I gamle dage flød byens gader med kokasser og hestepærer, og på domkirkegården grasserede vildfarne grisebasser. En hundehømhøm fra eller til gjorde ikke den store forskel.
Endnu da jeg var dreng, skrumplede mælkemanden med heste på Skottenborgs brolægning. Landmænd i familien fik sig et billigt grin, da knægten fra Viborgs stenbro nægtede at drikke frisk komælk. Nej, hestemælk fra mælkehestene, om jeg måtte be’.
I dagens Viborg skal fodgængeren være mere end uheldig for at jokke i en frisk hestepære. Hundes efterladenskaber, derimod, er tidens svøbe og kræver et nedslagent blik.
Ansvaret hviler på ejerne, og her er det altså ikke nok at skjule pølserne i henkastede poser. Hensigten var måske at samle den sorte samvittighed op på tilbagevejen, men de mange ejerløse poser vidner om en meget kort hukommelse.
Tanken falder på ærkeviborgenseren og topembedsmanden Knud Oldendows erindringsbog “Fra min drengetid – stiftsstaden Viborg omkring århundredskiftet”. Forfatteren fører virtuost sin læser tilbage til tiden omkring 1900.
I afsnittet om byens originaler møder vi en eksistens med efternavnet Stilling. Han gik rundt i gader og stræder, medbringende en sæk. I den samlede han, hvad byens hunde havde efterladt. Stilling var fast leverandør af hundelorte til garverierne. Blandt drengene hed det sig, at de virkelige aftagere var apotekerne, der omdannede hømhømmerne til lakrids.
Stilling og andre originaler boede i maskinfabrikant Ernst Philipsens baghus, Sct. Mogens Gade 52, “Bulen” kaldet. Galleriet omfattede også personligheder som Tosse-August, Gamle Jensen, Jomfru Klaffenbach, Pe’ Lavris og Bette Jesus.
Vel alle samfundets efterladenskaber, men også en del af Viborg anno 1900.