
Viborg Kommune har en overraskelse i ærmet til den, der går på opdagelse i det grønne omkring rådhuset.
Her støder den nysgerrige ikke blot på 11 af den norske kunstner Kjell Nupens menneskeagtige bronzetræstammer – dem, der spiller sammen med 13 tilsvarende ved bassinet foran bygningen. Nej, allerlængst ude står den danske billedhugger Edgar Funchs “Solfigur”.
Jeg tager mig den frihed at kalde den “Solfilur”, for der er da noget underfundigt over dette abstrakte stykke kunst. Jeg ser et muntert maskespil i figuren, en commedia dell’arte.
I 1967 skænkede politikeren og erhvervsmanden Kai Erik Berg de Nully Brown værket til kommunen. I mange år stod det i gården bag Stillings Gård.
Giveren var nok mest kendt som medejer af og administrerende direktør for undertøjskoncernen Asani i Viborg. I 1960’erne havde han to perioder i Viborg Byråd. Her repræsenterede han Det Konservative Folkeparti, og han rundede af som første viceborgmester. Han var også aktiv som formand for Viborg Handelsstandsforening og Viborg Erhvervsråd.
Mange år senere viste Kai Erik Berg de Nully Brown igen sin taknemmelighed ved at skænke det nye rådhus en indendørs pigefigur af Viborg-kunstneren René Schmidt.