Den første turistguide for Viborg er fra 1873. I hæftet får den knap nok færdige Viborg Domkirke én af hovedrollerne. Læseren kan blandt andet lade sig berige af sagnet om de to stenhugne ansigter på apsis.
Domkirkens lange historie byder naturligt folketroen indenfor. Flere sagn knytter sig til kirken. Om stenansigterne hedder det i folkemunde, at de er fra to kæmper. Skal vi tro folketroen, var kæmperne lige så høje som afstanden fra jorden til deres plads under galleriet, det vil sige 8,8 meter. Legenden siger også, at kæmperne brugte de to apsisløver som trækdyr, da de kørte sten til kirken.
Når vi nu er ved store sten, så prøvede en kæmpe engang at kaste en kampesten mod domkirkens spir, men han forfejlede sit kast. Stenen endte nordvest for byen og fik navnet “Femfingerstenen”. Langt senere kørte folk fra Viborg til stenen for at købe fisk af fjordfiskerne.
Mange af kirkens sagn handler om Kjeld, Viborgs egen helgen. Hans grav og helgenskrin var kendt for stribevis af undere. Først på listen står en lam nordmand, som ved graven fik førligheden tilbage, og som slog sig ned hos de augustinske brødre.
Et markant under var dengang, Kjeld under en brand tog en broder med op i tårnet for at bede Gud om hjælp. Og ilden lagde sig som en lydig hund. Med Gud som brandslukker reddede han byen og kirken.
Sagnene om en hemmelig gang fra domkirken til Asmild Kirke er flere. Ét af dem handler om en latinskoleelev, der vitterlig fandt indgangen. Med et reb om livet krøb han ned i dybet. Væk var han. Da kammeraterne trak til, fik de kun et brændt reb tilbage. De murede indgangen til, og nu kan ingen finde den.
En smed fik for mange år tilbage til opgave at smede to jernlåger til ét af domkirkens kapeller. Han kom bagud med arbejdet. For at nå det allierede han sig med Fanden selv. Som tak forsynede han lågerne med to djævlebilleder.
De to kæmper har været vidner til det hele, men de har formået at holde masken.