En lille rest af fordums storhed skjuler sig under broen vest for Viborg Banegård: en stump skinne med en stoppebom. Helt alene.
Den ligger som en hilsen fra tiden, da byen var et knudepunkt for den midtjyske togdrift. Sidst i 1940’erne kunne passagererne stige på tog mod Langå, Struer, Løgstør, Silkeborg, Mariager og Herning. Rundremisen med de 15 karakteristiske porte beskæftigede hele 150 mand.
Det kan ikke være tilfældigt, at dette historiske spor fik lov at ligge.
I stationens storhedstid kørte togene til og fra på seks spor. Perroner og rangerspor fyldte 1800 meter i længden og 160 meter i bredden, altså næsten 30 hektar. Derimod er arkitekt Thomas Arboes stationsbygning noget klejn, alt taget i betragtning.
Stationen ekspederede cirka 80 passagertog om dagen. Kongen over dem alle var lyntoget, og jeg husker stadig den dag midt i 1960’erne, da det nye, elegante TEE-lyntog fik de andre tog på stationen til at se endnu mere beskedne ud end normalt. Det optrådte en snes år senere som “Sølvpilen”.
Togene tog den 1. december 1896 banegården i besiddelse. Den var udtryk for Viborgs første egentlige byplanlægning. Jernbanegade, Jyllandsgade og Toldbodgade er fra dengang, Viborg skiftede spor.