Rektor Lefolii på Viborgs gamle latinskole så med sin skaldede isse og sit lange skæg noget brysk ud. Men det var nu på skrømt, når han truede de yngste elever med denne latiniserede remse: “Hic haec hoc, giv mig en stok – hi hae haec, du skal have smæk!”
I sagens natur terpede disciplene masser af latin, og stokkemetoden var et kendt virkemiddel. Nu havde oldtidens sprog fra Rom og omegn ry for at være et dødt sprog, overtaget af de lærde.
Som den kloge svenske forfatter Klara Johanson bemærker: “Lærde herrer kan faktisk ikke fatte, at kvinder og børn engang i tiden talte flydende latin.”
Min og flere andre generationer voksede op med Kr. Mikkelsens “Latinsk læsebog” – den, der begynder med “Italia terra est.” Jeg ser for mig, hvordan latintimernes fru Eiskjær lyste op, når vi i teksterne kunne lokalisere en PPP, hvilket står for perfektum participium passiv.
En bog, jeg hyppigt har fremme, er “Levende latin” af Christian Hafting. Jeg kan lige så godt smide skægget og erkende, at latinens finere finesser er pist væk. Derimod bruger jeg gerne de gamle latinske udtryk som trylleformularer. Det rene hokuspokus til hverdagsglæde. “Levende latin” er fyldt med dem, og der er så at sige fri bar – ad libitum.
Vi kan selvfølgelig nøjes med at skynde os langsomt, men “festina lente” højner ligesom sagen, så dagen lader sig gribe – “carpe diem”. En skribent kan i få ord udtrykke meget, og det er “multa paucis”. En dygtig kunstner evner at skjule kunsten, og det sker efter devisen “ars est celare artem “. Og sådan er det hele vejen igennem.
Vendinger som “in vino veritas”, “errare humanum est” og “jacta est alea” er forholdsvis kendte. Begiver vi os ud i “cum grano salis” og “ne quid nimis”, kan det være på sin plads at tage det hele “med et gran salt” og gøre “alt med måde” – altså at forklare. Men hvad gør det?
En rigdom lever i dette underlige sprog, og det er ikke bare pral.
Dixi.