Børn af 1950’erne og 1960’erne var samlere. Samlede på Richs-billeder, frimærker, Dandy-billeder, tændstikbiler, glansbilleder, hønseringe, Puk-bøger, Jan-bøger. Sad gerne i timevis ved befærdede veje og noterede bilnumre. Og de mest fanatiske gik op i jernbanernes kilometermærker.
Jeg har hørt om dem, der spejdede ud ad kupévinduet for at fange stenenes tal. Ikke nok med det. Med konfirmationsuret målte de også togets fart. Tiden fløj af sted.
Den typiske sten var en lille pille af hvidmalet beton med røde tal. De store typer øverst var for de hele kilometer og de små nederst var for meterne. 32/6 var 32 kilometer og 600 meter fra endestationen.
Nogle baner havde dem med 100 meters mellemrum, andre med en afstand på 200 meter. I gamle tider kunne en rød kant markere, hvor den nærmeste telefon var at finde.
Hvor er det herligt, at de kulturhistoriske markører lever videre langs Himmerlandsstien på den nedlagte jernbane fra Viborg til Aalestrup og videre til Løgstør. Fra Viborg-siden tæller de ned til Aalestrup som endestation. Strækningen var på 37,6 kilometer.
Stenene er 200-metersmærker, akkurat som de mere nymodens skilte på Langaa-Viborg-Struer-banen. De har Langaa som endestation, 40,2 kilometer fra Viborg Banegård.
At måle hastighed på banen til Aalestrup var ikke så krævende. I de første mange år var tophastigheden på 45 kilometer i timen, men kom senere op på svimlende 70 kilometer.