I Det Gamle Testamente læser vi om den syge Hizkija, der bør “beskikke sit hus”. Med andre ord skal han rydde op i sit jordiske gods, inden han skal herfra.
I det lille essay “Hvem skal rydde op efter mig?” skriver Hemming Hartmann-Petersen om, hvordan han tager tilløb til at få skik på sit rod, så andre ikke senere står med pinen. Men det får ligegodt vente, for i et hjørne råber kasserne med det habengut, som den for længst afdøde mor ikke fik sorteret. Det må først under behandling.
Det lyder nok lidt bombastisk, at man sådan skal beskikke sit hus. Men idéen om, at vi en gang imellem skal gøre op, hvad vi vil have med os på livets videre færd, er såre god. Noget gemte vi jo blot, fordi vi i nuet ikke vidste, om det kunne komme til nytte. Tvivlen kom genstanden til gode. Desuden ændrer smagen og behovet sig jo også livet igennem.
Personlige erindringer klæber sig til genstande, og det kan være grund nok til at gemme. Det kommer dog ikke andre ved, og selv den form for værdi kan tage af. De mærkeligste sager kan dukke op og have svært ved at forklare sig.
Tag nu fat og vær lidt hård. Giv samlergenet tørt på. Min erfaring er, at glæden over lidt er større end glæden over meget. Desuden er det stort at kunne give depechen med glæde videre til andre. For naturligvis går vi ind for genbrug. Nej til restaffald.
Et kapitel for sig er bøgerne. Ikke mindst vi bedagede har mange af dem. Selv vi må erkende, at e- og lydbøger er kommet for at blive. Når en bog efter 40 år står i uopsprættet stand, har den svært ved at argumentere for sin plads. Andre viste sig at være til engangsbrug. Også her kan det svare sig at begrænse for at styrke.
En venlig tanke til Mark Twain, der er krediteret for dette citat:
“Når der er stablet bøger overalt i mit bibliotek, på gulvet, i stolene og så videre, er det, fordi det næsten er umuligt at låne reoler.”
Jeg har læst om en japansk temester, der på nær én fjernede alle blomster fra sin storslåede have. Denne ene blomst havde det hele i sig og overstrålede alt.