Det var nok som knøs midt i 1960’erne, at jeg fornemmede Viborgs vokseværk. Da jeg var på jagt efter et telt.
Købmand Jan på Koldingvej solgte blandt meget andet telte. Ikke nok med det. På et stort areal stod læssevis af demotelte i opslået stand. Af sted gik turen på cykel fra den yderste vestby til storkøbmanden i sydbyen.
Jeg fulgte cykelstien langs Ringvejen. Den sluttede ikke længere ved Marsk Stigs Vej, men fortsatte langt pokker i vold sydpå. Helt ned til Jan, hvor nu Løvbjerg ligger. Tiden som en stiplet fremtidslinje på mit oldtudsegamle bykort var slut.
Hvad der var ved at ske med Viborg, beskrev stadsingeniør Vilhelm Ehlert så udmærket allerede i 1940. Viborg havde netop passeret de 18.000 indbyggere. Den gode stadsingeniør skriver i Viborg Købstads Histories fjerde bind: “De mange udstykningsveje i byens udkant kan ikke siges at være fremkommet efter nogen bestemt plan.” Først i 1930 satte en bygningsvedtægt lidt skik på det hele.
Han ser for sig en mere velordnet by, hvor gammelt og nyt klæder hinanden. Videre skriver Vilhelm Ehlert, at byrådet har nogle undladelsessynder på samvittigheden, men at det også har forstået at træde i karakter, når gamle bymiljøer har været i fare.
Desuden beskriver han Viborg som “et landevejscentrum, hvorigennem en væsentlig del af landevejstrafikken gennem Jylland passerer”. Visionen rummer omkørselsveje og ringveje, og vejbuen fra Marsk Stigs Vej til købmand Jan med teltene var én af dem.
Det endte nu med, at jeg tyede til midtbyen, da jeg for en slik erhvervede et tykduget østtysk seksmandstelt med apsis, fast bund og teleskopstænger. Det var jävla tungt og kunne tvinge enhver vandrer i knæ. Nok så nydeligt stod det og ventede på en lille, bar plet bag Dansk-Svensk Staal i Sct. Mathias Gade.
Vilhelm Ehlert trådte til som stadsingeniør i 1928, og 12 år efter noterer han: “Viborg har nu nået en sådan størrelse, at man mere føler fordelene ved at bo i den lille by end manglerne ved ikke at bo i storbyen.” Er det ikke stadig sådan?