Hvad murværket fortæller

Det Gamle Rådhus på Gammeltorvs sydside hviler på et endnu ældre gammelt rådhus. Stumper i kælderen er vistnok fra den ældre model. I det hele taget er der noget med den kælder.

Vestgavlens mange ar taler om, hvordan tiderne har gjort skiftende brug af den høje kælder, tydeligst omkring vinduet. Det fremspringende cirkelslag af mursten sladrer om, at her havde byens multihus en pænt stor kælderport.

Afstikkende mursten til venstre herfor fylder endnu en tidligere adgang ud. Helt til venstre har en lille, blå port overlevet.

Egentlig noget værre brokværk. Men den kælder har sandt for dyden også tjent mange formål.

Kælderregionerne rummede på skift eller samtidig borgerlig og militær arrest, bolig for bysvende og arrestforvarer, militær vagtstue, brandsprøjter, dårekiste, venerisk sygestue og politistation.

Arresten var fra 1874 en del af det nye råd-, ting- og arresthus ved Stænderpladsen. I 1875 begyndte en tid med to afdelinger i vores kælderdyb. Den ene var beboelse for politibetjent Møller, den anden var mellem 1880 og 1912 politistation.

En jernring fra fangernes tid sidder fortsat ved Skovgaard Museets toilet. Ikke så ringe endda.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *