Jeg indrømmer gerne, at jeg har et ømt punkt for Viborg Katedralskole, min gamle skole. I min store kompostbunke af gamle hæfter opgravede jeg “Fra Viborg Katedralskole – den gamle og den ny” ved forhenværende lektor Adolf Lomholt. En kær sag fra 1927.
Den er både en billedkavalkade og en dokumentation for, hvordan nutidens katedralskole på hjørnet af Gl. Skivevej og Gl. Aalborgvej for et århundrede siden blev til.
Publikationen er en nummereret hilsen til de gamle elever, der gav en skærv til skolens astronomiske kikkert. Urmager og astromekaniker Jens Olsens vidunder løb op i 5185 kroner. Hele den nye skole kostede staten 2.440.000 kroner, hvoraf en del kom i kassen, da Danmark solgte De Vestindiske Øer.
I Von Heinens Gård, Sct. Mogens Gade 1, residerede den lærde skole fra 1772 til 1926. I 1923 passerede elevtallet 300, langt over bristepunktet. Den tid var forbi, da det nye kuld af studenter kunne runde af med en gang jordbær med fløde i Rektors Lysthus.
Nogle byromantikere talte for, at skolen skulle udvide på det historiske sted. Det havde kostet “Rektorhaven” livet. Grunde ved sygehuset og på Holstebrovej var også i spil. Men valget faldt altså på 8,5 tønder land af gartner Brostrøms toft.
Torsdag den 18. november 1926 fandt den officielle indvielse sted, men allerede den 16. august var elever og lærere rykket ind. En del løsøre, blandt andet de udstoppede fugle, bar en karavane af elever fra den gamle skole til den nye. Det har været et kosteligt syn.
Allersidst på den store festaften indløb et telegram fra Viborgensersamfundet af tidligere elever. Det var på rim og lød: “Fra før til nu går mindets stærke bånd./Bevar bag Viborgs brune bakkekamme/vor gamle skoles djærve jyske ånd!/Så følger lykken med den nye ramme!”
Ånden lever blandt andet videre i skolens bomærke med de tre administrative nøgler og den manende tekst: “Vitam impendere vero”. Sandheden først.
Når sandheden skal frem, var sætternissen, den filur, på færde i det fine hæfte. På side 8 skulle der ikke stå “abekatten”, men “sparekassen”. Hm. Dengang fik fyldepennen nok skylden, men det kunne de nye tiders autokorrektur sikkert også have fundet på.