I gymnasietiden lod jeg mig transportere på en Velo, “cyklen, der kører af sig selv”. Den franske Solex-fabrik introducerede denne mellemting mellem en cykel og en knallert lige efter krigen, og den fik for alvor medvind sidst i 1960’erne.
Mit første bekendtskab købte jeg meget brugt og meget billigt af en ældre dame. Den var mere død end levende. Selv ikke den ferme herre med cerutstumpen i cykel- og Velo-værkstedet A. Hansen & Sønner i Ll. Sct. Hans Gade formåede at puste mere liv i mukkebikken. Det var noget helt andet med efterfølgeren, den nyudviklede model 5000.
Egentlig et underligt instrument, denne Velo. Den lille, cylindriske motor sad på tværs over forhjulet og lod sig løfte ned, så den med sin drivrulle fik kontakt med dækket. Den havde pedaler og var til at cykle på, om så skulle være. Ikke specielt stabil i ruskevejr, men forbavsende kvik i medvind og uden alt for tungt pikpak.
I mange år kunne Velo-folket vælge mellem sort og sort. På den indre nethinde har jeg endnu Viborgs diakonisser, hvis outfit passede perfekt med de sorte Veloer, de futtede rundt på. Også opkræveren for Socialdemokratisk Vælgerforening var på Velo. I den anden ende af skalaen så vi Brigitte Bardot på en Velo. Desværre kun på film.
Med 5000-modellen fik Veloen et facelift af de større. Min var orangerød. Små hjul og en potent motor. Den separate lygte med en rigtig lyskegle var andet og mere end en nefablænder.
Jeg følte mig som Ridder Rap, da jeg med succes drog på knallerttur helt til Bagenkop på Langeland. Et haglvejr en sommermorgen var dog for meget. Vi havarerede i rundkørslen ved Gl. Skivevej. Det lød ej godt, da den ubeskyttede motor med sin højre side hamrede ned i asfalten. Her sad blæserhjulet. Lamel for lamel fik manden med cerutten mirakuløst rettet op på skaden.
Veloen kom ud i mange arter og afarter. For nogle står den sorte S3800 – “den sorte charmeur” – som den eneste ene. Jeg var nu ganske godt tilfreds med min 5000’er, men stærke kræfter udefra greb ind og skilte os efter et par år for evigt ad.
Jeg stillede for en kort bemærkning den orangerøde uden for boligen i Sct. Mogens Gade. Ulåst. Væk var Velo, da jeg lynsnart vendte tilbage. Uden de store forhåbninger meldte jeg tyveriet til politiet. Efter en tid fik jeg besked. Velo var dukket op. Jeg troppede op på politistationen. I patruljevogn kørte en betjent og jeg til et lager. Men ak. Ved en fejl havde politiet solgt den på auktion. Det var da også for godt til at være sandt.
Nogle uger efter stod jeg med en erstatning på 750 kroner fra statskassen. Huske kan jeg ikke, hvad jeg brugte dem til. I det mindste ikke til en ny Velo. Vore veje måtte skilles.