Jeg kommunikerede på et tidspunkt med nordmanden Roger Pihl, der skriver bøger om danske bakker – “bjerge”. Emnet var skihopbakken ved Bruunshåb.
Hans interesse begyndte som en spøg og udviklede sig til rammeste alvor. Ikke noget at sige til, at den gode nordmand på sæt og vis har heltestatus på hjemmesiden “danskebjerge”.
I sine bøger bruger han humoren som vandringsstav, og så er vandreren godt hjulpen. Pointen er, at danske bjerge og norske fjelde ikke lader sig bedømme med den samme målestok. For resten lider forfatteren af højdeskræk, og så er netop danske bakkedrag gode at frekventere.
Skøn på, at vi i Viborg og omegn er begunstiget med masser af bjerge og udsigtssteder. Glem ikke, at navnet Viborg betyder Helligdomsbjerget.
Min favorit er Bisballe Bakker syd for Hald Sø, men kun, når humøret er til den dramatiske side.
På én af mine faste gåture kan jeg ikke slippe udsigten fra den højtliggende mark nord for Granada-skoven. Den har meget i sig, det på én gang by- og naturnære. Her ligger det storslåede mest i det underspillede.
Det stikker vel dybt i os mennesker, at vi søger overblik. Udsigten fra Peak 12’s tag er en gave. Jeg oplevede engang Viborg fra et svævefly, men jeg foretrækker et overblik med jordforbindelse, og den har vi her.
Essayisten Aage Marcus havde de danske bakketoppe på hjernen. Aage Marcus samlede i stor stil på udsigter.
“Når man én gang er blevet grebet af den oplevelse, det er fra en bakketop at se viden om over landet, falder det naturligt, at man søger efter andre punkter, der kan byde på lignende udsigter. Og er man først begyndt, bliver det til en passion at finde de bedste og mest ejendommelige,” skriver han om “Det bølgende land”.
Højt på Marcus’ favoritliste står i øvrigt Vorde Bavnehøj, også kendt som Vorde Galgehøj. På listen optræder også Ø Bakker, Ravnsbjerg og Daugbjerg Dås.
Stod det til ham, fik bakkebestigeren på opturen bind for øjnene, så udsigten viste sig i al sin vælde til sidst og ikke bid for bid. Men den taktik må jeg af snublende årsager fraråde.