Forfatter: Jesper

En dag i oktober 1929 tog den femårige Kirsten Aakjær sammen med lillekatten Pjus på opdagelsesrejse i Ll. Sct. Hans Gade 3, landsarkivarens embedsbolig. Kirstens far var Svend Aakjær, der fra 1. oktober dette år var landsarkivar i Viborg.

Ligesom den store, gamle magasinbygning er embedsboligen fra 1891. De to udgør et par, som arkitekt Hack Kampmann ned til mindste detalje har præget. Med to ens keramiske relieffer for og bag på boligen har kunstneren Karl Hansen Reistrup også ført den kunstneriske linje igennem fra magasinet. Det forestiller en stor margerit, omgivet af høstblomster.

I pigens øjne var det et gådefuldt hus med krinkelkroge fra kælder til kvist. Selve boligen omfattede fire stuer, fire soveværelser og et pigeværelse.

Ved et kældervindue vogtede en fredhellig korsedderkop. Den opnåede en anselig alder.

I erindringsbogen “Arkivarens datter” beretter Kirsten Aakjær malende om den hele herlighed. I tilgift får læseren et indblik i mellemkrigstidens Viborg.

Der var stil over husholdningen. En madelevator forbandt spisestuen med køkkenet i kælderen. Kommunikationen foregik ved hjælp af et rør, der havde en messingtragt i hver ende. En vægtelefon med omstilling sikrede kontakten med omverdenen.

Fra hoveddøren førte en fordelingsgang ind til privaten på højre side og det arkivmæssige til venstre. Den venstre afdeling var med en lille læsesal – blot 10 pladser – og kontorer. Læsesalen havde grønne lamper og en spyttebakke. Fløjen stod via en korridor i direkte forbindelse med magasinet.

Foruden far Svend bestod staben i 1929 af arkivarerne Kistrup og Køcher, registrator Hoffman-Bang og arkivbetjent Christensen. Besøgstiden var 9-12 og 14-17.

Embedsboligens storhedstid er for længst forbi, og borte har taget de fire stærekasser, som Kampmann forsynede facaden med. Men for en sådan bygning er 135 år ingen alder.

Jeg kunne have sagt mig selv, at han hvilede blandt andre gejstlige i Viborg Kirkegårds afsnit A. Ikke desto mindre støvede jeg i nogen tid rundt for at hitte salig biskop Jens Bloch. Der var han jo, lige op ad forgængeren Peder Tetens, som jeg havde pænt styr på.

Hjemmesiden “Kendtes gravsted” har 68 emner fra Viborg Kirkegård, heriblandt Tetens og Bloch. De tilhørende fotografier med gravsten er til liden hjælp, når det gælder om at finde dem. Et kort til de kendte kunne være godt at gå efter. Eller bedre endnu var det med en bredere kirkegårdsguide til alle dem, der er, fra alle dem, der var. For “kendt” er ikke nødvendigvis det samme som “interessant”.

Men den er god nok med vores Jens Bloch. Som biskop var han hovedtaler, da Viborg Kirkegård den 1. oktober 1808 tog imod de to første indflyttere, en borgmesterfrue og en major. Han var overmåde distræt, men han var det elskeligste og mest hjælpsomme menneske, værdsat af alle.

Han havde det bedst med de gamle græske tænkere. I den verden førte han sig sikkert frem. Værre var det med den praktiske gerning. Han strammede sig an og var ophavsmand til et bibelselskab, ligesom han inspirerede præsterne med instruktive hyrdebreve.

I 1817 markerede Viborg 300-året for Luthers teser. Ved den lejlighed var biskoppen med til at fostre idéen om Hans Tausens Minde. Da den lille mindepark i 1836 åbnede, lå Jens Bloch på kirkegården. Efter 25 år som Viborgs biskop døde han i 1830.

Men hans lille sted på kirkegården og mindet for Hans Tausen fik en fællesnævner. Til begge udførte den kendte billedhugger Hermann Ernst Freund en mindestøtte. 

“Søg, så skal I finde.” Med god hjælp fra Matthæus og en kirketjener fik jeg syn for sagn. Når præsten stiger op på Viborg Domkirkes prædikestol, træder prædikanten den onde selv under fode.

Prædikestolen er skabt til 1876-kirken, den nyromanske kirke. Arkitekt Storck lod sig friste til at krydre den stive stil med et indslag fra middelalderens folketro.

På siden af det første trin, næsten skjult, sidder et relief. Det forestiller et djævelsk drageuhyre. Og det bærer præg af at have fået en mavepuster af præstens idelige ture op og ned.

Fabeldyret er vel en lindorm. Sådanne vokser sig store og grumme i kirkegårdens dyb. De største kan få kirker til at synke i grus. Hekse kan overtage deres magiske kraft ved at koge dem til en heksedrik.

Men så vidt kommer det med garanti ikke med vores fyr her. Det skal præsten nok sørge for.

Har hørt om arkitekter, der gør det til en kunst at indrette kontorlandskaber med små mødesteder. Løsenet er strategisk anbragte kaffemaskiner. Keep it simple.

Samme tanke kunne ligge bag, da overarkitekten skabte helligkilderne og andre helsebringende væld. Kildestederne samlede fortidens folk, hvilket de skriftlige kilder har mange beretninger om.

I Viborg støder vi på Maries Sundhedsbrønd, Lones Kilde, Sct. Mikkels Kilde, Sct. Kjelds Kilde, Dumpkilden, Tekilden og Kachkilde. Sidsnævnte er vist på nutidsdansk Kogekilde. Den lå lige vest for middelalderens by og har nok fyldt mangt et kogekar.

Legenden om Sct. Kjeld, Viborgs beskyttende helgen, har en passus om Kachkilde. Da Kjeld møder en vandbærer fra domkirken, følges de ad til kilden. Her imponerer han ikke så lidt ved at gøre vandet til vin, da han tager en slurk.

En unavngiven helligkilde i Hestedalen ad Jegstrup til “besøgtes mest af alle Viborgs kilder” – skal vi tro kildeeksperten August Frederik Schmidt. Sankthansaften i Hestedalen skal have været noget af det største med ung morskab og gamle, der drak kildevand med rom, citron og sukker. Ellers var der tradition for natlige besøg i Hestedalen. Jernbanen kom på tværs, og interessen tørrede ud.

Hestdalvej var i en del år en simpel markvej med fire gårde. På det seneste har Hestdalvej fået en rolle som en smutvej i industrikvarteret. Et gudsforladt sted, som kun har Rigsarkivets fjernmagasin som et forsonende element. Også en vigtig kilde.

Det er blevet mig fortalt, at en tilmuret dør i Karnapgårdens gård er Den Hvide Dames gamle indgang. Én af fortidens ejere fik efter sigende nok af damens spøgeri og sløjfede døren.

Husspøgelset var ikke sådan at spøge med og fremturede. I nyere tid havde en ejer hende mistænkt for at muntre sig med at sætte stueuret i stå. Det skete hver gang lige før midnatstimen. Men det fik en ende, da beboerne holdt vågenætter ved bornholmeren.

Evald Tang Kristensens “Sagn og overtro fra Jylland” er hårrejsende lekture. Her står at læse: “Der har altid været meget spøgeri i Viborg, og det er jo ikke sært, når man betænker, hvor gammel byen er, og hvor mange slemme gerninger der her er bedrevet.”

Der går ifølge bogen frasagn om, at “en sort ting” gjorde natten usikker nord for domkirken. Skulle ikke undre, om det var selveste Den Sorte Hund, dødens sendebud.

Det er jo også til den side, kirkens sagnomspundne reliefsten sidder – den med basilisken og haren. En basilisk er den onde selv, uhyggelig med et hanehoved og en ormekrop, dræbende med sit blik. Basilisker kommer ud af defekte hønseæg, “haneæg” kaldet.

Folketroen gjorde nogle harer til forvandlede hekse, til hekseharer, som kun sølvhagl kunne slå ihjel.

Et makkerpar, der huserede længe inden den gode påskehares indtog. Et lille tip. Brug et lommespejl. Basilisken kan ikke tåle at se sig selv.

Hav respekt for lindorme. Disse drageagtige sagnuhyrer er ikke sådan at bide skeer med. Men det er vist længe siden, at en lindorm har huseret i Viborg.

Historieskriver Ursin beretter, at viborgensere i gamle dage dræbte en lindorm. Skindet optrådte “efter sagnet” på en apotekers disk. Apotekeren var Daniel Friedenreich, der fra 1673 til 1706 drev Svaneapoteket. Det lå dengang på Nytorvs nordside.

Et sådant sagn kan kun appellere til smilebåndet. Men det har skam en kerne af alvor. Jeg tror vitterlig på, at Daniel Apoteker tronede bag en mystisk læderskranke.

Ældre tiders apotekere stod med deres medikamenter højt på agtelsens stige. Apotekeren yndede at give den en ekstra tand ved at omgærde sig med mystik. Og her kommer et væsen som en lindorm fint ind i billedet.

Kollegaen på Svaneapoteket i Helsingør var kendt for at have et balsameret fabeldyr stående, en søabe. At han selv havde sat det sammen af diverse knap så interessante skabninger, kan være lige meget. Samme apotek fremviste også en lille krokodille og en hvalros plus en buste af Frederik den Femte.

Hokus pokus filihankat. Sådan var det på flere andre apoteker. Slige sager spillede naturligt sammen med tryllemidler som englefedt, krokodillebalsam og røvereddike. Her kunne de konkurrerende urtekræmmere godt pakke sammen.

Folketroen putter lindormens larver ind i hasselnødder. Den, der spiser en befængt nød, er dødsens. Ormene vokser sig for alvor store i kirkegårdens dyb.

Det siges, at en lindorm i tre år spærrede for Vorde Kirkes indgang. Den kom anstigende fra Himmerland, og en snoet fure i bavnehøjen viser den dag i dag ruten. En tyr gjorde det af med dragedyret, efter at de lokale havde styrket den med sødmælk. Siden har lindormen været dømt til at være udsmykning i kirken.

Diskens skæbne er uvis. Hold nøje øje på loppemarkeder. Magien er måske ikke gået tabt.

Den kære læser kender jo nok vandrehistorien om, at hesteblod er en ingrediens i lakrids. Gud ved, hvor den kommer fra.

Måske hænger den sammen med, at kirken i mange år lyste hestekødet i band som værende en ugudelig spise. Kirkens folk forbandt hestens kød med asatroens kultiske måltider. Vi skal helt frem til 1800-tallet, før det nærende kød fandt vej til ordentlige folks spiseborde.

Forleden stødte jeg på en herlig beretning fra 1807: “Da der første gang spistes hestekød i Viborg.” Begivenheden fandt sted i Bendix’ Klub. En flok herrer havde gejlet hinanden op til at gøre forsøget, efter at de havde hørt om lignende tafler i andre byer. Ifølge avisen Den Viborger Samler behagede kødet herskabet. Men mere kød var der heller ikke på den historie.

Klubvært og købmand Ole Christian Bendix var det lokale svar på Gustav Wieds romanfigur Luksusbugen og har nok smagt for. Han fyldte i dobbelt forstand godt i landskabet.

Den 18-årige amtmandssøn Frederik August Schønheyder beskriver i en munter tone, hvordan en lille deling af borgervæbningen med Bendix i front i 1820 besøgte amtmanden, idet han sammenligner “Hans Tapperhed” med den gammeltestamentlige general Holofernes: “… så tyk, at jeg ikke behøvede anden motion den formiddag end at gå omkring langs væggene for at betragte ham.”

I mange år var Viborg hestenes by, kendt for sine hestemarkeder og -handlere. Så hvorfor ikke også være et kulinarisk hestehoved foran.

Hestehandleren over alle hestehandlere var Viktor Kisum (1875-1950), berømt blandt hestehandlere i ind- og udland, formand for de danske hestehandlere. En rigtig Viborg-dreng var han. Selv i det store udland klarede han sig på uforfalsket viborgensisk, godt suppleret med handelstalent og en hestehukommelse. 

I meget gamle dage kaldte folk det udenvolds område, hvor nu Sct. Laurentii Vej-kvarteret er, Skidensig. Det var ikke flatterende ment.

Her havde byens natmand, rakkeren, sin skidne base. Til rakkerkulen kørte han selvdøde dyr og menneskers uhumskheder. Natmanden og hans nærmeste var besmittet rakkerpak, som borgerfolk nok skulle nære sig for at røre ved.

En sig er en våd lavning, kendt fra flere stednavne. Et lokalt eksempel er Stensig. Ifølge Otto Kalkars ordbog over det ældre danske sprog er en skidensig en plumret slamkiste. Engang havde Aarhus et stræde, der hed Skidensig, og København havde sit Skidenstræde, nu henholdsvis Grønnegade og Krystalgade.

Siden først i 1500-årene var natmanden et nødvendigt onde i købstæderne. For eksempel optræder både han og natmandshuset på Viborg-kæmnerens regnskab for 1726. I de første mange år var han på bekvem afstand. Det behagede ikke honnette borgere, da han i nogle år benyttede den øde Gråbrødre Kirke i byens hjerte som en slags materielgård.

Kirken kom ned i 1830, og ikke så mange år efter var det nat med natmanden. I 1874 byggede kommunen på kulens sted et krudthus til garnisonen. Det stod til 1931. I 1929 fik Sct. Laurentii Vej sit navn, opkaldt efter middelalderens kapel derude. Indtil da havde den heddet Krudthusvej – nu en sidevej.

Den gamle Skidensig havde længe efter rakkerens tid ry for at have havejord med ekstra grokraft. Ja, nærmest med krudt i.

Turen går denne gang til Nytorvgyde 1, i mange år kendt som Den Thomesenske Gård. Her virkede købmænd af den gammeldags slags fra 1830 til 1971. Et fint, lille butikslokale på tre rundbuede fag er tilbage fra den store købmandsgård.

Historien begyndte med købmand, handelsmand og værtshusholder Bertel Thomesen. Sønnen Andreas overtog den velbesøgte gård. Men den mest glansfulde tid var nok den med købmand Christen Jensen som lejer. En personlighed af de sjældne. Kræn Smør – eller bare Smørret – var tilnavnet, for han gjorde meget i smør.

Blandt 1880’ernes 22 købmænd i Viborg var Smørret eneren. Ifølge samtiden var han velsignet med en skæv humor som få. Den foldede han ud i den løsslupne klub Basunen. Blandt ligesindede i sin egen skænkestue og på det fine Preislers Hotel spiddede han den tids lokalpolitik og brovterier med jysk humor.

Basunens medlemmer yndede også at spadsere, samtidig med, at d’herrer gav hinanden stikpiller og syrlige komplimenter. På Preislers Hotel var målet nået, hvis flokken kunne få den fine hotelejer Otto Preisler på glatis.

Den Thomesenske Gård mønstrede også frøken Elisabeth Thomesens pigeskole. Efter at en ny Bertel Thomesen som tredje generation havde drevet handelen, kom i 1928 købmand Anders Hansen bag disken, senere afløst af sønnen Johannes. Lige til det sidste i 1971 holdt denne på, at en rigtig købmand skulle betjene kunderne. Det gjorde han med hvid kittel, slips og bowlerhat. Og helt i Smørrets ånd lagde han lokaler til en daglig “morgenkonference” for indviede.

Af de førhen så talrige købmandsgårde nåede kun Anders Hansen & Søn i Nytorvgyde samt Skow & Co. øverst i Reberbanen at snuse til 1970’erne. Da Viborg Museum en sommer genoplivede ånden i Nytorvgyde 1, var det pudsigt nok med udstyr fra konkurrenten Skows butik. Fra sin himmel må Kræn Smør have siddet med et smørret grin bag moustachen.

Middagshøjvej med sideveje ligger som en lille bydel for sig og har sin egen charme.
1950’ernes industrikvarter omklamrede enklaven, men den holdt stand. Samme trods lyser ud af de gamle en- og flerfamiliehuse, efter at Banebyen kom til.

To gårde kom til at ligge på den anden side, da baneterrænet i 1890’erne skar sig ind. Efter et par årtier begyndte et villakvarter i bedste murermesterstil at skyde op på markerne.

I 1918 var husene så mange, at Middagshøjvej fik sit navn. Husk på, at den gamle vej til Finderup her havde sit udspring, og at den gik forbi Middagshøj (Finderuphøj), hvorover middagssolen smilede, mens markernes arbejdere samledes til middagshvil.

I begyndelsen havde Middagshøjvej en overkørsel over sporene mod øst. I 1926 var det slut med den. Tilbage var kontakten med Holstebrovej mod vest plus den dengang nye gangbro til banegården.

De cirka 70 huse var virkelig overladt til sig selv. Til gengæld var kvarteret i høj grad selvforsynende, blandt andet med købmand, slagter og bager. Først med Marsk Stigs Vej fra 1948 åbnede en bagvej til resten af byen.

Nybyggerne var for en stor del “lavere funktionærer”, ikke mindst fra DSB og Statshospitalet. Noget trygt og harmonisk sidder fortsat i murværket. Et levn fra dengang, funktionærerne spiste varm middagsmad klokken 12.

Er der noget mere anonymt end navnet Vestergade? Dem har vi åh så mange af i Danmark.

Allerede på Viborgs første bykort – fra 1677 – finder vi Vestergade. På kortet fra 1849 optræder dog et spændende alternativ: Brændevinsgade. Trolig er det et folkeligt navn, men dog værd at skåle for.

Sandheden er, at Vestergade/Brændevinsgade i 1800-tallet var byens mest brogede gade. Her lå købmandsgårdene tæt, og to af dem var med brændevinsbrænderi.
Husk på, at gaden forbandt hestemarkedernes Gravene med Nytorvs torvehandel. Ikke mindst var den bøndernes gade, og købmændene vidste at betjene dem.

Det folkelige gav sig også udslag i de mange marskandisere. Én af dem var tilmed pantelåner. Hans lokaler gik under navnet Frelserens Kirke. Det var noget andet end den religiøse sekt, der i pietismens tid huserede i gaden.

Da bønderne i 1890’erne begyndte at handle i egne brugsforeninger, gik det sørgeligt tilbage for byens købmandsgårde. Nogle satte hårdt imod hårdt og nægtede at skænke brændevin, hvis der ikke fulgte handel med. Noget for noget. Men udviklingen var ikke til at standse.

I 1969 fik Vestergade status som Viborgs første gågade med det kommercielle navn Vestergågade. Den fik en delvis overdækning med indbygget lyshav. Til stort mishag for Jan Gehl, arkitekturens førende smagsdommer. Lad det fare.

Nu forsøger den sig med dæmpet musik. I Brændevinsgade er noget altid i gære. 

Navnet Den Gamle Postgård smager af længst svundne dage. Den lå i Sct. Mogens Gade 35 og røg ud af sagaen i 1961.

Den engang så prægtige bygård fra 1600-årene var til sidst ikke noget at skrive hjem om. Men da postmester Hans Hermann Willer Hansen i 1800-tallets første halvdel ejede den, var den en statslig embedsmand værdig.

Postmesterens tid sad længe efter i murværket. Det hænder såmænd stadig, at “Den Gamle Postgård” dukker op, skønt den nuværende bygning er fra 1978.

Med lige så megen ret kunne den hedde “Den Gamle Farvergård”, thi gårdens sidste storhedstid var med malermester Anton Peter Nielsen Gildsig som ejer. Her blomstrede i klunketiden et rigt familieliv, kombineret med en farverig virksomhed.

Grunden skød helt over til Reberbanen. Så pladsen var rigelig, da Gildsig-familien udviklede en tapetfabrik. Det gik faktisk forrygende, godt hjulpet frem af den fingersnilde fabrikant Brems og lidt inspiration udefra.

Men alt får en ende. Efter en konkurs overtog den københavnske grosserer Carl Gotfred Mammen i 1924 tapetfabrikken og drev den videre under navnet “Aladdin”. Ejerne skiftede, men først i 1973 var eventyret slut.

Ensom og forladt stod den gamle tapetfabrik i to år. Fabrikken omfattede to bygninger på hver 50 meter. Den 17. marts 1975 brændte den. En brand, der endnu huskes. Men magien fra Aladdins lampe består. Nutidens ejerforening hedder naturligvis “Aladdin”.

Følg stien bag om sygehuset; det svarer sig. Bagsiden udstråler en verden af i går.
Det lille anlæg med vandløb, planter og kunst ligger som en rest af den park, som det første sygehus var en del af. Blikket lader sig også fange af ældre, gulstenede bygninger, der trodsigt holder stand. Lidt for sig selv ligger en lav længe. Den hedder blandt kendere Malthes Palæ.

Busten af Peter Wilken Heiberg, sygehusets far, skuer passende mod Malthes Palæ. Som den fremsynede mand, han var, affinder han sig nok med den nye tids kolos bagved. I dag bor administrationen i huset. Da økonoma Rigmor Malthesen regerede i palæet, var han for længst borte, men frøkenen må have været en personlighed efter hans hoved. Myndigt ledede hun i mange år centralkøkkenet.

Ikke for ingenting var Rigmor Malthesen frontfigur i Økonomaforeningen. Hendes faglige stolthed forbød hende at lade dagens ret gå ud til patienterne, før hun ved en hel ceremoni havde prøvesmagt den. Og ingen kunne ved rent øjemål føre en køkkenkniv som hun.

Oprindelig var Malthes Palæ i én etage og var epidemibygning. Midt i 1920’erne havde sygehuset vokseværk. Blandt meget andet forsynede arkitekt Søren Vig-Nielsen vores bygning med en ekstra etage. Den gamle indmad kom ud. Nu skulle den være centralkøkken. Via tunneler kunne personalet bringe forsyninger ud til afdelingerne.

Fra 1923 til 1935 var den stærke socialdemokrat Niels Fisker formand for sygehusets bestyrelse. Førstelæreren fra Almind var sygehuset en god mand. Endnu større opgaver end et centralkøkken ventede, da han i 1935 fik posten som minister for offentlige arbejder.

I 1992 var det slut med kokkeri i den gamle bastion. Et portræt af Rigmor Malthesen blev hængende til eftertiden.

I det absolut sidste nummer af Viborg Stiftstidende så læserne skelettet til det Viborg, vi kender i dag.

Det var den 31. december 1962. 190 års Viborg-virke var slut. Da avisen begyndte at udkomme, havde byen efter årtiers tilbagegang blot 2000 indbyggere. Sammen med sin by havde den stræbt sig frem til 24.000. Hvilket paradoks, at den kun lige nåede at skue ind i fremtidens forjættede land.

På siderne syv og otte benyttede borgmester Johannes Ringgaard-Christensen (V) årsskiftet til at skrue janushovedet på, så han kunne spejde både frem og tilbage. Hvad læseren ikke så godt kunne vide, var, at hans forudsigelser i store træk holdt. Avisens dødsstund var det moderne Viborgs fødselsstund.

Et kort over kvarteret omkring Ll. og St. Sct. Peder Stræde ledsagede artiklen. Det viste et eksempel på alt det, fremtiden kunne byde på. Planen her lagde blandt andet op til det, der i 1968 manifesterede sig som det dobbelte supermarked HB Comus.

I forhold til skitserne fik en del ældre huse lov til at stå. Tilmed udløste byggeriet en arkæologisk udgravning, der åbenbarede et gårdanlæg fra vikingetiden.

Som stadsingeniør i Viborg gennem mange år havde Vilhelm Ehlert en stor aktie i fremtidens Viborg. Vilhelm Ehlert var én af byens sønner og fik nok ikke helt tilfældigt tildelt spalteplads sammen med borgmesterens spådomme.

Under overskriften “Min barndoms avis” gav han et nostalgisk tilbageblik, der ikke blev mindre nostalgisk af, at hans far havde arbejdet som typograf på avisen. Han takkede for alle impulserne og avisens måde at være avis på.

En historie var ude og en ny kunne begynde.

Jernvarefabrikant Julius Brems var stor i slaget, da han i 1906 lod ejendommen Westend, Gravene 1, opføre. Dels fører navnet tanken hen på Londons berømte kvarter, dels er ejendommen som et monument over en fremgangsrig erhvervsmand.

Julius Brems hyrede den nyetablerede arkitekt Søren Vig-Nielsen til at tegne en markant hjørneejendom med butikslokaler hele raden rundt og med herskabelige lejligheder til familien og andre bedsteborgere.

Sin egen virksomhed flyttede han fra St. Sct. Mikkels Gade. Tilmed forsøgte han sig i et års tid som biografejer med Kinografen, der i et smalt lokale havde plads til hele 130 gæster.

Men han kunne også leje ud til en tøjbutik – London Magasinet, naturligvis – en boghandel, en farvehandel, en handskemager og en tandlæge.

Ved farvehandler Gildsigs butiksdør hang en vaks papegøje og bød indenfor. Allerøverst boede Aage Munksgaard, foretagsom fotograf med meget mere. Opgangen var prydet med hans fotografier.

Det var noget andet end den usle bygning, Julius Brems et par år før havde erhvervet, og som endda lå i vejen for den voksende trafik.

Han døde i 1924, men et halvt århundrede frem var Westend i familiens eje. Hustruen Pernille Brems havde til sin død i 1937 et udadvendt virke som lotterikollektrice.

Allerede i 1914 overtog sønnen Holger Brems faderens firma. I 1927 var den del af eventyret slut. Til sin død i 1950 videreførte sønnen dog en lukrativ nebengesjæft: at fremstille kirketal til salmetavler.

Faderen var nok mest kendt for Brems-bilen. Pudsigt nok fortsatte sønnen i sporet. I en årrække virkede han nemlig som statens motorsagkyndige, hvilket han praktiserede med stor myndighed. Det forpligtede at hedde Brems.