Skilte med “Skridt” var hyppige i Viborgs bybillede, da hestevognene havde deres storhedstid. Det sidste skilt holdt stand op i 1960’erne og sad på hjørnet af Ll. og St. Sct. Mikkels Gade. Budskabet var klart nok. Adstadigt tempo.
Et “Skridt”-skilt fandt symbolsk en plads i haven, dengang Viborg Stiftsmuseum holdt til i Det Gamle Rådhus. Det var da også en dødssynd at haste gennem den smukke byhave.
Naturligvis er det galmandsværk at mene, at skilte med “Skridt” og “Løb” plus en del andre nyttige råd i dag burde regulere trafikken på stier og fortove. Men der er nu stor forskel på, hvor hurtigt og opmærksomt de tobenede bevæger sig.
Jeg for min del dyrker en vaks og konstant gangart, som jeg kalder “tankegang”. Blot at slentre sløver, og løb døver. Midt imellem passer mig. Men den fører til pudsige situationer, når jeg skal overhale fodgængere, eller når de ekstra fodrappe skal overhale mig – jeg tænker tit på de berømte kapgængere fra Sdr. Omme. En overhaling til fods kan trække ud i det pinlige.
Nu lyder jeg nok som en gnavpotte. Men det er altså irriterende med de hundeluftere, der kun er optaget af deres hunds gøren og laden. Når vovse har gjort, hvad den skal, sætter de straks i gang og kommer på tværs af fodgængeren, der i det samme går forbi.
Efter nogle øjenoperationer er mit syn ikke helt, hvad det har været. Jeg kan have svært ved at kende ansigter i bevægelse. For en sikkerheds skyld hilser jeg på stort set alle. Ikke at hilse på kendte ansigter er ubehøvlet. At hilse på ukendte kan lige gå an, for vi fodgængere er vel lidt i familie, ikke sandt.
En ny form for fumlegængere har indtaget fortove og gangstier. Det er dem, der tror, at de ikke lever, hvis de ikke glor på deres mobiltelefon. Så er der dem, der bare taler ud i det blå, fordi de er trådløse. “Hej,” sagde en mig ubekendt kvinde muntert, da vi passerede hinanden. “Hej,” svarede jeg lige så muntert. Hvorefter hun fortsatte den samtale, hun lige havde indledt på sin telefon.
Jeg tør slet ikke komme ind på, hvordan det er med cyklisterne i alt dette. Stort set alle vandrere og løbere holder sig til højre side på de stier, som de deler med cyklisterne. Det kunne gå an, hvis de havde øjne i nakken, for cyklisterne kommer bagfra, og de er per definition højreorienterede.
Rådet for Sikker Trafik er klar i mælet: “På stier i naturen (fx skovstier) er der ikke nogen fast regel om, hvilken side du skal gå i. Men her er det også sikrest at gå i venstre side. Så kan du se de cyklister, der kommer kørende imod dig, og træde til side, hvis det er nødvendigt. Og du risikerer ikke at blive ramt bagfra af en cyklist, du ikke har hørt.”
Det farligste er nok de selverklærede fodgængerovergange. I takt med, at kommunen har sløjfet fodgængerfelter, er antallet af smutveje gennem helleanlæg vokset, og fodgængere træder frejdigt ud i disse. Nej, allerfarligst er nu de cyklister, der cykler over fodgængerfelter, ikke mindst dét ved Golf Hotel.
Nok om det. Erfarne heste vidste nøjagtig, hvordan de helt uden at læse skilte skulle færdes. Så kan mennesket vel også lære det.