Shakespeare lader i komedien “Som man behager” Rosalind spørge til klokken, da hun ude i den store skov møder Orlando. Svaret er, at hun kun kan få at vide, hvilken tid på dagen det er, for skoven har ingen ure.
Urene hører mest byen til. Tårnure, stationsure, ure på offentlige bygninger, urmagerure og ure i al almindelighed. Selv i disse digitale tider hævder analoge ure i stort format sig i bybilledet.
Det nok fineste eksempel i Viborg er uret på Eksercerhuset ved Rødevej. Siden 1871 har det vist, hvad klokken er slået. Det harmonerer med domkirkearkitekt Julius Tholles historicistiske bygning med de pyntelige detaljer.
Uret er makker med et relief af byvåbnet. Relieffet fortæller, at byen var bygherre. Viborgenserne var stolte, da de i 1865 tog imod to bataljoner med 29 officerer, 71 underofficerer og 523 menige.
Da Viborg vandt dysten om garnisonen, flottede den sig i første omgang med et eksercerhus, en depotgård og et garnisonssygehus. Depotet øst for Eksercerhuset var også af Tholle, mens det militære sygehus ved Rosenstræde var Hermann Storcks værk. Tholle døde som blot 40-årig i 1871, og Storck efterfulgte ham som domkirkens hovedarkitekt.
På den vestre side af den røde vej lå den store eksercerplads. Den højere mening med uret var nok, at de asende rekrutter skulle kunne følge med i, hvor længe endnu pinen måtte vare. De kunne ikke lige trylle et lommeur frem. Hvad det ur ikke har oplevet af bedende blikke.
Selv efter alle disse mange år går uret, som det skal, og bygningen har efter den seneste renovering vist, at den har trodset tidens ædetand.