Det siges, at kunsten er at skjule kunsten. Men det kan også være en del af kunsten, at kunstneren selv er skjult.
Jeg smider masken og erkender, at jeg kender den kunstner, der for et par år siden satte en fin, lille ansigtsmaske op ved Slusestien neden for Ll. Sct. Peder Stræde. Men han ønsker, at relieffet taler for sig selv. Kunstneren træder til side og lader beskueren komme til.
Værket er gjort af beton, og det har ikke fået så meget som en rynke i panden eller en tot mos på næsen.
Det forestiller ikke nogen bestemt, men tanken falder let på de to middelalderlige masker på Viborg Domkirkes korrunding eller på Frederiksborgs dødsmasker.
Gadekunsten, herunder graffitien, befinder sig i et grænseland. I den ene ende har vi det talentløse hærværk, i den anden de overrraskende indslag, der gør hverdagen lidt rigere for dem, der har sanserne åbne. Nogle verdensstjerner er begyndt på gadeplan.
Vores kunstner har også efterladt sig værker på en strand og i en skov. Reaktioner har han af gode grunde ikke fået, hvilket ikke har taget modet fra ham. Hvad bliver det næste?