Kunstneren Mogens Møllers timeglas foran Vestre Landsret er alle tiders – på én og samme tid dekorativt og sigende. Det er skævt og alligevel ikke helt skævt.
For nogle kan et retsmøde ikke gå hurtigt nok. I dommens øjeblik står tiden stille, skønt en dom på livstid kan vente.
Tid er noget underligt noget. Den går, og vi går med. “Man skal skynde sig gennem det ubehagelige og standse op ved det gode,” anbefaler livskunstneren Montaigne. Det gælder om at gribe de gode øjeblikke. At lade fortid og fremtid ude. “Age quod agis,” er god latin: “Gør det, du gør.”
I kirkerne har timeglassene både en symbolsk og praktisk betydning. Det er senere, end du tror, og den sidste time er skjult. På prædikestolen i Viborg Domkirke har præsten hele tre timeglas til rådighed, men i dag sidder de vel mest til pynt.
Den længste prædiken i domkirken til dato var den 5. juli 1735, da domprovst Christen Lassen Tychonius i 14 kvarter holdt ligprædiken over biskop Johannes Trellund. Til sidst fik prædikanten noget, der lignede et apoplektisk anfald, og klokkeren måtte gribe ham.
I en ikke så fjern fortid havde en by som Viborg sin helt egen lokale tid. Men da telegraf og tog fik landet til at hænge bedre sammen, trængte andre tider sig på.
Folk i Viborg fandt i 1846 ud af, at domkirkens tårnur var næsten en hel time bagud i forhold til den tid, byen selv havde fastsat. Hvor længe det havde stået på, fortaber sig i tidens tåger. Opdagelsen varslede nye tider. Ved årsskiftet 1893/1894 gik danskerne over til en fælles tid.
Jeg har hørt om foreningen Vereinigung zur Verzögerung der Zeit, altså Foreningen til Tidens Forsinkelse. Dengang et solur eller et timeglas viste tiden gang, havde det ingen hast. Men nu kan alting ikke gå hurtigt nok – og til hvilken nytte?
Et godt timeglas har helt runde og ensartede sandkorn. Men selv det løber hurtigere og hurtigere. Tiden slider på sandet og får tiden til at rinde hurtigere ud. Måske en påmindelse om, at vi mennesker ikke skal slide for meget på os selv.
Et humoristisk forhold til “tiden” skader aldrig. Et eksempel fra et gammelt kobberstik med Far Tid: “Alle mennesker søger at slå tiden ihjel, men mon jeg ikke nok er deres overmand.”