Jeg er den glade ejer af Viborgstagen, en lysestage fra 1100-tallets sidste halvdel. Som kopi, forstås. Den originale stage af bronze er i Viborg Museums varetægt.
I sig selv er den med fodstykkets dyre- og planteforsiringer interessant. Men at den dukkede op af mulden nord for domkirken, giver den ekstra tyngde. Den er et artefakt, som har sin plads blandt viborgensernes arvegods.
Palle Lauring, historieformidler af Guds nåde, skriver i sit essay “Hvad skal vi med historien?”:
“Historien ejer den fjerde dimension, rum plus tid. Man kan leve uden bevidsthed om historien. Det gør de små hunde. Men vi er mennesker.”
Palle Lauring henviser til, at nogle prøver at kaste vrag på historien, men at de umuligt kan ryste den af sig. Urkimen lever videre og nægter at visne. Palle Lauring giver heller ikke meget for dem, der gør historien til ren videnskab. For ham har det større værdi, at nogle stadig kan høste med le, hente vand op af en brønd eller fortælle den gode historie.
Hvor er det godt, at vi har Viborgstagen, at vi har ladet en bypumpe stå på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade, og at kirkebyggerne placerede to gamle granitløver over domkirkens norddør. Også de gemte sig i jordsmonnet nord for kirken og har en skjult historie.
Vi kan gætte på, at stagen har haft en identisk makker, og at parret har prydet ét af den katolske kirkes mange altre, måske alteret i Sct. Kjelds Kapel, der just lå på nordsiden. Lad os tro, at en mester fra Viborg støbte vidunderet.
Stagen tog jeg frem, efter at jeg havde besøgt tebutikken Thrysøe nederst i Gravene. Her fortæller de stolt om tedåserne og opskrifterne, der alle har en fortid i Stensgaards kaffe- og teforretning i Vestergade. En historie lever videre. Den slags gør en forskel.
Længe leve den historiske bevidsthed.