identisk makker, og at parret har prydet ét af den katolske kirkes mange altre, måske alteret i Sct. Kjelds Kapel, der just lå på nordsiden. Lad os tro, at en mester fra Viborg støbte vidunderet.

Stagen tog jeg frem, efter at jeg havde besøgt tebutikken Thrysøe nederst i Gravene. Her fortæller de stolt om tedåserne og opskrifterne, der alle har en fortid i Stensgaards kaffe- og teforretning i Vestergade. En historie lever videre. Den slags gør en forskel.

Længe leve den historiske bevidsthed.

Se så at komme i gang

Da jeg i tidernes morgen var spejder, var jeg bidt af en gal vandrer. 45, 60, 75, 90 og 100 kilometer præsterede en kammerat og jeg. Målet var alt, oplevelsen intet. Små sølvplader til læderbæltet var en hel praleparade.

Det har jeg for længst lagt bag mig. Nu går jeg efter oplevelsen, og jeg er nok nærmest at betragte som en fodgænger.

At spadsere lyder mindre krævende og mere kultiveret end at vandre. Vandreture på vandrestier kan strække sig over flere dage og har klare mål. Modsat kan spadsereturen være et smut uden plan.

Den tyske filosof Karl Gottlob Schelle skrev bogen “Kunsten at spadsere”. Fodgængeren Schelle går ind for de formålsløse gåture. De ellers kendte omgivelser i by og på land går ind i krop og sjæl på den, der bare går med sindet åbent.

For ham er det ikke nok at gå rastløst rundt, når et problem går i knude, eller når vi for eksempel skal et smut på apoteket. Den livgivende spadseretur får sin mening af ikke at have en mening; så sker underet midt i det vante. Den spadserende kan som Pinocchio skråle: “Der er ingen bånd, der binder mig.”

Oldtidens kynikere strejfede rundt som gale hunde og bjæffede deres provokationer ud. De fik netop navn efter hundene og kom vidt rundt med budskabet om det nøjsomme liv. Lige så lidt som hundene havde de sans for kunsten at spadsere. De sled så meget på deres gåben, at de ikke behøvede at bruge sko. Fødderne fik hud som såler.

Nogle af de græske tænkere havde ord for at være vandrende filosoffer. De gik, mens de gav deres lære ben at gå på. Den kendteste var Aristoteles. Men ægte fodgænger? Ikke nikke nej. Efter sigende havde han nogle stankelben, som ikke kunne bære ham langt. Han sad, når han kunne komme af sted med det.

På en spadseretur forleden kom jeg til at dvæle ved en pilrådden træstub. Jeg genopdagede den, for jeg har længe kendt til den. Netop den dag var den meddelsom. Engang var den en konge i skoven. Da den fik motorsaven at smage, fik en høj stub lov til at stå, og en skulptør formede den.

Den er nu inde i sin sidste fase, før den glider tilbage i sit ophav. Vinmagere taler henført om “den ædle råddenskab”, når rosinagtige druer lader sig presse til sublime vine. Netop ædel er den trøskede stub.

At ældes med ynde er den kunst, som træet kan lære den, der kan kunsten at spadsere. Godt gået.

En ny version er tilgængelig

Opgradér mig her, og opgradér mig der. Tiden kræver, at vi opgraderer i én uendelighed. Altid på vej, aldrig i mål. Computeren. Telefonen. Køkkenet. Badeværelset. Garderoben. Appen med vejret. Hudcremen. Nye versioner er tilgængelige.

Nye kure og livsanskuelser byder sig til. Vi skal være bedre og opdaterede versioner af os selv. Videre, videre. Stilstand er tilbagegang. Nuet er fortid. Det er sagt, at den, der ikke vil være bedre, holder op med at være god. Men alt med måde, for det bedste er det godes fjende.

I nogen tid har jeg hver morgen parkeret ved siden af et billboard med en klar opfordring: “Opgrader til ny Dove Advanced Care”, der er “Vores mest skånsomme teknologi nogensinde”. Jeg hører nok ikke lige til målgruppen, men af én eller anden grund har reklamen rørt mig. Det er næsten, som om alle genvordigheder lader sig smøre væk med en opgradering. Med advanced care toner et nyt og bedre menneske frem.

At begynde på en frisk er en fristende tanke, men hvor er vi henne, hvis vi hele tiden vælger at opgradere frem for at dyrke det bestående? Rodløse bliver vi. Filosof og kejser Marcus Aurelius førte frem, at vanen gør alt. Aflæg de dårlige vaner og fremelsk de gode. Det er at være sig selv tro i den gode, gamle version, hvilket kan være bevarende og fornyende på en gang.

Som med cornflakesene er det om at smage på det kendte for første gang. Glem ikke, hvor godt de smager. Sådan har jeg det også med bøger. Den gode bog giver læseren noget nyt, hver gang blikket berører de kendte sider.

Men ak. Hvad gør staklen, når en rude med “Din version af Windows understøttes ikke længere” dukker op på skærmen? “Opgrader til Windows 10 eller en nyere version,” lyder formaningen. En ny version er end ikke tilgængelig. Jeg tror spilleme, at jeg tager chancen og skriver nye stykker i den gamle version.

Rød løber til vandrere

Navnet Rødevej stikker så dejligt af fra Viborgs myriader af vej- og gadenavne, dog med Grønnegade som en anden farvet undtagelse.

I de seneste år har Rødevej i sommertiden været rødfarvet som i gamle dage. Navnet ligefrem indbyder til, at byen maler en rød løber på den, så Hærvejsmarchens vandrere kan gå det sidste stykke på ærens vej.

Murbrokker fra den nedrevne domkirke gjorde den rød og gav den i 1902 navn. Før da hed den Kirkegårdsvej, fordi byen i 1808 anlagde sin fælleskirkegård her. I øvrigt fik Grønnegade også navn efter den lokale kolorit. Den havde grønne omgivelser.

Pladsen på Bispegårdstoften vest for den gamle byvold var så rigelig. Foruden kirkegården lagde den fra 1870’erne jord til en kaserne under stadig udvikling, herunder en eksercerplads. Men en kaserne på en Kirkegårdsvej? Nej, vel.

Meget længere tilbage drev biskoppen landbrug på arealerne. Toften var den bynære del af bymarken og var som skabt til det berømte Toftmarked, der i mange år fandt sted uden for Skottenborg Port sidst i september.

Da eksercitsen flyttede fra Rødevej til Klostermarken, blomstrerede Eksercerpladsen op som markeds-, dyrskue-, sports-, cirkus- og festplads. Ikke så få gæster på den gamle toft kom i stødet og malede byen rød.

Viborg er gammel i gårde

Allerede i middelalderen var Viborg kendt som en stråtækt bondeby, et let offer for ilden. Godt nok fyldte adelsgårde og borgerhuse pænt i bybilledet, men et vigtigt træk var i mange år de utallige avlsgårde, hvoraf avlsbrugere havde deres udkomme.

I en halvcirkel vest for byen lå den enorme bymark. Kun København havde den større. Herpå kunne avlsbrugerne på et sindrigt net af jordlodder dyrke afgrøder og have dyr på græs. De fleste måtte leje jorden, hvis ejere typisk var kirker, klostre og katedralskole. Mest kendt var Bispegårdstoften vest for byvolden.

Tro ikke, at der var megen storhed over byens gårdbrug. De var med snæver plads til dyr og afgrøder. Med møje drev karlene dyrene ind og ud. Ikke altid kunne en vogn presse sig ind i gården, og så smed kusken læsset på gaden. Folkene måtte med håndkraft ekspedere hø og korn gennem luger og taghuller.

Jeg har hørt tale om den fattige mutter Lange – ikke fin nok til at være madam – i Sct. Mogens Gade 54. Hun havde en enkelt ko. Bosse måtte få storhedsvanvid, for den nød den ære at komme ind og ud ad selve gadedøren. En port havde huset ikke.

Netop den ellers så fornemme Sct. Mogens Gade havde flest avlsgårde; i 1885 lå her 18 gårdbrug. Ikke mange levn er tilbage. Den lille toldbod i Sct. Mogens Gade 49 har en skrå høluge i gavlen, og Handbergs Gård i Sct. Mogens Gade 59 har en velbevaret facade. I 1885 var den én af byens i alt 75 avlsgårde.

Vand er alle tiders

I dag er byens vand mest noget, der kommer med skybrud, og som løber vildt og voldsomt, fordi vi har tilplastret hver en stump jord med boligkasser, billig kinesisk granit, asfalt og betonbelægninger.

I tidligere tider var vand noget med kilder, brønde og rislende løb. Til de sidste hørte Munkeslusen, hvor nu Sct. Villads Stræde er, og Slusen fra Ll. Sct. Peder Stræde til Sct. Mikkels Port.

De kendteste kilder var Lones Kilde ved Lonnestræde, Jomfru Marias Sundhedsbrønd i Gråbrødre Klosters have og Sct. Kjelds Kilde i domkirkens krypt. Vi læser også om en Kokkilde, der lå vest for byen. Det var dens vand, Sct. Kjeld efter sigende gjorde til vin.

Mindre kendt var Dumpkilden i Dumpen. Lad os ikke glemme Tekilden på Borgvold. At gøre vand til te er nok mere realistisk end nummeret med vinen. Nogle kilder berigede det tidlige byggeri med kildekalk. Den var holdbar og let at arbejde med, men den slap hurtigt op.

Byen havde fem offentlige brønde: ved Sct. Mathias Port, på Hjultorvet, på Nytorv, på Gammeltorv og på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade. Her ligger nu Pumpetorvet med en symbolsk bypumpe. Den rigtige pumpe var virksom fra 1843 til 1913.

Især pumpen på Gammeltorv var ikke så heldig. Det var jo lige op ad domkirkegården med dens ligvand. Her var én af grundene til, at Viborg i 1808 fik den nuværende fælleskirkegård.

At dvæle ved rislende vand er godt for sjælen. Det er livgivende at kvæge sig ved fuglebadet bag Skovgaard Museet, Løvebrønden i Latinerhaven og kummen i Gråbrødre Klosters gård. Allernærmest historiens kilder kommer vi ved det stensatte kildested ved Nørresøvej. Fortiden er ikke tørret ud.

Når ret skal være ret

Viborg Landsting er uden tvivl én af Danmarks ældste institutioner; alderen kender ingen. Vi ser for os, hvordan frie jyder har samlet sig på Viborgs højdedrag for at afgøre sager af fælles interesse. Det kan være, at mødestedet var dér, hvor Rigsarkivet nu ligger.

Gennem århundreder var det fint med friluftsmøder. Gammeltorv tjente i mange år som tingplads. Men efterhånden som papirarbejdet tog til, var det nu meget godt at få tinget på det tørre. I 1552 åbnede Christian den Tredje det lukkede johanniterkloster ved Nørresø for landstinget. Pilehaven ligger i dag her.

Det var for en kortere bemærkning, for Frederik den Anden stillede i 1576 den tidligere bispegård nord for domkirken til rådighed. I 1558 var bispen flyttet til den nuværende bispegård øst for kirken. Landstingets nye domicil var en del af det forhenværende Mariakloster.

Adelen fik opgaven lagt på sig og kunne til gengæld bruge lokalerne. Skønt kongen pressede på, nølede de adelige hoveder. Tilskud og afgifter samt sten og træ fra det forladte kloster ved søen gjorde ikke stort. Domkapitlet fik besked på at stille med heste og vogne fra Hjarbæk til Viborg, så materialer også ad den vej kunne gøre gavn. Spørgsmålet er, hvor meget tinget nåede at bruge lokaliteterne, inden en ny del af Mariaklostret kom i spil.

Det træge arbejde gjaldt en ruin, hvor rådhuset ved Stænderpladsen mange år efter kom til. I 1639 åbnede adelens og landstingets fælleshus i en bedre klosterbygning klos op ad domkirken. Mindestenen ved nordsiden markerer stedet.

Under 1726-branden tog det en del skade, men det stod dog. En skæbne som spinde- og manufakturhus for arbejdsføre fattiglemmer truede det, men pilen pegede dog rettens vej. Bragt på fode blev det, men ikke mere end lige. Det var “eksponeret for stormvinde og andet uvejr”.

Storhedstiden var de syv stænderforsamlinger fra 1836 til 1848. Det, der nu hed Landsoverretten for Nørrejylland, delte tag med denne forløber for demokratiet. Bygningen fik en større makeover. Skæbnen indhentede stænder- og domhuset i 1871, da det kom væk, så den nye domkirke kunne få luft.

Noget om gyder og stræder

I en ikke så fjern fortid var gaderne i Viborgs midtby betydelig trangere og mere opdelte end i dag. Et vink ligger i, at langt flere gadenavne endte på “stræde” og “gyde”. “Gade” var typisk forbeholdt de længere forløb.

Af gyder kan jeg i en ruf nævne Storkeredegyde, Michel Herups Gyde, Frands Berings Gyde, Engelmands Gyde, Ellen Kistrups Gyde, Peder Posts Gyde, Jens Friis’ Gyde, Anders Gefreiters Gyde, Gåsegyden, hele tre Søgyder, Garverigyden, Lille Vildtorvgyde og Store Vildtorvgyde. De sidste er stadig gyder, henholdsvis Store Hjultorvgyde og Lille Hjultorvgyde.

Når jeg læser Gunnar Staalesens romaner fra Bergen, er det så at sige i smug. Sådan at forstå, at Staalesens Bergen er fyldt med smug – eller “smau”, På dansk kender vi også til smug, men de optræder oftest som smøger. De må være smallere end stræder og gyder. I klasse med slipper.

Den slags smalle sager savner jeg i mit Viborg. Nærmest er vi med det unavngivne smug mellem Sct. Mogens Gade 7 og 9.

Med strædenavne kan Viborg stadig stå distancen. Men borte har taget en god håndfuld som Kirkestræde, Vor Frue Stræde, Klosterstræde, Sct. Nicolaj Stræde, Lonne Stræde, Søndre Sortebrødre Stræde, Nordre Sortebrødre Stræde, Sct. Mikkels Stræde, Sct. Mogens Kirkestræde, Sct. Ibs Kirkestræde og Mageløsstræde,

Andre navne vidner om smalle forhold: Trangtrappen, Mellem Muren, Munkeslusen, Slusen, Renden og Rykind.

Nicolaj er høj i hatten

I 1870’erne og 1880’erne tog pokker ved det skrånende terræn langs Sct. Nicolaj Gade. Efter et trægt århundrede fik gamle Viborg hul på bylden. Haver, tofter og udtjente rønner mellem Sct. Mogens Gade og Sct. Ibs Gade gav plads til fire markante byggerier, der skulle tjene fællesskabet.

Lidt af vejen og alligevel nært. Og det hele står endnu.

Rådhuset ved Gammeltorv var for lille til det voksende demokrati og den ditto by. I 1874 stod multihuset mellem Stænderpladsen og Sct. Nicolaj Gade færdigt: rådhus, ret og arrest i ét. Domkirkearkitekt Julius Tholle nåede at udtænke planen, inden han som blot 40-årig døde.

Året efter fik byens mange soldater et pænt stort garnisonssygehus ved Rosenstræde, lige neden for Sct. Nicolaj Gade. I otte år havde de ladet sig nøje med et lille infirmeri i Sct. Mogens Gade 38. Arkitekt Hermann Storck, der i øvrigt var ny domkirkearkitekt, havde tegnet et sygehus til 35 sengeliggende jenser.

Mellem 1847 og 1887 havde en beskeden fri- og borgerskole over for Sortebrødre Kirke banket lærdom ind i de små hoveder. Med den nye kommuneskole på toften oven for Sct. Nicolaj Gade fik “friskaller” og “borgerkaniner” mere plads, men det sociale skel mellem dem flyttede med. Århus-arkitekt Carl Lange gjorde sig ellers umage.

Så til fattiggården. Viborg-arkitekt Hother Paludan fortsatte linjen fra den arbejdsanstalt, han først i 1880’erne tegnede til amtet. Fattiggården ved gadens nordlige ende stod færdig i 1885 og kunne huse 80 fattiglemmer. Den afløste Viborgs første rigtige fattiggård, der lå klinet op ad Gamle Vagt.

Fattiggården var et lille samfund af udstødte uden borgerlige rettigheder. Kvinderne havde mest køkkentjeneste, mens mændene arbejdede i den store have. Desuden havde fattiggården en virksomhed for sivmåtter og -sko.

I 1936 lukkede den, og sindssygehospitalet overtog bygningerne, som helt op i 1970’erne rummede langtidspladser til de syge i sindet. Derpå oprandt en æra som boligkomplekset Nicolajgården, og rækkehuse skød op i haven. Ikke noget for fattiglemmer.

Da kongerne fik rygdækning

Maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg har leveret en fantasi over, hvordan en kongehyldning på Viborg Ting har foldet sig ud. Den 28. september 1448 steg Christian den Første op på Viborgs hyldningssten og lod sig tiljuble af Vorherres jyder.

Dannebrog vajer, og en biskop velsigner; det må have været Viborgs Thorlav. Til tronsalen på Christiansborg malede Eckersberg fire historiske scenerier, og hyldningen i Viborg var ét af dem. Oplagt.

Eftertiden ved stort set intet om Viborg som kongehyldningsby. Måske var Hardeknud i 1027 den første i en række på måske 37 majestæter. Lejrekrøniken løfter selveste kong Dan op på Viborg-stenen, og så er vi godt nok langt tilbage.

Med sikkerhed var den senere Christian den Femte i 1655 den sidste. Enevælden satte en stopper for denne dybe tradition. Traditionen bød ellers, at Viborg var først til at hylde den kommende regent. Så kom turen til Ringsted og Lund.

I Snorri Sturlusons saga om Magnus den Gode læser vi: “Siden lod kong Magnus indkalde til Viborg-ting; der udnævner danskerne konger – både i gammel tid og i nyere tid. På dette ting tog danskerne Magnus Olavson til konge over hele Danevældet.” Denne hyldning fandt sted i 1042.

Hyldningsstenen i Viborg gik under navnet Daneryg. Den har sagtens været en mellemstor kampesten. Stor nok til at ophøje kongen, lav nok til at være let at bestige.

Peder Resen placerer på sit bykort fra 1677 det gamle tingsted på Viborgs højeste punkt, omtrent ved det nuværende Rigsarkiv. Hvor nu Kongehyldningsmonumentet står, har Daneryg næppe befundet sig. Lur mig, om ikke den ligger og ser helt almindelig ud ét eller andet sted.

Den 15. juni 1584 lod Frederik den Anden og dronning Sofie deres søn, den senere Christian den Fjerde, hylde på Nytorv. 23 rigsråder, 181 lens- og adelsmænd, ni herremænd, 11 hofråder, alle de jyske bisper og provster samt to præster fra hvert herred hyldede den syvårige. Siden fejlede hans selvtillid ikke noget.

Det tabte “Paradis”

At kalde et værtshus “Paradis” er oplagt. Midt i 1600-årene kunne viborgensere og andet godtfolk søge en jordisk lykke i Jacob Berings Gård, der lå øverst i Nytorvgydes nordre side. Her var gæstgiveriet “Paradis”.

Beværtningens historie fortaber sig i tåger. Jeg vil tro, at “Paradis” var et sted for alle. Modsat vinhandler Salomon Gerbers skænkestue, der lå på gydens hjørne ved Sct. Mogens Gade. I 1654 fik Salomon Gerber ret til at udskænke vine, og hans vinstue var populær blandt fine folk.

Sågar opslog kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg i 1660 sit hovedkvarter i de Gerberske gemakker. Stedet var kendt og berygtet for sine drikkelag, hvor adelige officerer kom i kårdekamp, endda også med dødelig udgang. Så slemt stod det vist ikke til i “Paradis”.

Historieskriver Ursin skriver i sin Viborg-historie fra 1849: “Byen har også, som købstæderne i almindelighed, haft sit Paradis; dette værtshus lå i Nytorvgyde på nordre side, inden det afbrændte i 1667.”

Hermed være sagt, at de paradisiske tilstande fik en brat ende. Værtshuset genopstod ikke. Jacob Bering fik en tjans som borgmester og døde i 1690 som en dybt forgældet 50-årig. Flammerne åd også Salomon Gerbers store gård øst for “Paradis”. Den fik han genrejst – og med den skænkestuen.

Paradis-navnet har helt frem til i dag levet på matriklen. I Viborg Stiftsmuseums beretning for 1965/66 står således at læse, at museet i bagbygningen “Paradis” ved Nytorvgyde var ved at indrette et magasin i kombination med et værksted og et lokale til særudstillinger. En kommunal bevilling og fem militærnægtere gjorde det muligt.

Mit gæt er, at det tabte “Paradis” lå lidt højere oppe i gyden end det kendte skilt med de fordrevne Adam og Eva.

Domkirken lagde hårdt ud

Efter sigende var omkring 2300 hoveder til stede i Viborg Domkirke, da Aarhus-biskop Brammer den 10. september 1876 indviede den. Koret, hovedskibet, sideskibene, korsarmene og triforiegallerierne var fyldt af inviterede og folk, der havde sikret sig et adgangskort.

Jeg kom til at tænke på dette kæmpe opbud, da en fyldt domkirke bisatte Søren Pape Poulsen. Nu var en fyldt domkirke skrumpet ind til 800 deltagere. Til gengæld kunne en hel nation følge begivenheden på direkte tv.

Så stor var interessen i 1876, at adgangskortene optrådte på det sorte marked. Toppen af det politiske, kirkelige og administrative Danmark havde naturligvis sikre pladser. Koret var besat af 200 gejstlige i ornat.

Kong Christian den Niende og dronning Louise af Danmark og kong Georg og dronning Olga af Grækenland var cremen af de royale hoveder, mens konceilspræsident Estrup og kultusminister Fischer udgjorde den politiske front.

Mange stod op. Arkitekt Hermann Storck havde tegnet stolestader til domkirken, men de forslog slet ikke ved denne særlige begivenhed. Efter den oprindelige plan skulle Viborg-biskop Laub have stået for indvielsen, men sygdom slog ham ud. Otto Laub kunne ensomt fra bispegården følge med i klokkeklang og orgelbrus.

Efter den kirkelige handling drog en udvalgt skare til det nyopførte rådhus ved Stænderpladsen. Det store taffel fandt sted i rådhussalen, der hermed var i officiel brug for første gang.

Langt senere – i 1954 – fik Viborg Domkirke de velbekendte kirkestole. Midt i 1950’erne fik kirken fjernvarme. Det nuværende gulv af ølandsfliser kom på plads, og stolene fulgte efter. Arkitekt Thomas Havning slog stregerne. Nogle år før havde han udtænkt planen for den nordlige side af Gammeltorv, og i 1966 var det ham, der tegnede det nye orgels facade.

Stol på det.