Kategori: Bymandens bekendelser

Opgradér mig her, og opgradér mig der. Tiden kræver, at vi opgraderer i én uendelighed. Altid på vej, aldrig i mål. Computeren. Telefonen. Køkkenet. Badeværelset. Garderoben. Appen med vejret. Hudcremen. Nye versioner er tilgængelige.

Nye kure og livsanskuelser byder sig til. Vi skal være bedre og opdaterede versioner af os selv. Videre, videre. Stilstand er tilbagegang. Nuet er fortid. Det er sagt, at den, der ikke vil være bedre, holder op med at være god. Men alt med måde, for det bedste er det godes fjende.

I nogen tid har jeg hver morgen parkeret ved siden af et billboard med en klar opfordring: “Opgrader til ny Dove Advanced Care”, der er “Vores mest skånsomme teknologi nogensinde”. Jeg hører nok ikke lige til målgruppen, men af én eller anden grund har reklamen rørt mig. Det er næsten, som om alle genvordigheder lader sig smøre væk med en opgradering. Med advanced care toner et nyt og bedre menneske frem.

At begynde på en frisk er en fristende tanke, men hvor er vi henne, hvis vi hele tiden vælger at opgradere frem for at dyrke det bestående? Rodløse bliver vi. Filosof og kejser Marcus Aurelius førte frem, at vanen gør alt. Aflæg de dårlige vaner og fremelsk de gode. Det er at være sig selv tro i den gode, gamle version, hvilket kan være bevarende og fornyende på en gang.

Som med cornflakesene er det om at smage på det kendte for første gang. Glem ikke, hvor godt de smager. Sådan har jeg det også med bøger. Den gode bog giver læseren noget nyt, hver gang blikket berører de kendte sider.

Men ak. Hvad gør staklen, når en rude med “Din version af Windows understøttes ikke længere” dukker op på skærmen? “Opgrader til Windows 10 eller en nyere version,” lyder formaningen. En ny version er end ikke tilgængelig. Jeg tror spilleme, at jeg tager chancen og skriver nye stykker i den gamle version.

I gamle dage flød byens gader med kokasser og hestepærer, og på domkirkegården grasserede vildfarne grisebasser. En hundehømhøm fra eller til gjorde ikke den store forskel.

Endnu da jeg var dreng, skrumplede mælkemanden med heste på Skottenborgs brolægning. Landmænd i familien fik sig et billigt grin, da knægten fra Viborgs stenbro nægtede at drikke frisk komælk. Nej, hestemælk fra mælkehestene, om jeg måtte be’.

I dagens Viborg skal fodgængeren være mere end uheldig for at jokke i en frisk hestepære. Hundes efterladenskaber, derimod, er tidens svøbe og kræver et nedslagent blik.

Ansvaret hviler på ejerne, og her er det altså ikke nok at skjule pølserne i henkastede poser. Hensigten var måske at samle den sorte samvittighed op på tilbagevejen, men de mange ejerløse poser vidner om en meget kort hukommelse.

Tanken falder på ærkeviborgenseren og topembedsmanden Knud Oldendows erindringsbog “Fra min drengetid – stiftsstaden Viborg omkring århundredskiftet”. Forfatteren fører virtuost sin læser tilbage til tiden omkring 1900.

I afsnittet om byens originaler møder vi en eksistens med efternavnet Stilling. Han gik rundt i gader og stræder, medbringende en sæk. I den samlede han, hvad byens hunde havde efterladt. Stilling var fast leverandør af hundelorte til garverierne. Blandt drengene hed det sig, at de virkelige aftagere var apotekerne, der omdannede hømhømmerne til lakrids.

Stilling og andre originaler boede i maskinfabrikant Ernst Philipsens baghus, Sct. Mogens Gade 52, “Bulen” kaldet. Galleriet omfattede også personligheder som Tosse-August, Gamle Jensen, Jomfru Klaffenbach, Pe’ Lavris og Bette Jesus.

Vel alle samfundets efterladenskaber, men også en del af Viborg anno 1900.

Skilte med “Skridt” var hyppige i Viborgs bybillede, da hestevognene havde deres storhedstid. Det sidste skilt holdt stand op i 1960’erne og sad på hjørnet af Ll. og St. Sct. Mikkels Gade. Budskabet var klart nok. Adstadigt tempo.

Et “Skridt”-skilt fandt symbolsk en plads i haven, dengang Viborg Stiftsmuseum holdt til i Det Gamle Rådhus. Det var da også en dødssynd at haste gennem den smukke byhave.

Naturligvis er det galmandsværk at mene, at skilte med “Skridt” og “Løb” plus en del andre nyttige råd i dag burde regulere trafikken på stier og fortove. Men der er nu stor forskel på, hvor hurtigt og opmærksomt de tobenede bevæger sig.

Jeg for min del dyrker en vaks og konstant gangart, som jeg kalder “tankegang”. Blot at slentre sløver, og løb døver. Midt imellem passer mig. Men den fører til pudsige situationer, når jeg skal overhale fodgængere, eller når de ekstra fodrappe skal overhale mig – jeg tænker tit på de berømte kapgængere fra Sdr. Omme. En overhaling til fods kan trække ud i det pinlige.

Nu lyder jeg nok som en gnavpotte. Men det er altså irriterende med de hundeluftere, der kun er optaget af deres hunds gøren og laden. Når vovse har gjort, hvad den skal, sætter de straks i gang og kommer på tværs af fodgængeren, der i det samme går forbi.

Efter nogle øjenoperationer er mit syn ikke helt, hvad det har været. Jeg kan have svært ved at kende ansigter i bevægelse. For en sikkerheds skyld hilser jeg på stort set alle. Ikke at hilse på kendte ansigter er ubehøvlet. At hilse på ukendte kan lige gå an, for vi fodgængere er vel lidt i familie, ikke sandt.

En ny form for fumlegængere har indtaget fortove og gangstier. Det er dem, der tror, at de ikke lever, hvis de ikke glor på deres mobiltelefon. Så er der dem, der bare taler ud i det blå, fordi de er trådløse. “Hej,” sagde en mig ubekendt kvinde muntert, da vi passerede hinanden. “Hej,” svarede jeg lige så muntert. Hvorefter hun fortsatte den samtale, hun lige havde indledt på sin telefon.

Jeg tør slet ikke komme ind på, hvordan det er med cyklisterne i alt dette. Stort set alle vandrere og løbere holder sig til højre side på de stier, som de deler med cyklisterne. Det kunne gå an, hvis de havde øjne i nakken, for cyklisterne kommer bagfra, og de er per definition højreorienterede.

Rådet for Sikker Trafik er klar i mælet: “På stier i naturen (fx skovstier) er der ikke nogen fast regel om, hvilken side du skal gå i. Men her er det også sikrest at gå i venstre side. Så kan du se de cyklister, der kommer kørende imod dig, og træde til side, hvis det er nødvendigt. Og du risikerer ikke at blive ramt bagfra af en cyklist, du ikke har hørt.”

Det farligste er nok de selverklærede fodgængerovergange. I takt med, at kommunen har sløjfet fodgængerfelter, er antallet af smutveje gennem helleanlæg vokset, og fodgængere træder frejdigt ud i disse. Nej, allerfarligst er nu de cyklister, der cykler over fodgængerfelter, ikke mindst dét ved Golf Hotel.

Nok om det. Erfarne heste vidste nøjagtig, hvordan de helt uden at læse skilte skulle færdes. Så kan mennesket vel også lære det.