Da jeg i tidernes morgen var spejder, var jeg bidt af en gal vandrer. 45, 60, 75, 90 og 100 kilometer præsterede en kammerat og jeg. Målet var alt, oplevelsen intet. Små sølvplader til læderbæltet var en hel praleparade.
Det har jeg for længst lagt bag mig. Nu går jeg efter oplevelsen, og jeg er nok nærmest at betragte som en fodgænger.
At spadsere lyder mindre krævende og mere kultiveret end at vandre. Vandreture på vandrestier kan strække sig over flere dage og har klare mål. Modsat kan spadsereturen være et smut uden plan.
Den tyske filosof Karl Gottlob Schelle skrev bogen “Kunsten at spadsere”. Fodgængeren Schelle går ind for de formålsløse gåture. De ellers kendte omgivelser i by og på land går ind i krop og sjæl på den, der bare går med sindet åbent.
For ham er det ikke nok at gå rastløst rundt, når et problem går i knude, eller når vi for eksempel skal et smut på apoteket. Den livgivende spadseretur får sin mening af ikke at have en mening; så sker underet midt i det vante. Den spadserende kan som Pinocchio skråle: “Der er ingen bånd, der binder mig.”
Oldtidens kynikere strejfede rundt som gale hunde og bjæffede deres provokationer ud. De fik netop navn efter hundene og kom vidt rundt med budskabet om det nøjsomme liv. Lige så lidt som hundene havde de sans for kunsten at spadsere. De sled så meget på deres gåben, at de ikke behøvede at bruge sko. Fødderne fik hud som såler.
Nogle af de græske tænkere havde ord for at være vandrende filosoffer. De gik, mens de gav deres lære ben at gå på. Den kendteste var Aristoteles. Men ægte fodgænger? Ikke nikke nej. Efter sigende havde han nogle stankelben, som ikke kunne bære ham langt. Han sad, når han kunne komme af sted med det.
På en spadseretur forleden kom jeg til at dvæle ved en pilrådden træstub. Jeg genopdagede den, for jeg har længe kendt til den. Netop den dag var den meddelsom. Engang var den en konge i skoven. Da den fik motorsaven at smage, fik en høj stub lov til at stå, og en skulptør formede den.
Den er nu inde i sin sidste fase, før den glider tilbage i sit ophav. Vinmagere taler henført om “den ædle råddenskab”, når rosinagtige druer lader sig presse til sublime vine. Netop ædel er den trøskede stub.
At ældes med ynde er den kunst, som træet kan lære den, der kan kunsten at spadsere. Godt gået.