Ordene “eksercits” og “disciplin” klinger ikke for godt i nutidsører. Heller ikke i en by, hvor 10 procent af befolkningen engang var knyttet til militæret. Nøglen til Viborgs æra som garnisonsby bærer ellers mærkaten “Eksercerpladsen”.
På bykortet fra 1878 står et enormt område nordvest for den gamle by som “Eksercerpladsen”. Det siges, at den rigelige plads til eksercits var én afgørende grund til, at Viborg fra 1865 stod med et ordentligt kontingent soldater.
På marken lærte jenserne at marchere, stille op og holde ud, mens de kunne skele til viserne på Eksercerhusets store ur.
En rigtig kaserne fik Viborg først midt i 1920’erne. Den kom til at ligge på den nordlige del af Eksercerpladsen. Med den megen plads indtil da in mente er det lettere at forstå, at hæren under første verdenskrig gav den en ekstra rolle som flyveplads.
Her fik de lærredsbetrukne flyvemaskiner “Hugin” og “Munin” base. De havde navn efter Odins ravne. Danske kvinder samlede penge ind til de to skolefly. For ikke så mange år siden kom hangaren fra dengang væk. Folk måbede, når de fik at vide, at her lå byens første flyveplads.
At Eksercerpladsen måske alligevel ikke var det oplagte sted til flyveøvelser, stod klart den 1. oktober 1917, da premierløjtnant Henning Stockfleth lige efter starten faldt ned med “Munin”. Flyet kunne ikke komme i omdrejninger og fik motorstop. Piloten gjorde et forgæves forsøg på at nødlande. Han overlevede ikke det frie fald.
Da kommunen overtog den nedlagte kaserne, lå det byrådet på sinde at bevare kernen af bygninger og at lade historien leve videre i vejnavnene, således også i “Eksercerpladsen”.
Er det nu så slemt med eksercits? Jeg tænker ikke på den bevidstløse, der knytter sig til kadaverdisciplin, men den, der handler om ikke at ligge på den lade side, om at strenge sig an – det være sig fysisk som psykisk.
Den stoiske filosof Epiktet sammenligner vejen til et sindsroligt liv med at forberede sig til en sportskamp på Olympia. Masser af eksercits – og nul kager.