Da Kjeld var cool i Viborg

En og anden blandt læserne husker nok banjo- og sangduoen Jan & Kjeld, der brød igennem sidst i 1950’erne, og som sågar var med i en Far til Fire-film.

Da Jan & Kjeld toppede, begyndte jeg i første klasse på Vestre Skole. Blandt mine kammerater var der to gange Jan og to gange Kjeld. Sådan er det jo med fornavne. De er tidstypiske. Ret præcist kan vi ud fra en årgangs navne sætte årstal på. Talrigest i klassen var Pia med tre: Pia 1, Pia 2 og Pia 3.

Folk med forstand på de dele siger, at Kjeld – med forskellige bogstaveringer – i mange år var specielt populært på Viborgegnen. I dag kan der gå år mellem, at et drengebarn kommer til at hedde Kjeld, Kjell, Keld, Kell eller Kield, men endnu i 1950’erne stod det stærkt – og ikke mindst i det midtjyske.

Da befolkningen slet ikke er så mobil, som vi går og tror, afspejler fortidens egnstypiske fornavne sig i nutidens egnstypiske efternavne. Viborg har klart flere Kjeldsener end andre byer af samme størrelse. Mange efternavne er patronymer, det vil sige, at de har en fars fornavn bygget ind. Hed mange Kjeld, kom mange også til at hedde Kjeldsen.

Jeg vover et øje og påstår, at vi skal helt tilbage til 1100-tallets første halvdel for at finde roden til Viborgs Kjeld-kult. Kjeld var også da meget brugt. Med sideformen Ketil er det kendt fra den hedenske tid og kan betyde “offergryde”. Sct. Kjeld er Viborgs beskyttende helgen. Det virker da logisk, at hans navn højt op i tiden har været populært på disse kanter.

Kjeld var en del af Viborg Domkirkes fællesskab af kannikker, kendt som rektor for katedralskolen og domprovst. Han havde bevågenhed på allerhøjeste sted, det vil sige hos pave Eugenius den Tredje. Da Viborgs kannikker smed Kjeld på porten, fordi de fandt ham alt for generøs med kirkens rigdomme, befalede paven dem at tage ham tilbage. Og hvilken hjemkomst. Ifølge legenden forsynede Kjeld dem med vin, som han havde fremskaffet ved at gøre vand fra Kokkilden vest for byen til ædle dråber.

Nu vi er ved underne. Det hedder sig også. at Kjeld kunne læse i mørke, og at han med tankens kraft kunne styre tællelysets flamme. Han døde den 27. september 1150, da han formentlig var midt i 40’erne. Nogle år før havde han efter sigende – ved at stige op i et af domkirkens tårne – fået Gud til at stoppe en storbrand, idet han bad, det bedste han havde lært.

Beretningerne om undere ved hans grav i domkirken er mange. Et gennemgående træk er, at blinde ved Kjelds kraft fik synet tilbage. På pavens vegne ophøjede ærkebiskop Absalon ham den 11. juli 1189 ved en saligkåring i Viborg Domkirke. Han endte som “en lokal helgen” med en hale af drenge ved navn Kjeld efter sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.