Forfatter: Jesper

Evnen til at fortabe sig i et landkort må bestå. Intet kan som et klassisk kort få tanker på gled.

I essayet “Danmarkskortet” giver Knud Sønderby mange rammende eksempler på, hvad et detaljeret landkort kan gøre ved det åbne sind. Blandt andet gør han den opdagelse, at Viborg ikke har langt til det salte vand:

“Hvem vidste, at viborgenserne kun havde ti kilometer til Limfjorden. En blindtarm fra dette idylliske østershav ved navn Hjarbæk Fjord er pludselig gået grassat helt ned i Midtjylland. Man er kommet igennem Viborg uden at ane det, og man får nu pludselig et helt nyt billede af viborgensernes søndagsliv.”

Hvordan kunne Knud Sønderby også vide, at samme Hjarbæk for år tilbage var lige ved at ende som noget stort på kortet. I 1840’erne var landsdelens bønder og byfolkene i Viborg svært enige om, at en kommende jernbane skulle have et knudepunkt i Viborg og slå et smut forbi en driftig havn i Hjarbæk.

I middelalderen brugte Viborg Domkapitel den lille ladeplads i Hjarbæk, når det skulle forsyne sig med sydesalt fra Læsø. Øen var kendt som Vor Frue Land og tilhørte i mange hundrede år kapitlet. Langt senere drømte viborgenserne om, at en kanal skulle tjene som en vandvej fra Viborg til Hjarbæk.

Lokale kræfter drev det så vidt, at en pæn havn lod sig indvi i december 1851. Samtidig fik vejen mellem Viborg og Hjarbæk et løft, hvilket de skrydede sig over i Aarhus Avis:

“Til den hendøende købstad Viborgs frelse er der nu foreslået at sætte vejen til Hjarbæk i stand.”

Tilbage til landkortet. Den nye havn og den bedre vej betød, at Traps Viborg-kort fra 1858 på den nordvestlige indfaldsvej signalerede, at den var “landevej fra Skive og Hjarbæk”. Men i længden kom Hjarbæk til kort.

I min familie gik historien om en fjern slægtning, der for mange år siden vovede sig ud på en biltur til Rom. “Hvilken vej kørte du?” ville en vide. Hvortil han svarede: “Jeg kørte over Nim.” Nævnte lokalitet lå et par stenkast syd for udgangspunktet.

Lyder næsten som en vandrehistorie, men kan det ikke være lige fedt? Moralen er, at tråden til det globale er knyttet til det lokale.

Da jeg var dreng, var vi nogle knægte, der flere år i træk stillede os ud til hovedvej 13, når sommerferien satte ind. Det var tiden, før motorvejen mod øst snuppede Jyllands overordnede trafik. Foruden biler fra alle kroge af Danmark fik især norske, svenske, hollandske og tyske biler trafikken gennem Viborg til at svulme. Det var imponerende for en vestbydreng. Til hverdag var det mest de mange lastvognstog med fisk, der bibragte en kontinental duft.

I dag har jeg det sådan med den 5650 kilometer lange cykelrute Eurovelo 3. Den går fra Trondheim i Norge til Santiago de Compostela i Spanien og skærer gennem syv lande. Den har Viborg som sit danske fikspunkt.

Jeg har svært ved at tro, at nogen cykler hele turen, men bevidstheden om at være en del af noget større er alt nok, og en samling af etaper smager også af fugl.

Selv en spadseretur på Nørresøs østside kan give dette pift. Her kommer Hærvejen, den nationale cykelrute 3, ind fra Hobro. Etapen på 38,8 kilometer er et led i den lange Eurovelo-kæde, som under ét bærer det forpligtende navn Pilgrimsruten.

Ja, jeg føler mig lidt som en hardcore pilgrim, når jeg vandrer langs søen. Det er da stort.

Store dele af Sortebrødre Klosters historie ligger hen i mørke. Men nu står den sidste af klostrets priorer næsten lyslevende for os.

Motorsavskunstner Søren Brynjolf – med dybe Viborg-rødder – har gjort en stor stub efter en fældet ahorn til en sortebroder, der skuer ad Asmild til. Mon den sortkappede broder kan få øje på en nonne histovre på den anden side af Søndersø? Historierne om knap så hellige alliancer mellem nonner og munke er mange.

Da klostret efter 300 års virke i 1529 lukkede, hed prioren Niels Vinoldsen. Den ene Niels afløste den anden, for forgængeren hed Niels Jepsen. Ifølge kirkeværge Kai Frost lå det ligefor at kalde skulpturen Niels.

Et mildt efterårsvejr befordrer trækunsten, for sætter frosten først ind, kan træet gøre knuder. I øvrigt måtte ahorntræet lade livet for at give lys og liv til nogle mindre lindetræer.

Sortebrødre Kirke og Gråbrødre Kirke var i 1529 de første evangelisk-lutherske sognekirker i kongeriget. Før da var de bedekirker til katolsk klosterbrug. Hans Tausen var den reformerte Gråbrødre Kirkes første præst, mens kampfællen Jørgen Jensen Sadolin indtog den kirke, som Niels Vinoldsen måtte forlade.

Sortebrødre Kirke er ikke mere forandret, end at broder Niels kan nikke genkendende til de vigtigste træk. Den korsgang, han gik spekulative ture gennem, lever videre i kirkens søndre sideskib. Helt hjemløs er han ikke.

En erindring fra gymnasietiden dukkede op, da jeg beundrede Amtmandsgårdens gamle kontordør. Den fineste jugenddør har ført ind til en dannet verden, men også en dør til novellen “Mogens”, som J.P. Jacobsen brød igennem med. Snart lå fortællingen på latinskolernes pulte. Gad vide, om han holder skansen, den gode Mogens.

“De troer nu, fordi jeg seer fiin ud i Klæder; at jeg derfor ogsaa skal være en fiin Mand. Min Fader var en fiin Mand, og det er blevet mig sagt, at han kunde saa uhyre Meget, og det kunde han vel ogsaa, da han var Amtmand,” siger Mogens i robåden til den skønne Kamilla.

Amtmandsgården ved Nytorv var fra 1820 til 2004 residens for 15 amtmænd, og i en stiftsby som Viborg var de også stiftamtmænd. De kunne noget, disse amtmænd. Typisk topembedsmænd, der var et smut forbi den gamle stiftsby, og som trak et pust af dannelse med sig. Endnu omkring første verdenskrig kørte amtmanden rundt i en karet med lakajer.

Johan Franciscus Gottlieb Schønheyder bosatte sig som den første i Amtmandsgården. Dengang var Viborg Amt en ret ny konstruktion, der i 1794 kom til efter Hald Amt – tidligere Hald Len med en række af lensmænd.

Skulle noget nyde fremme i lokalsamfundet, var det godt at have amtmanden med. Som statens betroede mand havde han kontakter opad. Det var også i den fine Amtmandsgård, de kongelige boede, når de besøgte undersåtterne. Så tog amtmanden imod med sabel ved siden og busket sovsekande på hovedet.

I 1848 hed amtmanden Lucas von Bretton. Det var dengang, folket helt fejlagtigt frygtede for, at en “slavehær” fra Rendsborg snart ville hærge egnen. Så megen magt havde Bretton, at han tillod folk at dræbe løsgående tyske håndværkere, hvilket heldigvis ikke skete. Så var det mindre dramatisk, da han lod Amtmandsgårdens vognremise omdanne til et herligt lysthus.

Brettons lysthus gør sig fortsat i Amtmandens Have, der har fået nyt liv som en tilbagetrukken byhave for os alle. En atmosfære af noget forgangent hviler over den. Havearkitekten kaldte den i sin plan “giardino segreto” – en hemmelig have. Sig det ikke til nogen.

I essayet “Vinduet” skriver Christian Elling om, hvordan “en firkantet åbning i en mur” kan forstærke indtrykkene. Både den, der sidder indenfor og kigger ud, og den, der står udenfor og kigger ind, kan få en særlig oplevelse. Og her er vi højt hævet over det simple at beglo.

Jeg har det sådan med porte og tunneler. Når jeg vandrer i Viborgs midtby, holder jeg af at kigge ind ad portene. Hvilken overflod af stemningsfulde miljøer af piksten, kunst, stokroser, plantekrukker, bænke, caféborde, dybe haver og varieret murværk.

Førhen var portene en praktisk foranstaltning, der førte ind til de talrige avlsbrugs lader og stalde. Nu byder de sig til som historiens åndehuller.

At begrænse hele herligheden til et udsnit er en ekstra styrke. Stor kunst i det små. Ja, kleinkunst. Portbjælken i Sct. Mathias Gade 27 har en udsmykning fra 1663, men det er lige ved, at den forstyrrer indblikket.

Djøfbladet har udnævnt årets hadefraser, og “kigge ind i” er nummer tre på den gyselige liste. At kigge ind i en baggård fejler naturligvis ikke noget. Men når vi kigger ind i noget så abstrakt som et fremtidsscenario, svupper vi i sprogets sump. Den floskel har vi al mulig grund til at genbesøge – nummer otte på rejsen.

For ikke så længe siden spadserede jeg gennem stitunnelen under Randersvej ude ved Taphede. Et gudsforladt rør af beton. Beton eller ej, så er jeg fascineret af disse glughuller. Dem må jeg altid fotografere gennem. De indrammer hver og én et tankevækkende stykke kleinkunst. Alene lyseffekten gør noget ved én. Tunnelsyn på den positive måde.

“Nej, nej. Kan I ikke snart lære det? Jeg hedder altså Salomon og ikke Samuel.” En tordenrøst lyder fra det høje. Fortidens stemme tilhører vinhandler, kvægeksportør, gæstgiver, postmester med mere Salomon Gerber, der døde i 1690. Af uvisse grunde optræder han i mange kilder som “Samuel”.

Ejendommen Sct. Mogens Gade 3 hedder oftest Salomon Gerbers Gård. Men den er i den nuværende skikkelse fra tiden efter den store bybrand i 1726. Fra denne adresse og et stykke op ad Nytorvgyde drev han en virksomhed, der også omfattede en del andre ejendomme i byen. Mest kendt er den vinstue, han i 1654 fik lov til at drive på hjørnet. Her kom adelsfolk, officerer og det bedre borgerskab.

Og det gik ind imellem vildt til i Gerbers skænkestue. Her udåndede for eksempel under et gemæng hornblæser Hans Abelstedt. Nogle beskænkede officerer havde hidkaldt et lille militært orkester, der skulle spille en fanfare ved hver skål, og det blev hornblæseren for meget. Efter utallige skåler nægtede han og udslyngede en kraftfuld ed, der refererede til en hunhunds kønsorganer. Kårder kom frem, lyset gik ud. Det gjorde også hornblæserens livslys. Den tids æresbegreber blæste ham en lang march. Den skyldige gik fri.

Det var sidst i 1660. Tidligere på året havde selveste kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg for nogle måneder udset sig Den Gerberske Gård som sit hovedkvarter. Selv kurfyrstinde Louise Henriette slog sig ned.

I 1667 brændte Gerbers ejendom og hele kvarteret. Det gjaldt også Jacob Berings ejendom med det berømte gæstgiveri Paradis højere oppe i gyden.

Tre gange tidligere havde brande hærget Gerbers bygninger, og en storm blæste den sidste rest af storhed bort. Med møje fik han genrejst hjørnehuset med vinstuen. Denne var stadig et livligt sted. I 1674 kom fire militære adelsmænd i den grad op at toppes, efter at de havde nydt Gerbers berusende klaret. Det kom til duel på kårder, to på hver side. To fik dødelige sår. Årsag: De kom i skænderi om, hvor gammel en hest skal være for at gøre nytte i krigstjeneste.

Salomon Gerber havde som så mange andre af byens før så pengestærke mænd svært ved at klare sig. Fra 1669 til sin død fik han en kærkommen ekstratjans som Viborgs første postmester. I øvrigt overtog svigersønnen både titlen som postmester og værtshuset. Efter den næste store brand i 1726 sad enken Anne tilbage med historiens aske.

Da de første tyske kolonister i 1759 slog sig ned på Alheden, lå det ikke i kortene, at de skulle ende som “kartoffeltyskere”. De havde tænkt sig at gøre lynghede til korn- og kløvermarker. Men det var altså kartoflen, de fik mest held med.

På det tidspunkt var kartoflen en sjælden spise i de viborgske hjem, men tiden arbejdede for den gyldne knold. Et århundrede senere var Laura, datter af storkøbmand Jens Georg Boye, vidne til kartoflens sejrsgang:

“Så gik fruen med sin pige på torvet, som var fuldt af alt. Selv de små, tarvelige vogne fra Alheden, forspændt med stude, som altid bragte kartofler med. Det var fra den tyske koloni. Derfor hed de altid kartoffeltyskerne.”

Forfatteren Goldschmidt besøgte i 1866 Viborgegnen og satte disse ord på kartoflens kolonister:

“Hver mand har en kælder, der rummer cirka 150 tønder. De sælger dem i Viborg tilligemed lyngtørv … De drog 20 a 30 stykker i følge til Viborg om natten, holdt frokost på Stanghede, sloges med alle, der udsatte sig for et sammenstød, var vilde karle.”

Ursin skriver i sin Viborg-historie fra 1849 blandt meget andet om afgrøderne i byen og på bymarken. Ifølge en opgørelse fra 1837 gjorde avlerne her 200 tønder læggekartofler til 3200 tønder spisekartofler. Uden at kræve meget gav den meget.

Jeg var ikke gammel i gårde som journalist, før jeg lærte, at en kartoffelkampagne ikke er et reklamefremstød for spisekartofler, men et navn for høsttiden med kartoffelferien som markør.

En enkelt gang som dreng lod jeg mig lokke væk fra Jan-bøgerne i efterårsferien for at forsøge mig som kartoffeloptager på Vestermarken. Jeg knoklede i nogle timer og var nok ikke særlig effektiv. I det mindste sendte avleren mig retur til byen. Min sølle indsats i den syvende kartoffelrække takserede han til en sodavand og en daler.

Arctander, Bering, Bruun, Handberg, Hegelund, Ostenfeld, Preisler, Sehested, Wissing. Bare nogle få af de dynastier, der i flere led har præget livet i Viborg.

Meget lidt af disse familiesagaer a la Huset Buddenbrook har sat sig synlige spor i nutidens gadebillede. Familierne var ikke sig selv nok, men tog et nap i byens tjeneste, og det er da værd at bemærke.

Et slidt og vingeskudt skilt viser til Preislers Plads, intet andet. Pilen peger mod en familiesaga, der tog sin begyndelse i 1400-tallets Böhmen. Stamfar George Preisler fra Kreibitz var en værdsat glasmager og skabte et glaskrus, som siden er vandret fra den ene Preisler til den anden.

Johan Martin Preisler tog i 1744 springet til København, hvor han som hofkobberstikker, professor ved Kunstakademiet og justitsråd var en central skikkelse. Mange i den nye danske gren gjorde det godt i kunst og samfundsvæsen, efterhånden flere steder i landet. Enkelte begyndte nu også at dukke op i Viborg. Endda fik de nordeuropæiske Preislere en ny stamfar i Viborgs Frederik Christian Preisler (1797-1887), snedkermester og gæstgiver. Sammen med fru Petra fik han 10 børn, og de har mangfoldiggjort sig.

Lad os i forbigående nævne Frederik Julius Preisler, isenkræmmer i Gravene 18. En retskaffen herre, der havde svært ved at komme sig over, at han i 1920 fik en bøde på 10 kroner, fordi han havde forsømt i tide at slukke sin lysreklame. Købmændene Jens Carl Frederik Preisler, Sct. Mathias Gade 76, og Georg Daniel Preisler på Nytorvs sydside, gjorde det også bravt, sidstnævnte også med mineralvandsfabrik og værtshus.

På tvangsauktion købte Frederik Julius Preisler i 1840 Brøndums Gæstgiveri, hvor Sct. Mathias Gade slår er knæk. En rummelig bygård med plads til børneflok, snedkeri og logi. Indtil 1868 forbedrede han stille og roligt lokaliteterne. Da sønnen Otto Christian Jakob Preisler kom til, tog sagerne fart, og en hotelvirksomhed uden sidestykke i landsdelen tog form.

De kunne noget, disse Preislere. Karen Ragnhild Holst Preisler var som student fra Viborg Katedralskole i 1909 mønsterbryder. Men hotelejer Otto overstrålede alle. Under en tur til Kairo lod han sig inspirere og duperede hele borgermusikken med Café Cairo på sit hotel. Tilmed sås han af og til med fez.

Sine mange rejser skrev han om i Viborg Stiftstidende. I læserbreve i samme avis  luftede han sine meninger, og det var sjældent kedeligt. I 1907 solgte han hotellet ud af familien. Samtidig udgav han en bog med sine mange indlæg. Derpå rejste han til København med 125.000 kroner på lommen, svarende til cirka 10 millioner kroner i dagens mønt.

Hotellet lukkede i 1968 og forsvandt snart fra gadebilledet. Det var da længe siden, at etiketten “byens fornemste” passede på det.

I 1890 besøgte maleren August Jerndorff biskop Jørgen Swane i Viborg. Jørgen Swane havde da været biskop i 12 år og fandt en stor opgave i at sikre domkirken en indvendig udsmykning. Men det var nu ikke derfor, August Jerndorff gjorde rejsen. Han skulle male et portræt af biskoppen.

Snart gled samtalen over på den stadig ret så nybyggede og nøgne domkirke. Kunsthistoriker Høyen var jo den nyromanske kirkes fortaler, og samme Høyen var Jerndorffs store støtte, da denne udviklede sig som portrætmaler og religiøs fortolker. Han kendte så udmærket de tanker, der lå bag den nye udgave af Viborg Domkirke. Det er ret sandsynligt, at Swane i samtalens løb foreslog Jerndorff som den, der skulle løfte den store opgave med at udsmykke domkirken.

Jerndorff var elev af P.C. Skovgaard og skal prompte have svaret, at Joakim Skovgaard, sønnen, var manden. Viborg Domkirke fik sit portræt af Jørgen Swane, og Joakim Skovgaard fik sit livs opgave.

I somrene fra 1901 til 1906 var han og hans hjælpere aktive Viborg. De blev en del af byens liv. Ansporet af dem lod en række kunstnere sig føre til det dramatiske landskab og den dramatiske historie ved Hald. Det er ikke ved siden af at tale om en kunstnerkoloni.

Domkirkekunstnerne gik ikke over åen efter vand og brugte lokale folk som modeller til flere af freskerne. Fra stilladser moslede kunstnerne med at gøre perforerede kartoner og kulstøv til fresker. Om og om igen. Farvehandler Knud Gildsig var hyppigt forbi med nye forsyninger af farver.

I sin islandske trøje stak Joakim Skovgaard en del af fra det borgerlige Viborg. Byen tog ham immervæk til sig. Senere kom diskussionen om, hvorvidt byen måtte have lov til at rejse en buste af ham, hvilket han på det bestemteste frabad sig. Men æresborger blev han. Med udgangspunkt i hans og familiens kunst fik han også sit museum.

Ringen var sluttet med Arne Lofthus’ al fresco-portræt af mesteren, naturligvis iført islandsk trøje.

Slaget på Taphede torsdag den 6. oktober 1334 er et spændende stykke danmarkshistorie. Og så lige uden for Viborgs porte. Kommunen lod sig inspirere af slaget og “den kongeløse tid” i Danmark fra 1332 til 1340, da nogle af Taphede-bydelens veje skulle have navne.

Vi kan trække linjen tilbage til mordet på Erik Glipping i Finderup Lade natten til den 22. november 1286. Sønnen Erik Menved overtog kongetitlen. Da han fik alderen til det, begyndte han at ødsle med rigets penge, både til krige og til ridderturneringer. Erik Menved udskrev store skatter og stiftede gæld. Jyderne på Viborg Ting var i oprør. Borgen på Borgvold fra 1313 var ét af Menveds skræmmemidler.

Lillebror Christoffer (den anden) overtog i 1320 et pantsat Danmark. Danmarks stormænd bandt ham med en håndfæstning. De helt store pantherrer var de tyske grever Gert (den kullede) og Johan (den milde). Kongen havde også et anstrengt forhold til drost Laurids Jonsen, marsk Ludvig Eberstein – med bånd til Viborg – og adelsmand Knud Porse.

En overgang måtte Christoffer se sig tilsidesat af drengekongen Valdemar, der blot var grevernes og stormændenes redskab. Christoffer kom til igen. Efter at han i 1334 døde, var Danmark uden konge. De to tyske grever sad solidt på landet. Alene gælden for Jylland var på 100.000 mark sølv, svarende til 23 ton sølv.

Junker Otto, Christoffers næstældste søn, prøvede i 1334 at snuppe kongekronen og satte sig hermed op imod Gert. Otto hastede med en hær mod Viborg. Målet var Viborg Ting med hyldningsstenen.

Med sine lejesoldater bremsede Gert ham og tog ham til fange, inden han nåede til magtens Viborg. Slaget fandt sted på Taphede den 6. – eller måske den 7. – oktober 1334. Intet er underligt nok fundet fra slaget, bortset fra en signet, der efter mange år dukkede op på kamppladsen. Den havde tilhørt den tyske adelsmand Johannes Kokerbek.

Danmark var uden konge helt frem til sankthansdag 1340, da Valdemar Atterdag – Ottos lillebror – samlede riget. Adelsmanden Niels Ebbesen banede vejen til kongestenen ved at dræbe Gert, der havde hovedkvarter i Randers.

Viborg kan opvise Navnløs og Mageløs. Hvorfor ikke også Kongeløs? Men Historieløs? Nej.

I ly af Latinerhavens bøgepur har en blærenød vokset sig stor. Egentlig et noget uharmonisk busktræ, men med flotte blomsterklokker om foråret og markante blærer med nødder om efteråret.

Nødderne er endda til at spise og har givet væksten tilnavnet “Nordens pistacie”. Desuden er de rare at mærke i lommen som en art lommesten.

Danske gravfund fra romertiden har bragt små kæder med perler af blærenød for dagen. Dengang voksede den kun langt mod syd. I dag er den et kært indslag i danske haver og parker.

Jeg har også hørt sige, at de små nødder har gjort gavn i katolske rosenkranse. Bedekranse med blærenødder må have ligget godt i hånden og styrket ånden.

Betagende er efteråret med de standhaftige blade og klaserne af blærer, som godt kan minde om små, kinesiske lanterner af rispapir.

Kommer til at tænke på det antikverede ord “vindbøjtel”. Det hentyder til en oppustet blære. Tidligere brugte vi det om en slags vandbakkelser, og jeg møder en sjælden gang klassisk skolede folk, der hæfter det på naragtige personer, blæremåse. Først i nyere tid har det fået en bredere betydning om folk, der skifter mening, som vinden blæser.

Helt umotiveret rejser nøddebusken sig af hækken, men vi vil da nødig undvære den.

Jeg fandt ham forleden midt i Fåborg, den folkekære Holger Danske. Her sad Holger lidt atypisk med en fredsdue, og han var ved at lægge sværdet fra sig. I den fynske version er han nemlig en fredens bebuder. Samtidig gør han lidt reklame for den butik, der har sat skulpturen op.

Forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg skrev engang, “at Holger Danske nu og da kom på besøg i Viborg”. Det udsagn gælder nok nærmest for enhver krog af kongeriget. Læser vi, hvad folkemindesamlere som Just Mathias Thiele og Evald Tang Kristensen har skrevet om Holger Danske, optræder sagnhelten her, der og alle vegne.

Nogle af sagnene knytter Holger Danske til Viborgsøerne. Versionerne stritter lidt til siderne, alt efter de folkelige fortællere. Men det er noget med, at en tjørn vokser op af vandet ud for Asmild Kloster, når fjenden lader sine krigsheste drikke af søen.

En skade bygger rede i træet og lægger et æg. Ud af ægget kommer spilleme Holger Danske, parat til at bekæmpe besætterne. I nogle versioner får han hjælp af en hær, der består af unge mænd og oldinge.

Andre sagn går ud på, at Holger Danskes gravsted er i Viborg Domkirke. Også her har han det med at vågne op til dåd. For eksempel kan han mærke, om den kristne hånd er stærk nok. Nogle rækker ham en greb af stål, men den klemmer han så let som ingenting sammen. Nej, den er endnu for svag.

Den gravsatte Holger er med garanti mand for at forhindre, at et andet sagn kommer til at ske: at “tyrken skal bruge Viborg Domkirke som hestestald”.

Sagn, der minder om de danske med Holger, har optaget folk over det meste af verden. Den danske tradition har vistnok været omkring Frankrig, hvor en vis Ogier de Danois er folkehelten.

Louis Pio, det danske socialdemokratis grundlægger, var en sand Holger Danske-specialist og fik i 1869 udgivet bogen “Sagnet om Holger Danske, dets udbredelse og forhold til mytologien”. Også han har nogle linjer om Holger og Viborg, her med Thiele som kilde. Forfatteren hører i disse sagn folkets stemme. Det råber på en bedre verden.

Jeg giver ordet til Pio: “Der profeteres en gylden tidsalder, da vold og uretfærdighed skal ophøre, da frihed og lighed, velstand, fred og retfærdighed skal herske på hele Jorden.”

Det er ikke dumt ind imellem at finde Holger.

Det virker, som om den gamle sandstensstøtte i Viborgs Hans Tausens Minde tiltrækker snegle af den traditionelle slags med huse. Helt op til den vogtende englebasse øverst på bagsiden snegler de sig. De har det godt under de beskyttende englevinger og højner kunsten.

En række mindre byer verden over har sluttet sig sammen i en bevægelse, der har en snegl med hus som symbol, Cittaslow. De skruer tempoet ned for at styrke deres egenart og gøre sig bedre at leve i. Sneglebyerne bekender sig blandt andet til slowfood. Hvad kan virke mere berigende end langsomt tillavet mad og drikke? “En bajers tid” er god tid og i sneglens ånd.

Viborg er historisk set ølbyen over alle. Særlig de store markeder og adelens selskabelighed gjorde i mange år Viborg til Jyllands i særklasse mest øltørstige by.

I professor Holger Jacobæus’ kendte rejseskildring fra 1692 er øltypen Skald med på listen over byens kendetegn. “Sterck øll” advarer forfatteren. Ifølge bogens latinske tekst får Skald maveregionerne til at sige skrald og bang, hvilket kan forklare navnet. Skald havde også ord for “at prale”.

I 1832 begyndte Odin som provinsens første industrielle bryggeri at læske egnens ganer. Sidst i 1868 tog Odin endda fat på at brygge bajersk øl. I en annonce fra den 27. november dette år anbefaler brygmester Lillienskjold sit sortiment til “Publicums Velvillie”. Blandt andet forefandtes “dobbelt sundhedsøl” – og hvem kunne ikke ønske sig dobbelt sundhed. Men det bajerske øl måtte de tørstige sjæle vente på indtil midten af december, for det lå endnu til lagring. Et godt bryg tager tid.

I 1937 relancerede Odin den ældgamle Skald som den stærkeste på holdet, og her holdt den sig, indtil bryggeriet i 1988 lukkede. Den er savnet.

Normalt praler byer helst med, hvor stærkt det går, særlig med indbyggertallet. Vilhelm Ehlert, stadsingeniør i Viborg fra 1928 og 36 år frem, gjorde derimod Viborgs sneglefart til en dyd, nærmest som en god lagerøl.

At drukne dræbersnegle i øl er et meget brugt fif. Men lad endelig ikke øllet blive de husbærende snegles skæbne.

“Olsens underskrift” kaldte vi spejdere kortsignaturen for lyng. Jeg sidder her med et meget gammelt kort over Viborg og de allernærmeste omgivelser. Denne Olsen har sandelig øvet sig i at skrive under. Dengang hed det sig, at Viborg gik med lyngkrave.

Nu om stunder har vores Olsen lært at betjene sig af den digitale underskrift. Godt for det, for lyng har kortet ikke længere meget af. Fra midt i 1800-tallet og et par tiår frem skiftede Viborg den brune krave ud med en grøn af nåletræer. Fra vadmel til nålestribet.

“Hedesagens mænd” i Viborg var fra den absolutte elite. Den førende var justitssekretær Georg Morville, der sammen med syv sympatisører overtog de sørgelige rester af skoven Margrethelund nordvest for byen. Nu skulle de foregå med det gode eksempel.

Kommunen og ikke mindst Viborg Byes og Omegns Sparekasse sluttede trop. De i dag kommunale Undallslund, Skrikes Plantage og Neckelmanns Plantage føjede sig til. De har deres navne efter hedesagsmændene Laurits von Undall, Julius Skrike og Carl Neckelmann. Vejingeniør Enrico Dalgas kom forbi og var med til at vise den vej, der førte til Hedeselskabet.

Viborg var hjemsted for Landsoverretten, og til den var Morville og Neckelmann knyttet. Det samme med Christian Købke, der ene mand kastede sig over heden øst for Nørresø.

Også den dømte ende af retslokalet var i øvrigt med. Fanger fra Viborg Tugthus gjorde det tunge arbejde i Undallslund. Tugthusets direktør var Laurits von Undall, der ikke bare fik en skov opkaldt efter sig. Til overflod fik han også titel af æresborger.

Set fra byen virkede de lyngklædte slugter på den anden side af søen uhyggelige. De hed i folkemunde “Helvedesdalene”. Selv for holdne mænd var hedesagen mere end et greb i lommen. Da Købke sammen med en ven stod og nød synet af de nu hyggelige slugter, sagde han, at de nu stod og betragtede hans formue.

Hvad sparekassens og hedesagens mænd dengang satte ind på den grønne konto, står i dag som en rekreativ værdi til glæde for alle.

Jeg begynder med en bekendelse. Våde sokker giver mig straks snue og udløser et tordenvejr af nys. Nogle få skridt i strømpesokker på et nyvasket gulv er nok. For slet ikke at tale om indenbords vand på en gåtur.

Det kan ikke gå for hurtigt med at få mit på det tørre igen. Tørre sokker er en Guds gave. Jeg er næppe alene. En del må have det som jeg. Mennesket er ikke skabt til at få klamme fødder. Jeg ynder at sige, at Viborg er opstået, fordi mennesket nu engang har det svært med svup i skoene.

Et topografisk kort viser, hvordan den jyske højderyg fra syd ender i Viborg. Herfra stråler et net af dale. Viborg – Helligdomsbjerget – er ganske simpelt et nav i det jyske hjul. Højderyg og dale er gode at følge for os, der skyr at få våde fusser.

Førhen var gåben det bærende element, og Viborg udviklede sig som jydernes naturlige mødested. Heste og stude har garanteret også sat pris på den bekvemme rejserute til centrum.

Uden nysen og prusten kunne folk fra nær og fjern tørskoede drage til Viborg og ofre til asatroens guder, og Hvide Krist overtog naturligt rollen som den tilbedte. Det er tørre facts.

De religiøse møder i halvøens nav førte også handel og jura med sig. Fra gammel tid kender vi Sct. Kjelds Marked og Snapstingsmarkedet. Viborg Ting gjorde Viborg til afgørelsernes og kongehyldningernes by. Så går vi til Viborg. Ganske enkelt.

Hvornår begyndte alt dette? Ingen ved det. Claus Christoffersen Lyschander, Christian den Fjerdes vidtløftige historiograf, har et bud. I Danske Kongers Slectebog når han frem til, at Viborgs historie lader sig skrive tilbage til år 193 efter syndfloden. Den gav med garanti sjaskvåde fødder.