To munke kom til at diskutere, om det var flaget eller vinden, der bevægede sig. En tredje afgjorde sagen ved at sige, at bevægelsen foregik i deres sind. Svaret passer meget godt med, hvordan jeg har det med Nørremølle Enge.
På det rette tidspunkt skal det ikke lufte ret meget, før det lodne tæppe af græs, siv og dunhammere bølger som et hav. Samtidig sitrer stråene som var de en vindharpes strenge. Aiolos, vindens gud, giver lyd.
Kæret nord for Nørresø har altid ligget som et gode for byen. Godet blev ikke mindre, da kommunen lod vandet vinde, efter at et pumpelav i mange år havde forsøgt at gøre det tørt. Ud over den naturlige væde strømmer nu regnvand fra tre rensedamme gennem engene.
Når jeg sidder på Nørremølle Enges dvælebænk, kommer jeg til at tænke på filosoffen, der talte om “intethedens sprog – dette rige sprog”. Roen herude har så meget at sige, og støjen fra Nordre Ringvej danner forunderligt nok en grundtone, der har den bagvedliggende Dambakke som klangbund.
Sidst i 1960’erne havde planlæggerne en idé om, at engene skulle være en slags folkepark til sport og samvær. Vi kan i dag sige, at de var på gyngende grund. Til gengæld kan de våde enge mentalt give os fast grund under fødderne.