Forfatter: Jesper

Siden 1978 har Haveforeningen Hedehaverne mod nord afrundet Viborgs bydele øst for søerne. Nordre Ringvej adskiller kolonihaverne fra parcelhusene ved Vesterheden, Hedeskrænten, Hedebakken og Hedevænget.

Ingen tvivl om, at vejene skulle hedde noget med “hede”. De ligger på den gamle Nørrehede, som sammen med de lyngklædte Helvedesdale og Sønderhede indtil moderne tid fik lyngheden til titte direkte ind i byen.

Viborg, den gamle dame, svøbte sig midt i 1800-årene med en “brun lyngkrave”. I en tid, da byens fine fruer nok helst bar kraver af nertz, gjorde Enrico Dalgas med denne betegnelse lyngen til byens halsklud og kendetegn.

At bæltet af plantager nordvest for byen tidligere var lynghede, er en kendt sag. Men med de nævnte østlige heder udgjorde lyngkraven en sand halsedise.

Skal vi tro historikeren Hugo Matthiessen var Viborgegnen i den tidlige middelalder et tættere befolket ager- og skovland, som ufornuft gjorde til karrig hede. Hermed kom den stolte stad Viborg til at ligge som en oase midt i ødemarken.

Fra gammel tid bestod Viborgegnen af Nørlyng og Sønderlyng Herreder. Navnene vidner vel om et lyngens land, og tanken går til Bornholms berømte Højlyng.

Mon ikke, at den skarpe kontrast mellem byen inden for portene og heden lige udenfor gjorde netop Viborg til hedesagens by. Det toneangivende borgerskab var allerede beredt, da ingeniør Dalgas kom, så og sejrede. Heden gik heden, men fortjener egentlig bedre.

Og så var der filosoffen, der fortabte sig i brostenenes skjulte undersider. Det var nu næppe denne underverden, Viborg Byråd havde i tankerne, da det for efterhånden mange år siden besluttede, at midtbyens gader og torve bid for bid skulle være med bundsolid granit.

Med den seneste stump af Sct. Mathias Gade må værket vel være fuldbragt. Hold nu op, hvor har de historiske kvarterer dog mange granitsten. Kopien af byens gasgadelampe har bredt sig i samme takt, og det kadmiumgule diodelys er meget godt ramt.

Dyrt har det været. Hele manøvren har skullet give middelalderbyen et ekstra touch af gamle dage. Det var dog først fra 1860’erne, at gaslyset og de regulære bro- og chaussésten trådte frem i gadebilledet. Æraen skulle vise sig forholdsvis kort. Snart kom det elektriske gadelys, og asfalten fulgte trop. Allerede i 1931 var hele Sct. Mathias Gade med asfalt.

Den ægte vare fra historiens hylde er derimod piksten – af mange ærbart og fejlagtigt bogstaveret “pigsten”. Dertil hørte tranlamper. Men det kan også blive lidt for historisk. Flere steder har arkæologer gravet ned til de oprindelige belægninger med piksten, og de er bestemt ikke for rollatorer.

Ifølge en kilde fra 1743 havde Nytorv “en remarkabel pikning”. Stenene lå, så de dannede en interessant labyrint. Sådan en kunne nutiden da godt bruge. Sct. Mogens Torv taler for sig selv. Her ligger pikstenene akkurat som i begyndelsen af 1800-årene, da beboerne satsede på et hestetorv.

Begrebet “stenbroen” med tilhørende brokvarterer hører mest storbyen til. Men Vesterbrogade og Broparken smager lidt af fugl, og arkitekter har endda talt om byens “brokvarter”. Navnet kommer af, at en gammel form for belægning var af planker som i broer.

Som jeg husker det, led den sidste stump af oprindelig brolægning en krank skæbne, da Viborgs fjernvarmenet i begyndelsen af 1979 brød sammen. Ud for varmecentralen var Grønnegade med brosten, og de lå nu hulter til bulter. På det felt gentager historien næppe sig selv. 

I 1994 kunne folk i 8800 Viborg besørge breve fra 93 postkasser. I skrivende stund er tallet 16 styk. Og det går kun den vej, hønsene skraber. Sådan er det bare.

Den kendteste postkasse gennem tiderne sad i Viborg Postkontors facade. Den stilsikre arkitekt Hack Kampmann tegnede ikke blot postbygningen i Sct. Mathias Gade 19, men også et arrangement med et postkasseskilt og en indbygget sprække til brevene. Skiltet forestillede en postrytter og havde en venlig lampe til de mørke timers forsendelser.

Kasse og kontor åbnede i julen 1917. Borte har taget både skilt og kasse. Den oprindelige tekst lød: “Postbrevkasse – Tømmes 10 minutter før hver brevomdeling og hver posts planmæssige afgang.” Det er i grunden ikke længe siden, at et indenbys brev kunne nå ud samme dag, hvis det var i kassen om morgenen.

Viborgs første postkasse var fra den 1. april 1851 og sad ved postkontoret, der dengang havde base i Sct. Mogens Gade 35. Få måneder efter flyttede kontoret til Sct. Mathias Gade 52, og kassen flyttede med. Postkasse nummer to kom i 1863 til at sidde på jernbanestationen ved Søndersø. I 1883 var antallet i Viborg oppe på 12. Seks daglige tømninger var normen i 1890.

Det danske postvæsen har rundet de 400 år. I begyndelsen var Viborg en vigtig station på postruten mellem Aalborg og Kolding, idet Hærvejen var postførende. Snart var Viborg dog hægtet af og måtte finde sig i at være et appendiks til Randers. En ny rute fra Viborg til Thisted gav i 1669 Viborg lidt oprejsning, og byen fik sin første postmester.

Postkasserne hænger naturligt sammen med frimærkerne. De vandt frem, og i 1860 lagde etaten sig fast på den postkasserøde udgave. Den har ikke ændret sig stort gennem tiderne. Men i hele landet er blot 1500 tilbage. De sidder mest og minder om en svunden tid. Hvad de dog ikke har måttet sluge i årenes løb.

For ikke at komme en postgang for sent er det nu, vi skal ære dem.

Viborg Domkirkes to vesttårne er uden konkurrence byens vigtigste vartegn. Ethvert forsøg på at anfægte dette må falde til jorden. Sådan har det forholdt sig, siden den romanske katedral voksede op i 1130’erne.

Det var i biskop Eskils dage. Inden Eskil kom til Viborg, var han kannik i Lund. Her rejste sig nogenlunde samtidig en lignende – dog større – totårnet domkirke. Mon ikke, at han tog inspirationen med sig vestpå?

Andre kirker fra den tid udmærker sig med tvillingtårne. Som jeg har forstået det, kan de symbolisere porten til det himmelske. Deraf skulle det komme sig, at de rige i dyre domme betalte for at komme til at hvile i tårnenes kældre. Så kunne de enkelt sagt springe køen ved perleporten over.

Symbolet med to tårne og en buet port genfinder vi i domkirkens gyldne alter, hvis hovedmotiv er det himmelske Jerusalem. I øvrigt var Asmild Kirke i sin første form også med to tårne. Men de to tårne på en Viborg-mønt fra midten af 1100-tallet må være domkirkens.

Danmarks måske kendteste tvillingtårne sidder på Fjenneslev Kirke i det midtsjællandske. Det skader nemlig aldrig med et godt sagn. Ifølge sagnet står tårnene til ære for Asser Rig og hustru Inges sønner Esbern og Absalon. Sagnet gør dem til tvillinger, hvilket ikke er sandt. Snarere har sønnerne ladet tårnene opføre til minde om forældrene.

På Viborg Domkirkes apsis udmærker to vogtende løver og to stenansigter sig. Tankevækkende med disse pardannelser. De to markante søer og de to rådmænd i det gamle bysegl er på samme vis med til at gøre Viborg til noget enestående.

Siden blyets dage i dansk dagspresse har jeg haft et noget anstrengt forhold til rådhuse. Eller rettere: til ordet “rådhus”.

Jeg må forklare mig. Dengang tæskede journalisten løs på sit hakkebræt. Et manuskript med hoppende bogstaver og kryptiske rettelser kom videre til en skrivestue, hvor fingersnilde typografer gjorde arkenes tekst til hulbånd. Sættemaskiner omsatte huller til blysats. Aftryk kom ind til korrekturlæsere. Den videre proces springer jeg over. Det korte af det lange er, at meget kunne ske mellem manuskript og avisside.

På de tider dækkede jeg amtsrådets møder, herunder det historiske møde, da rådet vedtog, at Viborg Sygehus skulle have en ny sengebygning. Teknisk set var den et råhus. Men undervejs i teknikken blev det til, at Viborg skulle have et nyt rådhus.

Siden Viborg var ung, har et rådhus og en domkirke været makkere ved Gammeltorv. Ved 1726-branden led begge stor skade. I 1730 stod bygmester Stallknechts barokrådhus færdigt. Indtil 1874 tjente det sit formål. Så kom arkitekt Tholles rådhus ved Stænderpladsen til. Herefter var bygningen ved Gammeltorv værdig til at være Det Gamle Rådhus.

Nutiden er begyndt at kalde 1874-rådhuset “det gamle”, idet Larsens nuværende rådhus i 2011 overtog rollen. Men to af slagsen er ét for meget. Med historien in mente bærer kun Det Gamle Rådhus ved Gammeltorv med rette navnet. Hvad med Byens Hus for det nyere gamle rådhus?

Slet ikke så få gamle huse er kronet med en morgenstjerne, der sidder for enden af et spir. Højt over Karnapgårdens tag i Sct. Mogens Gade 31 sidder en sådan takket pryd.

Morgenstjernen er astronomisk set ikke en stjerne, men planeten Venus, der har det med at lyse igennem, når nat bliver til dag. Morgenstjernen varsler, at lyset jager mørket på flugt, akkurat som Jesus gjorde det. Jesus kaldte sig selv “den lysende morgenstjerne”.

På mange kirker er den et naturligt symbol. Et kendt eksemplar sidder på Regensens kirkefløj. Herrnhuterne i Christiansfeld tog som de forfulgte håbets stjerne til sig og lod den optræde på både kirkespiret og gadelamperne. Vi genfinder den i de kendte julestjerner fra Christiansfeld.

På hanebjælkerne anbragte folk i tidligere tider tordensten. Sådanne forstenede søpindsvin havde ord for at kunne skærme bygninger mod lyn. Det er da ikke helt skævt at tro, at også spir med morgenstjerner har haft en magisk rolle at spille – som en talisman, en lykkeamulet.

Ved Københavns Politigårds hovedindgang byder to forgyldte morgenstjerner af en helt anden slags velkommen til ordensmagten. En morgenstjerne var vægternes slagvåben, men var i raffinerede former også at finde i de militære arsenaler. Et hoved med pigge sad for enden af en kølle eller kæde. Drabelig så den ud. For vægterne var den nok mest for et syns skyld.

Viborg havde vægtere fra 1672 til 1892. De patruljerede med morgenstjerner. Jeg kender ikke til beretninger om, at de slog nogen til plukfisk. Men engang faldt en vægter i søvn på rådhustrappen. Han vågnede ved, at våbnet dansede på brostenene. Nogle latinskoleelever havde bundet en snor i stjernen og trak den hen ad torvet. Stjernetosset blev han, men de skyldige slap for prygl.

Over Den Gamle Præstegård i Sct. Mogens Gade 11 stråler den også, morgenstjernen. Det må være præsternes gerning, der skinner igennem, for vægtere har den aldrig haft boende.

En lille beretning fra en ældre herre på Frederiksberg fik mig til at tænke på “rottekongen” Cibrino. Jeg interviewede ham engang i Viborg, mens rotterne vimsede rundt, men de var nu meget medgørlige.

I hver en dansk flække spredte han humør, når han med sit lille rottecirkus stillede an med lirekassen. Ærlig talt er lirekassemusik et skrækkeligt fænomen, men tonerne er nært forbundet med danske byer af i går.

På samme vis, som når en gårdmusikant trak toner af et savblad eller trakterede harmonikaen, ofte forbundet med en folkelig sang. Salg af kamme forekom.

Som regel dukkede Cibrino og hans mange artsfæller bare op. De optrådte ikke i byens årskalender. Den glædelige overraskelse gjorde ikke oplevelsen mindre. Gademusikanter kender vi også i dag, men de er af en anden slags.

Den lille beretning skriver sig tilbage til sommeren 1951 og viser, hvor lidt der skal til, før et indtryk sætter sig for livet. Fortælleren var med sin far og storebror på cykel- og telttur i det nordlige Jylland, herunder til Viborg.

Efter at have besøgt domkirken og det historiske kvarter kom de tre ind i en forretningsgade. Vi giver ordet til gamle Knud fra Frederiksberg:

“Da vi var kommet ind i gaden, lød der pludselig fløjtespil. Folk kom ud på
trappestenene til forretningerne, andre stoppede og lyttede – betagede, som jeg husker det. Manden gik midt på gaden. Der var ingen kørende trafik. Akustikken var fin – genklang fra facaderne. Han spillede på en okarina, en urgammel form for fløjte af brændt ler.

Og videre:

“Det ville være forkert at opfatte dette som en nostalgisk, sentimental længsel efter “gamle dage”. Men det er et erindret billede af symbolsk, æstetisk, visuel og lydmæssig karakter – som oplevet af et 11-årigt barn. Og det er i hvert fald en situation, som er anderledes end i dag.”

På en måde lever “gamle dage” videre. Når en by som Viborg skaber sig om til juletiden, er det vel blot okarina-effekten i en højere potens. Byens rum som en magisk æske. Noget helt andet end nethandel.

Evnen til at fortabe sig i et landkort må bestå. Intet kan som et klassisk kort få tanker på gled.

I essayet “Danmarkskortet” giver Knud Sønderby mange rammende eksempler på, hvad et detaljeret landkort kan gøre ved det åbne sind. Blandt andet gør han den opdagelse, at Viborg ikke har langt til det salte vand:

“Hvem vidste, at viborgenserne kun havde ti kilometer til Limfjorden. En blindtarm fra dette idylliske østershav ved navn Hjarbæk Fjord er pludselig gået grassat helt ned i Midtjylland. Man er kommet igennem Viborg uden at ane det, og man får nu pludselig et helt nyt billede af viborgensernes søndagsliv.”

Hvordan kunne Knud Sønderby også vide, at samme Hjarbæk for år tilbage var lige ved at ende som noget stort på kortet. I 1840’erne var landsdelens bønder og byfolkene i Viborg svært enige om, at en kommende jernbane skulle have et knudepunkt i Viborg og slå et smut forbi en driftig havn i Hjarbæk.

I middelalderen brugte Viborg Domkapitel den lille ladeplads i Hjarbæk, når det skulle forsyne sig med sydesalt fra Læsø. Øen var kendt som Vor Frue Land og tilhørte i mange hundrede år kapitlet. Langt senere drømte viborgenserne om, at en kanal skulle tjene som en vandvej fra Viborg til Hjarbæk.

Lokale kræfter drev det så vidt, at en pæn havn lod sig indvi i december 1851. Samtidig fik vejen mellem Viborg og Hjarbæk et løft, hvilket de skrydede sig over i Aarhus Avis:

“Til den hendøende købstad Viborgs frelse er der nu foreslået at sætte vejen til Hjarbæk i stand.”

Tilbage til landkortet. Den nye havn og den bedre vej betød, at Traps Viborg-kort fra 1858 på den nordvestlige indfaldsvej signalerede, at den var “landevej fra Skive og Hjarbæk”. Men i længden kom Hjarbæk til kort.

I min familie gik historien om en fjern slægtning, der for mange år siden vovede sig ud på en biltur til Rom. “Hvilken vej kørte du?” ville en vide. Hvortil han svarede: “Jeg kørte over Nim.” Nævnte lokalitet lå et par stenkast syd for udgangspunktet.

Lyder næsten som en vandrehistorie, men kan det ikke være lige fedt? Moralen er, at tråden til det globale er knyttet til det lokale.

Da jeg var dreng, var vi nogle knægte, der flere år i træk stillede os ud til hovedvej 13, når sommerferien satte ind. Det var tiden, før motorvejen mod øst snuppede Jyllands overordnede trafik. Foruden biler fra alle kroge af Danmark fik især norske, svenske, hollandske og tyske biler trafikken gennem Viborg til at svulme. Det var imponerende for en vestbydreng. Til hverdag var det mest de mange lastvognstog med fisk, der bibragte en kontinental duft.

I dag har jeg det sådan med den 5650 kilometer lange cykelrute Eurovelo 3. Den går fra Trondheim i Norge til Santiago de Compostela i Spanien og skærer gennem syv lande. Den har Viborg som sit danske fikspunkt.

Jeg har svært ved at tro, at nogen cykler hele turen, men bevidstheden om at være en del af noget større er alt nok, og en samling af etaper smager også af fugl.

Selv en spadseretur på Nørresøs østside kan give dette pift. Her kommer Hærvejen, den nationale cykelrute 3, ind fra Hobro. Etapen på 38,8 kilometer er et led i den lange Eurovelo-kæde, som under ét bærer det forpligtende navn Pilgrimsruten.

Ja, jeg føler mig lidt som en hardcore pilgrim, når jeg vandrer langs søen. Det er da stort.

Store dele af Sortebrødre Klosters historie ligger hen i mørke. Men nu står den sidste af klostrets priorer næsten lyslevende for os.

Motorsavskunstner Søren Brynjolf – med dybe Viborg-rødder – har gjort en stor stub efter en fældet ahorn til en sortebroder, der skuer ad Asmild til. Mon den sortkappede broder kan få øje på en nonne histovre på den anden side af Søndersø? Historierne om knap så hellige alliancer mellem nonner og munke er mange.

Da klostret efter 300 års virke i 1529 lukkede, hed prioren Niels Vinoldsen. Den ene Niels afløste den anden, for forgængeren hed Niels Jepsen. Ifølge kirkeværge Kai Frost lå det ligefor at kalde skulpturen Niels.

Et mildt efterårsvejr befordrer trækunsten, for sætter frosten først ind, kan træet gøre knuder. I øvrigt måtte ahorntræet lade livet for at give lys og liv til nogle mindre lindetræer.

Sortebrødre Kirke og Gråbrødre Kirke var i 1529 de første evangelisk-lutherske sognekirker i kongeriget. Før da var de bedekirker til katolsk klosterbrug. Hans Tausen var den reformerte Gråbrødre Kirkes første præst, mens kampfællen Jørgen Jensen Sadolin indtog den kirke, som Niels Vinoldsen måtte forlade.

Sortebrødre Kirke er ikke mere forandret, end at broder Niels kan nikke genkendende til de vigtigste træk. Den korsgang, han gik spekulative ture gennem, lever videre i kirkens søndre sideskib. Helt hjemløs er han ikke.

En erindring fra gymnasietiden dukkede op, da jeg beundrede Amtmandsgårdens gamle kontordør. Den fineste jugenddør har ført ind til en dannet verden, men også en dør til novellen “Mogens”, som J.P. Jacobsen brød igennem med. Snart lå fortællingen på latinskolernes pulte. Gad vide, om han holder skansen, den gode Mogens.

“De troer nu, fordi jeg seer fiin ud i Klæder; at jeg derfor ogsaa skal være en fiin Mand. Min Fader var en fiin Mand, og det er blevet mig sagt, at han kunde saa uhyre Meget, og det kunde han vel ogsaa, da han var Amtmand,” siger Mogens i robåden til den skønne Kamilla.

Amtmandsgården ved Nytorv var fra 1820 til 2004 residens for 15 amtmænd, og i en stiftsby som Viborg var de også stiftamtmænd. De kunne noget, disse amtmænd. Typisk topembedsmænd, der var et smut forbi den gamle stiftsby, og som trak et pust af dannelse med sig. Endnu omkring første verdenskrig kørte amtmanden rundt i en karet med lakajer.

Johan Franciscus Gottlieb Schønheyder bosatte sig som den første i Amtmandsgården. Dengang var Viborg Amt en ret ny konstruktion, der i 1794 kom til efter Hald Amt – tidligere Hald Len med en række af lensmænd.

Skulle noget nyde fremme i lokalsamfundet, var det godt at have amtmanden med. Som statens betroede mand havde han kontakter opad. Det var også i den fine Amtmandsgård, de kongelige boede, når de besøgte undersåtterne. Så tog amtmanden imod med sabel ved siden og busket sovsekande på hovedet.

I 1848 hed amtmanden Lucas von Bretton. Det var dengang, folket helt fejlagtigt frygtede for, at en “slavehær” fra Rendsborg snart ville hærge egnen. Så megen magt havde Bretton, at han tillod folk at dræbe løsgående tyske håndværkere, hvilket heldigvis ikke skete. Så var det mindre dramatisk, da han lod Amtmandsgårdens vognremise omdanne til et herligt lysthus.

Brettons lysthus gør sig fortsat i Amtmandens Have, der har fået nyt liv som en tilbagetrukken byhave for os alle. En atmosfære af noget forgangent hviler over den. Havearkitekten kaldte den i sin plan “giardino segreto” – en hemmelig have. Sig det ikke til nogen.

I essayet “Vinduet” skriver Christian Elling om, hvordan “en firkantet åbning i en mur” kan forstærke indtrykkene. Både den, der sidder indenfor og kigger ud, og den, der står udenfor og kigger ind, kan få en særlig oplevelse. Og her er vi højt hævet over det simple at beglo.

Jeg har det sådan med porte og tunneler. Når jeg vandrer i Viborgs midtby, holder jeg af at kigge ind ad portene. Hvilken overflod af stemningsfulde miljøer af piksten, kunst, stokroser, plantekrukker, bænke, caféborde, dybe haver og varieret murværk.

Førhen var portene en praktisk foranstaltning, der førte ind til de talrige avlsbrugs lader og stalde. Nu byder de sig til som historiens åndehuller.

At begrænse hele herligheden til et udsnit er en ekstra styrke. Stor kunst i det små. Ja, kleinkunst. Portbjælken i Sct. Mathias Gade 27 har en udsmykning fra 1663, men det er lige ved, at den forstyrrer indblikket.

Djøfbladet har udnævnt årets hadefraser, og “kigge ind i” er nummer tre på den gyselige liste. At kigge ind i en baggård fejler naturligvis ikke noget. Men når vi kigger ind i noget så abstrakt som et fremtidsscenario, svupper vi i sprogets sump. Den floskel har vi al mulig grund til at genbesøge – nummer otte på rejsen.

For ikke så længe siden spadserede jeg gennem stitunnelen under Randersvej ude ved Taphede. Et gudsforladt rør af beton. Beton eller ej, så er jeg fascineret af disse glughuller. Dem må jeg altid fotografere gennem. De indrammer hver og én et tankevækkende stykke kleinkunst. Alene lyseffekten gør noget ved én. Tunnelsyn på den positive måde.

“Nej, nej. Kan I ikke snart lære det? Jeg hedder altså Salomon og ikke Samuel.” En tordenrøst lyder fra det høje. Fortidens stemme tilhører vinhandler, kvægeksportør, gæstgiver, postmester med mere Salomon Gerber, der døde i 1690. Af uvisse grunde optræder han i mange kilder som “Samuel”.

Ejendommen Sct. Mogens Gade 3 hedder oftest Salomon Gerbers Gård. Men den er i den nuværende skikkelse fra tiden efter den store bybrand i 1726. Fra denne adresse og et stykke op ad Nytorvgyde drev han en virksomhed, der også omfattede en del andre ejendomme i byen. Mest kendt er den vinstue, han i 1654 fik lov til at drive på hjørnet. Her kom adelsfolk, officerer og det bedre borgerskab.

Og det gik ind imellem vildt til i Gerbers skænkestue. Her udåndede for eksempel under et gemæng hornblæser Hans Abelstedt. Nogle beskænkede officerer havde hidkaldt et lille militært orkester, der skulle spille en fanfare ved hver skål, og det blev hornblæseren for meget. Efter utallige skåler nægtede han og udslyngede en kraftfuld ed, der refererede til en hunhunds kønsorganer. Kårder kom frem, lyset gik ud. Det gjorde også hornblæserens livslys. Den tids æresbegreber blæste ham en lang march. Den skyldige gik fri.

Det var sidst i 1660. Tidligere på året havde selveste kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg for nogle måneder udset sig Den Gerberske Gård som sit hovedkvarter. Selv kurfyrstinde Louise Henriette slog sig ned.

I 1667 brændte Gerbers ejendom og hele kvarteret. Det gjaldt også Jacob Berings ejendom med det berømte gæstgiveri Paradis højere oppe i gyden.

Tre gange tidligere havde brande hærget Gerbers bygninger, og en storm blæste den sidste rest af storhed bort. Med møje fik han genrejst hjørnehuset med vinstuen. Denne var stadig et livligt sted. I 1674 kom fire militære adelsmænd i den grad op at toppes, efter at de havde nydt Gerbers berusende klaret. Det kom til duel på kårder, to på hver side. To fik dødelige sår. Årsag: De kom i skænderi om, hvor gammel en hest skal være for at gøre nytte i krigstjeneste.

Salomon Gerber havde som så mange andre af byens før så pengestærke mænd svært ved at klare sig. Fra 1669 til sin død fik han en kærkommen ekstratjans som Viborgs første postmester. I øvrigt overtog svigersønnen både titlen som postmester og værtshuset. Efter den næste store brand i 1726 sad enken Anne tilbage med historiens aske.

Da de første tyske kolonister i 1759 slog sig ned på Alheden, lå det ikke i kortene, at de skulle ende som “kartoffeltyskere”. De havde tænkt sig at gøre lynghede til korn- og kløvermarker. Men det var altså kartoflen, de fik mest held med.

På det tidspunkt var kartoflen en sjælden spise i de viborgske hjem, men tiden arbejdede for den gyldne knold. Et århundrede senere var Laura, datter af storkøbmand Jens Georg Boye, vidne til kartoflens sejrsgang:

“Så gik fruen med sin pige på torvet, som var fuldt af alt. Selv de små, tarvelige vogne fra Alheden, forspændt med stude, som altid bragte kartofler med. Det var fra den tyske koloni. Derfor hed de altid kartoffeltyskerne.”

Forfatteren Goldschmidt besøgte i 1866 Viborgegnen og satte disse ord på kartoflens kolonister:

“Hver mand har en kælder, der rummer cirka 150 tønder. De sælger dem i Viborg tilligemed lyngtørv … De drog 20 a 30 stykker i følge til Viborg om natten, holdt frokost på Stanghede, sloges med alle, der udsatte sig for et sammenstød, var vilde karle.”

Ursin skriver i sin Viborg-historie fra 1849 blandt meget andet om afgrøderne i byen og på bymarken. Ifølge en opgørelse fra 1837 gjorde avlerne her 200 tønder læggekartofler til 3200 tønder spisekartofler. Uden at kræve meget gav den meget.

Jeg var ikke gammel i gårde som journalist, før jeg lærte, at en kartoffelkampagne ikke er et reklamefremstød for spisekartofler, men et navn for høsttiden med kartoffelferien som markør.

En enkelt gang som dreng lod jeg mig lokke væk fra Jan-bøgerne i efterårsferien for at forsøge mig som kartoffeloptager på Vestermarken. Jeg knoklede i nogle timer og var nok ikke særlig effektiv. I det mindste sendte avleren mig retur til byen. Min sølle indsats i den syvende kartoffelrække takserede han til en sodavand og en daler.

Arctander, Bering, Bruun, Handberg, Hegelund, Ostenfeld, Preisler, Sehested, Wissing. Bare nogle få af de dynastier, der i flere led har præget livet i Viborg.

Meget lidt af disse familiesagaer a la Huset Buddenbrook har sat sig synlige spor i nutidens gadebillede. Familierne var ikke sig selv nok, men tog et nap i byens tjeneste, og det er da værd at bemærke.

Et slidt og vingeskudt skilt viser til Preislers Plads, intet andet. Pilen peger mod en familiesaga, der tog sin begyndelse i 1400-tallets Böhmen. Stamfar George Preisler fra Kreibitz var en værdsat glasmager og skabte et glaskrus, som siden er vandret fra den ene Preisler til den anden.

Johan Martin Preisler tog i 1744 springet til København, hvor han som hofkobberstikker, professor ved Kunstakademiet og justitsråd var en central skikkelse. Mange i den nye danske gren gjorde det godt i kunst og samfundsvæsen, efterhånden flere steder i landet. Enkelte begyndte nu også at dukke op i Viborg. Endda fik de nordeuropæiske Preislere en ny stamfar i Viborgs Frederik Christian Preisler (1797-1887), snedkermester og gæstgiver. Sammen med fru Petra fik han 10 børn, og de har mangfoldiggjort sig.

Lad os i forbigående nævne Frederik Julius Preisler, isenkræmmer i Gravene 18. En retskaffen herre, der havde svært ved at komme sig over, at han i 1920 fik en bøde på 10 kroner, fordi han havde forsømt i tide at slukke sin lysreklame. Købmændene Jens Carl Frederik Preisler, Sct. Mathias Gade 76, og Georg Daniel Preisler på Nytorvs sydside, gjorde det også bravt, sidstnævnte også med mineralvandsfabrik og værtshus.

På tvangsauktion købte Frederik Julius Preisler i 1840 Brøndums Gæstgiveri, hvor Sct. Mathias Gade slår er knæk. En rummelig bygård med plads til børneflok, snedkeri og logi. Indtil 1868 forbedrede han stille og roligt lokaliteterne. Da sønnen Otto Christian Jakob Preisler kom til, tog sagerne fart, og en hotelvirksomhed uden sidestykke i landsdelen tog form.

De kunne noget, disse Preislere. Karen Ragnhild Holst Preisler var som student fra Viborg Katedralskole i 1909 mønsterbryder. Men hotelejer Otto overstrålede alle. Under en tur til Kairo lod han sig inspirere og duperede hele borgermusikken med Café Cairo på sit hotel. Tilmed sås han af og til med fez.

Sine mange rejser skrev han om i Viborg Stiftstidende. I læserbreve i samme avis  luftede han sine meninger, og det var sjældent kedeligt. I 1907 solgte han hotellet ud af familien. Samtidig udgav han en bog med sine mange indlæg. Derpå rejste han til København med 125.000 kroner på lommen, svarende til cirka 10 millioner kroner i dagens mønt.

Hotellet lukkede i 1968 og forsvandt snart fra gadebilledet. Det var da længe siden, at etiketten “byens fornemste” passede på det.