Seebergs træ i Latinerhaven

Det siges, at egetræet ved Kompagnistræde, lige inden for Latinerhavens portal, er fra før bybranden i 1726. En gammel gubbe er det i alt fald, og den historiske bydel var ikke den samme uden.

Om træet skriver Peter Seeberg, at “når man ser det, bliver byen pludseligt endnu rigere for een”. Hvor må de skamme sig – de, der mener, at træer kun hører hjemme i skoven. Et pragteksemplar som bytræet ved Kompagnistræde er i særklasse værdifuldt.

Ludvig Feilberg var det åbne sinds filosof, der advarede os mod at tænke på, at vi tænker. Tankerne skal have “ligeløb”. Med åbent sind studerede han Holbergs kastanjetræ i Fiolstræde, og det skrev han i 1882 en fin afhandling om.

Feilberg når frem til, at træet på den gode måde gør byen endnu mere byagtig, fordi husene “må holde sammen mod den sære, fremmede gæst, der er kommen iblandt dem”.

Han kalder det en “tankebro mellem natur og kultur” og noterer, “at der findes ved dette træ noget, man så ofte leder efter og savner, men sjældent finder”.

Det samme gælder for Seebergs træ.

Ærligt og redeligt byggeri

Gjorde forleden rent i matriklens redekasser. Ud med ynglesæsonens reder, så de næste beboere ikke må døjes med parasitter. På’en igen, kære fugle, når den næste sæson kommer. Det var ellers fine reder, jeg måtte kassere.

Er der ikke noget bekendt ved dette at begynde fra bunden, når det gælder om at stifte bo? Selv solide og præsentable huse må forsvinde fra jordens overflade, fordi nye ejere skal sætte præg. Ned med skidtet.

Sådan var det ikke i tidligere tider. Viborgs gamle kvarterer er fyldt med huse, der har kerner af endnu ældre huse. De var – og er – underlagt den nænsomme murskes lov.

Viborgs fornemste eksempel på en rig bygningshistorie er Sortebrødre Kirke. Teglstensarkitektur, så det vil noget. Især den østlige del er et studium værd. Vi kommer på en tidsrejse tilbage til 1200-tallets første halvdel. Måske endnu længere, for de mange kvadre vidner om, at sortebrødrene nok byggede videre på en ældre romansk kirke.

Den sidste rest af selve klostret lever endog videre i kirken. Nutidens sydlige sideskib er nemlig en stump af den korsgang, der omkransede klostergården. Arkadens åbninger ind mod gården er blot muret til. Det nordlige sideskib har tilmed en fortid som to kapeller.

Oprindelig var munkenes gotiske bedekirke et langhus med trappegavle i begge ender. En rest titter frem ved tårnet – og godt for det. Arkitekterne Hermann Storck og Helge Bojsen-Møller i henholdsvis 1870’erne og omkring første verdenskrig har i det hele taget haft heldige hænder. Her er ikke noget at sætte fingeren på.

Byen ved de to søer

Ret beset er Viborgsøerne én sø og hedder på de gamle kort blot Viborg Søe. Men hvor er det godt, at vi både har Nørresø og Søndersø. Dobbelt glæde.

Ifølge folketroen skal vi takke Viborg Søe for, at vi fik en Holger Danske, der kunne sætte sig op mod fjenden. De indtrængende krigere tøjrede hestene ved en tjørn ude i søen. Samme træ havde til alt held en skaderede. Ud af et æg herfra kom en kampberedt Holger, der samlede en sejrrig hær af unge mænd og oldinge. Eja, sikke tider.

I nogle dage besøgte jeg Chicago og havde fra hotellet udsigt til den store Michigansø. Væggen af skyskrabere og vandfladen kontrasterede og ligesom forstærkede hinanden. Sådan har jeg det også med Viborg og Viborgsøerne.

Søerne i København er åbenlyst bysøer, mens Viborgs søer vel er både-og, en forening af natur og kultur. Først og fremmest er de til fælles glæde. For mange år siden afgjorde Højesteret, at Viborgsøerne ikke lader sig underkaste den private ejendomsret – og godt for det.

Masser af historie er løbet gennem de søer, det være sig den glædelige og knap så glædelige. Tænk blot på den stakkels bygmester Hödrich, der efter den store brand i 1726 gjorde så meget godt for byen, men som havde så svært ved at få sine penge. Op til Snapsting den 26. april 1744 gik han i “sværmodige tanker”, for han havde ikke penge til en stejl kreditor.

Den 8. april om morgenen gik han i søen, efter at han på en auktion havde købt et vaffeljern og en ligkiste. “Uden nogen ceremoni, sang eller klang” kom han i jorden. Han fik lov til at sejle sin egen sø, den stakkel.

Viborgs lyseste hoved

Jeg har hørt sige, at udenadslære ikke fører til viden, og at flotte rim ikke er nok til et godt digt. I samme dur skosede en filosof dem, der suverænt kan bevise, at det er forkert at lyve, men som lyver, så det står efter. Udvendighed kontra indvendighed.

Sandheder som disse kom jeg til at tænke på, da jeg stod ved Den Gamle Præstegård, Sct. Mogens Gade 11. I øvrigt det flotteste bindingsværk i to stokværk. Den lod stiftsprovst Christen Lassen Tychonius i 1736 opføre, efter at han kom til Viborg fra Skive i 1727.

I sin Viborg-historie fra 1849 noterer stiftsprovst Ursin, at Tychonius var den lærdeste mand, Viborg havde haft, og at byen næppe igen ville se et så lysende geni. Ursin føjer til, at den lærde forgænger i embedet allerede som knægt var velbevandret i latin, græsk og flere orientalske sprog, og at han som blot 15-årig blev student.

Tychonius gik præstevejen og var nok tidligt ude efter Viborgs bispestol, hvilket glippede hele fire gange, skønt han var kendt som en sprænglærd kirkehistoriker. Der var ikke det kirkelige emne, som han ikke kunne endevende. Han spyede om sig med vers, afhandlinger og opbyggelige tekster. Samtidig opnåede han en status som modepræst i domkirken. Vægterne måtte regulere trafikken på Gammeltorv, når han var på.

Men det var, som om al denne gode lærdom ikke stak så dybt. I det mindste var han berygtet som en drillesyg og splidagtig person. Han var nok lidt som nutidens “Google-assistent”, der kan svare på alt uden egentlig at vide noget som helst.

Holberg lod sig friste til at kalde pligtpedanten i komedien “Jacob von Tyboe” magister Tychonius. Modellen i Viborg fnyste og fik Holberg til at ændre navnet i de senere udgaver, så magisteren nu hed Stygotius. Det var nu heller ikke rart at have denne replik af Jacob von Tyboe siddende på sig:

“Men her er sådan underlig lugt inde, her lugter så pedantisk, så latinsk, så græsk; om der er kun en donat udi et hus, så står den mig straks i næsen. Der må uden tvivl en skimlet magister have skjult sig etsteds herinde.”

Herefter kunne Holberg ikke nære sig og skrev skæmtedigtet “Den jydske fejde”, hvori Viborgs stiftsprovst står som “en stridbar helt, skjult under Levi skjorte, der blive vil et lys ved Viborgs høje skole”. Med det sidste hentyder han til, at Tychonius kæmpede for et universitet i Viborg.

Kraftpræstationen var en 14 kvarter lang ligprædiken den 5. juli 1735 over biskop Trellund. Til sidst kunne Tychonius knap stå på sine ben, og klokkeren måtte gribe ham. Herefter var lyset dæmpet, og det gik helt ud juleaften 1740.

Nørremølle Enge

To munke kom til at diskutere, om det var flaget eller vinden, der bevægede sig. En tredje afgjorde sagen ved at sige, at bevægelsen foregik i deres sind. Svaret passer meget godt med, hvordan jeg har det med Nørremølle Enge.

På det rette tidspunkt skal det ikke lufte ret meget, før det lodne tæppe af græs, siv og dunhammere bølger som et hav. Samtidig sitrer stråene som var de en vindharpes strenge. Aiolos, vindens gud, giver lyd.

Kæret nord for Nørresø har altid ligget som et gode for byen. Godet blev ikke mindre, da kommunen lod vandet vinde, efter at et pumpelav i mange år havde forsøgt at gøre det tørt. Ud over den naturlige væde strømmer nu regnvand fra tre rensedamme gennem engene.

Når jeg sidder på Nørremølle Enges dvælebænk, kommer jeg til at tænke på filosoffen, der talte om “intethedens sprog – dette rige sprog”. Roen herude har så meget at sige, og støjen fra Nordre Ringvej danner forunderligt nok en grundtone, der har den bagvedliggende Dambakke som klangbund.

Sidst i 1960’erne havde planlæggerne en idé om, at engene skulle være en slags folkepark til sport og samvær. Vi kan i dag sige, at de var på gyngende grund. Til gengæld kan de våde enge mentalt give os fast grund under fødderne.

Gråbrødre Klosters gård

Hvor er det altså synd for gråmunkene, at de ikke oplevede deres klostergård, som den tager sig ud i dag. Arrangementet med de fem tjørne og kummestenen er fra 1970’erne, men spiller flot sammen med den sene middelalders murværk mod nord og øst.

En gammel betydning af “lun” passer på den fredfyldte gård, et førsteklasses dvælested. Hvor der er et lun, er der vindstille, ro og fred. En beskyttende skærm holder hverdagens larm ude. Vi genfinder ordet i Louns Bredning, som egentlig er det stille vand bag næsset.

Da munkene i 1530 for altid var ude af Gråbrødre Kloster, fik byen den sydlige gård, mens Christian den Tredje satte sig på den nordlige. I nogle år havde han en fløj som bolig, når han var i staden. Fra 1541 var kongens del hospital, og en lige linje fører til dagens stiftelse med syv boliger.

Vores dvælested er den nordlige gård; den sydlige er borte. Hvor vestmuren er, lå engang et bindingsværkshus. Men det, der er tilbage, virker forbavsende helstøbt. End ikke de idelige bybrande formåede at gøre alvorlig skade.

Hospitalet var som et lille samfund i samfundet. En broget skare fik ophold i kortere eller længere tid. Ved nordgavlen lå i 1700-årene dårekisten med “tvende logementer for afsindige mennesker” bag dobbelte hængelåse og jernbomme.

Men det er så længe siden, at deres fortvivlede råb kun sidder som et svagt ekko i murværket.

Søndermølles stemmeværk

Hvor er det let at stå og fortabe sig ved Søndermølles stemmeværk. Den stille mølledam og det fossende fald mod møllen giver et meget godt billede af, hvad filosoffen Ludvig Feilberg mente, da han om kreativ tankegang sagde: “Der må hæmmes, før der kan fremmes.”

Søndermølles afløb har i umindelige tider drevet et møllehjul. Et rigtigt stemmeværk med dæmning og gennemløb fik stedet måske i 1313, da Erik Menved skulle bruge vand til voldgraven på Borgvold. Anlægget fik Viborgsøernes vandspejl til at hæve sig med cirka to meter, og sådan har det været siden.

I de første mange år med dæmningen rakte søen en lavvandet arm helt ind til Søndermølle. Efterhånden groede lavningen til, og søen holder sig nu til en grænse ved Amtmandens Bro. Herfra til Bruunshåb har Søndermølle Å et ganske pænt fald, hele syv meter.

Det meste af tiden har Søndermølle hørt under Asmild Kloster, først selve klostret, siden herregården. Indtil de driftige Bruuner kom til i begyndelsen af 1800-årene, var den melmølle; så tog det fart med at valke og farve klæde. Siden stod den på kunstgødning af benmel og svovlsyre.

Fra 1890 og små 100 år frem var Søndermølle uldcentral. Det var et formål, der klædte den naturskønne plet. Dagens kommunalt drevne kultur- og naturcenter gør også Søndermølle ære.

Tillad mig at skyde en lille erindring ind. Søndermølles ålekiste var i mange år temmelig indbringende. Ålene nærmest væltede rundt i fælden. Da jeg et år deltog i byrådets “budgetmiddag”, stod den på ål fra ålekisten.

Stegte ål byder mig meget imod, hvilket jeg havde antydet over for borgmesteren. Ved min plads stod en stor skål med frikadeller, og så var jeg kisteglad.

Borgvold-bakkens top

Borgvold-bakkens flade top er et magisk sted. Jeg har på fornemmeren, at det hele tog sin begyndelse her. At helligbyen Viborgs oprindelige helligbjerg var det 11 meter høje forbjerg mellem søen og den senere “bjergby”.

Den er vistnok en hatbakke. Grus og sand bundfældede sig i dødisens huller og lå tilbage som hatteformede bakker, da istidens is smeltede. Indtil sidst i 1850’erne havde den senere stadspark to af slagsen, men den nordlige kom til at tjene som opfyld rundtom.

Når jeg står deroppe og funderer, kan jeg sagtens se folk fra landsdelen følge dalstrøg og højderyg til de fremspringende bakker. På den højeste har goden, asatroens præst, haft sit tilholdssted. Bakken var som skabt til de hedenske ceremonier. Først med kristenheden trak de religiøse riter opad.

Etatsråd Gottlieb Bruun gravede i 1889 på plateauet, uden at han fandt det helt store: seks skeletter, en kanonkugle og nogle sten fra et fundament. I dybden kom han aldrig. Sporene har nok været fra Erik Menveds borg. Borgen eksisterede formelt fra 1313 til 1320, men kan sagtens have haft et før og et efter. På de tider skiftede bynavnet fra “bjerg” til “borg”.

Skønt mindestenen med runer blot er fra 1915, er den med til at føre tankerne tilbage og i det mindste bort fra den hverdag, der surrer omkring bakken. Stenen er for Erik Ejegod, der i 1103 drog på bodsrejse til Jesu grav, men som fik sin grav på Cypern.

Toppen måler blot 45 gange 30 meter, men i fantasiens verden fylder den meget mere.

Den Philosophiske Gang

Hasselbuskene står langt og tæt på begge sider af den skjulte sti syd for Viborg Kunsthal. Den er en lille verden for sig. Et dvælested med fine kighuller ned mod søen. Engang hed stedet Skræppetoften.

I 1700-tallet kaldte viborgenserne gyden mellem Viborg Tugthus (Søndersøparken)  og Just Arctanders Gård (Brænderigården) Den Philosophiske Gang. Navnet kan fint leve videre i den nøddeflankerede gang. Der er noget huleagtigt over det langstrakte krat.

Den berømte filosofiske gang ved Sorø Akademi har tiltrukket landets lyseste hoveder, mens Viborgs sidestykke næppe har stået fadder til de store tanker. Men lidt har også ret. Hvad er det i grunden at filosofere?

Præst og lokalhistoriker Andreas Christian Krog omtaler i sin Viborg-beskrivelse fra 1779 “… Den Philosophiske Gang, hvilket navn den har fået deraf, at folk gemenlig i smukt vejr om sommeren plejer sammesteds at promenere og tage frisk luft.”

At sammenligne hasselbuskene med søjlerne i det gamle Grækenlands Lykeion er måske lige friskt nok – og dog. I søjlegangene vankede Aristoteles rundt med sine studerende, mens de filosoferede. De var peripatetikere, vandrende filosoffer. Det er en kendt sag, at gang sætter tanker i gang, så det er bare om at komme i gang.

Viborg Domkirkes krypt

Tynget af tunge tanker søgte maleren og forfatteren Holger Drachmann lørdag den 1. november 1890 ned i Viborg Domkirkes krypt. I 12 vers indvier Drachmann os i sine kvaler.

Det romanske rum taler til folk, der ønsker ro, så de kan få lidt skik på deres tanker. Den hvælvede krypt er blot 116 kvadratmeter stor og er en rest af den oprindelige kirke. Krypter af den art i Danmark lader sig vel tælle på én hånd.

Seks hele og 10 halve søjler har siden 1130’erne båret den. Nichen mod vest kan være kirkens allerførste alterplads. Langt mere end den nyere kirke udstråler den et spændende mangefold af byggesten, vistnok granit, porfyr, kildekalk, jernal og rødsten.

Kirken under kirken har status som et stillerum. Jeg skal ikke kunne sige, om det var herfra, sjælemessen for den døde kong Erik Glipping lød, men med det rum kan man aldrig vide.

I det sydlige kryptkapel står en læderbetrukken kiste med den mumificerede adelsmand og guldmager Valdemar Daa, som H.C. Andersen har skrevet en fortælling om. Sct. Kjelds Kilde skjuler sig i en brønd under læderkisten. I det modsatte kapel finder vi en kiste, der er hugget af en enkelt sten. Den har ikke været til hvem som helst. Sct. Kjeld, monstro?

Pudsigt, som “løngangsmyten” lever i Viborg. Myten om en hemmelig gang under Søndersø handler oftest om en elskovstunnel fra kryptens nordøstlige hjørne og over til Asmild. Et gravehold ledte engang efter tunnelen og fandt en kedelig afløbskanal fra kryptens vandholdige underlag.

Tilbage til Holger Drachmann og digtet “Alene med den gamle organist”. Domorganist Herman Amberg sidder ved orglet oppe i kirken, mens Drachmann kukkelurer i krypten. Tonerne opløfter den dystre digter, men krypten får også sin del af æren for, at han kommer fornyet op:

“Savner han tjenestens inderlighed,/savner i ordet han dybden -/så lad ham gå til den ældste tro/ydmyg derned i krypten.”

Haven bag Skovgaard Museet

Dagens dvælested er haven bag Skovgaard Museet. Sagte risler vandet i havens fuglebad. Budskabet er ikke til at tage fejl af: “Kom hid og slå dig ned.”

Ikke at haven med sine lave hække og enlige stammer stråler af den store havekunst. Styrken ligger i enkelheden. Her kan stilheden komme til orde.

En mindeplade for forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg sidder på sydmuren i den forhenværende fængselsgård. Her hænger også et relief, der på dramatisk vis er skueplads for kongemordet i Finderup Lade. Lidt for sig selv står et fuldvoksent tempeltræ, Seebergs træ og et vindpust fra en fjern fortid.

Billedhuggeren Edith Ludvigsen skabte i bronze og med nænsom hånd det centrale fuglebad. Vandet vælder blidt fra frugten af vandplanten Trapa natans, en hornnød. Det var kunstneren meget om at gøre, at vandet ikke kunne skræmme fuglene. Riller gør skålen skridsikker. Fuglene skal ikke komme galt af sted, når de forfrisker sig.

Tankevækkende, som en hornnød af bronze kan gøre det ud for en hel have. Jeg kommer til at tænke på fortællingen om den japanske temester Rikiu, hvis tehave var spækket med purpurfarvede snerler. Da storkongen bad om at bese herlighederne, fandt denne kun en ørken af småsten og sand. Men inde i teværelset, i en vase af bronze, strålede på alle de dødes vegne én eneste snerle.

Byvandringernes Viborg-bibel er på gaden

Den tredje udgave af håndbogen “Gå efter detaljen” indeholder hele 178 historiske ståsteder.

Det begyndte med kvinderelieffet på Lille Rosenborg i Domkirkestræde. En detalje, der kom til orde. Stykke for stykke har 177 andre detaljer fra bybilledet føjet sig til.

– En historisk kyndig ven og jeg stod og studerede relieffet. Hvem forestillede det? Ingen af os kunne give et svar. Vi kom ind på, at byen er fyldt med den slags detaljer, som lever i skyggen, men som fortjener at komme frem i lyset. Idéen til en byvandringsbog var født, siger journalist Jesper Overgaard.

Viborg er byvandringernes by, men har aldrig haft en rigtig håndbog til fodfolket. Med “Gå efter detaljen” har vandrerne noget at gå efter.

– Detaljerne er som maggiterninger. Kokkeriet begynder småt og udvikler sig til noget større, gerne med hjælp fra kokkene selv, siger Jesper Overgaard, der også er kendt under pseudonymet Bymanden.

De to første udgaver af “Gå efter detaljen” indeholdt henholdsvis 100 og 113 “talende detaljer”. Disse går igen i den stærkt udvidede tredje udgave. Som noget nyt er ståstederne så nogenlunde geografisk opdelt.

– Længe gik jeg tilfældigt frem. Efterhånden som antallet voksede, skelede jeg mere og mere til, hvad jeg oplagt manglede at bringe frem, siger han.

I et samlet oplag på 3000 styk er de to første gratis udgaver kommet ud til interesserede, der ønsker at kunne tolke byens stemme. Også nummer tre på 192 sider er gratis. “Gå efter detaljen” er nemlig en gave til Viborg og byens gæster fra bogtrykker Per Nørhaven og forfatteren.

Bogen er blandt andet at få i Viborg Domkirke, Skovgaard Museet, Viborg Kunsthal og sommerens infokiosk i Skovgaard Museets have.

Drengedrømme og brandtrommer

Som alle kvikke drenge i 1960 svarede jeg “lokomotivfører eller brandmand”, når voksne spurgte til den seksåriges karriereplan. Nok mest det sidste, for familien boede i Skottenborg, tæt ved brandstationen. Det var dengang, brandbilerne sagde babu-babu og havde gule udrykningsflag.

Og brandsirenen på stationens tag, ikke at forglemme. Her havde den siddet siden 1923. Al leg måtte stoppe, når sirenen lød. En enkelt tuden gad vi ikke rigtig løbe efter, men to gange fik os til at spæne. For ikke at tale om de sjældne tre. Hen til portene, der nu gik op. Fra alle hjørner kom håndværkere cyklende. De fleste brandfolk var tilsyneladende håndværkere. Når de var mange nok, drønede brandbilerne ud ad portene. Babu.

Jeg havde en legekammerat, der boede i stueetagen. Hendes far var håndværker – og brandmand. Bedst som vi legede ved bordet i køkkenet, lød en ringen. Et ringeapparat sad her. Lige siden 1888 havde brandfolkene måttet slippe alt, hvad de havde i hænderne, når apparatet gav lyd. Det var en ekstra sikkerhed og var helt fra den tid, da stormklokken i domkirkens nordtårn og brandtrommen var en del af alarmen.

Som al denne hurlumhej dog kunne få folk af huse. “At løbe til brand” var en folkesport. I beretningerne om Viborgs allerførste rigtige brandvæsen i 1844 ser jeg, at hele 50 mand havde til opgave at holde de nysgerrige og langfingrede på afstand.

Fra min drengetid husker jeg, hvordan store brande som dem, der ramte Vinther & Larsen og Henry Vorre, samlede tusinder af tilskuere. Asani-branden i 1951 er jeg ikke gammel nok til at have fået med. Den står der stadig gny om.

Viborg er de store bybrandes by. Stråtage, bindingsværk og lyngbrændsel var ikke en god kombination. I 1345, 1501, 1529, 1567, 1615, 1667 og 1726 gik store dele af byen til.

De fleste store brande var uheld. Et lyn, ølbrygning, bagning og et skud med et gevær er kendte årsager. Men så var der mordbrænderne. I Jydske Lov fra 1241 var en mordbrænder ikke nødvendigvis en person, der havde liv på samvittigheden. Den, der bevidst satte ild på et hus, var en mordbrænder, og sådan var det helt frem til 1866. Det kostede hovedet, gjorde det.

Et eksempel. Stedet er St. Sct. Peder Stræde. På strædets nordside bor slagter Jacob Weftrup. Da øvrigheden i 1781 tager ham, er årsagen hans tyvagtighed. Men da Jacob Weftrup er mør, erkender han, at han to gange i 1777 har sat fyr i huse. Ingen personskade. Den 9. april 1782 halshugger skarpretteren ham, og dødningen kommer på bålet. 57 år får han på denne jord – og ingen i himmelen.

Ved en sådan henrettelse skulle borgervæbningen underholde med lidt eksercits. Medlemmerne af denne folkemilits var ikke ferme som soldater, så de måtte øve sig. På vej til øvelsen kom én af deltagerne til at affyre et vådeskud. Smedelærling Marius Winde mistede livet. Mordbranden uden mord kom alligevel til at koste et liv.

Alt dette kendte en seksårig intet til. Det var alvorligt nok, at én af brandene tog ishuset ved Rødevej.

Da Kjeld var cool i Viborg

En og anden blandt læserne husker nok banjo- og sangduoen Jan & Kjeld, der brød igennem sidst i 1950’erne, og som sågar var med i en Far til Fire-film.

Da Jan & Kjeld toppede, begyndte jeg i første klasse på Vestre Skole. Blandt mine kammerater var der to gange Jan og to gange Kjeld. Sådan er det jo med fornavne. De er tidstypiske. Ret præcist kan vi ud fra en årgangs navne sætte årstal på. Talrigest i klassen var Pia med tre: Pia 1, Pia 2 og Pia 3.

Folk med forstand på de dele siger, at Kjeld – med forskellige bogstaveringer – i mange år var specielt populært på Viborgegnen. I dag kan der gå år mellem, at et drengebarn kommer til at hedde Kjeld, Kjell, Keld, Kell eller Kield, men endnu i 1950’erne stod det stærkt – og ikke mindst i det midtjyske.

Da befolkningen slet ikke er så mobil, som vi går og tror, afspejler fortidens egnstypiske fornavne sig i nutidens egnstypiske efternavne. Viborg har klart flere Kjeldsener end andre byer af samme størrelse. Mange efternavne er patronymer, det vil sige, at de har en fars fornavn bygget ind. Hed mange Kjeld, kom mange også til at hedde Kjeldsen.

Jeg vover et øje og påstår, at vi skal helt tilbage til 1100-tallets første halvdel for at finde roden til Viborgs Kjeld-kult. Kjeld var også da meget brugt. Med sideformen Ketil er det kendt fra den hedenske tid og kan betyde “offergryde”. Sct. Kjeld er Viborgs beskyttende helgen. Det virker da logisk, at hans navn højt op i tiden har været populært på disse kanter.

Kjeld var en del af Viborg Domkirkes fællesskab af kannikker, kendt som rektor for katedralskolen og domprovst. Han havde bevågenhed på allerhøjeste sted, det vil sige hos pave Eugenius den Tredje. Da Viborgs kannikker smed Kjeld på porten, fordi de fandt ham alt for generøs med kirkens rigdomme, befalede paven dem at tage ham tilbage. Og hvilken hjemkomst. Ifølge legenden forsynede Kjeld dem med vin, som han havde fremskaffet ved at gøre vand fra Kokkilden vest for byen til ædle dråber.

Nu vi er ved underne. Det hedder sig også. at Kjeld kunne læse i mørke, og at han med tankens kraft kunne styre tællelysets flamme. Han døde den 27. september 1150, da han formentlig var midt i 40’erne. Nogle år før havde han efter sigende – ved at stige op i et af domkirkens tårne – fået Gud til at stoppe en storbrand, idet han bad, det bedste han havde lært.

Beretningerne om undere ved hans grav i domkirken er mange. Et gennemgående træk er, at blinde ved Kjelds kraft fik synet tilbage. På pavens vegne ophøjede ærkebiskop Absalon ham den 11. juli 1189 ved en saligkåring i Viborg Domkirke. Han endte som “en lokal helgen” med en hale af drenge ved navn Kjeld efter sig.

De private islæt

Ret beset er mange af middelalderbyens interessante baggårde private enemærker, men det går lige an at kaste et blik på herlighederne. Som i Sct. Mogens Gade 29, hvor en granitskulptur af billedhugger Edgar Funch (1915-1995) udmærker sig i en ramme af bindingsværk.

Edgar Funch var af fag stenhugger og lærte håndværket i et bornholmsk stenbrud. Kai Holm, ejer af bygården, anskaffede og opstillede i 1990 den abstrakte figur. Den hedder ikke noget.

Derimod har en anden Funch-figur i Viborg et navn. Den hedder “Solfigur” og står ved Viborg Rådhus. Før stod den bag Stillings Gaard ved Nytorv. “Solfigur” var i 1967 en gave fra lokalpolitiker og erhvervsmand Kai Erik Berg de Nully Brown (1927-2019).

I begyndelsen var Edgar Funch inspireret af naturens urformer. Han lod sig indfange af kunstnergruppen “Spiralen” med blandt andre Wilhelm Freddie og Asger Jorn, og herefter gik der geometri i hans kunst.

Lad de to kunstgivere repræsentere de mange private, der har beriget Viborg med udendørs kunst. Ånden udtrykte Kai Erik Berg de Nully Brown kort før sin død på denne vis: “Tak for alt hvad du har givet mig, Viborg, af gode minder, tak.”