Forfatter: Jesper

I domkirkens nyindrettede tårnkælder sidder på væggen til gravkammeret to dekorative mindeplader. Det kunne i særlig grad behage én af de omtalte, salig rektor Peter Jessen.

Præstesønnen fra Vendsyssel gjorde det godt for sig selv, da han bosatte sig i Viborg. I 1739 begyndte han som underviser på latinskolen. Men de højere magter befæstede for alvor hans kald og stand, da han i 1748 ægtede Dorothea Cathrine Ostenfeld. Hendes far var da afdøde rektor Jens Ostenfeld, hvis navn optræder på pladen ved siden af.

Magister Peter Jessen giftede sig ind i Viborgs elite. Efter sigende var han pengegrisk, ærgerrig, stridbar og manipulerende. Først som konrektor og dernæst som rektor havde han latinskolen som platform. Hans øverste chef var biskop Andreas Wøldike, men han var gammel og svag.

Vor ven fra pladen var rig på jordisk gods. I Viborg etablerede det barnløse par sig med en bygård i Sct. Mogens Gade 29. Så langt, så godt. Men skolen forsømte han. Ifølge den tids kilder terroriserede eleverne i gader og domkirke. Alt på skolen flød: økonomi, legater, undervisning og karaktergivning.

Da biskop Christian Michael Rottbøll i 1770 kom til, var det slut med bortforklaringer. Den nye foresatte truede med en fyring, men tænkte dog også på rektorens eftermæle. I 1776 mistede han endelig stillingen. Titlen fik han lov til at beholde til sin død fire år senere.

Så var der det med eftermælet. Enken oprettede et legat på skolen og forærede domkirken de to syvarmede lysekroner, der den dag i dag hænger i korsarmene, det hele i Peter Jessens navn. Avisen Den Viborger Samler skrev en rosende nekrolog.

På mindepladen står han som “velædel” og “højlærd”. Tro ikke på alt, hvad aviser og mindeplader beretter.

Folk kan flytte nok så meget rundt i den store verden. Men fødestedet hænger ved.

Før og under første verdenskrig var Alexander Foss blandt Danmarks mest magtfulde magnater. Alexander Foss kom den 1. oktober 1858 til verden i Sct. Mathias Gade 3.

Faderen var stiftslandinspektør Vilhelm Foss. Da denne som 22-årig i 1846 rykkede til Viborg, lejede han sig ind hos to søstre. I 1852 ægtede han den ni år yngre Anny. Parret stiftede bo i Sct. Mathias Gade 3. De unge købte den ene halvdel af et ganske præsentabelt borgerhus med pilastre, vinduer i rundbuede nicher, savtakket gesims, pudset facade, høj kælder og markant tegltag.

Anny og Vilhelm Foss befandt sig vel i Viborg og fik mange venner. Børn kom til. Alt tegnede til et stille og virksomt liv i domkirkebyen, også for Alexander. Men i april 1862 døde faderen, blot 38 år.

Kort efter begravelsen flyttede Anny med sine to sønner og en tredje i maven til forældrene i København. Huset i Viborg lejede hun ud, og i 1873 solgte hun det. Viborg var et overstået kapitel.

Ingeniør Alexander Foss fik en storslået karriere i politik og erhvervsliv. Som medejer af F.L. Schmidt & Co. havde han en magtfuld position. Mest kendt er han nok for at være rorgænger, da Danmark styrede sig gennem første verdenskrig.

Fødehjemmet måtte i 1904 falde til fordel for den stormægtige kreditforening, og det må have behaget ham. Som nybagt student genså han hjemmet og noterede:

“Det gamle hjem og mit fødested var jeg nede at se; det var forfaldent og trist, men huske det kunne jeg.”

Påstå ikke, at Viborg er fattig på udendørs kunst. Men det er unægtelig en blandet landhandel. Desuden åbenbarer nogle af værkerne sig de mest overraskende steder. Som strøsukker.

Søg, så skal I finde. Kunstfinderi i Viborg er en givende sport. Den kunst, der fjæler sig i baggårde, i byhaver og bag karréer, er ikke den mindst interessante.

Jeg vidste godt, at den stod der, men havde ikke før bekvemmet mig ind i Solgårdens gårdmiljø. Siden 1993 har Ribe-kunstneren Ole Videbæks vandkunst glædet beboerne og de vel få udefrakommende gæster. Fra en buet bagvæg af stentøjsklinker løber vand ned i en tilhugget flade af grønsten og herfra – som et vandfald – til et bassin.

Kunstneren ser gerne sin kunst som et smykke, der kan gøre noget godt for sine omgivelser. Vandkunsten her er som en velplaceret broche.

Parentetisk skal vi have med, at et andet afsides værk, “Vækst” på torvet i Houlkær, er af Lis Andersen, Ole Videbæks arbejds- og ægtefælle.

Solgården med sine 116 ultrasmå aldersrenteboliger stod færdig i 1941. Kommunen var bygherre. Den ruttede hverken med plads eller badevand.

Da Boligselskabet Viborg i 1993 overtog de gulstenede bygninger, var det med 54 nyrenoverede boliger, nu med både bad og elevator. En bred kreds af givere skillingede sammen til et smykke, der var som skabt til en ældre dame i nyt skrud.

Børn af 1950’erne og 1960’erne var samlere. Samlede på Richs-billeder, frimærker, Dandy-billeder, tændstikbiler, glansbilleder, hønseringe, Puk-bøger, Jan-bøger. Sad gerne i timevis ved befærdede veje og noterede bilnumre. Og de mest fanatiske gik op i jernbanernes kilometermærker.

Jeg har hørt om dem, der spejdede ud ad kupévinduet for at fange stenenes tal. Ikke nok med det. Med konfirmationsuret målte de også togets fart. Tiden fløj af sted.
Den typiske sten var en lille pille af hvidmalet beton med røde tal. De store typer øverst var for de hele kilometer og de små nederst var for meterne. 32/6 var 32 kilometer og 600 meter fra endestationen.

Nogle baner havde dem med 100 meters mellemrum, andre med en afstand på 200 meter. I gamle tider kunne en rød kant markere, hvor den nærmeste telefon var at finde.

Hvor er det herligt, at de kulturhistoriske markører lever videre langs Himmerlandsstien på den nedlagte jernbane fra Viborg til Aalestrup og videre til Løgstør. Fra Viborg-siden tæller de ned til Aalestrup som endestation. Strækningen var på 37,6 kilometer.

Stenene er 200-metersmærker, akkurat som de mere nymodens skilte på Langaa-Viborg-Struer-banen. De har Langaa som endestation, 40,2 kilometer fra Viborg Banegård.

At måle hastighed på banen til Aalestrup var ikke så krævende. I de første mange år var tophastigheden på 45 kilometer i timen, men kom senere op på svimlende 70 kilometer. 

“Stands, vandringsmand, og betragt menneskelig dødeligheds spejl,” opfordrer en gravtekst i Marienkirche, Osnabrück. Stenen er for Gerhard Schepelern, død i 1674.

Få år efter forgrenede Schepelern-slægten sig fra Tyskland til Danmark. Og på Viborg Kirkegård gør vandringsmanden holdt ved en ret ulæselig gravplade. Spejlet er uklart. Det lader ane, at her ligger tre gange Schepelern: Georg, Frederik og Ellen.

Georg, stiftsprovsteparret Ellen og Frederik Schepelerns søn, døde i 1925 som blot 28-årig. Den unge jurist arbejdede for Udenrigsministeriet og var vicekonsul i Chicago, da døden indtraf. Frederik Schepelern var stiftsprovst i Viborg fra 1923 til sin død i 1936.

Bare at titulere Ellen Schepelern “stiftsprovstinde” er ikke dækkende. Mange steder står hun som “filantrop og missionær”. En markant personlighed, der praktiserede vækkelse og et stærkt socialt engagement.

Hun var opvokset i norske Porsgrunn og fastholdt et klingende norsk, hvilket passede godt til hendes klippefaste synspunkter. Parret boede først i Aarhus. Her gjorde hun et pionerarbejde på gaden blandt prostituerede og andre kvinder på bunden. I 1909 stiftede hun Kvindehjælpen, der i 1950 blev til Jysk Børneforsorg.

De arme kvinder gav hun og hendes hjælpere husly, mad og beskæftigelse. Den private organisation levede af almisser. Ellen Schepelern spædede til fra sin egen husholdningskasse.

Kvindehjælpen voksede sig stor. Efterhånden omfattede den fem hjem og en husholdningsskole, der åbnede i Viborg på Sct. Laurentii Vej 14 i 1929. Ellengården i Aarhus har navn efter hende.

Det siges, at hendes svigerfar, provst Georg Schepelern, var hende en kilde til inspiration, idet han var en fremtrædende figur i hovedstadens søndagsskoler og menighedspleje. Liberalist var hun til fingerspidserne og sendte stolt et statstilskud retur.

På gravstenen er hendes navn ved at smuldre væk. Hun kunne nu kandidere til et vejskilt, skønt navnet er lidt tungt at danse med.

Det lille kvarter mellem Skottenborg og Dannebrogsgade ligger lidt for sig selv med egen identitet. Som om det giver pokker i den omgivende by. To gadenavne springer i øjnene: Randrupsvej og Møllegade.

Navnene udstråler noget landligt ved byens gamle rand. Da byen tog over, fik de navn. Det var i 1927.

Her lå vitterlig en vejrmølle, om end ikke så stor og mægtig som den hollandske mølle bag nutidens bibliotek. Ganske pudsigt optræder den oprindelige Møllevej nu som en gade. Møllegade fra Nørregade til Grønnegade er en rigtig bagvej.

Christen Christensen Randrup kom til verden den 2. september 1799 i Randrup ved Vestervig. Viborg og den giftefærdige Ane Marie Skive trak i ham. Den 10. april 1838 fik han borgerskab i Viborg som spækhøker.

Nu var han både avlsmand og forretningsdrivende. Som spækhøker drev han en blanding af slagterbutik og kolonialhandel. Allerede i 1844 døde han.

Efter Randrups tid kom store tømmerlader til at præge området. Her lå fra 1876 C. Schourups Tømmerhandel med dampsave og høvleværk, fra 1928 J.N. Kjærsgaards Tømmerhandel. Deraf bebyggelsen Tømmergården, der naturligt ligger sammen med Møllegården.

Slut med landbrug, høkeri, mølleri og tømmerhandel. Men navnene bærer historien.

Op til badesæsonen i 1967 åbnede Vestbadet. Søerne havde fået en konkurrent. Friluftsbadet var et folkeligt initiativ, som kommunen overtog ansvaret for.

Enhver idé er som et frø i jorden. Derfor passer skulpturen foran Vestbadet så fint. Den hedder “Frøet” og er en spiredygtig gave ved indvielsen fra et stærkt triumvirat: erhvervslivets Poul Kalhave, handelens Hans Pedersen – “Garn-Hans” – og kulturens Peter Seeberg.

Vestbadet fik senere det store bassin på 50 meter. Det kom også på tale at overdække hele herligheden med en gigantisk dome. Men friluftsbadet forblev et friluftsbad.

Den bornholmske billedhugger Ole Christensen (1932-2000) gjorde to stykker af klippeøen til den opløftende velkomst ved indgangen. Typisk for sin kunst lader han en kvindelig og en mandlig form spille sammen. Det samme så vi i hans “Gensyn” i gården bag Sct. Mathias Gade 44.

Ole Christensen slog sig tidligt ned på husmandsstedet “Bakkely” i Olsker. Mange af stenene var fra hans store grund. Han købte sprængstof i den lokale brugs. Det er nok lidt morsomt, at han havde adresse på Stenløsevej.

Hen ved 60 af hans værker er at se i Olsker Skulpturpark, der er til gratis glæde for alle. Skulle man komme på de kanter. 

Det siges, at Margrethe den Første har lagt navn til skoven Margrethelund vest for byen. Langt tilbage kender vi den som en indhegnet egeskov. Den sygnede hen og var bare lynghede med egekrat, da otte viborgensere midt i 1800-årene købte den.

De otte ønskede i praksis at vise, hvordan skov kunne rejse sig af hedejord. Overretsprokurator Georg Morville var en mand med vilje og forstmæssig forstand, og han styrede arbejdet. I efteråret 1853 skred Morville og konsorter til handling.

Hvidel fik rollen som ammetræer, men de tabte pusten. Langt bedre gik det med hvidgran, bjergfyr og rødgran. Efter få år var Margrethelund igen en skov og kom til at optræde som et forbillede for hedesagen.

Efterhånden overtog Georg Morville alle jordlodderne. I dag står 12 efterkommere som ejere. En klausul sikrer, at den 115 hektar store skov ikke glider familien af hænde.

I Sct. Mogens Gade boede Georg Morville dør om dør med Enrico Dalgas. De to venner kunne gå rundt i Margrethelund og udpønse en plan, der kunne forandre hele det jyske hedeland. Hedeselskabet tog form.

Fra 1929 til 1955 figurerede i Løgstørbanens køreplan et trinbræt i skovkanten. Det bar skovens navn og har betjent Vestermarkens gårde, sikkert også en skovarbejder i ny og næ.

Trinbrættet er genopstået på Himmerlandsstien og gør skoven ære.

I Viborg Kirkegårds afdeling K’s nordvestlige hjørne står tre høje cypresser. De markerer en gammel benkule.

En nu afdød medarbejder ved kirkegården kunne berette om, hvordan et anlægsarbejde i domkirkekvarteret for år tilbage gjorde det nødvendigt at køre en større sending opgravede skeletter til kirkegården, nærmere bestemt til det nævnte hjørne. Siden har graverne undladt at lægge nye grave her.

Mon ikke den lille lund er stedet, hvortil kuskene i 1918 kørte fem til seks vognlæs skeletter? Hvor ellers? Arbejdet med Vestre Landsret gik durk igennem den sløjfede Gråbrødre Kirkegård. Gravfreden var slut for dødningene, men de fik trods alt et nyt hvilested i indviet jord. Det var før, arkæologerne fik førsteret.

“Lad de døde begrave deres døde,” hedder det med en bibelsk metafor. Livet frem for alt. Men gravminder er ikke bare en død ting. De kan have så meget at sige de levende.

Jeg har læst om en farlig palaver, der blev, da digterpræsten Steen Steensen Blichers gravsted på Spentrup Kirkegård sygnede hen i et vildnis uden selv det mindste mindekors.

Folk samlede herpå ind til en værdig sten. Sagen greb imidlertid om sig. Nu skulle Viborg også have en mindestøtte.

Men trægt gik det alligevel. I 1864 – efter 16 år – fik gravstedet en sten, og i 1866 fik Viborg et minde, en liden buste på en høj sokkel af domkirkegranit. Den dag i dag taler Blicher-monumentet til Latinerhavens gæster. Og det er der ingen ben i. 

Blandt de mange byvåben i Viborgs gadebillede bærer udgaven på Rigsarkivets nordgavl prisen. De to togaklædte rådmænd på bænken i søjlegangen udstråler engagement. Viborgs velgående ligger dem på sinde.

Med fri hånd modellerede Karl Hansen Reistrup, keramikkens mester, de i alt 25 keramiske byvåben til Provinsarkivet for Nørrejylland. De står i kraftfulde farver på bunde af guld- og sølvglasur. Et underlag af asfalt har vist sig at være et godt våben mod vind og vejr. Våbnene liver stadig op i vinduesnicherne.

Sin del af de i alt 3193 kroner til værkerne havde den nygifte Karl Hansen Reistrup god brug for. Den udkårne hed Johanne, og arbejdet i Viborg gav dem mod på tilværelsen.

Den 7. januar 1888 flyttede den unge Karl Hansen Reistrup ind på Kählers keramiske værksted i Næstved. Et givende samarbejde med Herman Kähler begyndte. I 1891 koblede arkitekt Hack Kampmann sig på, netop som han var i gang i Viborg.
Samarbejdet om arkivet var det første i en perlerække. Senere fulgte Kreditforeningen i Viborg. Kampmann-eleven Søren Vig-Nielsen overtog et par år efter kunstneren til Viborg Teater.

Vægtskålen som attribut er oplagt. Tingstedet gjorde fra gammel tid Viborg til afgørelsernes by. Båndets “Ommersyssel” kunne ligne en ommer, men i den oprindelige udstrækning dækkede syslet også Viborg helt mod vest.

I vores begejstring over byvåbnene skal vi ikke forbigå de cirka 150 jyske herreders våbenmærker. Billedskærer Hans Christian Berg i København skar dem i gesimsens kridtsten. Den enestående samling putter sig under tagudhænget og er værd at få et hold i nakken for.

Når jeg har studeret vandtårne indefra, har jeg altid sagt til mig selv, at det var da et utroligt bygningsværk til så lille et reservoir i toppen.

I tyske Lüneburg har jeg besigtiget et imponerende vandtårn på 55 meter. Tanken her kan blot rumme 500 kubikmeter, hvilket er det samme som i det 23 meter høje vandtårn ved Skottenborg. Det har fordel af at ligge på byens højeste sted.

Gult var tårnet indtil 2008, da det fik en gang gråhvid “usynlighedsmaling” a la dansk skyhimmel. For en del står det stadig som Det Gule Vandtårn. Regionen overtog og udvidede amtsgården, og det fisgule borgtårn var en torn i øjet på nogle.

Det fik alligevel lov til at stå, idet det viste sig meget bekosteligt at fjerne det til fordel for en eldreven trykforøger. 15 millioner kroner og en masse bøvl med tårnets mange venner.

Vandtårnet er fra 1927. Arkitekt Søren Vig-Nielsen og ingeniør Georg Rasmus Øllgaard løftede opgaven. Den kære ingeniør lægger for resten også navn til Skagens markante vandtårn, som i dag alene er et udsigtstårn.

Sammen med makkeren ved H.C. Andersens Vej sikrer den grå eminence, at et strømsvigt ikke straks tager trykket af vandet. Tre timer har forbrugerne vist at løbe på, hvis de ikke skruer for meget op. Ikke så dårligt at vide for en prepper.

Under den kolde krig med tilhørende lavteknologi spillede det gule tårn en rolle som én af luftmeldekorpsets observationsposter. Fra dette ophøjede stade øvede frivillige sig i at observere lavtgående fly, mens andre bevogtede tårnet. De indberettede via en sikret felttelefon det sete til luftmeldecentralen på Mellemvej. Plottebordet her dækkede en pæn bid af det jyske luftrum.

Det var andre tider – og dog. 

Da vi vestbybørn legede røvere og soldater i Undallslund, troede de fleste fuldt og fast, at den hullede mur i skovens sydlige ende var den, de dødsdømte slyngler stod op ad, når retfærdigheden indhentede dem.

De klogeste vidste lidt om landsforræderne og anede, at det alligevel ikke var her, de fik ryggen mod muren. Men spændende, ligegodt.

Muren er sådan lidt spøgelsesagtig. Den har dog en glorværdig fortid som en del af et prægtigt skydeanlæg. Det var her, op imod 1000 skytter fra den 19. til den 26. juli 1914 dystede ved et internationalt skyttestævne. Få dage efter brød første verdenskrig ud – venskabelig kappestrid blev til blodig alvor.

En stor festplads med alskens pavilloner skød op ved skydebanerne. Solen strålede, og alle var glade. Et højdepunkt var, da Christian den Tiende på tredjedagen benådede stævnet med et besøg. Men den truende krig lagde en dæmper på festivitasen, og besøget blev kort.

I det hele taget aflagde mange fornemme gæster Viborg og stævnet et besøg. Blandt andre vicomte (“vicegreve”) Chandon de Briailles fra Paris gjorde indtryk. Sammen med vicekomtessen, sønnen, chaufføren og kammerjomfruen kom han til Viborg i et imponerende automobil.

Ved indgangen tog skulpturen “Danmarkskvinden” imod. Hun kom hurtigt til at hedde “Den hvide dame”. Dels var hun hvid, dels så hun i halvmørke ret uhyggelig ud. Næsten som et forvarsel om den krig, der snart fik skytterne til at vende våbnene mod hinanden.

Muren kom til at skille mennesker i stedet for at samle dem.

For nogle år siden interviewede jeg en ung kvinde, der agiterede i Sct. Mathias Gade. Svensk, viste det sig.

Hun fortalte mig, at hun var fra Örebro, hvortil jeg kunne sige, at så lå hendes hjemby jo ikke langt fra krimiforfatteren Maria Langs elskede Nora. “Jeg kommer faktisk fra Nora, men jeg gik ud fra, at du ikke kendte den lille by og Maria Lang,” sagde hun lidt stolt.

Maria Lang skrev mange krimier. De sidste var med hang til det spirituelle, blandt dem “Damplokomotiv på afveje”. Den ellers nøgterne kriminalhelt Christer Wijk ser en livagtig togstamme med et prustende damplokomotiv på en nedlagt banestrækning, hvis spor for længst er fjernet. Et spøgelsestog. En ung ledsager ser det også. Synet betyder, at Christer kan opklare en gammel og en ny mordsag.

En lille stump af jernbanen ved Nora, Sveriges ældste, lever videre som Nora Bergslags Veteran-Jernväg, mens resten af den gamle malmbane er borte. Maria Lang gør meget ud af at skildre historien.

Når jeg vandrer på Himmerlandsstien, kan jeg godt have det lidt som en Christer Wijk. Fortidens mange tog på Løgstørbanen hænger på forunderlig vis ved banestien.

Jeg var med som journalistisk observatør, da entreprenøren Industrispår fra Ystad i efteråret 2005 begyndte at fjerne sporene, så jeg ved jo dybest inde godt, at det sidste togfløjt har lydt. Men alligevel.

Sporet fra remisen ved Viborg Banegård til Mariendalsvej kom først op i 2013. Endelig var Himmerlandsstien fuldendt. På dette 2,2 kilometer lange stykke følges Himmerlandsstien og jernbanen til Skive i et tæt parløb. Et sikkerhedshegn adskiller sti og bane. Når toget drøner forbi, tager jeg mig i at gå ind til siden. Man kan aldrig vide.

Er den mon en rest af Asani-eventyret? Kilet ind i bunden af et træ ved bebyggelsen Asanihaven sidder en aflang, tilhugget granitsten. Den ligner en historie.

Vi ihukommer Aage Sørensen – “Asani-Sørensen” – der på stedet udviklede tekstilvirksomheden Asani. En mand, der delvis var lammet efter et trafikuheld, viste, hvad en blanding af talent og stædighed kan føre til.

Aage Sørensen (1904-1984) begyndte småt i 1930 med Karup Trikotagefabrik. Denne forlod tiåret med cirka 100 ansatte – og forlod samtidig Karup til fordel for Viborg.

Fabrikanten erkendte, at fabrikken burde have et mere salgbart navn. I Karup-tiden hed den en overgang Asa. Men det lå for tæt på tøjmærket Asta. Broderen Niels Peter leverede de to ekstra bogstaver, så regnestykket blev Asa + ni = Asani. En mere fantasifuld udlægning henviser til en forhandling med replikken “a’ sa’ ni”.

I 1940 flyttede Asani til Viborg, hvor det store kompleks efter Kroghs Tobaksfabrik ved A.S. Ørsteds Vej stod tomt. Asanigården var en realitet. I 1951 rundede fabrikken 500 ansatte. Dette år den 12. september brændte hele herligheden. Men da Aage Sørensen fik sundet sig, tog han stålsat fat. På virksomhedens 25-årsdag den 18. juni 1955 festede Asani og den hele by for en topmoderne fabrik.

“Undertøjet i overklassen” fra Viborg slog for alvor an. Fra 1960 fik Asani søstre ved Vestre Ringvej: Scanlace, Eltex og Nortex. Eventyret toppede ved rundt regnet 1000 medarbejdere.

Stenen i træet siger, at alt har sin tid. Asani lukkede i 1988. Aage-ånden lever videre i søstrene Annette Berg og Eva Berg Madsens medrivende portrætbog om bedstefaderen: “… Lykke og Held med Alverdens Ting”.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har et ømt punkt for Viborg Katedralskole, min gamle skole. I min store kompostbunke af gamle hæfter opgravede jeg “Fra Viborg Katedralskole – den gamle og den ny” ved forhenværende lektor Adolf Lomholt. En kær sag fra 1927.

Den er både en billedkavalkade og en dokumentation for, hvordan nutidens katedralskole på hjørnet af Gl. Skivevej og Gl. Aalborgvej for et århundrede siden blev til.

Publikationen er en nummereret hilsen til de gamle elever, der gav en skærv til skolens astronomiske kikkert. Urmager og astromekaniker Jens Olsens vidunder løb op i 5185 kroner. Hele den nye skole kostede staten 2.440.000 kroner, hvoraf en del kom i kassen, da Danmark solgte De Vestindiske Øer.

I Von Heinens Gård, Sct. Mogens Gade 1, residerede den lærde skole fra 1772 til 1926. I 1923 passerede elevtallet 300, langt over bristepunktet. Den tid var forbi, da det nye kuld af studenter kunne runde af med en gang jordbær med fløde i Rektors Lysthus.

Nogle byromantikere talte for, at skolen skulle udvide på det historiske sted. Det havde kostet “Rektorhaven” livet. Grunde ved sygehuset og på Holstebrovej var også i spil. Men valget faldt altså på 8,5 tønder land af gartner Brostrøms toft.

Torsdag den 18. november 1926 fandt den officielle indvielse sted, men allerede den 16. august var elever og lærere rykket ind. En del løsøre, blandt andet de udstoppede fugle, bar en karavane af elever fra den gamle skole til den nye. Det har været et kosteligt syn.

Allersidst på den store festaften indløb et telegram fra Viborgensersamfundet af tidligere elever. Det var på rim og lød: “Fra før til nu går mindets stærke bånd./Bevar bag Viborgs brune bakkekamme/vor gamle skoles djærve jyske ånd!/Så følger lykken med den nye ramme!”

Ånden lever blandt andet videre i skolens bomærke med de tre administrative nøgler og den manende tekst: “Vitam impendere vero”. Sandheden først.

Når sandheden skal frem, var sætternissen, den filur, på færde i det fine hæfte. På side 8 skulle der ikke stå “abekatten”, men “sparekassen”. Hm. Dengang fik fyldepennen nok skylden, men det kunne de nye tiders autokorrektur sikkert også have fundet på.