Hvor er det altså synd for gråmunkene, at de ikke oplevede deres klostergård, som den tager sig ud i dag. Arrangementet med de fem tjørne og kummestenen er fra 1970’erne, men spiller flot sammen med den sene middelalders murværk mod nord og øst.
En gammel betydning af “lun” passer på den fredfyldte gård, et førsteklasses dvælested. Hvor der er et lun, er der vindstille, ro og fred. En beskyttende skærm holder hverdagens larm ude. Vi genfinder ordet i Louns Bredning, som egentlig er det stille vand bag næsset.
Da munkene i 1530 for altid var ude af Gråbrødre Kloster, fik byen den sydlige gård, mens Christian den Tredje satte sig på den nordlige. I nogle år havde han en fløj som bolig, når han var i staden. Fra 1541 var kongens del hospital, og en lige linje fører til dagens stiftelse med syv boliger.
Vores dvælested er den nordlige gård; den sydlige er borte. Hvor vestmuren er, lå engang et bindingsværkshus. Men det, der er tilbage, virker forbavsende helstøbt. End ikke de idelige bybrande formåede at gøre alvorlig skade.
Hospitalet var som et lille samfund i samfundet. En broget skare fik ophold i kortere eller længere tid. Ved nordgavlen lå i 1700-årene dårekisten med “tvende logementer for afsindige mennesker” bag dobbelte hængelåse og jernbomme.
Men det er så længe siden, at deres fortvivlede råb kun sidder som et svagt ekko i murværket.