Drengedrømme og brandtrommer

Som alle kvikke drenge i 1960 svarede jeg “lokomotivfører eller brandmand”, når voksne spurgte til den seksåriges karriereplan. Nok mest det sidste, for familien boede i Skottenborg, tæt ved brandstationen. Det var dengang, brandbilerne sagde babu-babu og havde gule udrykningsflag.

Og brandsirenen på stationens tag, ikke at forglemme. Her havde den siddet siden 1923. Al leg måtte stoppe, når sirenen lød. En enkelt tuden gad vi ikke rigtig løbe efter, men to gange fik os til at spæne. For ikke at tale om de sjældne tre. Hen til portene, der nu gik op. Fra alle hjørner kom håndværkere cyklende. De fleste brandfolk var tilsyneladende håndværkere. Når de var mange nok, drønede brandbilerne ud ad portene. Babu.

Jeg havde en legekammerat, der boede i stueetagen. Hendes far var håndværker – og brandmand. Bedst som vi legede ved bordet i køkkenet, lød en ringen. Et ringeapparat sad her. Lige siden 1888 havde brandfolkene måttet slippe alt, hvad de havde i hænderne, når apparatet gav lyd. Det var en ekstra sikkerhed og var helt fra den tid, da stormklokken i domkirkens nordtårn og brandtrommen var en del af alarmen.

Som al denne hurlumhej dog kunne få folk af huse. “At løbe til brand” var en folkesport. I beretningerne om Viborgs allerførste rigtige brandvæsen i 1844 ser jeg, at hele 50 mand havde til opgave at holde de nysgerrige og langfingrede på afstand.

Fra min drengetid husker jeg, hvordan store brande som dem, der ramte Vinther & Larsen og Henry Vorre, samlede tusinder af tilskuere. Asani-branden i 1951 er jeg ikke gammel nok til at have fået med. Den står der stadig gny om.

Viborg er de store bybrandes by. Stråtage, bindingsværk og lyngbrændsel var ikke en god kombination. I 1345, 1501, 1529, 1567, 1615, 1667 og 1726 gik store dele af byen til.

De fleste store brande var uheld. Et lyn, ølbrygning, bagning og et skud med et gevær er kendte årsager. Men så var der mordbrænderne. I Jydske Lov fra 1241 var en mordbrænder ikke nødvendigvis en person, der havde liv på samvittigheden. Den, der bevidst satte ild på et hus, var en mordbrænder, og sådan var det helt frem til 1866. Det kostede hovedet, gjorde det.

Et eksempel. Stedet er St. Sct. Peder Stræde. På strædets nordside bor slagter Jacob Weftrup. Da øvrigheden i 1781 tager ham, er årsagen hans tyvagtighed. Men da Jacob Weftrup er mør, erkender han, at han to gange i 1777 har sat fyr i huse. Ingen personskade. Den 9. april 1782 halshugger skarpretteren ham, og dødningen kommer på bålet. 57 år får han på denne jord – og ingen i himmelen.

Ved en sådan henrettelse skulle borgervæbningen underholde med lidt eksercits. Medlemmerne af denne folkemilits var ikke ferme som soldater, så de måtte øve sig. På vej til øvelsen kom én af deltagerne til at affyre et vådeskud. Smedelærling Marius Winde mistede livet. Mordbranden uden mord kom alligevel til at koste et liv.

Alt dette kendte en seksårig intet til. Det var alvorligt nok, at én af brandene tog ishuset ved Rødevej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.