“Skal det være med mekanisk værk eller med batteri?” spørger urmageren. Dovenlarsen i mig vælger batteriet, hvilket nok er ufint over for lommeurets ædle natur. Men den udstråler alligevel godt, gammeldags urmageri, min nyerhvervede “krydder”.
Og jeg kommer straks til at tænke på en kendt urmager i Viborgs historie, Daniel Andreas Topp, der levede fra 1816 til 1905, og som nedsatte sig som urmager i 1842. Urmager Topp var en sand tryllekunstner med finmekanikken.
Tiden var med ham. I empirestil lod han i 1845-1846 forretnings- og boligejendommen på hjørnet af Sct. Mogens Gade og Sct. Mathias Gade bygge. Kald ham bare en fantast, men han syslede med en evighedsmaskine, et perpetuum mobile. Mindre kunne gøre det, og han fik engelsk og fransk patent på et ur, som kunne gå i et helt år uden optræk.
Mester Topp opfandt også et ur, der var til at aflæse fra alle sider. Her tænkte han på sygestuer. Desuden var han kendt for en nyskabende indbrudsalarm.
I 1864 var der optræk til ballade hos urmageren, der kom i et verbalt klammeri med en prøjsisk soldat. Husk på, at Viborg var besat. Det kostede ham 12 dage i brummen. I det år begyndte hans mangeårige samarbejde med urmager Jens Frederik Larsen. Denne var mest kendt for Viborgs første telefoncentral. Fra 1887 til 1901 knejsede centraltårnet højt over hjørneejendommen.
Urmager Topp udviklede et venskab med den 38 år yngre jernvarefabrikant Julius Theodor Brems og fulgte entusiastisk dennes arbejde med at konstruere et motorkøretøj.
Grundlovsdag i 1900 kom Topp med på Brems-bilen og udbrød begejstret, at det næste måtte blive en flyvetur. Men dertil rakte hans livs ur dog ikke.