En fodnote om byvandringer

“Det eneste, du skal gøre, er at skrive én sand sætning.” Dette fif brugte forfatteren Ernest Hemingway, når han skulle i gang med en tekst. Enkelhed frem for pærevælling.

Hemingway var en ødeland med sit liv, men var en mester i at økonomisere med sine ord. Vi følger ham gerne, når han opfordrer: “Skriv den sandeste sætning, du kender.”

“Viborg er historiens by,” er en sådan sand sætning. Altså ikke bare en historisk by, thi alle byer har vel en historie. Den bestemte form er bestemt for Viborg.

Mit første bekendtskab med historiens by var, da jeg som ulveunge først i 1960’erne var på byløb. Mit ulvenavn var Toomai – elefantdrengen – og jeg gik i grå bande. Vi små spejdere stæsede rundt fra post til post og løste opgaver. Hvor høje er domkirkens tårne? Hvor tunge er kreditforeningens granitkugler? Hvad hedder borgmesteren? Uden at tænke så meget over det lærte vi vores by at kende. Fik føling med historien.

De seneste par års succesfulde “mordgådejagter” for hele familien er helt i samme ånd. Hvem der myrdede Erik Glipping natten til den 22. november 1286, forbliver en gåde; men for deltagerne er Viborg herefterdags knap så gådefuld.

Med alderen har jeg udskiftet byløb med byvandring. Ordet “byvandring” kom først ind i sproget i 1946 og er som skabt til historiens by. Ved Viborgs femdobbelte byjubilæum i 1950 udkom den lille bog “Viborg-Vandring” af lokalhistoriker Otto von Spreckelsen, og den var først til at vise vejen.

Efter et LOF-kursus opkom gruppen Viborg-Guiderne i 1985, og om nogen har gruppen gjort Viborg til byvandringernes by. Det næste skridt var i 1992 hæftet “Viborgs historie skridt for skridt” fra Viborg Turistbureau.

Opfat disse linjer som en fodnote med en afsluttende sandhed: Viborgs historie skal op gennem skosålerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.