Når jeg har studeret vandtårne indefra, har jeg altid sagt til mig selv, at det var da et utroligt bygningsværk til så lille et reservoir i toppen.
I tyske Lüneburg har jeg besigtiget et imponerende vandtårn på 55 meter. Tanken her kan blot rumme 500 kubikmeter, hvilket er det samme som i det 23 meter høje vandtårn ved Skottenborg. Det har fordel af at ligge på byens højeste sted.
Gult var tårnet indtil 2008, da det fik en gang gråhvid “usynlighedsmaling” a la dansk skyhimmel. For en del står det stadig som Det Gule Vandtårn. Regionen overtog og udvidede amtsgården, og det fisgule borgtårn var en torn i øjet på nogle.
Det fik alligevel lov til at stå, idet det viste sig meget bekosteligt at fjerne det til fordel for en eldreven trykforøger. 15 millioner kroner og en masse bøvl med tårnets mange venner.
Vandtårnet er fra 1927. Arkitekt Søren Vig-Nielsen og ingeniør Georg Rasmus Øllgaard løftede opgaven. Den kære ingeniør lægger for resten også navn til Skagens markante vandtårn, som i dag alene er et udsigtstårn.
Sammen med makkeren ved H.C. Andersens Vej sikrer den grå eminence, at et strømsvigt ikke straks tager trykket af vandet. Tre timer har forbrugerne vist at løbe på, hvis de ikke skruer for meget op. Ikke så dårligt at vide for en prepper.
Under den kolde krig med tilhørende lavteknologi spillede det gule tårn en rolle som én af luftmeldekorpsets observationsposter. Fra dette ophøjede stade øvede frivillige sig i at observere lavtgående fly, mens andre bevogtede tårnet. De indberettede via en sikret felttelefon det sete til luftmeldecentralen på Mellemvej. Plottebordet her dækkede en pæn bid af det jyske luftrum.
Det var andre tider – og dog.