Viborg Kommune har en overraskelse i ærmet til den, der går på opdagelse i det grønne omkring rådhuset.
Her støder den nysgerrige ikke blot på 11 af den norske kunstner Kjell Nupens menneskeagtige bronzetræstammer – dem, der spiller sammen med 13 tilsvarende ved bassinet foran bygningen. Nej, allerlængst ude står den danske billedhugger Edgar Funchs “Solfigur”.
Jeg tager mig den frihed at kalde den “Solfilur”, for der er da noget underfundigt over dette abstrakte stykke kunst. Jeg ser et muntert maskespil i figuren, en commedia dell’arte.
I 1967 skænkede politikeren og erhvervsmanden Kai Erik Berg de Nully Brown værket til kommunen. I mange år stod det i gården bag Stillings Gård.
Giveren var nok mest kendt som medejer af og administrerende direktør for undertøjskoncernen Asani i Viborg. I 1960’erne havde han to perioder i Viborg Byråd. Her repræsenterede han Det Konservative Folkeparti, og han rundede af som første viceborgmester. Han var også aktiv som formand for Viborg Handelsstandsforening og Viborg Erhvervsråd.
Mange år senere viste Kai Erik Berg de Nully Brown igen sin taknemmelighed ved at skænke det nye rådhus en indendørs pigefigur af Viborg-kunstneren René Schmidt.
Det siges, at kunsten er at skjule kunsten. Men det kan også være en del af kunsten, at kunstneren selv er skjult.
Jeg smider masken og erkender, at jeg kender den kunstner, der for et par år siden satte en fin, lille ansigtsmaske op ved Slusestien neden for Ll. Sct. Peder Stræde. Men han ønsker, at relieffet taler for sig selv. Kunstneren træder til side og lader beskueren komme til.
Værket er gjort af beton, og det har ikke fået så meget som en rynke i panden eller en tot mos på næsen.
Det forestiller ikke nogen bestemt, men tanken falder let på de to middelalderlige masker på Viborg Domkirkes korrunding eller på Frederiksborgs dødsmasker.
Gadekunsten, herunder graffitien, befinder sig i et grænseland. I den ene ende har vi det talentløse hærværk, i den anden de overrraskende indslag, der gør hverdagen lidt rigere for dem, der har sanserne åbne. Nogle verdensstjerner er begyndt på gadeplan.
Vores kunstner har også efterladt sig værker på en strand og i en skov. Reaktioner har han af gode grunde ikke fået, hvilket ikke har taget modet fra ham. Hvad bliver det næste?
Forfatteren Per Højholt gik ind for at gå den samme tur hver dag. På den måde mærkede han årets gang. Andre taler for, at vi skal gå nye veje for at stimulere sanserne.
Det ene udelukker ikke det andet. Begge synspunkter er gode at gå efter.
Helt spontant lod jeg vandrestien Hærvejen trække mig sydvesterud gennem Banebyen og ned mod Liseborg Plantage. Ikke noget stort, men en ganske fin måde at opleve et stykke Viborg på.
Først over Hærvejsbroen, der fører over jernbanen. Dernæst at følge Hærvejen gennem Banebyen er en fornøjelse, der er lige så blandet som den unge, gamle bydel. Men slet ikke uspændende.
Her har den oprindelige Hærvej dog aldrig gået. Med historikeren Hugo Matthiessen i hånden kan vi slå fast, at den sydlige ind- og udfaldsport var den sønære Sct. Mikkels Port.
Min lille vandring førte mig på stibroen over Indre Ringvej. Snart var jeg til min overraskelse på en trampesti – så tæt på centrum. Den går tæt forbi kæmpehøjen Finderuphøj, gamle tiders Middagshøj, middagssolens og middagshvilets markør.
Videre mod syd er stien en hulvej. Så fik vi alligevel historisk grund under fødderne, thi hulvejen er et levn fra den oldgamle vej, der via Finderup gik ad Vestjylland til.
Helt kan vi da ikke udelukke, at den også tiltrak en hærvejsvandrer eller to. Var det monstro også ad denne vej, de bar den døde Erik Glipping efter mordet i Finderup? Dengang slap de for broen over Søndre Ringvejs larm.
Jeg skal lige indskyde, at kunstneren René Schmidts skulpturelle “varder” er gode pejlemærker. Men de slipper hurtigt op. De kunne sagtens langt længere være vejledere. Forløbet er lidt hid og did, og små skilte kan være lette at forbigå.
Det lykkedes mig faktisk at forvilde mig ind i en granbevoksning. I øvrigt en nydelig sag med nogle dekorative stubbe. Jeg sendte en venlig tanke til den gamle skovfoged, der elskede granskove, fordi de var til at kigge igennem.
Så var det tid til at vende snuden hjemefter. Padborg må vente til en anden god gang.
En lille rest af fordums storhed skjuler sig under broen vest for Viborg Banegård: en stump skinne med en stoppebom. Helt alene.
Den ligger som en hilsen fra tiden, da byen var et knudepunkt for den midtjyske togdrift. Sidst i 1940’erne kunne passagererne stige på tog mod Langå, Struer, Løgstør, Silkeborg, Mariager og Herning. Rundremisen med de 15 karakteristiske porte beskæftigede hele 150 mand.
Det kan ikke være tilfældigt, at dette historiske spor fik lov at ligge.
I stationens storhedstid kørte togene til og fra på seks spor. Perroner og rangerspor fyldte 1800 meter i længden og 160 meter i bredden, altså næsten 30 hektar. Derimod er arkitekt Thomas Arboes stationsbygning noget klejn, alt taget i betragtning.
Stationen ekspederede cirka 80 passagertog om dagen. Kongen over dem alle var lyntoget, og jeg husker stadig den dag midt i 1960’erne, da det nye, elegante TEE-lyntog fik de andre tog på stationen til at se endnu mere beskedne ud end normalt. Det optrådte en snes år senere som “Sølvpilen”.
Togene tog den 1. december 1896 banegården i besiddelse. Den var udtryk for Viborgs første egentlige byplanlægning. Jernbanegade, Jyllandsgade og Toldbodgade er fra dengang, Viborg skiftede spor.
Den står lidt af vejen. Men den 3,4 meter høje granitportal “Vesterport” er slet ikke af vejen.
Bag boligblokkene Vesterbrogade 23-25 residerer “Vesterport”. Her har kunstværket siden 2006 stået til beskedent skue. Portalen er ét blandt mange eksempler på, at megen god udendørs kunst i Viborg ikke gør væsen af sig. Den lader sig dog gerne opdage og har meget på hjerte.
Billedhuggeren og grafikeren Joseph Salamon har på dansk grund forenet norsk larvikit i overliggeren og svensk bohusgranit i søjlerne. Den er med djævelsk snilde hugget til på Sjælland.
Jørn Cato Nielsen, daværende formand for Boligselskabet Sct. Jørgen, tog initiativet, og Bach Gruppen sikrede det økonomiske fundament.
Kunstneren fandt det oplagt, at Viborgs gamle udfaldsport mod vest fik et manifest symbol. Porte byder ofte på magiske kig med udsyn og indsyn. Desuden er de begrænsningens kunst, hvilket heller ikke gør oplevelsen mindre.
500 år er da lidt af en milepæl, som det er værd at dvæle ved. Her i 2025 er det netop 500 år siden, at den 31-årige johannitermunk Hans Tausen måtte se sig deporteret fra Antvorskov Kloster til johanniternes kloster ved Viborg Nørresø.
Hans Tausen afrundede sine udenlandske studier i Luthers Wittenberg og var tændt for de nye tanker, da han atter var blandt korsbrødrene i Antvorskov. De så i begyndelsen den unge magister som et lys, men der er ikke langt fra lys til fløs.
Skærtorsdag den 13. april 1525 kunne han ikke nære sig. De rituelle fodvaskninger og skærtorsdagsbullerne mod kætterne og de ugudelige blev ham for meget. Hvad han fik sagt, er ikke godt at vide, men han faldt i unåde hos prior Eskild Thomsen. Det var lige en sag for magister Peder Jensen, velanskreven prior for Viborgs johannitere, mente han.
Hans Tausen kom i sommeren 1525 på genopdragelse i Viborg. Det skulle blive til fire omvæltende år. De to magistre kom først godt ud af det med hinanden. Hans Tausen fik lov til at holde en slags foredrag. Tilhørerne flokkedes om ham, og han blev efterhånden kry med de lutherske tanker. Peder Jensen slog bak.
Ifølge den lokale tradition kom Hans til afsvaling i klostrets brumme, men om det ved vi intet sikkert. Vist er det, at Hans så at sige løb af pladsen og fulgte med tilhængeren Peder Trane hjem.
En anden tilhænger var Jakob Skønning, latinskolens rektor, der som en del af sin løn bestyrede Sct. Hans Kirke på det nuværende Nytorv. I den fik han lov at prædike. Men hans katolske modstandere, ikke mindst biskop Jørgen Friis – “herremanden” – kunne ikke sådan have en bortløben munk til at forføre folket. Hans fik et forbud mod at prædike i stiftets kirker.
Sagen tog en vigtig vending i den evangelisk-lutherske retning, da Frederik den Første per den 23. oktober 1526 tog Tausen under sine vinger som en kapellan, der indtil videre havde Viborg som virkefelt.
Nu gik det stærkt. Sct. Hans Kirke var ikke længere stor nok til fanskaren. I efteråret 1528 sprængte borgerne Gråbrødre Kirkes låste dør. Nu måtte gråmunkene og Hans Tausen deles om den større kirke. Vi kender til en batalje, da biskoppen sendte befalingsmand Poul Stigsen med en deling soldater ind i kirken for at kalde Tausen ned fra prædikestolen.
Reformatoren sagde, at biskoppen måtte vente: “Jeg er bundet af en endnu større herres tjeneste.” Efter sigende hentede tilhængerne våben og slog en beskyttende ring om Tausen. Ifølge nogle kilder undslap Tausen ad den ene af prædikestolens to trapper.
På mindehavens lille obelisk får Tausen det sidste ord: “Guds ord er ikke bundet.” Men det ene med det andet foregik det hele vist meget fredeligt. Viborg er trods alt Viborg.
Tanken faldt på Askepots tabte balsko, da en ældre dame inviterede min ringhed på en besigtigelse og en kaffetår. En gammel sko af porcelæn var besøgets point de vue. Hvilken historie passede mon til den?
Askepots stedsøstre måtte hugge en hæl og klippe en tå for at få foden ned i skoen. Derimod var det ikke så svært at få historien til at glide ned i bemeldte sko af hvidt porcelæn med guldskrift. Den må have været en tur på gulvet, for den var klinket.
Den leverede selv noget af svaret. For overlæderets tekst gav årstallet 1918, adressen St. Sct. Hans Gade 4 og navnet Julius Holm. En kundegave, må vi tro.
Just i 1918 udkom bind 14 i serien “Danske byer og deres mænd”. Bogen giver et fabelagtigt rids af Viborgs historie og rummer en revy over de driftige forretningsmænd i århundredets begyndelse. På side 136 springer et foto af Julius Holms Skotøjsforretning i øjnene. Skomagermester Holm drev en flot butik i St. Sct. Hans Gade 4.
Den karakteristiske facade har ikke ændret sig. Domkirkearkitekt Julius Tholle fik i 1870 lov til at forme facaden efter sit hoved, og det var fyldt med den tidlige italienske renæssance. Den driftige købmand Natalius Samson lever som bygherre videre i de prydelige merkurstave, handelens symbol.
Som søn af skomagermester Marturin Holm kom Julius Holm til verden i 1869. Faderen overtog i 1877 Jørgen Bergs skomagergård i Sct. Mogens Gade 10, og her lærte Julius faget. Han kom på fagskole i København og tog på valsen. Efter nogle år ude vendte han skosnuden hjemefter, og i 1900 åbnede han sin første lille skotøjsforretning. Det var stort, da han senere kunne indrette sig i Samsons forhenværende residens.
I 1915 overtog han faderens skomagergård med bolig og værksted i Sct. Mogens Gade. Her holdt han de gamle dyder i hævd til sin død i 1955, blandt andet som skomagermestrenes formand. Julius Holm var meget standsbevidst og holdt stejlt på, at han ikke var formand for en forening, men et laug.
Lige til det sidste brugte han de klassiske redskaber. Han blev i sandhed ved sin læst.
Jeg ved ikke, hvordan den kære læser har det. Men i nærmest hvad som helst jagter jeg Viborg-vinkler. Sådan er en lokalpatriots lod. Ikke så sjældent har jeg held. Som nu den anden dag, da jeg stødte på det gebrækkelige begreb “en fortunatuspung”. En fantastisk pung, der aldrig løber tør for penge.
Den gode Fortunatus er en figur fra en tysk middelalderlig folkebog. Fortunatus var begunstiget med både den uudtømmelige pung og en sjov tryllehat, der kunne lidt af hvert. På dansk udkom bogen første gang i 1575, og bogtrykkeren hed Mads Vingaard.
Mads Vingaard lovede på omslaget, at den “var med skønne figurer beprydet og såre lystig at læse”. Det er en “subtilig historie” om en lykkeridder, som af skønjomfruen Fortuna får den nyttige pung. Troldhatten snupper han senere fra en sultan.
Er der noget, der får en lille klokke til at ringe? Vingaard. Bogtrykker Mads Vingaard i København var søn af den Hans Vingaard, der fra 1528 til 1531 virkede som bogtrykker i Viborg, før han flyttede pressen til København. I Viborg-tiden trykte han reformator Hans Tausens kampskrifter, og vi kender til hele 19 af slagsen. Her er Viborg-aftryk, så det vil noget.
Tilbage til den lykkelige Fortunatus’ pung. Virker det søgt, hvis jeg sammenligner denne kilde til evig rigdom med Viborgsøerne? Tænk på, hvordan disse Viborgs to øjesten op gennem tiden har glædet folk i byen. År ud og år ind. Vinter som sommer. Altid skiftende og dog de samme.
Siden 1978 har Haveforeningen Hedehaverne mod nord afrundet Viborgs bydele øst for søerne. Nordre Ringvej adskiller kolonihaverne fra parcelhusene ved Vesterheden, Hedeskrænten, Hedebakken og Hedevænget.
Ingen tvivl om, at vejene skulle hedde noget med “hede”. De ligger på den gamle Nørrehede, som sammen med de lyngklædte Helvedesdale og Sønderhede indtil moderne tid fik lyngheden til titte direkte ind i byen.
Viborg, den gamle dame, svøbte sig midt i 1800-årene med en “brun lyngkrave”. I en tid, da byens fine fruer nok helst bar kraver af nertz, gjorde Enrico Dalgas med denne betegnelse lyngen til byens halsklud og kendetegn.
At bæltet af plantager nordvest for byen tidligere var lynghede, er en kendt sag. Men med de nævnte østlige heder udgjorde lyngkraven en sand halsedise.
Skal vi tro historikeren Hugo Matthiessen var Viborgegnen i den tidlige middelalder et tættere befolket ager- og skovland, som ufornuft gjorde til karrig hede. Hermed kom den stolte stad Viborg til at ligge som en oase midt i ødemarken.
Fra gammel tid bestod Viborgegnen af Nørlyng og Sønderlyng Herreder. Navnene vidner vel om et lyngens land, og tanken går til Bornholms berømte Højlyng.
Mon ikke, at den skarpe kontrast mellem byen inden for portene og heden lige udenfor gjorde netop Viborg til hedesagens by. Det toneangivende borgerskab var allerede beredt, da ingeniør Dalgas kom, så og sejrede. Heden gik heden, men fortjener egentlig bedre.
Og så var der filosoffen, der fortabte sig i brostenenes skjulte undersider. Det var nu næppe denne underverden, Viborg Byråd havde i tankerne, da det for efterhånden mange år siden besluttede, at midtbyens gader og torve bid for bid skulle være med bundsolid granit.
Med den seneste stump af Sct. Mathias Gade må værket vel være fuldbragt. Hold nu op, hvor har de historiske kvarterer dog mange granitsten. Kopien af byens gasgadelampe har bredt sig i samme takt, og det kadmiumgule diodelys er meget godt ramt.
Dyrt har det været. Hele manøvren har skullet give middelalderbyen et ekstra touch af gamle dage. Det var dog først fra 1860’erne, at gaslyset og de regulære bro- og chaussésten trådte frem i gadebilledet. Æraen skulle vise sig forholdsvis kort. Snart kom det elektriske gadelys, og asfalten fulgte trop. Allerede i 1931 var hele Sct. Mathias Gade med asfalt.
Den ægte vare fra historiens hylde er derimod piksten – af mange ærbart og fejlagtigt bogstaveret “pigsten”. Dertil hørte tranlamper. Men det kan også blive lidt for historisk. Flere steder har arkæologer gravet ned til de oprindelige belægninger med piksten, og de er bestemt ikke for rollatorer.
Ifølge en kilde fra 1743 havde Nytorv “en remarkabel pikning”. Stenene lå, så de dannede en interessant labyrint. Sådan en kunne nutiden da godt bruge. Sct. Mogens Torv taler for sig selv. Her ligger pikstenene akkurat som i begyndelsen af 1800-årene, da beboerne satsede på et hestetorv.
Begrebet “stenbroen” med tilhørende brokvarterer hører mest storbyen til. Men Vesterbrogade og Broparken smager lidt af fugl, og arkitekter har endda talt om byens “brokvarter”. Navnet kommer af, at en gammel form for belægning var af planker som i broer.
Som jeg husker det, led den sidste stump af oprindelig brolægning en krank skæbne, da Viborgs fjernvarmenet i begyndelsen af 1979 brød sammen. Ud for varmecentralen var Grønnegade med brosten, og de lå nu hulter til bulter. På det felt gentager historien næppe sig selv.
I 1994 kunne folk i 8800 Viborg besørge breve fra 93 postkasser. I skrivende stund er tallet 16 styk. Og det går kun den vej, hønsene skraber. Sådan er det bare.
Den kendteste postkasse gennem tiderne sad i Viborg Postkontors facade. Den stilsikre arkitekt Hack Kampmann tegnede ikke blot postbygningen i Sct. Mathias Gade 19, men også et arrangement med et postkasseskilt og en indbygget sprække til brevene. Skiltet forestillede en postrytter og havde en venlig lampe til de mørke timers forsendelser.
Kasse og kontor åbnede i julen 1917. Borte har taget både skilt og kasse. Den oprindelige tekst lød: “Postbrevkasse – Tømmes 10 minutter før hver brevomdeling og hver posts planmæssige afgang.” Det er i grunden ikke længe siden, at et indenbys brev kunne nå ud samme dag, hvis det var i kassen om morgenen.
Viborgs første postkasse var fra den 1. april 1851 og sad ved postkontoret, der dengang havde base i Sct. Mogens Gade 35. Få måneder efter flyttede kontoret til Sct. Mathias Gade 52, og kassen flyttede med. Postkasse nummer to kom i 1863 til at sidde på jernbanestationen ved Søndersø. I 1883 var antallet i Viborg oppe på 12. Seks daglige tømninger var normen i 1890.
Det danske postvæsen har rundet de 400 år. I begyndelsen var Viborg en vigtig station på postruten mellem Aalborg og Kolding, idet Hærvejen var postførende. Snart var Viborg dog hægtet af og måtte finde sig i at være et appendiks til Randers. En ny rute fra Viborg til Thisted gav i 1669 Viborg lidt oprejsning, og byen fik sin første postmester.
Postkasserne hænger naturligt sammen med frimærkerne. De vandt frem, og i 1860 lagde etaten sig fast på den postkasserøde udgave. Den har ikke ændret sig stort gennem tiderne. Men i hele landet er blot 1500 tilbage. De sidder mest og minder om en svunden tid. Hvad de dog ikke har måttet sluge i årenes løb.
For ikke at komme en postgang for sent er det nu, vi skal ære dem.
Viborg Domkirkes to vesttårne er uden konkurrence byens vigtigste vartegn. Ethvert forsøg på at anfægte dette må falde til jorden. Sådan har det forholdt sig, siden den romanske katedral voksede op i 1130’erne.
Det var i biskop Eskils dage. Inden Eskil kom til Viborg, var han kannik i Lund. Her rejste sig nogenlunde samtidig en lignende – dog større – totårnet domkirke. Mon ikke, at han tog inspirationen med sig vestpå?
Andre kirker fra den tid udmærker sig med tvillingtårne. Som jeg har forstået det, kan de symbolisere porten til det himmelske. Deraf skulle det komme sig, at de rige i dyre domme betalte for at komme til at hvile i tårnenes kældre. Så kunne de enkelt sagt springe køen ved perleporten over.
Symbolet med to tårne og en buet port genfinder vi i domkirkens gyldne alter, hvis hovedmotiv er det himmelske Jerusalem. I øvrigt var Asmild Kirke i sin første form også med to tårne. Men de to tårne på en Viborg-mønt fra midten af 1100-tallet må være domkirkens.
Danmarks måske kendteste tvillingtårne sidder på Fjenneslev Kirke i det midtsjællandske. Det skader nemlig aldrig med et godt sagn. Ifølge sagnet står tårnene til ære for Asser Rig og hustru Inges sønner Esbern og Absalon. Sagnet gør dem til tvillinger, hvilket ikke er sandt. Snarere har sønnerne ladet tårnene opføre til minde om forældrene.
På Viborg Domkirkes apsis udmærker to vogtende løver og to stenansigter sig. Tankevækkende med disse pardannelser. De to markante søer og de to rådmænd i det gamle bysegl er på samme vis med til at gøre Viborg til noget enestående.
Siden blyets dage i dansk dagspresse har jeg haft et noget anstrengt forhold til rådhuse. Eller rettere: til ordet “rådhus”.
Jeg må forklare mig. Dengang tæskede journalisten løs på sit hakkebræt. Et manuskript med hoppende bogstaver og kryptiske rettelser kom videre til en skrivestue, hvor fingersnilde typografer gjorde arkenes tekst til hulbånd. Sættemaskiner omsatte huller til blysats. Aftryk kom ind til korrekturlæsere. Den videre proces springer jeg over. Det korte af det lange er, at meget kunne ske mellem manuskript og avisside.
På de tider dækkede jeg amtsrådets møder, herunder det historiske møde, da rådet vedtog, at Viborg Sygehus skulle have en ny sengebygning. Teknisk set var den et råhus. Men undervejs i teknikken blev det til, at Viborg skulle have et nyt rådhus.
Siden Viborg var ung, har et rådhus og en domkirke været makkere ved Gammeltorv. Ved 1726-branden led begge stor skade. I 1730 stod bygmester Stallknechts barokrådhus færdigt. Indtil 1874 tjente det sit formål. Så kom arkitekt Tholles rådhus ved Stænderpladsen til. Herefter var bygningen ved Gammeltorv værdig til at være Det Gamle Rådhus.
Nutiden er begyndt at kalde 1874-rådhuset “det gamle”, idet Larsens nuværende rådhus i 2011 overtog rollen. Men to af slagsen er ét for meget. Med historien in mente bærer kun Det Gamle Rådhus ved Gammeltorv med rette navnet. Hvad med Byens Hus for det nyere gamle rådhus?
Slet ikke så få gamle huse er kronet med en morgenstjerne, der sidder for enden af et spir. Højt over Karnapgårdens tag i Sct. Mogens Gade 31 sidder en sådan takket pryd.
Morgenstjernen er astronomisk set ikke en stjerne, men planeten Venus, der har det med at lyse igennem, når nat bliver til dag. Morgenstjernen varsler, at lyset jager mørket på flugt, akkurat som Jesus gjorde det. Jesus kaldte sig selv “den lysende morgenstjerne”.
På mange kirker er den et naturligt symbol. Et kendt eksemplar sidder på Regensens kirkefløj. Herrnhuterne i Christiansfeld tog som de forfulgte håbets stjerne til sig og lod den optræde på både kirkespiret og gadelamperne. Vi genfinder den i de kendte julestjerner fra Christiansfeld.
På hanebjælkerne anbragte folk i tidligere tider tordensten. Sådanne forstenede søpindsvin havde ord for at kunne skærme bygninger mod lyn. Det er da ikke helt skævt at tro, at også spir med morgenstjerner har haft en magisk rolle at spille – som en talisman, en lykkeamulet.
Ved Københavns Politigårds hovedindgang byder to forgyldte morgenstjerner af en helt anden slags velkommen til ordensmagten. En morgenstjerne var vægternes slagvåben, men var i raffinerede former også at finde i de militære arsenaler. Et hoved med pigge sad for enden af en kølle eller kæde. Drabelig så den ud. For vægterne var den nok mest for et syns skyld.
Viborg havde vægtere fra 1672 til 1892. De patruljerede med morgenstjerner. Jeg kender ikke til beretninger om, at de slog nogen til plukfisk. Men engang faldt en vægter i søvn på rådhustrappen. Han vågnede ved, at våbnet dansede på brostenene. Nogle latinskoleelever havde bundet en snor i stjernen og trak den hen ad torvet. Stjernetosset blev han, men de skyldige slap for prygl.
Over Den Gamle Præstegård i Sct. Mogens Gade 11 stråler den også, morgenstjernen. Det må være præsternes gerning, der skinner igennem, for vægtere har den aldrig haft boende.
En lille beretning fra en ældre herre på Frederiksberg fik mig til at tænke på “rottekongen” Cibrino. Jeg interviewede ham engang i Viborg, mens rotterne vimsede rundt, men de var nu meget medgørlige.
I hver en dansk flække spredte han humør, når han med sit lille rottecirkus stillede an med lirekassen. Ærlig talt er lirekassemusik et skrækkeligt fænomen, men tonerne er nært forbundet med danske byer af i går.
På samme vis, som når en gårdmusikant trak toner af et savblad eller trakterede harmonikaen, ofte forbundet med en folkelig sang. Salg af kamme forekom.
Som regel dukkede Cibrino og hans mange artsfæller bare op. De optrådte ikke i byens årskalender. Den glædelige overraskelse gjorde ikke oplevelsen mindre. Gademusikanter kender vi også i dag, men de er af en anden slags.
Den lille beretning skriver sig tilbage til sommeren 1951 og viser, hvor lidt der skal til, før et indtryk sætter sig for livet. Fortælleren var med sin far og storebror på cykel- og telttur i det nordlige Jylland, herunder til Viborg.
Efter at have besøgt domkirken og det historiske kvarter kom de tre ind i en forretningsgade. Vi giver ordet til gamle Knud fra Frederiksberg:
“Da vi var kommet ind i gaden, lød der pludselig fløjtespil. Folk kom ud på trappestenene til forretningerne, andre stoppede og lyttede – betagede, som jeg husker det. Manden gik midt på gaden. Der var ingen kørende trafik. Akustikken var fin – genklang fra facaderne. Han spillede på en okarina, en urgammel form for fløjte af brændt ler.
Og videre:
“Det ville være forkert at opfatte dette som en nostalgisk, sentimental længsel efter “gamle dage”. Men det er et erindret billede af symbolsk, æstetisk, visuel og lydmæssig karakter – som oplevet af et 11-årigt barn. Og det er i hvert fald en situation, som er anderledes end i dag.”
På en måde lever “gamle dage” videre. Når en by som Viborg skaber sig om til juletiden, er det vel blot okarina-effekten i en højere potens. Byens rum som en magisk æske. Noget helt andet end nethandel.
