Kælderdyb og himmelstræb

Dyk ned i det lille museum i kælderen under Viborg Domkirkes sydlige stortårn og studér modellen af domkirken, som den tog sig ud i 1567-udgaven.

De, der genrejste kirken efter brandene i 1501 og 1567, viste ingen nåde. De benyttede chancen til at præge den efter tidens mode. Ud med det romanske, ind med gotikken.

Allerede 1501-kirken fik et forparti med solide tårne, der kunne bære en trækonstruktion med høje spir. Endnu højere higede bygmester Claus Andersen efter 1567-branden. Lensmændene på Silkeborg Slot og Hald Slot måtte levere læssevis af egetømmer til tårnene.

Det holdt ellers hårdt med at få Fruen på Bjerget på fode igen. Kongen gav skattefrihed til nogle og brandskattede andre for at højne arbejdet. Endnu 11 år efter branden var domkirken ufærdig. Ned måtte johanniternes kloster og kirke ved Nørresø, så materiale herfra kunne gavne storesøster deroppe på bakken.

Se på modellen, hvor spirene knejser; de topper ved 55 meter over Gammeltorv mod den nuværende kirkes 42 meter. Også i drøjden kunne den være med. Fra den katolske tid havde den kapeller for Sct. Kjeld, Sct. Anna og Vor Frue, og den havde en lille udbygning til staben af kannikker. Efter sigende havde den katolske kirke mindst 21 sidealtre.

Kunne vi kigge indenfor i kirken, ville vi på kannikkernes stole læse en latinsk tekst. Den var en bøn til kirkens egen Sct. Kjeld om at “øve sin gamle bedrift”. Viborgs helgen var nemlig kendt for at kunne slukke en brand ved at bede til Gud.

Men ikke bare ilden var en trussel. Sjusk og forfald har altid luret. Aldrig så snart var 1567-kirken færdig, før den kom i reparationsalderen.

De mange fremmede fugle

På godt og ondt har Viborg Kaserne været årsag til, at Viborg har gjort et livsvarigt indtryk på generationer af unge udefra. Mange beretninger vidner om det. Hvad man i ungdommen nemmer …

Hvor er det godt, at kasernens kerne omkring den gamle paradeplads består, skønt soldaterne for længst er væk. “Prinsens Livregiment” lever – om end kun som et minde og skrifttyper over porten.

Under første verdenskrig havde Danmark en sikringsstyrke af ekstra soldater. I den tid fik en del københavnske unge deres rekrutuddannelse i Viborg – og hvilket kultursammenstød. I romanen “Spartanerne” fra 1919 skriver forfatteren Emil Bønnelycke om en forhærdet københavnersjæls møde med den stille stiftsstad.

En kold januardag i 1915 ankom Emil Bønnelyske med et kontingent lidelsesfæller fra stenbroen til Viborg. Fem måneder i Viborg var i vente.

“Det er øjensynligt, at de ikke respekterer denne pøbel og yngel fra den store, forsumpede verdensstad … Hush, her er koldt. Alle døre synes lukkede. Byen kommer hård og mennesketom imod os,” skriver han om det første indtryk af Viborg og viborgenserne.

Sammen med flere andre kommer han i kvarter i Sct. Ibs Gade 20 – hvor der nu ligger en tilbagetrukken gulstensvilla. Om det for længst nedrevne hus hedder det, at “taget er skrøbeligt, teglene skårede og grønne af svaghed”.

I sit forfatterskab opnåede Emil Bønnelycke at få status som en ekspressionistisk tilbeder af storbyens drøn. For ham står Viborg tydeligvis som en kontrast til metropolens velsignelser. Viborg er “den strengt reaktionære, lidt naive og indbildske garnisonsby”.

Måske havde nogle måneder mere i Viborg gjort ham mildere stemt. For midt i al denne jammer priser han det mangfoldige og brogede liv i Sct. Mathias Gade en lørdag aften. Med sig hjem har han også mindet om “vor gamle, elskelige, altopofrende løjtnant”. Og han kan desuden berette om unge piger med “nogle overordentlig yndefulde bevægelser”.

Skriften over den gamle kaserneport kan have mange tolkninger.

Og munken går i enge

Legenden om en farbar forbindelse mellem Asmild Kloster og Viborg lever i folkedybet. Stil dig på det lille næs, der skyder sig ud i Søndersø ved Golf Hotel, og tænk dig tilbage til den tidlige middelalders Viborg.

Stemmeværket ved Søndermølle har siden begyndelsen af 1300-årene gjort Viborgsøernes vandstand to meter højere, end naturen har tænkt sig det. Før stemmeværkets tid delte en cirka 100 meter bred landtange naturligt søen i to – som et mavebælte på en cigar.

Tangen lå et par hundrede meter syd for den dæmning, der siden midt i 1800-årene har genskabt de to søer. En vej med en bro over et smalt løb har via tangen forbundet den spæde by med Asmild. Vi læser om, hvordan folk i gamle dage på bunden kunne skimte træ og sten fra den oversvømmede bro.

En oprindelig akse mellem vest og øst forbandt stormandens Asmild med 1000-tallets bydel ved St. Sct. Peder Stræde. En afstikker til domkirken kom til. Den munk, der sad på Vitskøl Kloster og skrev om bisp Gunner af Viborgs liv, oplyser, at ligfærden i 1251 gik “nordpå over søen”.

Som den, der senest har oversat den latinske tekst, fremfører lektor Johannes Thomsen, at de gejstlige skuldre næppe har bakset liget nord om Nørresø, men over landtangen.

Tidligt havde Viborg et knudepunkt ved Nørremølle, hvor vejen fra byen forgrenede sig til Hobro og Randers. Historikeren Hugo Matthiessen er i bogen “Viborg-Veje” ikke i tvivl om, at punktet også havde en forbindelse til Asmild, og at Gunner måtte denne vej, før han fik sin grav i domkirkens Sct. Kjelds Kapel. Men hvorfor dog dette besvær? Den lige vej var oplagt.

Opstemningen kan ikke have været med borgernes gode vilje. Den gjorde dele af byen ubeboelig og oversvømmede Asmild-vejen. Beslutningen er tillagt kong Erik Menved, der lige netop var ude på at spille med musklerne.

Fortidens jordtange har nok været dyndet som en eng. Et tankespring til den ældgamle sangleg “Munken går i enge” må være på sin plads. “Og munken breder ud sin kappe så blå og beder skønjomfru at knæle derpå.” I den lokale tradition lever myten om en elskovsvej mellem Asmilds nonner og byens munke.

Da vejen forsvandt, gik den i jorden som en elskovstunnel, og den har vi stadig til gode at finde.

Blytunge argumenter

I novellen “Brev om bly” lader Peter Seeberg blymester Laust Gudmundssøn skrive et brev til Valdemar den Store. Mester står på torvet foran Viborg Domkirke, og det er den 18. søndag efter trinitatis i det Herrens år 1247. Novellen er en del af samlingen “Rejsen til Ribe”.

Historisk kyndige vil vide, at den store Valdemar døde i 1182, så den gode mester i Viborg er noget sent ude med de råd, han giver kongen. Modtageren har da været død i 65 år. Heri ligger en fin finte.

I brevet anbefaler Laust den angiveligt syge konge at indtage blypulver i varm morgenmælk; det har han selv haft stor glæde af. En neglfuld bly om dagen holder smerter borte og højner humøret, lover undersåtten fra domkirkebyen.

Han medgiver, at han efter 10 års brug har fået en gusten hud, men dette tilskriver han alderen. Nej, han har skam ikke taget skade, skade, skade. Og at blyet skulle få mænds forplantningsorgan til at visne og falde af, afviser han som den rene bagvaskelse.

I sin anbefaling tager han Viborgs bisp Gunner i ed. Han sætter trumf på ved at oplyse, at Viborgs 95-årige biskop “nyder en kærv bly hver morgen”. “Måske har han allerede talt til dig om blyet,” skriver han, idet han kalder blyet “verdens kerne”.

Detaljen med blyet lod nu afdøde Viborg-kunstner Anna Marie Holm sig inspirere af, da hun i 1999 malede den 5,4 meter lange bispefrise til spisestedet Brygger Bauers Grotter. En blyplade repræsenterer den højærværdige Gunner, nummer otte i rækken.

Frisen sidder til minde om Viborg-bispernes lange historie. Karsten Nissen, nummer 53, afslørede ved etablissementets 10-års-dag kunstværket. Et vellagret stykke historie i de gamle og stemningsfulde lagergrotter.

Historien taler til skosålerne

Enkelte steder i byen har gamle belægninger af sten overlevet, for eksempel på Sct. Mogens Torv, i Gråbrødre Kirkestræde og i den nederste del af Sortebrødre Kirkestræde. Den del af historien er lige til at suge op gennem skosålerne. Men træd varsomt.

I St. Sct. Peder Stræde har arkæologer fundet brolagt vej fra cirka 1050, men så gamle er de stensatte rester, vi nu kan få fod på, langtfra. Derimod er illusionen intakt.

Nogle af de gamle belægninger er med de groft tilhuggede piksten, andre er med en skønsom blanding af hånd- og hovedstore sten fra haver og marker. Viborgenserne var nu ikke alt for flittige til at belægge gaderne, og allerede kong Hans beklagede sig over, at der var “stor brøst på stenbro” i Viborg.

Det spillede ind, at Viborg ikke bare var fine borger- og adelshuse, men også landbrug. En del af gaderne havde karakter af markveje. Nogle udviklede sig til at være hulveje, fordi grundene omkring dem voksede i højden, efterhånden som huse faldt og voksede op igen.

Viborgs sundhedsvedtægt fra 1862 er klar i mælet. Gaderne skal gerne være brolagte. Uhumskheder fra husene må kun løbe ud i rendestenene om natten og tidligt om morgenen, og som dagens første dont skal beboerne skylle efter med vand. Det var ikke ligefrem lavendelvand, der løb hen over stenene, og stanken har næppe været til at skylle væk.

Når jeg bevæger mig på den irregulære stentrappe, der afslutter Sortebrødre Kirkestræde, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan den var at forcere med gammeldags træsko.

Lidt har også ret

Det er ikke altid det store og prangende, der er med til at tegne en by. Bygningen Nytorv 1 er blot fire fag bred. Desuden slører en butiksfacade i bunden og to kviste i toppen den oprindelige arkitektur. Men den er af arkitekt Julius Tholle.

Allerede da apoteker Søren Jensen Schmidt Fischer, Svaneapoteket, i 1870 lod den opføre som bolig, var den klemt inde mellem den store hjørneejendom mod Vestergade og den gamle apotekergård. Alligevel formåede Julius Tholle at skabe en bolig, der i al sin enkelhed kan hævde sig.

Apotekeren kom fra Aalborg og fik 32 års virke i Viborg. Da han døde, hed det sig, at han “voksede nøje sammen med byen og dens beboere”. Det lille palæ med gesimser, pilastre, konsoller og joniske kapitæler står som symbolet på de tætte bånd.

Med sig fra Aalborg havde Fischer tobaksfabrikant Obels datter Johanne. Derimod fandt københavneren Julius Tholle sin hustru i Viborg, nemlig rektor Olsens datter Mathilde Frederikke. Fischer og Tholle havde til fælles, at de kom udefra og lod sig indfange af Viborg.

Tholle kom i 1863 til Viborg for i det daglige at lede arbejdet med at nedbryde og genopføre domkirken. Han gik nidkært til opgaven, efter at han havde studeret romanske kirker i Tyskland.

Ved siden af drev han tegnestue, og han kom i den grad til at præge bybilledet: kreditforeningen på Hjultorvet, sparekassen i Sct. Mathias Gade 49, Salon-pavillonen på Borgvold (brændt i 1943), Sct. Mathias Gade 27, St. Sct. Peder Stræde 4 med tårnene, Håndværkerstiftelsen i Reberbanen (nedbrudt i 1972), Eksercerhuset, Depotgården – og altså Nytorv 1.

Størst af alle var Viborg Råd-, Ting- og Arresthus. Han tegnede det, efter at han havde været på studietur i Italien, og det er et stykke italiensk renæssance. Bygningsværket stod færdigt i 1874, men da var arkitekten død.

Allerede i 1871 døde han af tuberkulose, blot 40 år. Han nåede akkurat at få hovedansvaret for domkirken. Biskop Otto Laub talte ved begravelsen varmt om hans virke, og byen havde sjældent set et større ligtog.

Et blik på Skottenborg

I Tintin-hæfterne optræder slottet Møllenborg. En herlig familie af navne er med et n som bindebogstav. Nævner i flæng Pjaltenborg, Knuthenborg, Sultenborg, Rosenborg, Amalienborg, Klampenborg, Marienborg – og Skottenborg.

Viborgs Skottenborg er den eneste danske gade, der hedder sådan. Vi skal helt til svenske Kristianstad for at finde en tilsvarende. Her har gaden navn efter en borgmester Skotte, mens en noget anden historie nok gemmer sig bag Viborgs Skottenborg.

En del betjener sig af efternavnet Skotte, naturligvis med aner til Skotland. Tilsvarende hedder nogle Hollænder, fordi deres stamfader var fra Holland. Og så fremdeles. I Viborg kender vi ikke umiddelbart en sådan Skotte med base uden for den gamle Sct. Hans Port.

Lokalhistoriker Otto von Spreckelsen gisner om, at et herberg – Skottenborg – med skotske bissekræmmere har ligget uden for porten, og han følger Skottenborg-navnet tilbage til 1600-årene. Disse skotske handelsfolk var flittige gæster på Viborgs store markeder, men havde et ry, så de blev henvist til et logement uden for porten. Som uvorne unger, der bliver sat uden for døren.

I alle fald begynder gaden vestpå at vise sig på de gamle bykort som Skottenborg eller Skottenborggade. Den havde sit udspring ved St. Sct. Hans Gade. Efterhånden rykkede porten lidt mod vest og hed nu Skottenborg Port.

Da min familie omkring 1960 boede i Skothus på Skottenborg, var det en lille by i byen. Her var butikker og håndværkere af alskens slags – og et hav af børn i de mange små lejligheder. Mit første job var som fejedreng hos købmanden i Skothus.

Skothus er fra 1934 og stod i flere år som gadens konge. Ikke meget er tilbage fra dengang. Midt i 1980’erne tog det fart. Den nordlige side forsvandt til fordel for kontorhuse. Folkebladet noterede dengang: Nu skal Skottenborg være kontorborg.

Oasen i den jyske ørken

Det er ikke godt at vide, hvorfor et bedehus uden for Sct. Mikkels Port hed Jerusalems Kapel. Hvor det lå, er også usikkert, men det var nok på Kapelbakken, cirka hvor Den Røde Bro er.

Sct. Mikkels Kirke kom til at befinde sig uden for porten, da Viborg midt i 1100-årene fik sin befæstning. Dog ikke afsides, thi Sct. Mikkels Port markerede intet mindre end den jyske halvøs knudepunkt. Igennem den løb Hærvejen. Udad vendte den mod det store Europa, indad mod en åndelig oase i ørkenlandet.

Med sine vejgennembrud og mastodontbyggerier fremtræder kvarteret omkring Sct. Mikkels Port som den mest historieløse del af middelalderbyen. Det er svært at forestille sig, hvordan de spedalske med deres advarende skralder og klokker stod uden for porten og tiggede sig til lidt almisse. De boede på Sct. Jørgens Gård, staklernes hospital, der lå tæt på kirken.

Jerusalems Kapel var måske en del af Sct. Jørgens Gård. Den tids sygepleje var knyttet til Johannes af Jerusalems korsbrødre, der jo også var organiseret i Viborgs johanniterkloster.

En forførende tanke er, at kapellet var pilgrimmenes åndelige servicestation, og at det var rundt som Gravkirkens Anastasis-rotunde – en miniudgave af det fjerne mål på Golgata. Det eneste, vi ved om det, er, at Christian den Tredje i 1542 gav rådmand Morten Hegelund lov til at rive det ned, fordi det lå og forfaldt.

Mindestenen for Sct. Mikkels Port ligger i dag så underlig ensomt. Den er til minde om dengang, Viborg var Jyllands knudepunkt. Endnu på Ole Rømers store danmarkskort fra 1697 ser vi byen som det jyske vejnets nav. På underlig vis lever denne selvforståelse videre.

Fredeligt mål for turen

Turistforeningen udgav for mange år siden hæftet “Viborg – et mål for turen”. Det er ikke så tosset at have et mål for øje.

Da jeg forleden gjorde en fodtur øst for søerne, havde jeg “Fredsegen” i Overlund som mål, efter at jeg havde foretaget tankevækkende afstikkere til Asmild Kirke og Hedeselskabets Biodiversitetspark.

Overlund Borgerforening plantede det nu prægtige egetræ som et mindetræ. Det står til minde om, at freden den 5. maj 1945 atter sænkede sig over landet. I den tid kom mange lignende ege i dansk muld.

Overlunds fredssymbol vokser på hjørnet af Klostermarken og Gl. Randersvej. Det paraderer nok så fint ved siden af en mindesten. Den er fra 1938 og kom på plads, da Danmark fejrede 150-året for det ophævede stavnsbånd. Den indhuggede tekst er nu ulæselig, mølædt som den er. Men der stod engang: “Af frihedskår blev fremskridt født.”

Pudsigt nok er traditionen med fredsege tysk. En del “dobbeltege” i Slesvig-Holsten var ikke helt fredelige, for parvis symboliserede de, at Tyskland og hertugdømmerne hørte sammen. Det var lige efter treårskrigen. Sønderjylland – der dengang var tysk – fik en del fredsege i 1871, da krigen mellem Frankrig og Tyskland var slut.

Fra Kiplings “Junglebog” kender vi “Fredsklippen”. Når floden Waingunga var ved at tørre ud, dukkede klippen op af vandet, og elefanten Hathi proklamerede fred, så alle dyr kunne stå side om side og drikke.

Det er nærliggende at tænke samme gode tanke, når målet i Overlund er nået.

Fornem, men behagelig

En sporjagt på det fineste Viborg af i går kan let ende ved St. Sct. Hans Gade 1, hvor Jens Jensens Vinhandel i mange år holdt til. Det siges, at selv Christian den Ottende havde næse for de vine, som Viborgs konsul Jensen bragte til landet.

Vinhandlerne Jensen kom af en fattig bondefamilie på Stanghede. Den første Jens Jensen grundlagde firmaet i 1813, og det gik godt. Snart sydede og summede det i købmandsgården, idet et brændevinsbrænderi og en tobaksfabrik kom til. Det samme gjorde en titel som svensk-norsk vicekonsul, en titel, der i 1865 gik i arv til den næste Jens Jensen.

Jens Jensen II var udadvendt; blandt andet var han i 24 år medlem af Viborg Byråd. Han var et agtet medlem af Viborg Klub, hvor cigarrygende herrer i plysstole nød en punch og en eftermiddagsavis i hinandens selskab.

Det hed sig, at han førte sig med en “fornem, men behagelig elskværdighed”. Da han i 1902 døde, svang Viborg Stiftstidende sig op til at skrive: “Det er i egentligste forstand én af det gamle Viborgs bedste repræsentanter, der forsvinder med gamle konsul Jensen.”

Jens Jensen III overtog firmaet, som han drev til sin død i 1925. Traditionerne levede helt frem til midt i 1980’erne videre på matriklen. Firmaets bomærke med vinløv omkring et skjold med “J.J.” vidnede om gamle dyder i flydende form. En overgang ejede Peter Larsen Kaffe vinhandelen, der nu havde base på Ærøvej. Udenbys ejere førte fra 1987 navn og virksomhed videre, men i 1992 var det endegyldigt slut.

St. Sct. Hans Gade 1’s forhus er fra tiden lige efter den store brand i 1726, dog ombygget i 1859. Bagbygningerne oser også af historie. Da virksomheden flyttede til vestbyen, fik dette stykke Viborg en ny rolle som boligkompleks.

I lokalplan nummer 98 fra 1990 fandt byrådet det naturligt at navngive hele kvarteret mellem Gravene og St. Sct. Hans Gade “Vintapperkarréen”, og der er fortsat nok at tappe af for alle, der er blot en smule interesserede i byens historie.

At genfinde kammertonen

“Må vi lige be’ om kammertonen,” siger vi, når stemningen er til den grove side. Kammertonen er den gode normaltone. I Viborg finder vi den i Kongens Kammer, naturligvis. Det er som en stemmegaffel.

Kongens Kammer er forsamlingslokalet i Gråbrødre Klosters østfløj. Utallige ombygninger slørede dette herlige levn fra renæssancen.

Det blev så at sige genopdaget midt i 1970’erne. Egentlig gjaldt ombygningen dengang otte seniorboliger, men resultatet var syv plus et møderum, hvis mage ikke findes. En lang gang fører til det. Det lader sig også indtage fra en udvendig trappe.

I 1530’erne og 1540’erne havde Christian den Tredje sit Viborg-sæde i Gråbrødre Kloster, efter at gråmunkene med udgangen af 1530 forlod det efter 300 år på stedet.

I Kongens Kammer havde majestæten sit arbejdsværelse, og salen ovenover var til balfaldera. I 1541 gav han komplekset en ny rolle som hospital. Han benyttede vistnok sine gemakker en sidste gang i 1546.

At beskrive den originale kamin, de velvoksne loftsbjælker samt den slyngede udsmykning i den dybe vinduesniche og på én af bjælkerne rækker ikke langt. Oplev lokalet.

Det var ikke første gang i klostrets historie, at stormægtige folk knyttede sig til det. Højadelsfamilien Eberstein med grevinde Mariane samt sønnerne Albert og Ludvig kastede sin kærlighed på det da unge kloster og donerede i 1289 en solid sum til det. De to sønner var med til at tonesætte ouverturen til “den kongeløse tid” i 1330’erne og kom til at hvile i Gråbrødre Kloster. Ludvig har givet navn til én af de nye veje i Taphede-bydelen: Ludvig Ebersteins Vej.

Ved indvielsen den 12. september 1977 kom der balance i kønsregnskabet. Dronning Ingrid åbnede for Kongens Kammer.

På Brandstrups mark

En fodtur ud af byen mod vest ad Himmerlandsstien giver et godt indblik i, hvad Viborgs gamle bymark er i dag: et miks af boliger, erhverv og åbne områder. Enkelte steder ligger levn fra dengang, landmændene i 1800-tallets sidste halvdel etablerede sig.

Af personlige grunde tager jeg gerne en afstikker ad Islandsstien. Islandsparken er kun en bræmme, men en langstrakt glæde. Lidt længere ude ved Gotlandsvej gør jeg holdt og ser for mig tre gårde på stribe: først Mariesminde, så Peterslyst og sidst Vestermarkens Mølle. Nu blot et minde.

“Til barndommens land kan der ikke valfartes, det hører som et Atlantis til landene, der er gået under,” skriver himmerlændingen Johannes V. Jensen. Ikke enig.

Islandsstien fører lige til barndommens skøjteparadis. Hver vinter i 1960’erne – sådan husker jeg det – muntrede alle bydelens børn sig på den tilfrosne sø. Egentlig var den blot en stor oversvømmelse og lå på Brandstrups mark. Senere fandt jeg ud af, at den havde navn efter familien Brandstrup, Peterslysts beboere.

Nogle gange var vi så mange, at pølsemand Fuks stillede an med sin lille pølsebod. Skøjtesøen var så sikkert et aktiv, at vi turde investere i kunstskøjter i stedet for de ustabile tingester, vi spændte på skistøvlerne. Et år havde en alliance mellem frost, tø og vind formet et fortryllende islandskab, der havde dale og bakker.

På gamle kort ser jeg et system af kanaler, som Vestermarkens pionerer havde forsøgt at dræne engen med. Om søen var borte om sommeren, husker jeg ikke, men jeg har engang set den med bølger på. Lige ved siden af boede i øvrigt den godmodige avlsbruger Niels Bilgrav, der med sin enspændervogn kørte rundt og samlede spild til sine grise. Somme tider fik vi en tur og så gladeligt bort fra odøren.

En sjælden gang fandt vi ned på Salonsøens is; blot for at notere, at Brandstrups mark var bedst. Tilbage ligger en lille dam og en grøft med to småbroer. Fortiden lader sig ikke sådan udtørre.

De stinkende rige

En udbredt historie er, at vendingen “stinkende rig” kommer fra kirkerne. At kun de rige havde råd til at lade sig begrave indenfor, og at de lå og stank i kirkerummet. Det samme mener nogle englændere om “stinking rich”.

Jeg har set, at sprogfolk pure afviser denne forklaring. De kalder den “en folkeetymologi”, altså en slags vandrehistorie. Tillægsformen “stinkende” er ganske enkelt et forstærkende ord, der kan optræde sammen med mange andre ord: stinkende uretfærdigt, stinkende beruset, stinkende hovmodig.

Noget helt andet er, at kirkerne i tidligere tider var fyldt med begravelser – noget, der uden tvivl har virket temmelig fimset. Velbeslåede kirkegængere betalte godt for i dobbelt forstand at komme ind i varmen. For eksempel var indendørs begravelser med til at betale Sortebrødre Kirkes første tårn.

I Viborg Domkirke har traditionen sat sig spor på væggene. Her sidder en snes epitafier, det vil sige mindetavler over afdøde. Ét af de mere dekorative sidder på den sydlige korsarms endevæg. Det er et helt puslespil og har en ret slidt inskription.

Men vi kan af den tyske tekst se så meget, at den er til minde om apotekerparret Mette og Daniel Friedenreich. Hun døde den 6. juni 1698, han den 29. juli 1706. Ja, det ved vi fra anden side, for felterne til disse finale tal står åbne.

Efter at Daniel Friedenreich i 1688 købte sten og plads, lod han teksten for parrets sidste “Schlafcammer” udfærdige, men kunne af gode grunde ikke få det hele med. Det oprindelige hvilested var tæt ved konventhusdøren på sydsiden. Prisen var 20 sletdaler for stedet og 10 sletdaler for stenen. Desuden testamenterede parret 200 rigsdaler til kirken.

Da bygningsarbejderne i 1860’erne brød ned og byggede op, var der ingen fine fornemmelser. Med store brolæggerstempler knuste de kister og skeletter til en masse, der kunne bære det nye gulv.

“Ingen må røre hans ben,” stod der ellers på biskop Henrik Gerners ligsten, men på kirkens portræt ser han ret uanfægtet ud.

Lysten driver værket

Rektors Lysthus i Latinerhaven og lysthuset i Amtmandens Have nord for Nytorv står og vidner om en tid, da der til en sirlig lysthave hørte et lige så sirligt lysthus. Den dag i dag er de en lyst at skue og er under fredningens beskyttende vinger.

Vi taler her om 1800-tallets første halvdel. Konrektor Jacob Tetens lod i cirka 1800 sit havehus bygge, mens amtmand og baron Lucas Peter von Bretton et halvt århundrede senere fik en vognremise bygget om til en pryd for Amtmandsgården.

Den slags småhuse oser af hule og hygge. I de gamle, fine haver kunne beboerne foretage en lille lystrejse fra hovedhuset til havehuset, der bød sig til som en verden for sig. En havestue eller en løvhytte kunne såmænd også gøre det. Tehuset er et beslægtet begreb fra den tid. Forfatternes skrivehytter hører desuden med til familien.

Jeg kender til Viborg-haver, hvis indehavere hæger om lysthuse af højeste karat. Villaen kan være nok så prangende, men det er først når talen falder på lysthuset, at øjnene lyser.

De bedste kolonihavehuse lever fint op til kriterierne. Haveforeningen “Løkken” ved Nørresøs vestbred udmærker sig på den front. Dertil kommer en hel del udflugtshytter, såsom den norske bjælkehytte i Nordisk Park og Tehuset ved Søndersøs vestbred.

På en vandretur om Viborgsøerne er det ikke værst at kunne komme under tag. Frit tilgængelige er den røde pavillon på Sønæs samt madpakkehusene i Kildekrattet og Granada-skoven. Sådanne tilbud kan få enhver til at se lyst på tilværelsen.

Lidt historisk receptmedicin

En lindorm, et grumt slangeuhyre, huserede engang i Viborg. Det lykkedes åbenbart borgerne at få bugt med ormen. Historiker Ursin bringer i det mindste den myte til torvs, at apoteker Daniel Friedenreich i Viborg Svaneapotek fik sin disk beklædt med slangens skind.

Da Daniel Friedenreich i 1673 overtog bevillingen efter sin bror, indrettede han sig på Nytorvs nordre side, hvor siden Amtmandsgården kom til at ligge. Apoteket var da nøjagtig 100 år. Hvor det i sin første tid lå, ved vi ikke. Men vi ved, at det i 1717 flyttede til vestsiden, og at det lå her indtil 1993.

Som en hovedby i Nørrejylland fik Viborg i 1545 bevilling til sin første læge. Noget måtte ske, efter at de katolske klostre med deres lægekunst og -urter lukkede. Ingen læge uden medikamenter, og sådan gik det til, at kongerigets tredje apotek efter København og Odense åbnede i Viborg.

Apotekergården på vestsiden ligger som et fint minde om en lang historie. Det var nok her, Margrethe den Første i 1406 købte en bygård. Apotekerkælderen er oldtudsegammel, og den sydlige ende kan sagtens være fra Margrethes tid.

Det kastede også glans over bygningen og byen, da selveste feltmarskal Raimondo Montecuccoli i 1660 her indrettede sit kvarter. Polske og tyske hjælpetropper var i byen. De har nok taget godt for sig af apotekets “receptvin”.

Da en arkæolog i 1979 målte kælderen op, forbigik det vist hans opmærksomhed, at den har et hemmeligt rum, og at dette rum indeholder selveste indgangen til Viborgs sagnomspundne løngang. Det har jeg hørt sige.

I 1587 fik apotekeren lov til at “holde vinkælder”, og den var en god indtægtskilde. I mange år tjente Viborgs apoteker også godt på “De fire røveres eddike”. “Den kan strax faaes tillavet her på Apotheket,” hedder det i en annonce fra 1779.

Efter sigende havde fire røvere under en pestepidemi udviklet eddiken, så de kunne stjæle fra de syge uden selv at få sygdommen. Den var god mod “giftige dunster og anstikkende sygdomme”. Nej, må vi så bede om apotekerens luttendrank.