Forfatteren Per Højholt gik ind for at gå den samme tur hver dag. På den måde mærkede han årets gang. Andre taler for, at vi skal gå nye veje for at stimulere sanserne.
Det ene udelukker ikke det andet. Begge synspunkter er gode at gå efter.
Helt spontant lod jeg vandrestien Hærvejen trække mig sydvesterud gennem Banebyen og ned mod Liseborg Plantage. Ikke noget stort, men en ganske fin måde at opleve et stykke Viborg på.
Først over Hærvejsbroen, der fører over jernbanen. Dernæst at følge Hærvejen gennem Banebyen er en fornøjelse, der er lige så blandet som den unge, gamle bydel. Men slet ikke uspændende.
Her har den oprindelige Hærvej dog aldrig gået. Med historikeren Hugo Matthiessen i hånden kan vi slå fast, at den sydlige ind- og udfaldsport var den sønære Sct. Mikkels Port.
Min lille vandring førte mig på stibroen over Indre Ringvej. Snart var jeg til min overraskelse på en trampesti – så tæt på centrum. Den går tæt forbi kæmpehøjen Finderuphøj, gamle tiders Middagshøj, middagssolens og middagshvilets markør.
Videre mod syd er stien en hulvej. Så fik vi alligevel historisk grund under fødderne, thi hulvejen er et levn fra den oldgamle vej, der via Finderup gik ad Vestjylland til.
Helt kan vi da ikke udelukke, at den også tiltrak en hærvejsvandrer eller to. Var det monstro også ad denne vej, de bar den døde Erik Glipping efter mordet i Finderup? Dengang slap de for broen over Søndre Ringvejs larm.
Jeg skal lige indskyde, at kunstneren René Schmidts skulpturelle “varder” er gode pejlemærker. Men de slipper hurtigt op. De kunne sagtens langt længere være vejledere. Forløbet er lidt hid og did, og små skilte kan være lette at forbigå.
Det lykkedes mig faktisk at forvilde mig ind i en granbevoksning. I øvrigt en nydelig sag med nogle dekorative stubbe. Jeg sendte en venlig tanke til den gamle skovfoged, der elskede granskove, fordi de var til at kigge igennem.
Så var det tid til at vende snuden hjemefter. Padborg må vente til en anden god gang.