Forfatter: Jesper

Er der noget mere anonymt end navnet Vestergade? Dem har vi åh så mange af i Danmark.

Allerede på Viborgs første bykort – fra 1677 – finder vi Vestergade. På kortet fra 1849 optræder dog et spændende alternativ: Brændevinsgade. Trolig er det et folkeligt navn, men dog værd at skåle for.

Sandheden er, at Vestergade/Brændevinsgade i 1800-tallet var byens mest brogede gade. Her lå købmandsgårdene tæt, og to af dem var med brændevinsbrænderi.
Husk på, at gaden forbandt hestemarkedernes Gravene med Nytorvs torvehandel. Ikke mindst var den bøndernes gade, og købmændene vidste at betjene dem.

Det folkelige gav sig også udslag i de mange marskandisere. Én af dem var tilmed pantelåner. Hans lokaler gik under navnet Frelserens Kirke. Det var noget andet end den religiøse sekt, der i pietismens tid huserede i gaden.

Da bønderne i 1890’erne begyndte at handle i egne brugsforeninger, gik det sørgeligt tilbage for byens købmandsgårde. Nogle satte hårdt imod hårdt og nægtede at skænke brændevin, hvis der ikke fulgte handel med. Noget for noget. Men udviklingen var ikke til at standse.

I 1969 fik Vestergade status som Viborgs første gågade med det kommercielle navn Vestergågade. Den fik en delvis overdækning med indbygget lyshav. Til stort mishag for Jan Gehl, arkitekturens førende smagsdommer. Lad det fare.

Nu forsøger den sig med dæmpet musik. I Brændevinsgade er noget altid i gære. 

Navnet Den Gamle Postgård smager af længst svundne dage. Den lå i Sct. Mogens Gade 35 og røg ud af sagaen i 1961.

Den engang så prægtige bygård fra 1600-årene var til sidst ikke noget at skrive hjem om. Men da postmester Hans Hermann Willer Hansen i 1800-tallets første halvdel ejede den, var den en statslig embedsmand værdig.

Postmesterens tid sad længe efter i murværket. Det hænder såmænd stadig, at “Den Gamle Postgård” dukker op, skønt den nuværende bygning er fra 1978.

Med lige så megen ret kunne den hedde “Den Gamle Farvergård”, thi gårdens sidste storhedstid var med malermester Anton Peter Nielsen Gildsig som ejer. Her blomstrede i klunketiden et rigt familieliv, kombineret med en farverig virksomhed.

Grunden skød helt over til Reberbanen. Så pladsen var rigelig, da Gildsig-familien udviklede en tapetfabrik. Det gik faktisk forrygende, godt hjulpet frem af den fingersnilde fabrikant Brems og lidt inspiration udefra.

Men alt får en ende. Efter en konkurs overtog den københavnske grosserer Carl Gotfred Mammen i 1924 tapetfabrikken og drev den videre under navnet “Aladdin”. Ejerne skiftede, men først i 1973 var eventyret slut.

Ensom og forladt stod den gamle tapetfabrik i to år. Fabrikken omfattede to bygninger på hver 50 meter. Den 17. marts 1975 brændte den. En brand, der endnu huskes. Men magien fra Aladdins lampe består. Nutidens ejerforening hedder naturligvis “Aladdin”.

Følg stien bag om sygehuset; det svarer sig. Bagsiden udstråler en verden af i går.
Det lille anlæg med vandløb, planter og kunst ligger som en rest af den park, som det første sygehus var en del af. Blikket lader sig også fange af ældre, gulstenede bygninger, der trodsigt holder stand. Lidt for sig selv ligger en lav længe. Den hedder blandt kendere Malthes Palæ.

Busten af Peter Wilken Heiberg, sygehusets far, skuer passende mod Malthes Palæ. Som den fremsynede mand, han var, affinder han sig nok med den nye tids kolos bagved. I dag bor administrationen i huset. Da økonoma Rigmor Malthesen regerede i palæet, var han for længst borte, men frøkenen må have været en personlighed efter hans hoved. Myndigt ledede hun i mange år centralkøkkenet.

Ikke for ingenting var Rigmor Malthesen frontfigur i Økonomaforeningen. Hendes faglige stolthed forbød hende at lade dagens ret gå ud til patienterne, før hun ved en hel ceremoni havde prøvesmagt den. Og ingen kunne ved rent øjemål føre en køkkenkniv som hun.

Oprindelig var Malthes Palæ i én etage og var epidemibygning. Midt i 1920’erne havde sygehuset vokseværk. Blandt meget andet forsynede arkitekt Søren Vig-Nielsen vores bygning med en ekstra etage. Den gamle indmad kom ud. Nu skulle den være centralkøkken. Via tunneler kunne personalet bringe forsyninger ud til afdelingerne.

Fra 1923 til 1935 var den stærke socialdemokrat Niels Fisker formand for sygehusets bestyrelse. Førstelæreren fra Almind var sygehuset en god mand. Endnu større opgaver end et centralkøkken ventede, da han i 1935 fik posten som minister for offentlige arbejder.

I 1992 var det slut med kokkeri i den gamle bastion. Et portræt af Rigmor Malthesen blev hængende til eftertiden.

I det absolut sidste nummer af Viborg Stiftstidende så læserne skelettet til det Viborg, vi kender i dag.

Det var den 31. december 1962. 190 års Viborg-virke var slut. Da avisen begyndte at udkomme, havde byen efter årtiers tilbagegang blot 2000 indbyggere. Sammen med sin by havde den stræbt sig frem til 24.000. Hvilket paradoks, at den kun lige nåede at skue ind i fremtidens forjættede land.

På siderne syv og otte benyttede borgmester Johannes Ringgaard-Christensen (V) årsskiftet til at skrue janushovedet på, så han kunne spejde både frem og tilbage. Hvad læseren ikke så godt kunne vide, var, at hans forudsigelser i store træk holdt. Avisens dødsstund var det moderne Viborgs fødselsstund.

Et kort over kvarteret omkring Ll. og St. Sct. Peder Stræde ledsagede artiklen. Det viste et eksempel på alt det, fremtiden kunne byde på. Planen her lagde blandt andet op til det, der i 1968 manifesterede sig som det dobbelte supermarked HB Comus.

I forhold til skitserne fik en del ældre huse lov til at stå. Tilmed udløste byggeriet en arkæologisk udgravning, der åbenbarede et gårdanlæg fra vikingetiden.

Som stadsingeniør i Viborg gennem mange år havde Vilhelm Ehlert en stor aktie i fremtidens Viborg. Vilhelm Ehlert var én af byens sønner og fik nok ikke helt tilfældigt tildelt spalteplads sammen med borgmesterens spådomme.

Under overskriften “Min barndoms avis” gav han et nostalgisk tilbageblik, der ikke blev mindre nostalgisk af, at hans far havde arbejdet som typograf på avisen. Han takkede for alle impulserne og avisens måde at være avis på.

En historie var ude og en ny kunne begynde.

Jernvarefabrikant Julius Brems var stor i slaget, da han i 1906 lod ejendommen Westend, Gravene 1, opføre. Dels fører navnet tanken hen på Londons berømte kvarter, dels er ejendommen som et monument over en fremgangsrig erhvervsmand.

Julius Brems hyrede den nyetablerede arkitekt Søren Vig-Nielsen til at tegne en markant hjørneejendom med butikslokaler hele raden rundt og med herskabelige lejligheder til familien og andre bedsteborgere.

Sin egen virksomhed flyttede han fra St. Sct. Mikkels Gade. Tilmed forsøgte han sig i et års tid som biografejer med Kinografen, der i et smalt lokale havde plads til hele 130 gæster.

Men han kunne også leje ud til en tøjbutik – London Magasinet, naturligvis – en boghandel, en farvehandel, en handskemager og en tandlæge.

Ved farvehandler Gildsigs butiksdør hang en vaks papegøje og bød indenfor. Allerøverst boede Aage Munksgaard, foretagsom fotograf med meget mere. Opgangen var prydet med hans fotografier.

Det var noget andet end den usle bygning, Julius Brems et par år før havde erhvervet, og som endda lå i vejen for den voksende trafik.

Han døde i 1924, men et halvt århundrede frem var Westend i familiens eje. Hustruen Pernille Brems havde til sin død i 1937 et udadvendt virke som lotterikollektrice.

Allerede i 1914 overtog sønnen Holger Brems faderens firma. I 1927 var den del af eventyret slut. Til sin død i 1950 videreførte sønnen dog en lukrativ nebengesjæft: at fremstille kirketal til salmetavler.

Faderen var nok mest kendt for Brems-bilen. Pudsigt nok fortsatte sønnen i sporet. I en årrække virkede han nemlig som statens motorsagkyndige, hvilket han praktiserede med stor myndighed. Det forpligtede at hedde Brems. 

Mandag den 4. januar 1773 begyndte avisen Den Viborger Samler at udkomme. Udgiver var landfysikus og bogtrykker Christian Elovius Mangor, der to år før havde etableret sig med et trykkeri i strædet neden for Lones Kilde – nutidens Sct. Leonis Gade.
“Samler”? Det var da et underligt navn til en avis. En avis i gængs forstand var den nu heller ikke. Den var et folkeoplysende ugeblad med en stor, opbyggelig artikel, der var garneret med smånyt, annoncer og bekendtgørelser.

Navnet hentyder til, at den gode Mangor havde sat sig for at samle nyttig vide til læseren. Landlægen ordinerede en halv time per uge. Som det hedder i hans programerklæring:

“Skulle et ugeblad ikke vel være et af de bekvemmeste midler til at opvække agtsomheden hos dem, der af afsky til bøger intet læser, eller af letsindighed intet tænker?”

Fra begyndelsen havde “Samleren” 225 abonnenter over det ganske land, mest i det jyske og en pæn portion i Viborg. En blanding af præster, latinskolelærere, embedsmænd og godsejere. Allerede i 1776 rejste han fra byen, men avisen levede videre.

Langsomt voksede det journalistiske indhold. Men så sent som i 1839 ironiserede Kjøbenhavnsposten over Den Viborger Samlers ringe standard og mente, at byen havde fortjent bedre: “Hvad intelligens angår, bør vel således Viborg betragtes som en af de byer, der står højest.”

I det år løftede den sig faktisk op ved håret. Den skiftede navn til Viborg Stiftstidende og begyndte at udkomme fire gange om ugen, hvilket fremmede nyhedsstrømmen.

Sammen med otte andre lokalaviser udkom Viborg Stiftstidende sidste gang mandag den 31. december 1962. “Ikke forgæves” hed forsidens bærende artikel – lige under boksen med “Cykellygten tændes fra 16.22 til 8.22”.

“Skal det være med mekanisk værk eller med batteri?” spørger urmageren. Dovenlarsen i mig vælger batteriet, hvilket nok er ufint over for lommeurets ædle natur. Men den udstråler alligevel godt, gammeldags urmageri, min nyerhvervede “krydder”.

Og jeg kommer straks til at tænke på en kendt urmager i Viborgs historie, Daniel Andreas Topp, der levede fra 1816 til 1905, og som nedsatte sig som urmager i 1842. Urmager Topp var en sand tryllekunstner med finmekanikken.

Tiden var med ham. I empirestil lod han i 1845-1846 forretnings- og boligejendommen på hjørnet af Sct. Mogens Gade og Sct. Mathias Gade bygge. Kald ham bare en fantast, men han syslede med en evighedsmaskine, et perpetuum mobile. Mindre kunne gøre det, og han fik engelsk og fransk patent på et ur, som kunne gå i et helt år uden optræk.

Mester Topp opfandt også et ur, der var til at aflæse fra alle sider. Her tænkte han på sygestuer. Desuden var han kendt for en nyskabende indbrudsalarm.

I 1864 var der optræk til ballade hos urmageren, der kom i et verbalt klammeri med en prøjsisk soldat. Husk på, at Viborg var besat. Det kostede ham 12 dage i brummen. I det år begyndte hans mangeårige samarbejde med urmager Jens Frederik Larsen. Denne var mest kendt for Viborgs første telefoncentral. Fra 1887 til 1901 knejsede centraltårnet højt over hjørneejendommen.

Urmager Topp udviklede et venskab med den 38 år yngre jernvarefabrikant Julius Theodor Brems og fulgte entusiastisk dennes arbejde med at konstruere et motorkøretøj.

Grundlovsdag i 1900 kom Topp med på Brems-bilen og udbrød begejstret, at det næste måtte blive en flyvetur. Men dertil rakte hans livs ur dog ikke.

I essayet “Astronomi for amatører” anbefaler forfatteren Jacob Paludan sin læser at slutte venskab med stjernerne. Jeg tog det frem, da jeg kom hjem efter en aftenvandring gennem Banebyparken.

Og hvorfor nu det? Jo, for under stiens platform lyser en installation op. Den er med selveste den nordlige stjernehimmel. Vandreren kan orientere sig i årstidernes skiftende stjernebilleder, både ved at studere de lysende myriader på tavlen og ved at læse teksten. Desuden er belægningen under halvtaget dekoreret med de 12 stjernetegn.

Banebyens og resten af byens lys forhindrer ikke de virkelige stjerner i at tindre forunderligt foroven, når ellers ikke skyerne er i vejen. Det må være et godt middel mod spændinger i nakken at studere stjerner.

Jacob Paludan hylder en stjernekigger, der både har et fagligt og et romantisk syn på nattehimmelen. Til syvende og sidst gælder det “drømmen om at rykke det evige nær i en erkendelse, der ikke er videnskab og slebne spejle, men identitet og lykke.”

Alt det og meget mere i Banebyparken. Fantasifiguren Fidusen og sporarbejderen Søren fører rundt. Banebrydende.

Det Gamle Rådhus på Gammeltorvs sydside hviler på et endnu ældre gammelt rådhus. Stumper i kælderen er vistnok fra den ældre model. I det hele taget er der noget med den kælder.

Vestgavlens mange ar taler om, hvordan tiderne har gjort skiftende brug af den høje kælder, tydeligst omkring vinduet. Det fremspringende cirkelslag af mursten sladrer om, at her havde byens multihus en pænt stor kælderport.

Afstikkende mursten til venstre herfor fylder endnu en tidligere adgang ud. Helt til venstre har en lille, blå port overlevet.

Egentlig noget værre brokværk. Men den kælder har sandt for dyden også tjent mange formål.

Kælderregionerne rummede på skift eller samtidig borgerlig og militær arrest, bolig for bysvende og arrestforvarer, militær vagtstue, brandsprøjter, dårekiste, venerisk sygestue og politistation.

Arresten var fra 1874 en del af det nye råd-, ting- og arresthus ved Stænderpladsen. I 1875 begyndte en tid med to afdelinger i vores kælderdyb. Den ene var beboelse for politibetjent Møller, den anden var mellem 1880 og 1912 politistation.

En jernring fra fangernes tid sidder fortsat ved Skovgaard Museets toilet. Ikke så ringe endda.

Da jeg var dreng, havde vi en leg, hvorunder vi fremstillede gulnede sørøverkort. Det gjorde vi ved at lade flammen fra et stearinlys slikke op ad kanterne. Det hændte, at flammen var lidt for grådig.

Ikke så få af bladene i Viborgs historie er gulnede af ild. Blandt de historiske nedslag i Peak 12’s gavlmaleri er byens silhuet med tunger af ild og røg. Ifølge legenden var Sct. Kjeld vel den, der første gang havde held med at dreje halsen om på den røde hane, idet han under en brand i 1140’erne steg op i ét af den nok ufærdige domkirkes tårne og kastede sig på knæ i bøn. Da han rejste sig op og gjorde korsets tegn, gik ilden ud. En klosterbror var hans vidne.

Ellers hører vi ikke noget til bybrande førend i 1345, da en stor del af byen efter sigende gik til. Så var der lynbranden i 1501, der tog domkirken og det omliggende kvarter. I begyndelsen af 1529 tog flammerne sig ublidt af flere katolske sognekirker, hvilket lettede vejen for reformationen.

Domkirken stod atter for tur i 1567, og med den røg det fornemme adelskvarter ned mod søen. Tilmed bortsmeltede den henrettede Skipper Clements blykrone, der hang i Vor Frue Kapel. Vistnok.

Bybrande i 1615, 1667 og 1726 havde som årsager henholdsvis et fejlskud i et stråtag, bagning og brygning. Stråtage og lyngknipper var nyttige, men farlige. “Tækt med strå, af ilden truet,” skrev en middelalderlig digter om Viborg.

Den 25. juni 2026 er en sodsort mærkedag i Viborg. Da er det 300 år siden, at den nok værste brand i byens historie brød ud. På 34 timer brændte den bedste del af byen.

“Brandspillene” – otte friluftsspil – markerede i 1976 250-året. Gad vide, om Viborg stadig kan finde gnisten.

Viborg Domkirke byder villigt på små overraskelser. Se nu på soklen til venstre for hovedportalen. På det vandrette stykke træder “GS” frem, fint hugget ud i et rundt felt.

Bogstaverne passer ikke på hovedarkitekterne bag den nyeste domkirke: Nebelong, Tholle og Storck. Sidstnævnte fuldendte værket, men hed Hermann til fornavn, så han er også ude. Nej, “GS” står for selveste Generalstaben.

Fra 1842 til 1928 havde Generalstabens Topografiske Afdeling til opgave at fremstille kort til militær og civil brug. Specialuddannede officerer drog land og rige rundt med måleborde og målestænger. Og det krævede fikspunkter.

Generalstabens målebordsblad fra 1878 viser Viborg og nærmeste omegn i forholdet 1:20.000. Et område, som byen stort set dækker i dag.

Højderne er i fod. Omtrent midt i det hele ligger domkirken med et tydeligt tal: 120. Det vil sige, at det indhuggede mærke var sat til 120 fod over havets overflade, altså 37,66 meter. Ikke for ingenting refererer navnet “Viborg” til en helligdom på bakken.

I virkeligheden viste 1878-målingen 119,18 fod, svarende til 37,40 meter. De to bolte lidt oppe på det nordre østtårn vidner om andre målinger. Den, der ikke er savet over, er fra 1956 og sidder 37,54 meter over havet. Terrænet falder en anelse fra vest mod øst. Velsagtens derfor sidder den ikke på soklen.

I øvrigt står byens højeste punkt ved det nuværende Rigsarkiv til at være 157 fod.

Så fik vi også fod på det.

I domkirkens nyindrettede tårnkælder sidder på væggen til gravkammeret to dekorative mindeplader. Det kunne i særlig grad behage én af de omtalte, salig rektor Peter Jessen.

Præstesønnen fra Vendsyssel gjorde det godt for sig selv, da han bosatte sig i Viborg. I 1739 begyndte han som underviser på latinskolen. Men de højere magter befæstede for alvor hans kald og stand, da han i 1748 ægtede Dorothea Cathrine Ostenfeld. Hendes far var da afdøde rektor Jens Ostenfeld, hvis navn optræder på pladen ved siden af.

Magister Peter Jessen giftede sig ind i Viborgs elite. Efter sigende var han pengegrisk, ærgerrig, stridbar og manipulerende. Først som konrektor og dernæst som rektor havde han latinskolen som platform. Hans øverste chef var biskop Andreas Wøldike, men han var gammel og svag.

Vor ven fra pladen var rig på jordisk gods. I Viborg etablerede det barnløse par sig med en bygård i Sct. Mogens Gade 29. Så langt, så godt. Men skolen forsømte han. Ifølge den tids kilder terroriserede eleverne i gader og domkirke. Alt på skolen flød: økonomi, legater, undervisning og karaktergivning.

Da biskop Christian Michael Rottbøll i 1770 kom til, var det slut med bortforklaringer. Den nye foresatte truede med en fyring, men tænkte dog også på rektorens eftermæle. I 1776 mistede han endelig stillingen. Titlen fik han lov til at beholde til sin død fire år senere.

Så var der det med eftermælet. Enken oprettede et legat på skolen og forærede domkirken de to syvarmede lysekroner, der den dag i dag hænger i korsarmene, det hele i Peter Jessens navn. Avisen Den Viborger Samler skrev en rosende nekrolog.

På mindepladen står han som “velædel” og “højlærd”. Tro ikke på alt, hvad aviser og mindeplader beretter.

Folk kan flytte nok så meget rundt i den store verden. Men fødestedet hænger ved.

Før og under første verdenskrig var Alexander Foss blandt Danmarks mest magtfulde magnater. Alexander Foss kom den 1. oktober 1858 til verden i Sct. Mathias Gade 3.

Faderen var stiftslandinspektør Vilhelm Foss. Da denne som 22-årig i 1846 rykkede til Viborg, lejede han sig ind hos to søstre. I 1852 ægtede han den ni år yngre Anny. Parret stiftede bo i Sct. Mathias Gade 3. De unge købte den ene halvdel af et ganske præsentabelt borgerhus med pilastre, vinduer i rundbuede nicher, savtakket gesims, pudset facade, høj kælder og markant tegltag.

Anny og Vilhelm Foss befandt sig vel i Viborg og fik mange venner. Børn kom til. Alt tegnede til et stille og virksomt liv i domkirkebyen, også for Alexander. Men i april 1862 døde faderen, blot 38 år.

Kort efter begravelsen flyttede Anny med sine to sønner og en tredje i maven til forældrene i København. Huset i Viborg lejede hun ud, og i 1873 solgte hun det. Viborg var et overstået kapitel.

Ingeniør Alexander Foss fik en storslået karriere i politik og erhvervsliv. Som medejer af F.L. Schmidt & Co. havde han en magtfuld position. Mest kendt er han nok for at være rorgænger, da Danmark styrede sig gennem første verdenskrig.

Fødehjemmet måtte i 1904 falde til fordel for den stormægtige kreditforening, og det må have behaget ham. Som nybagt student genså han hjemmet og noterede:

“Det gamle hjem og mit fødested var jeg nede at se; det var forfaldent og trist, men huske det kunne jeg.”

Påstå ikke, at Viborg er fattig på udendørs kunst. Men det er unægtelig en blandet landhandel. Desuden åbenbarer nogle af værkerne sig de mest overraskende steder. Som strøsukker.

Søg, så skal I finde. Kunstfinderi i Viborg er en givende sport. Den kunst, der fjæler sig i baggårde, i byhaver og bag karréer, er ikke den mindst interessante.

Jeg vidste godt, at den stod der, men havde ikke før bekvemmet mig ind i Solgårdens gårdmiljø. Siden 1993 har Ribe-kunstneren Ole Videbæks vandkunst glædet beboerne og de vel få udefrakommende gæster. Fra en buet bagvæg af stentøjsklinker løber vand ned i en tilhugget flade af grønsten og herfra – som et vandfald – til et bassin.

Kunstneren ser gerne sin kunst som et smykke, der kan gøre noget godt for sine omgivelser. Vandkunsten her er som en velplaceret broche.

Parentetisk skal vi have med, at et andet afsides værk, “Vækst” på torvet i Houlkær, er af Lis Andersen, Ole Videbæks arbejds- og ægtefælle.

Solgården med sine 116 ultrasmå aldersrenteboliger stod færdig i 1941. Kommunen var bygherre. Den ruttede hverken med plads eller badevand.

Da Boligselskabet Viborg i 1993 overtog de gulstenede bygninger, var det med 54 nyrenoverede boliger, nu med både bad og elevator. En bred kreds af givere skillingede sammen til et smykke, der var som skabt til en ældre dame i nyt skrud.

Børn af 1950’erne og 1960’erne var samlere. Samlede på Richs-billeder, frimærker, Dandy-billeder, tændstikbiler, glansbilleder, hønseringe, Puk-bøger, Jan-bøger. Sad gerne i timevis ved befærdede veje og noterede bilnumre. Og de mest fanatiske gik op i jernbanernes kilometermærker.

Jeg har hørt om dem, der spejdede ud ad kupévinduet for at fange stenenes tal. Ikke nok med det. Med konfirmationsuret målte de også togets fart. Tiden fløj af sted.
Den typiske sten var en lille pille af hvidmalet beton med røde tal. De store typer øverst var for de hele kilometer og de små nederst var for meterne. 32/6 var 32 kilometer og 600 meter fra endestationen.

Nogle baner havde dem med 100 meters mellemrum, andre med en afstand på 200 meter. I gamle tider kunne en rød kant markere, hvor den nærmeste telefon var at finde.

Hvor er det herligt, at de kulturhistoriske markører lever videre langs Himmerlandsstien på den nedlagte jernbane fra Viborg til Aalestrup og videre til Løgstør. Fra Viborg-siden tæller de ned til Aalestrup som endestation. Strækningen var på 37,6 kilometer.

Stenene er 200-metersmærker, akkurat som de mere nymodens skilte på Langaa-Viborg-Struer-banen. De har Langaa som endestation, 40,2 kilometer fra Viborg Banegård.

At måle hastighed på banen til Aalestrup var ikke så krævende. I de første mange år var tophastigheden på 45 kilometer i timen, men kom senere op på svimlende 70 kilometer.