Ret beset er mange af middelalderbyens interessante baggårde private enemærker, men det går lige an at kaste et blik på herlighederne. Som i Sct. Mogens Gade 29, hvor en granitskulptur af billedhugger Edgar Funch (1915-1995) udmærker sig i en ramme af bindingsværk.
Edgar Funch var af fag stenhugger og lærte håndværket i et bornholmsk stenbrud. Kai Holm, ejer af bygården, anskaffede og opstillede i 1990 den abstrakte figur. Den hedder ikke noget.
Derimod har en anden Funch-figur i Viborg et navn. Den hedder “Solfigur” og står ved Viborg Rådhus. Før stod den bag Stillings Gaard ved Nytorv. “Solfigur” var i 1967 en gave fra lokalpolitiker og erhvervsmand Kai Erik Berg de Nully Brown (1927-2019).
I begyndelsen var Edgar Funch inspireret af naturens urformer. Han lod sig indfange af kunstnergruppen “Spiralen” med blandt andre Wilhelm Freddie og Asger Jorn, og herefter gik der geometri i hans kunst.
Lad de to kunstgivere repræsentere de mange private, der har beriget Viborg med udendørs kunst. Ånden udtrykte Kai Erik Berg de Nully Brown kort før sin død på denne vis: “Tak for alt hvad du har givet mig, Viborg, af gode minder, tak.”