Lugtesansen og erindringen er nært forbundne. Da jeg tilfældigvis stødte på en bog i reolen, lå en imaginær krydret duft i luften. Titlen var ikke specielt krydret: “Hamarkrøniken”.
Fra min barn- og ungdoms Viborg husker jeg mange lugte/dufte. Jeg tror, at de udendørs dufte var flere dengang. De kom blandt andet fra kafferisteriet, Søndersø, asfaltfabrikkerne, tømmerladerne, husdyrauktionen, destruktionsanstalten, tekstilfarveriet, gasværket og “landet”.
Oehlenschläger digtede om, hvordan “underlige aftenlufte” i det tyske kunne give ham hjemve. Aftenluftningen i det fremmede var sådan set god nok, men den var ikke som hjemme.
Den fint illustrerede Hamarkrønike fik jeg af Rosemarie Köhn, daværende biskop i Hamar, Viborgs norske venskabsby. Jeg viste biskoppen med følge rundt i domkirkekvarteret, og hun gav mig bogen som tak. Jeg duperede hende lidt ved at kende til krøniken. Gennem krimien “Slangens år” af Knut Faldbakken havde jeg stiftet bekendtskab med krønikens legende om den drabelige søslange i søen Mjøsa.
Så var der det med duften. Selskabet mødtes en tidlig formiddag ved domkirkens nordvestre tårn. En sødlig, krydret duft pirrede næserne. På de tider var det ikke usædvanligt, at duften fra SFK’s store krydderimølle i nordvestbyen trak ind over byen, og sådan var det også den dag.
I Hamarkrøniken læser vi om et gevaldigt søuhyre. Da det en midnat dukker op af søens vande – Mjøsa er op imod en halv kilometer dyb – ligger Hamar Domkirke badet i en slags dagslys. Kirkeklokker og orgel sætter af sig selv i gang. En ungersvend dræber uhyret ved at skyde en regn af pile ind i dets øjne, og en grønlig væske vælder ud.
Da slangen er død, ligger den og stinker, men den lugt må vi heldigvis nøjes med at læse om.