Muren

Da vi vestbybørn legede røvere og soldater i Undallslund, troede de fleste fuldt og fast, at den hullede mur i skovens sydlige ende var den, de dødsdømte slyngler stod op ad, når retfærdigheden indhentede dem.

De klogeste vidste lidt om landsforræderne og anede, at det alligevel ikke var her, de fik ryggen mod muren. Men spændende, ligegodt.

Muren er sådan lidt spøgelsesagtig. Den har dog en glorværdig fortid som en del af et prægtigt skydeanlæg. Det var her, op imod 1000 skytter fra den 19. til den 26. juli 1914 dystede ved et internationalt skyttestævne. Få dage efter brød første verdenskrig ud – venskabelig kappestrid blev til blodig alvor.

En stor festplads med alskens pavilloner skød op ved skydebanerne. Solen strålede, og alle var glade. Et højdepunkt var, da Christian den Tiende på tredjedagen benådede stævnet med et besøg. Men den truende krig lagde en dæmper på festivitasen, og besøget blev kort.

I det hele taget aflagde mange fornemme gæster Viborg og stævnet et besøg. Blandt andre vicomte (“vicegreve”) Chandon de Briailles fra Paris gjorde indtryk. Sammen med vicekomtessen, sønnen, chaufføren og kammerjomfruen kom han til Viborg i et imponerende automobil.

Ved indgangen tog skulpturen “Danmarkskvinden” imod. Hun kom hurtigt til at hedde “Den hvide dame”. Dels var hun hvid, dels så hun i halvmørke ret uhyggelig ud. Næsten som et forvarsel om den krig, der snart fik skytterne til at vende våbnene mod hinanden.

Muren kom til at skille mennesker i stedet for at samle dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *