De tyske soldater havde ikke mere end lige forladt Viborg, før Christian den Niende kom til byen for at nedlægge grundstenen til Viborg Domkirkes alter. Det var den 2. december 1864. Klokken 10 formiddag ankom majestæten til Viborg Banegård.
Allerede tidligt om morgenen kunne folk ane, at noget særligt var i anmarch. Fra kirkens tårne spillede blæsere koraler, og rød-hvide flag stak ud. Et stramt program ventede. Kongens returbillet var bestilt til klokken 15.30.
Da kongen og kronprinsen steg ud, stod borgmester Zingelmann og en talstærk skare parat med hurraråb. Et faneoptog med musikere i front gik derpå til kongens kvarter på Preislers Hotel. Her talte majestæten med nøglepersoner fra blandt andet Viborg, Skive og Holstebro. Emnet var de rædsler og den frygt, som de tyske okkupanter havde spredt. Den 26. april havde en styrke på hele 11.000 mand besat Viborg, og herfra spredte den sig i landsdelen.
Så begav selskabet sig til byens store byggeplads, domkirken. Kongen gik gennem en æresport og ind i den ufærdige kirke. Medlemmer af Viborg Haandværkerforening dannede med faner et espalier. Arkitekt Tholle havde sørget for, at de mange stilladser inde og ude tog sig godt ud. Fra nogle af dem havde deltagerne et glimrende overblik.
En sidebemærkning: Besætterne var dybt imponerede over, at “værterne” ikke lod sig forstyrre af krigen, men fortsatte med at bryde ned og bygge op. I sig selv var arbejdet en attraktion, der samlede interesse.
Mellem salmesang og blæsermusik talte biskop Laub og stiftsprovst Welding. Da kongen lagde stenen – med teksten: “Nedlagt af C IX 1864 2 DCBR” – holdt han en tale. Emnet var igen de trængsler, kongeriget netop havde været igennem.
Christian den Niende hæftede sig ved, at den første domkirke rejste sig i dårlige tider, hvorefter vinden vendte. Stenen kom på plads med et ønske om, at historien ville gentage sig: at grundstenen varslede bedre tider.