“Stands, vandringsmand, og betragt menneskelig dødeligheds spejl,” opfordrer en gravtekst i Marienkirche, Osnabrück. Stenen er for Gerhard Schepelern, død i 1674.
Få år efter forgrenede Schepelern-slægten sig fra Tyskland til Danmark. Og på Viborg Kirkegård gør vandringsmanden holdt ved en ret ulæselig gravplade. Spejlet er uklart. Det lader ane, at her ligger tre gange Schepelern: Georg, Frederik og Ellen.
Georg, stiftsprovsteparret Ellen og Frederik Schepelerns søn, døde i 1925 som blot 28-årig. Den unge jurist arbejdede for Udenrigsministeriet og var vicekonsul i Chicago, da døden indtraf. Frederik Schepelern var stiftsprovst i Viborg fra 1923 til sin død i 1936.
Bare at titulere Ellen Schepelern “stiftsprovstinde” er ikke dækkende. Mange steder står hun som “filantrop og missionær”. En markant personlighed, der praktiserede vækkelse og et stærkt socialt engagement.
Hun var opvokset i norske Porsgrunn og fastholdt et klingende norsk, hvilket passede godt til hendes klippefaste synspunkter. Parret boede først i Aarhus. Her gjorde hun et pionerarbejde på gaden blandt prostituerede og andre kvinder på bunden. I 1909 stiftede hun Kvindehjælpen, der i 1950 blev til Jysk Børneforsorg.
De arme kvinder gav hun og hendes hjælpere husly, mad og beskæftigelse. Den private organisation levede af almisser. Ellen Schepelern spædede til fra sin egen husholdningskasse.
Kvindehjælpen voksede sig stor. Efterhånden omfattede den fem hjem og en husholdningsskole, der åbnede i Viborg på Sct. Laurentii Vej 14 i 1929. Ellengården i Aarhus har navn efter hende.
Det siges, at hendes svigerfar, provst Georg Schepelern, var hende en kilde til inspiration, idet han var en fremtrædende figur i hovedstadens søndagsskoler og menighedspleje. Liberalist var hun til fingerspidserne og sendte stolt et statstilskud retur.
På gravstenen er hendes navn ved at smuldre væk. Hun kunne nu kandidere til et vejskilt, skønt navnet er lidt tungt at danse med.